Monday, September 11, 2017

Kongehusets joker - Alex Frank Larsen



























  • Dansk
  • 10. september
  • 251 sider

Jeg blev fascineret af historien, som jeg læste den på omslaget - og endte med at investere de sindssygt mange penge som 300 kroner altså er for en bog, der læses på en enkelt dag!

Historien om Kwasi, som fanges i Ghana, og bliver sendt som slave til Caribien - hvor han ender som en skakbrik i et politisk spil, hvor slaver bruges som prestigegaver til konger og fyrster i det 18. århundrede.

Mange af disse slaver endte som hofnare - som Christian VI's Moranti; og levede ikke liv, der var synderligt bedre end det som slave. Bedre fysiske levevilkår muligvis - men ikke psykiske i form af respekt og anerkendelse som individer. De blev stadig anset som værende under den hvide race i intelligens, men som jokere kunne de bruges.

Historien går lidt dybere i den samtidige kontekst - Danmarks slave- og kolonipolitik; skærmydslerne med Sverige og magtforholdene i Europa, hvor Danmarks position skulle holdes lidt stangen, så vi ikke igen fik Sverige med i nationen og dermed blev for store og farlige.

Historien om det svenske kongehus, hvor man måtte hente en tysk prins ind som arvtager, og et ægteskab, der var strategisk. Her spillede Badin, som blev hans navn, en rolle som hofnar først - men senere som kongens ven og fortrolige. Der er ingen tvivl om, at han formåede at hive sig selv ud af fordommene og løfte sig - han giftede sig to gange med svenske kvinder, men fik aldrig nogen arvinger. Han blev bedsteven med den svenske troubadour, Bellman, og var vidne til skiftet i monarkiet, da kongen døde og hans søn kong Gustav senere gennemførte et reelt statskup, og samtidig sendte sin egen mor, enkedronningen, i eksil ude på landet.

Der er glimrende dokumentation i illustrationer og noter om samtidshistorien. Der er ganske få uddrag af de erindringer, som Badin selv skrev- og det er måske dens svage punkt i forhold til forventningerne. Det er ikke udelukkende historien om en slavedreng, der bliver slotsidol - der er faktisk langt mere fokus på helheden. Den er da interessant - men præmissen for mig var at få et indblik i dette menneskes tanker og følelser. som de jo er overleveret i hans erindringer. Man får blot alt for få uddrag derfra.

Man kunne muligvis vente på, at den eventuelt en dag udkom i paperback-udgave; så ville illustrationerne måske ikke være så gode. Til gengæld kunne man så læse ordentlig korrektur inden trykning - for det er igen et problem! Og så er det ganske enkelt for dyrt, for illustrationer og noter fylder måske halvdelen af bogen. 

No comments: