Den stjålne vej - Anne-Cathrine Riebnitzsky

 

• Dansk
• 20.-22. juni
• 307 sider

Endnu et bevis på, at man aldrig skal rydde for grundigt op i sine bogbunker; en dag kommer de pludselig til at få et nyt liv. Jeg har faktisk haft fat i denne et par gange, og det blev aldrig til mere end omslaget. Jeg holder mine ulæste bøger adskilt fra de andre, og selv om jeg tit har en køreplan, hvis jeg fx har modtaget nye bøger, så forsøger jeg at kigge bunken igennem fra tid til anden. 

Da jeg gjorde det denne gang var det bare logisk; og allerede ret hurtigt inde i historien var jeg opslugt. Det er også lang tid siden jeg har læst mellemøstlig litteratur; så måske var det den pause, der gjorde udslaget?

Historien udspiller sig i Afghanistan i 2008, hvor ingeniøren Khan arbejder på at færdiggøre den asfalterede vej, der skal forbinde to større byer i den sydlige del af landet, da han bliver kidnappet af taliban.

Javeed er en fattig 13-årig dreng; moderen er død, og familien hutler sig igennem tilværelsen, da han bliver voldtaget af politibetjente ved et checkpoint. 

Malika er 38 år gammel, da hendes 15 år ældre mand tager endnu en kone - en purung pige på Javeeds alder. Malika underviser byens kvinder i at læse og skrive, og lærer dem at sy og lave smykker for selv at kunne tjene deres penge - hun er langt mere progressiv end mange bryder sig om.

De tre skæbner følger vi i spring; Khan, mens han gennemlever sit livs mareridt, men forsøger at argumentere for, at vejen ikke er mod islams love. Talibanerne mener Khan står i ledtog med de vantro ved at bygge deres vej.

Den stjålne vej bliver også Javeeds stjålne barndom, der tager hans uskyld og tvinger ham i talibanernes arme, hvor han finder en mening med livet, som ikke giver mening. Den bliver den unge hustru Sharifas stjålne barndom, hvor hun i stedet underkastes en langt ældre mand, der voldtager hende. 

Historien viser fremskridt for Malika, der vælges ind i byrådet og tager sin skæbne i egne hænder; men det er også en historie om den ekstreme vold, der præger landet med selvmordsbombere. Det gør det blot mere tragisk at læse nu, hvor netop disse fremskridt for kvinder sandsynligvis er totalt forsvundne igen efter august 2021, hvor talibanerne endeligt overtog styringen af landet. Det er barsk at forestille sig de vilkår både kvinder og børn lever under; men principielt også de mænd - som Khan - der ikke støtter styret. 

Der er dog også håb i fortællingen om de to hustruer, der ligesom i Under en strålende sol, finder sammenhold i en håbløs situation. En poetisk historie med virkelig grusomme og virkelig håbefulde udfald; en historie om et land, som muligvis aldrig kommer til at opleve et moderne demokrati med lige rettigheder for kvinder. Den slags beskrives bedst af mennesker, der har set det - og Riebnitzsky har opholdt sig i Afghanistan i længere tid, og hendes fortælling giver et levende og troværdigt billede af landet og dets folk.