Noget om Grace - Anthony Doerr

• Engelsk
• 11.-16. september
• 423 sider
• Originaltitel: About Grace

Jeg havde faktisk ret hurtigt købt Doerrs første roman, som faktisk udkom ti år inden hans kæmpehit Alt det lys vi ikke ser. Jeg skulle selvfølgelig have ventet! For jeg var slet ikke så begejstret som resten af verden - og jeg var derfor meget i tvivl om denne. Jeg har virkelig ladet den stå længe i reolen for ikke at være forudindtaget; og håbede, at jeg kunne starte med friske øjne.

David Winkler er en lidt skæv professortype, som allerede som barn har drømme, hvor han tydeligt ser ting ske - og værre endnu, så sker de faktisk til tider. Hans mor forstår drengens problem og virker som den lidt overbeskyttende type. Så David rammes hårdt af hendes død, og lukker sig inde i sin underlige verden, hvor han udlever sin fascination af sne og vand.

Han bliver en lige så kejtet voksen; han er en enegænger, der passer sit arbejde som meteorolog på en tv-station indtil han en dag drømmer, at han vil møde sit livs kærlighed i et supermarked.

Den drøm fuldendes også; og han tager det som alt andet i sit liv som et ufravigeligt tegn uden overhovedet at stille spørgsmål ved sine egne følelser. Hun er gift, men de indleder et forhold - og stikker af sammen, da hun er gravid. Man kan undre sig over, hvad kvinder ser i ham? Han er tydeligt mindre disfunktionel i en autistisk form.

Nogle måneder efter deres barn fødes, rammes han igen af voldsomme drømme og søvngængeri. Denne gang handler det om en voldsom stormflod, der rammer deres hus - og babyen dør; primært fordi han ikke er i stand til at beskytte hende. Den drøm bliver så besættende for ham, at da stormen reelt rammer - så stikker han ganske enkelt af! Helt til Caribien, hvor han gemmer sig i 25 år. Han forsøger at tage kontakt til konen; men hurtigt lader han sig bare nøje med en ussel tilværelse.

Og pludselig efter 25 år tager han retur til Anchorage; det koldeste og mørkeste af Canada, hvor han kuler sig ned i en vinter. Selvfølgelig kommer han for sent - og ungdomskærligheden, Sandy, er død. Men hvad skete der reelt med datteren, Grace?

Det bliver hans livs besættelse, og dog er han så underlig apatisk og usympatisk?

Jeg kunne på ingen måde fatte sympati for hans handlingsmønstre eller adfærd? Jeg synes, at forfatteren trækker det hele i ulidelige langdrag, og jeg overvejede flere gange at give op. Men jeg troede, at der var en fantastisk åbenbarende slutning med Grace - som heller ikke kom!

Skrivestilen er uendelig langsom og alt alt for detaljeret; ikke detaljeret på den fantastiske Victor Hugo-måde .... bare alt alt for meget.

Så jeg endte lige så forvirret over successen som efter hans kæmpesælgende anden roman.