La familia grande - Camille Kouchner

• Fransk
• 28. juni
• 208 sider
• Originaltitel: La familia grande

Årets litterære chok i Frankrig i 2021 var denne bog, hvor advokaten Camille Kouchner offentliggør det, der var en almindelig kendt hemmelighed i mange kredse. At hendes tvillingebror som teenager blev seksuelt misbrugt af deres stedfar.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst familie; men den franske intellegentsia med deres 1968-idealer, der pludselig krakelerer i fuld offentlighed. I modstrid med den alment kendte regel om, at franske politikere og andre kendte kan have masser af hemmeligheder; nogle kan være ret kendte - som Mitterands datter udenfor ægteskab - men man omtaler dem ikke.

Camille Kouchners forældre er den franske eks-minister, stifter af Læger uden Grænser og kendte humanist og socialist, Bernard Kouchner. Moderen er Evelyne Pisier, en anerkendt professor i statsvidenskab, som i sin ungdom rejste til Cuba for at møde Guevara. Hele omgangskredsen er samme elite af personer, der holder fanen højt efter 1968. 

Da forældrene bliver skilt, gifter moderen sig igen med en yngre mand - ligeledes professor, intellektuel og anerkendt politiker. De holder hvert år hof for Den Store Familie - børn, fætre, kusiner, søskende, venner og venners børn i et kæmpe hus i Sydfrankrig. Børnene opfordres og oplæres til selvstændighed; de skal udforske, debattere og lære. Der er få tabuer, og de lever i et evigt hippie-paradis.

Men der hviler også en forbandelse over familien. De to bedsteforældre begår selvmord; uafhængigt af hinanden efter mange års skilsmisse, men det bliver et hårdt slag for moderen, der begynder at drikke. Så begynder stedfaderen at misbruge Camilles tvillingebror; men han må jo ikke sige noget, og deres mor er så nedtrykt og svag.

Camille forguder stedfaderen; ham, der skabte fest, ballade men også stabilitet og en kernefamilie efter forældrenes skilsmisse. Så hun accepterer fortielsen, men lever med skammen. Over ikke at sige noget. Over at være trukket i begge retninger. Over hadet til moderen, der ikke gør noget. Moderen, der heller ikke forlader faderen, da hun endelig konfronteres med sandheden.

Da den kommer frem, splitter den familien i atomer. Evelynes søster begår også selvmord, og nu er det alle mod alle. Camilles egen far vil tage det rettens vej; men der viser det sig at sagen er forældet.

Bogen er skrevet efter moderens død; og efter en lang kamp med broderen om at få lov til at tale om det. Ikke overraskende chokerede den mange - på grund af familiens status; men selvfølgelig også på grund af selve akten. Modbydeligheden. Uretfærdigheden i at intet kan gøres. Stedfaderen anerkender hændelserne, og fratræder samtlige poster og fratages sin advokatlicens. 

Det heler jo ikke sårene hos ofrene; Camille Kouchner har i flere perioder haft fysiske sygdomme afledt af det traume at skulle holde historien hemmelig. Hendes bror ville ikke have al opmærksomheden omkring sin person; men bogen er skrevet med hans samtykke. En virkelig barsk fortælling om svigt af børn på så mange måder - og desværre også en fortælling om en vis politisk elite, der beskytter sig selv og sine. 

Skriv den roman - Dorthe Studsgarth

 

• ANMELDEREKSEMPLAR
• Dansk
• 23.-27. juni
• 424 sider

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde skal til at skrive en bog - eller en roman... eller én af de mange andre muligheder, der er. Men man kan sagtens læse denne bog uden at være en spirende forfatter; især hvis man læser meget og måske endnu mere, hvis man skriver om sine læseoplevelser.

Bogen er tænkt som et opslagsværk og er opbygget i finurlig alfabetisk orden fra start til slut. Det er gennemført gjort også under hvert bogstav, så Krog i læseren fx kommer før Krimi, og Effektivitet før E-bøger. Den slags detaljer kan jeg jo godt lide.

Der er selvfølgelig mange fif til, hvor og hvordan man starter, hvis man beslutter sig for at skrive en bog. 

Hvilken genre skal det være? Her opdagede jeg, at mine etiketter er håbløst unuancerede - der mangler forfærdeligt mange nuancer som fx exofiktion, autofiktion etc.

Gennemskrivninger, fortællebuer, logline, stemning! Det er ikke blot at sætte sig ned og lade inspirationen flyde frit, og så sidder man med et Nobel-værdigt manuskript til sidst.

Der er diskussionen om lydbøger og e-bøger. Der er jeg jo håbløst gammeldags. Jeg kan og vil ikke overgive mig til andet end nydelsen af papir mellem hænderne. Derfor forsøger jeg nu at blive en langt bedre bruger af vores biblioteker; men nu kan jeg så trøste mig med at forfatterne også tjener mere ved at jeg læser papirbøger. For det økonomiske og praktiske kan man også finde svar på. Hvordan får man sit manuskript til et forlag; får det udgivet - og omtalt. 

Der er selvfølgelig indlæg om bogbloggere, influencers og betalæsere. Jeg bruger jo primært min blog som min egen lille oversigt, og supplerer ikke med Instagram eller andet. Derfor er det dog stadig dejligt med anmeldereksemplarer; selvom betalæser også kunne være spændende. 

Det danske bogmarked er uden tvivl også svært at komme ind på. Jeg er selv et glimrende eksempel, da et hurtigt tjek viser, at jeg læser 48% på fransk, 38% på engelsk og kun 14% af mine bøger på dansk. Det bunder i min tid i udlandet; men også i priserne på danske bøger i modsætning til engelske eller franske paperbacks. Endelig er det nok også fordi jeg tiltrækkes mere af stemningen eller tonen i netop de ikke-danske bøger. Jeg må blankt erkende, at der var en del af forfatterne bag citaterne i bogen, jeg overhovedet ikke kendte.

Bogen kan som sagt bruges til opslag. Jeg læste den kronologisk, hvilket måske blev lidt meget til sidst; men det var også utroligt spændende at komme ind bag kulisserne. Jeg så en film en aften under læsningen, og straks begyndte jeg at tænke i fortællebuer, pay-offs og andre virkemidler, som jo også bruges visuelt for at få en god historie til at hænge sammen. Jeg vil bestemt vende tilbage til den som opslagsbog fremover.

Endelig er der jo min evindelige kæphest - korrekturen! Den har sit eget indslag i bogen, og det er tilsyneladende den sværeste del at håndtere. Jeg ved ikke, hvorfor det er mere markant i danske bøger, men det er et evigt irritationsmoment for mig må jeg indrømme, og desværre var der også en hel del af dem i denne bog.

Den stjålne vej - Anne-Cathrine Riebnitzsky

 

• Dansk
• 20.-22. juni
• 307 sider

Endnu et bevis på, at man aldrig skal rydde for grundigt op i sine bogbunker; en dag kommer de pludselig til at få et nyt liv. Jeg har faktisk haft fat i denne et par gange, og det blev aldrig til mere end omslaget. Jeg holder mine ulæste bøger adskilt fra de andre, og selv om jeg tit har en køreplan, hvis jeg fx har modtaget nye bøger, så forsøger jeg at kigge bunken igennem fra tid til anden. 

Da jeg gjorde det denne gang var det bare logisk; og allerede ret hurtigt inde i historien var jeg opslugt. Det er også lang tid siden jeg har læst mellemøstlig litteratur; så måske var det den pause, der gjorde udslaget?

Historien udspiller sig i Afghanistan i 2008, hvor ingeniøren Khan arbejder på at færdiggøre den asfalterede vej, der skal forbinde to større byer i den sydlige del af landet, da han bliver kidnappet af taliban.

Javeed er en fattig 13-årig dreng; moderen er død, og familien hutler sig igennem tilværelsen, da han bliver voldtaget af politibetjente ved et checkpoint. 

Malika er 38 år gammel, da hendes 15 år ældre mand tager endnu en kone - en purung pige på Javeeds alder. Malika underviser byens kvinder i at læse og skrive, og lærer dem at sy og lave smykker for selv at kunne tjene deres penge - hun er langt mere progressiv end mange bryder sig om.

De tre skæbner følger vi i spring; Khan, mens han gennemlever sit livs mareridt, men forsøger at argumentere for, at vejen ikke er mod islams love. Talibanerne mener Khan står i ledtog med de vantro ved at bygge deres vej.

Den stjålne vej bliver også Javeeds stjålne barndom, der tager hans uskyld og tvinger ham i talibanernes arme, hvor han finder en mening med livet, som ikke giver mening. Den bliver den unge hustru Sharifas stjålne barndom, hvor hun i stedet underkastes en langt ældre mand, der voldtager hende. 

Historien viser fremskridt for Malika, der vælges ind i byrådet og tager sin skæbne i egne hænder; men det er også en historie om den ekstreme vold, der præger landet med selvmordsbombere. Det gør det blot mere tragisk at læse nu, hvor netop disse fremskridt for kvinder sandsynligvis er totalt forsvundne igen efter august 2021, hvor talibanerne endeligt overtog styringen af landet. Det er barsk at forestille sig de vilkår både kvinder og børn lever under; men principielt også de mænd - som Khan - der ikke støtter styret. 

Der er dog også håb i fortællingen om de to hustruer, der ligesom i Under en strålende sol, finder sammenhold i en håbløs situation. En poetisk historie med virkelig grusomme og virkelig håbefulde udfald; en historie om et land, som muligvis aldrig kommer til at opleve et moderne demokrati med lige rettigheder for kvinder. Den slags beskrives bedst af mennesker, der har set det - og Riebnitzsky har opholdt sig i Afghanistan i længere tid, og hendes fortælling giver et levende og troværdigt billede af landet og dets folk.

Blodmånen - Jo Nesbø

 

• Dansk
• 17.-19. juni
• 479 sider

Det er den trettende krimi i serien om Harry Hole, og det er knap to et halvt år siden jeg læste den sidste; så jeg skulle lige bruge et par minutter på at erindre. Men så huskede jeg jo, at Harrys elskede Rakel var blevet dræbt og han havde (endnu engang) besluttet sig for at synke ned i alkoholens glemsomhed - og måske endda dø af det.

Så han er i USA, og da han bliver hvirvlet ind i et sammenstød med nogle mexicanske usympatiske typer, så tager han alligevel mod tilbuddet om at forsvare en klient hjemme i Oslo. Denne gang på den anden side og ikke som politibetjent; og det passer selvfølgelig ikke det etablerede system.

Men der er en seriemorder på spil; og netop denne type mennesker er jo Harrys speciale. Så udstyret med en skudsikker teori om at håndtere sit druk, går han i gang - og tager fat i nogle af de gamle kendinge fra de tidligere romaner.

Der er som altid fart over feltet; Nesbø forstår at holde spændingen gennem de mange sider; jeg synes dette er den perfekte længde til en krimi - 5-600 sider, og ikke de mere end tusind sider, som Galbraith-krimierne er på efterhånden.

Det hjælper jo også, at Harry er den antihelt, man ikke kan lade være med at elske - og have lyst til at give et spark bagi! Han er kompleks af natur; han er irriterende - men elskelig.

Jeg havde ikke forventet netop den slutning på et virkeligt spændende plot; og endda med en afslutning som uden tviv lagde op til en ny krimi - den kan bare komme!

Diversifying Diversity - Poornima Luthra

• Engelsk
• 12.-16. juni
• 474 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I forbindelse med en ny arbejdsrolle skal jeg nu arbejde en del med DEI, som det jo hedder nu - Diversity, Equity & Inclusion. Det er et virkelig spændende emne; og selvom meget virker som indlysende logik, er der stadig lang vej at gå i mange lande - og jeg skal indgå i et europæisk team. 

I den forbindelse fik jeg tilsendt denne bog, som er skrevet af en forelæser ved CBS i København. 

Det er både en gennemgang af, hvordan situationen er indenfor forskellige områder som køn, seksualitet, religion, alder etc. - men også en tjekliste med ideer til, hvordan man kan engagere sig bedre og mere.

De fleste medarbejderundersøgelser vil måske vise, at der ikke er nogle problemer i en virksomhed - at fx racisme eller MeToo ikke er et problem; men hvis majoriteten af ansatte, der besvarer undersøgelsen ikke tilhører en af disse grupper, så er det jo et totalt forvredet billede.

Desværre er virkeligheden en ganske anden. Langt de fleste virksomheder - i Danmark men bestemt også ude i verden - ansætter stadig ikke mange medarbejdere, der falder uden for normen. Det være sig transseksuelle, mennesker med religiøs hovedbeklædning eller handicaps. Jeg synes man ser en forskel nu i Danmark i detailhandlen; men den er jo ikke repræsentativ for det danske arbejdsmarked.

I mange andre lande er det stadig uhyre svært at komme på arbejde, og tage hele sig selv med. I mange lande - Danmark inklusive - er der stadig forskel i løn mellem kvinder og mæmd, der bestrider samme type stilling. Med andre ord - der er virkelig lang vej!

Det gælder jo også vores opfattelse af, hvad der er acceptabelt eller hvad der er fx humor? Jeg erindrer tydeligt min start på arbejdsmarkedet, hvor en "velmenende" fransk chef sagde til mig, at jeg havde gode muligheder for en fin karriere i firmaet. Han ville dog anbefale mig "som kvinde" ikke at blive gift eller få børn, hvis jeg ville frem i verden. Det absurde er jo, at det var helt OK at sige for 30 år siden - hvor manden i dag var blevet fyret for den slags bemærkninger. Så der er bestemt sket fremskridt - men der er stadig lang vej at gå.

Det er en akademisk bog selvfølgelig; og til tider lidt tung med opremsninger af tal - men absolut interessant og relevant!

 

Skammen - Annie Ernaux

 

• Fransk
• 11. juni
• 132 sider
• Originaltitel: La honte

Den franske forfatter, Annie Ernaux, vandt jo Nobels litteraturpris i 2022 - til stor forundring hos mange i Frankrig, Jeg har personligt aldrig læst nogle af hendes bøger; der er vist ikke én af dem, der er mere end 150 sider lang og så er de primært selvbiografiske. De er centreret om forskellige temaer, og er udgivet over flere årtier - principielt kunne hun jo have skrevet en stor selvbiografi. Men det er jo ikke op til mig at dømme!

Men nu stod den på programmet i min læseklub; så jeg lånte den på dansk på biblioteket og købte den så også på fransk (selvom en Gallimard-udgave til 180 kroner er vanvid for 132 sider). Det tog mig lige præcis to timer at læse den, og er et glimrende eksempel på, hvorfor jeg ikke kan med disse korte bøger.

Jeg læste hele den franske udgave; men brugte den danske til opslag - jeg var især interesseret i at se, hvordan oversætteren ville håndtere de mange franske udtryk. 

Denne bog omhandler sommeren 1952, da forfatteren er 12 år gammel og hendes far forsøger at dræbe hendes mor. En juni eftermiddag.Bare sådan. Men er det et reelt drabsforsøg eller som hun selv skriver - et skænderi, der tager overhånd og der bliver taget for godt fat. Forældrene har en lille købmandsbutik i forbindelse med en café, og de er således socialt i den nedre del af hierarkiet. Netop hierarkiet er dominerende i deres verden - i den lille provinsby; i skolen; i kirken; i samfundet.

Skammen er dermed den erkendelse af, at de ikke er blandt eliten - Annie er den bedste elev i klassen, men der er stadig en uudtalt forskel udenfor skolen. En forskel, der betyder, at man ikke blander sine verdener sammen.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes om hendes stil? Generelt er det problematisk for mig at starte og slutte en bog så hurtigt. Jeg synes ikke jeg når at lære forfatteren at kende som jeg har behov for, og jeg når ikke at fordybe mig nok. Desuden må jeg indrømme, at det som hun tilsyneladende finder interessant, ikke er det for mig. At bygge en hel karriere på at skrive sine erindringer i dette format er lidt Kejserens nye klæder for mig. Det bliver virkelig interessant at se, hvad resten af læseklubben synes om den!

Mamma Roma - Luca Di Fulvio

• Fransk
• 6.-10. juni
• 816 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Der er stadig ingen af Luca Di Fulvios bøger, der er oversat til dansk - det forstår jeg faktisk ikke? Måske fordi det er svært at sælge så tykke bøger? For selvom han bevæger sig væk fra tusindsiders-formatet, så er det stadig i den tunge ende; og måske nogle gange lidt for meget.

Efter en sviptur til Sydamerika er vi denne gang tilbage i Italien; året er 1870 og italienerne kæmper for at forene landet efter i århundreder at have været individuelle stater (Firenze, Milano, Venedig osv.). Men Rom er stadig i pavens magt, og er under fransk protektorat.

Italienerne vil have et samlet land under én konge; det skulle ikke holde mange år - men i 1870 var det kampen.

Som altid fører Di Fulvio sine protagonister ind fra forskellige steder inden de mødes og forenes på kryds og tværs.

Denne gang er det Pietro, den unge knægt fra et børnehjem, der adopteres af en ung komtesse og hendes adelige mand. Men greven har pantsat hele deres formue og ejendele for ikke at skulle i krig - og pludselig mister de alt. Han begår selvmord af skam, og komtessen og Pietro flygter med et par smykker. De tror de kan komme i sikkerhed netop i Pavestaten, da italiensk lov endnu ikke gælder der.

Samtidig er Marta på vej mod Rom som en del af det cirkus, der adopterede hende som lille - hu var blevet mishandlet og vanrøgtet af sine forældre, og selvom hun er bitter over livet som forældreløs opdager hun jo med tiden, at cirkusfamilien er langt mere familie end dem, hun mistede. Især den gamle gøgler, Melo, som er som en far for hende.

Der skal også helst være lidt klassekamp i Di Fulvios historier; det er der denne gang med Ludovico - den unge prins, som melder sig under fanerne hos rebellerne. Der møder han Marta, og i skolen møder han Pietro - og således er hele scenen sat. Der er de unge og de gamle; de rige og de fattige; kærlighed og had - skurke og helte - alt er som det skal være!

Det lyder lidt karikeret; og det virker da absolut også som en skabelon, der er i brug. Men det virker jo og det er ikke så simplistisk som det kunne lyde her. Der er altid det historiske element - jeg anede intet om denne konflikt fx - jeg lærer altid noget nyt i hans bøger. Di Fulvio lader Pietro opdage fotografiets kunst og bruge det til at dokumentere både den sociale uretfærdighed, men også kampene, da de bryder ud.

Det er ikke helt teknisk muligt; og det erkender Di Fulvio da også selv i efterordet - men der tager han sig en lille kunstnerisk frihed og Pietro bliver en slags romersk Jacob Riis, der fotograferer bunden af samfundet. 

Et par hundrede sider inde i bogen tænkte jeg mere og mere, at den jo mindede en del om Hugos Les Misérables; og så pludselig trækker han selv det kort ved at introducere bogen som et element i historien. Hos Hugo er det barikkaderne i Paris i 1832; her er det fyrre år senere for en anden borgerkrig - men der er store ligheder, og Marta er nærmest den lille Cosette. 

Jeg læste den temmelig hurtigt; fuldstændigt opslugt af historien selvom der til tider kommer lidt for mange sødsuppeelementer - og han kunne sagtens have gjort den 50-100 sider kortere. Men han forstår at skrive en gribende historie - han har fundet den rigtige skabelon!

Atlas - Historien om Pa Salt - Harry Whittaker / Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 3.-5. juni
• 784 sider
• Originaltitel: Atlas - The Story of Pa Salt

Så kom den endelig! Næsten seks år efter jeg læste den første bog i serien om de syv søstre, og knap to år efter, at Lucinda Riley døde alt for tidligt. Da var syvende bind netop udkommet; det bind, der skulle have været det sidste - men som det blev annonceret dengang ville der være et ottende bind. Blot var forfatteren der ikke selv til at fuldføre det.

Hendes søn overtog jobbet; som han skriver i forordet var der en overordnet storyline forberedt til en tv-serie, og da der er så mange tråde i de syv bøger, var der mange notater med årstal, personer og steder. De nåede også at diskutere bogen - hvis Riley ikke selv ville være der til at skrive den. Ikke desto mindre er det en farefuld færd at begive sig ud på - en verdensomspændende bestsellerserie, der skal afsluttes med manér - og besvare alle de åbne spørgsmål.

Så uden at afsløre for meget af handlingen, er det mest interessante vel om bogen levede op til de opgaver?

Stilistisk kunne jeg ikke selv se nogen forskel i sproget og stilen; det er stadig letlæseligt - jeg startede lørdag aften og læste de sidste 130 sider til morgenkaffen mandag. Det kunne for mit vedkommende sagtens være skrevet af Riley selv, og der har jo været rigeligt materiale til at basere sproget på.

Man fik også svarene; på de åbne spørgsmål - og jeg var da glad over, at en af mine "mistanker" viste sig at holde stik. Man får også en sløjfe på alle historierne fra de syv tidligere bind. Det er ikke helt fjollet, når man tænker på den lange periode, de er skrevet over. Mere end ti år tog det, og hvis man har læst dem fra starten, er det nok svært at huske alle detaljer. Det bliver meget fint lukket af her, så man føler man tages tilbage til hver eneste af de tidligere historier.

Jeg ville have elsket først at opdage hele serien nu, og så tage dem en efter den anden - derfor skal for meget ikke afsløres; læs dem som fantastisk god sommerunderholdning!

Les Ailes collées - Sophie de Baere

 

• Fransk
• 1.-3. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er sommeren 2003 og Paul og Ana fejrer deres bryllup; det er en lille fest kun med den allernærmeste familie. Men Ana har forberedt en overraskelse til Paul - som skal vise sig at være skæbnesvanger. Hun har fundet tidligere kolleger og barndomsvenner, og inviteret dem til at dukke op til festen senere. En af disse er Joseph - Pauls ven fra teenageårene, som han ikke har set i tyve år.

Så springer vi tilbage til sommeren 1983, da de er fjorten år gamle. Pauls familie er ikke helt velfungerende; søsteren Cécile og ham forsøger at gå lidt under radaren i et hjem, hvor moderen drikker for meget og ikke har evnerne til at se ordentligt efter dem. Faderen er jæger - og det er ikke kun dyr, der bliver jagtet; forældrene blev gift meget unge, da moderen blev gravid med Paul og det er et ulykkeligt ægteskab. Så faderen strejfer rundt og moderen drikker.

Paul er en lidt indelukket dreng, der har haft problemer med at stamme - han er ikke klassens populære dreng, men det begynder at gå bedre. I sommeren møder han så Joseph; den helt anderledes dreng, der er af jødisk afstamning og bor med sin hippie-mor i en autocamper. Faderen bor i Canada, og er ortodoks jøde - Josephs familie er heller ikke simpel.

De to drenge bliver bedste venner; og som de nærmer sig de femten år ender det en skæbnesvanger aften med at de er i hinandens arme. De er forelskede - eller i hvert fald dybt tiltrukkede af hinanden. Desværre sker det til en fest, hvor deres skolekammerater overrasker dem.

Joseph flygter til faderen i Canada, og Paul udsættes for solid mobning i skolen. Sommeren efter er Joseph tilbage, og de mødes igen - og tiltrækningen er stadig lige stærk. Men også her ender det fatalt - endnu værre end sidst.

Tyve år senere forsøger Ana nu at genoprette deres venskab, da de har en lille kreds af venner efter de er flyttet tilbage til Pauls barndomsby; hun kender intet til forhistorien. En historie, som gentager sig.

Det er en barsk historie om mobning, om homofobi - men også om de to unge mænds forsøg på at forstå sig selv og kæmpe med deres valg. Er de homoseksuelle eller er det "bare" den anden, der er en eneste ene - for Paul er jo gift og venter barn med Ana.

Det ender ret tragisk; den fulde slutning på Pauls liv får man ikke - man kan kun håbe...

Det var en meget stærk historie om socialt pres på unge mennesker; det var en anden tid i 1980'erne med en helt anden (mangel på) tolerance og med AIDS-epidemiens nye truende ansigt som ledsager. Men det er også historien om familiens reaktion på Pauls trængsler i et småborgerligt provinsielt miljø, hvor det er svært at stikke ud. En stærk men tragisk historie.