På en måde skal vi dø - Lotte Blicher Mørk

 

• Dansk
• 31. juli
• 116 sider

Det kunne virke lidt makabert at fortsætte med flere bøger om døden efter denne, men den har været på min liste i et stykke tid. Under mit kræftforløb på Rigshospitalet siden november 2021 blev jeg selv anbefalet på et tidspunkt at tale med en præst.

Når man bliver ramt af en så alvorlig sygdom som kræft, rammes man jo samtidig af en alvorlig livskrise. Selvom udfaldet ikke nødvendigvis er fatalt, så ved man jo ikke det i starten. Jeg kontaktede selv en krisepsykolog lige i den første fase - det hjalp mig til at få ro på min fight-or-flight-reaktion. Jeg læste en bog om, hvad jeg kunne forvente mig af forløbet. Altsammen ting, der kunne hjælpe - men faktum er også, at ens reaktion i starten slet ikke er den samme som i midten eller enden - eller efter- et forløb. Det er umuligt at forudsige, hvad der kommer.

På et tidspunkt var jeg et sted, hvor jeg slet ikke kunne huske, hvordan livet inden havde været. Jeg kunne heller ikke overhovedet se en ende på det; selvom alle talte ned i kemobehandlinger og tid - man er bare selv sovset ind i ulykke og sygdom. Der foreslog de søde sygeplejersker mig at tale med en præst. Det blev ikke Lotte, og det blev heller ikke en udpræget succes for mig - men det er jo et meget individuelt spørgsmål om kemi og match.

Men derfor tror jeg stadig på, at det var en god ting for mig at gøre. For uanset om udfaldet er fatalt eller ej, så rammes vi på vores dødelighed. Vi ved jo, at vi skal dø! Men har aldrig været alvorligt syg, så virker det stadig meget diffust. Men nu blev jeg pludselig meget bevidst om det.

Nu er jeg efter et forløb, og der er nye ting, der skal bearbejdes og fordøjes - en ny virkelighed; for tingene bliver jo aldrig som de var for et ubekymret år siden!

Derfor ville jeg læse Lottes bog om livet som hospitalspræst. 

Det er en meget lille bog, og desværre synes jeg ikke den kom nok i dybden med de problematikker, der kunne være behandlet. Der er måske et for altoverskyggende behov for at beskytte personer og historier, som gør det svært rigtigt at nå ind til en kerne?

Der bringes bidder af historier fra virkelige situationer, og som præst kædes det jo uvilkårligt til en kirkelig og kristen kontekst; men også en ren humanistisk vinkel på vores personlige krisehåndtering. Jeg synes der kunne være blevet stukket et stik dybere i de personlige beretninger; som man faktisk så det i den tv-serie, der blev vist over påsken. En tv-serie, som også gav mig lyst til at læse bogen - desværre synes jeg den blev for overfladisk til så tungt et emne.

When the Dust Settles - Lucy Easthope

 

• Engelsk
• 30.-31. juli
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en gang kan man ikke undgå at tænke på om denne bog ville være skrevet uden Covid-19? Det er et fænomen, jeg har observeret et par gange nu - og det er jo naturligt nok. Selvom resultaterne ikke altid er lige vellykkede. Men en masse mennesker sad hjemme, og kunne ikke foretage sig ting, de normalt gjorde. 

I Lucy Easthopes tilfælde er hendes arbejde dog netop at arbejde med katastrofer og håndtering af kriser. Ikke et nemt job, og når man læser hendes beretning om mere end tyve år i den branche, kan man undre sig over, hvordan mennesker klarer den slags arbejde. De ser så meget død og ødelæggelse, at det er helt ufatteligt.

Er det makabert at skrive en bog om det? Eller læse den?

Det synes jeg ikke!

Easthopes første møde med en større katastrofe var Hillsborough-tragedien, der skete i hendes hjemby da hun var teenager. Hun blev konfronteret med den stigmatisering der var af dem, der blev beskyldt for at starte optøjerne - men også de ar, som hele lokalsamfundet skulle leve med i årevis. Det fik hende til at interessere sig for denne slags arbejde, og siden har hun været med til at hjælpe efter flystyrt, 9/11, voldsomme brande som i Grenfell og lastbiler med døde flygtninge - for blot at nævne nogle.

Et gennemgående tema er identifikationen af ofrene; det har altid virket underligt på mig, at det skal være så besværligt og langsommeligt i visse tilfælde. Selvfølgelig er der desværre ulykker, hvor skaderne er så voldsomme, at vi ikke længere ligner os selv. Men selvom et lig er intakt er det ikke ensbetydende med, at man hurtigt kan identificere med sikkerhed. I hvert fald er det tit behæftet med usikkerhed fra andre ofre, og det er vigtigt ikke at give falske forhåbninger eller dårlige nyheder inden man er helt sikre. Det er jo logisk!

Men man lærer også mange interessante detaljer om hele den proces, der er i at komme videre efter disse katastrofer. Easthopes fokus er værdigheden! For de afdøde og for deres familier; men også i en helingsproces, hvor man fx skal forlade sit hjem i en periode. Så brydes et lokalsamfund op, og når den en gang vender tilbage er alt forandret. Derfor arbejder hun med at genhuse folk sammen - en del af helingsprocessen.

Der er selvfølgelig også mere makabre detaljer som historien om, hvordan man indkaldte en falk til at flyve i området omkring Ground Zero efter 9/11. Duerne var nemlig begyndt at tage de bitte små knoglerester til at bygge reder af; og hver lille knogle var essentiel for at kunne fastslå identiteten på ofrene.

Bogen ender med Covid-19-krisen; selvom katastrofer som flystyrt, brande etc. altid vil ske - så er fakta også, at vi nok i stigende grad vil stå overfor andre typer af katastrofer i fremtiden. Enten i forbindelse med naturens luner som følge af global opvarmning eller i form af vira som vi så det med Covid-19.

Alle disse katastrofer kræver planer for, hvordan et samfund kommer videre fysisk og mentalt; og det er da heldigt, at der er mennesker, som brænder for den slags. Personligt ville jeg ikke have nerver til det - men det er lærerig og fascinerende læsning. Ikke mindst er det skrevet med den dybeste empati og forståelse for ofrene og deres efterladte.

Det hun glemte - Liane Moriarty

 

• Dansk
• 25.-27. juli
• 458 sider
• Originaltitel: What Alice Forgot

Endnu en roman fra feriehylden i mit midlertidige hjem - hvor jeg glæder mig til at komme hjem til mine bøger i morgen!

Sidst jeg læste en roman af Moriarty var det fra et hotelbibliotek i Cape Verde; og det var på originalsproget - men jeg tror nu ikke kvaliteten ville være væsentligt forøget ved at læse denne på engelsk. Sidst var jeg ikke så begejstret - og det var jeg heller ikke her.

Moriarty bruger uamstændigt lang tid på at komme ind i sin historie; blot for at ende med en pointe, der er forudsigelig og ikke særlig spændende. Jeg forstår ganske enkelt ikke den store succes?

I 2008 er Alice er 39 år gammel, mor til tre børn, midt i en skilsmisse fra sin mand Nick og en rigtig forstadsfrue, som bruger sin tid på at involvere sig i børnenes aktiviteter, drikke cocktails med nabokvinderne og bruge mandens penge. En dag falder hun om i træningscentret, og da hun vågner er hun tilbage i 1998. Hun er gravid med sit første barn - og det er den virkelighed hun husker.

Som 29-årig var Alice sjov; ægteskabet var nyt, og de var unge og ubekymrede og i gang med at istandsætte et gammelt hus. Men nu er hun pludselig så anderledes og opdager denne nye virkelighed.

Eksmanden - men de var jo så forelskede? Tre børn - men hun har jo ikke født det første endnu? Og så er der Dominick, skoleinspektøren, som hun tilsyneladende er begyndt at date? Og Gina - alle snakker om Gina, som var hendes bedste veninde, og nu er død. Og søsteren Elizabeth, som hun åbenbart er gledet fra?

Hele romanen udspiller sig over lidt mere end en uge, hvor Alice skal forsøge at finde mening i det kaos, der er i hendes erindringer. Det virker jo totalt utroværdigt, at man blot sender hende hjem og lader hende alene med tre børn, hun ikke kan huske!

Desuden er der flere markante fejl i tidsregningen, da Moriarty skal placere protagonisterne i både 1998 og 2008 - noget hænger ikke sammen.

Og endelig slutter den med en epilog nogle år længere fremme end 2008; hvor Alice er nået til den meget politisk korrekte bevidsthed om, hvad der er vigtigst i livet - ikke materielle goder etc. etc.

Det er en stor kliché og hvor det forsøgsvis skulle være morsomt med den manglende hukommelse, så harmonerer det ikke. Jeg må minde mig selv om at holde mig langt væk fra Moriarty i fremtiden!

Måske mødes vi - Kate Eberlen

 

• Dansk
• 21.- 24. juli
• 467 sider
• Originaltitel: Miss You

Jeg er på "landet" og passer kat og hus i sommerferien; jeg havde selvfølgelig pakket bøger til de to uger - men det var jo også muligheden for at læse noegt andet. Bogreolen er dog meget lille - otte bøger i alt; hvoraf en kogebog og to børnebøger. Så er der to glimrende bøger, jeg har læst og en elendig krimi. Så jeg besluttede mig for de to resterende, selvom det er danske oversættelser - jeg læser normalt ikke engelske romaner oversat.

Jeg ville nok heller ikke selv have investeret i denne roman; men det er jo perfekt "sommerferielæsning" selvom det ikke er min ferie.

Bogen følger Tess og Gus, som er 18 år i 1997. De er begge på ferie i Italien, og krydser hinanden i en kirke i Firenze. Senere på dagen mødes de på Arno-broen, og Tess beder Gus tage et billede af hende og veninden Doll. To tilfældige mennesker, der mødes kortvarigt og så er den ikke længere.

Tess flyver hjem blot for at opdage, at hendes mors kræftsygdom er vendt tilbage og hun dør nogle måeneder senere. Tess' to storebrødre er allerede flyttet hjemmefra - og til udlandet - så nu må hun blive hjemme og passe huset med faderen og lillesøsteren Hope, der er lidt anderledes end andre børn.

Gus er i Italien med sine forældre; den første ferie siden storebroderen Ross døde i en skiulykke i juleferien inden. Nu skal han hjem og studere medicin - det samme som broderen - lidt som en erstatning for den bror med hvem han havde et lidt anstrengt forhold til tider.

I skiftende kapitler følger vi Tess og Gus op gennem årene, og flere gange krydses deres veje - eller næsten. De er til det samme bryllup men med hver deres kæreste. Deres livsbaner fortsætter i hver deres spor; helt almindelige liv med opture og nedture - men som læser ved man jo godt, at det må ende med at de mødes. Den engelske titel Miss You er noget mere tvetydig - for de misser jo konstant hinanden; men de savner også begge den helt store kærlighed.

Det er en historie om familierelationer med de komplikationer, den slags indebærer. Om venskaber fra barndommen, der skal stå prøven som voksne. Om karrierer, skilsmisser, børn, huskøb og alt det andet. 

Hver især er det en menneskeskæbne, der beskrives og først i det sidste kapitel 16 år efter mødet i Firenze mødes de igen. 

Det er chick-lit og det er præget af forfatterens usikkerhed ved at udpensle fakta om fx madretter, gadenavne etc. for ligesom at slå helt fast, at der er researchet. Desværre gælder det ikke datoer!

Gus bror døde jo i julen 1996/7 og Tess' mor efter sommeren 1997. Men de tænker begge i 2008 tilbage på de ti år, der er gået siden deres tab. Hvilket jo ikke er korrekt - ikke mindst, da de ikke døde samme år.

Så det levede fuldt op til mine forventninger, som ikke var særlig høje!

Katharine Parr (Six Tudor Queens VI) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 17.-20. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Ved vejs ende i sagaen om Henry VIII's hustruer, som jeg startede i april; tanken var at læse dem i et stræk - men det krævede tilgængelighed på biblioteket, og måske var det også meget godt med en lille pause. Der er jo meget kronologisk overlapning, da de alle var samtidige med Henry VIII! Flere af hans hustruer var født langt efter ham - og døde jo desværre meget tidligere end ham.

Remsen, som kan bruges til at huske, hvad det skete med hvilken af hans hustruer er jo nærmest symmetrisk - og jeg synes også der er en vis symmetri i rækkefølgen i form af to trilogier.

De to hustruer, han blev skilt fra - Katherine af Aragon og Anna af Kleve var de to eneste kongelige hustruer - de "ægte" prinsesser. Deres strengere opdragelse passede nok ikke til Henry VIII's joviale og festlige temperament. Til gengæld opførte han sig da også mere elegant overfor dem - selvom skilsmissen fra Katharine af Aragon tog mange år.

De to, der mistede hovedet - Anne Boleyn og Katheryn Howard - var begge meget unge kvinder fra den engelske adel, der var hofdamer. De var unge smækre møer, som Henry VIII kunne lide dem. Men samtidig for frivole og forlystelsessyge - og muligvis troede de, at deres ungdom og skønhed ville beskytte dem. Men Henry VIII slog hårdt ned på alt, der sårede hans stolthed men også med fare for arvefølgen. Hvis de unge damer forlystede sig andetsteds og der kom et barn, var det jo svært at vide, hvem faderen var.

Endelig er der de to som principielt forblev hans hustruer - Jane Seymour, som døde i barselsseng og Katharine Parr, som blev hans sidste hustru og overlevede ham. Fælles for disse to kvinder var ligeledes, at de var adelige men af en noget anden støbning end Anne og Katheryn. De var langt mere rolige og kultiverede; og ikke purunge.

Katharine Parr var endog ikke ved hoffet før hun var omkring 30 år gammel, da hendes søster var hofdame og hendes bror havde en fremtrædende position hos kongen. 

Hun blev gift ganske ung med en adelsmand, som ikke resulterede i nogle børn - i bogen antydes det, at han var homoseksuel uden at der foreligger beviser for dette, som Weir ganske korrekt skriver i sine noter. Han døde ung og hun blev enke som 21-årig; og levede en tid i fred og ro i landadelen. 

Hendes anden mand var enke og adelsmand næsten dobbelt så gammel som hende. De boede oppe nordpå, hvor den katolske fraktion stadig var stærk i den religionskrig, der prægede England efter kongens skilsmisse fra Katherine af Aragon og ægteskab med Anne Boleyn. 

Denne bog i serien beskæftiger sig langt mere indgående med disse stridigheder, og det er virkelig interessant at få en mere uddybende beskrivelse. Katharine selv var om ikke lutheransk protestant så i hvert fald større tilhænger af denne fraktion end af katolicismen. Men for at genoprette sit gode rygte hos kongen flyttede de til London, hvor hendes mand var i parlamentet, og Katharine mødte både kongen og den afdøde Jane Seymours bror, Thomas.

Da hendes mand vliver syg, begynder de begge at kurtisere hende - og der er en stor forelskelse mellem Katharine og Thomas. Men ingen siger nej til kongen, og Katharine overbeviser sig selv om, at hun vil arbejde for den nye tro ved hoffet og ser det som en pligt at acceptere frieriet lige efter hendes mands død. Thomas Seymour bliver bekvemt sendt til Bruxelles - ude af øje, ude af sind!

Dette sidste ægteskab var ikke lidenskabeligt - men de havde tilsyneladende et godt forhold; de var kultiverede og elskede at læse og diskutere; ikke mindst teologi. Katharine var på et tidspunkt i fare for at blive fængslet som protestant og kunne måske have lidt samme skæbne som Anne og Katheryn i så fald. Men til sidst døde han altså og hun var enke for tredje gang. Og straks fandt hun Thomas Seymour igen - og de giftede sig relativt kort tid efter; hvilket absolut ikke passede alle. Især den anden Seymour-bror, som var blevet regent for den meget unge konge, var ikke meget for at se lillebroderen overhale ham i rang ved at gifte sig med en dronning. Katharine beholdt sin titel og privilegier selv som enkedronning.

Katharine var ovenud forelsket i sin mand - men han var muligvis også en goddigger. Inden de blev gift skulle han have forsøgt at gifte sig med kongens datter Elizabeth (senere Elizabeth I); og da Katharine endelig blev gravid som 35-årig og efter tre barnløse ægteskaber, skulle de have opført sig ubelejligt.

Katharine døde i barselssengen; det er jo en trist skæbne men ofte kvindens lod - da hun endelig fik muligheden for et kærlighedsægteskab, var hun for tiden en midaldrende kvinde og det blev alt for kort. Hendes mand genoptog jagten på kongens datter, og endte med at miste hovedet selv knap seks måneder senere.

Det var en fantastisk afslutning på en virkelig god serie; Weir formåede at give hver af disse kvinder deres egen personlighed så vidt muligt bygget på historiske data. Selvom tidslinjerne igen og igen overlapper, så er vinklen konstant anderledes, så man aldrig keder sig.

Katheryn Howard (Six Tudor Queens V) - Alison Weir

• Engelsk
• 12.- 16. juli
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Næstsidste bind i serien om Henry VIII's seks hustruer omhandler det turbulente forhold til den purunge Katheryn Howard. Kongen bliver skilt fra Anna af Kleve efter blot seks måneders ægteskab; og samme dag som han lader sin rådgiver Cromwell henrette, gifter han sig med den 19-årige Katheryn. Da er han selv 49 år gammel, og stærkt plaget af sin overvægt og sår på benene. 

Man regner med, at Katheryn er født omkring 1521; men selv Weir er lidt forvirret over årstal ser det ud til. Hendes mors fødselsår står i stamtræet i bogen til at være 1470, og ikke 1480 som er det år, man finder mange andre steder. 1480 virker dog langt mere realistisk, da hun døde i barselsseng i 1528. Da ville hun være 48 år gammel, hvilket i sig selv er sent for en fødende kvinde på den tid - men 58 år ville jo være en fysisk umulighed.

Men Katheryn bliver altså forældreløs meget tidligt; hendes far sender hende og hendes søskende væk, og er i øvrigt selv en håbløs person, der konstant er i vanskeligheder. Hun bliver sendt til sin stepbedstemor for at bo sammen med en stor gruppe unge piger; og her går det livligt for sig. De unge piger bor i en stor sovesal, og hver nat lukker de mænd ind og har det vældig fornøjeligt - langt mere end hvad unge kyske kvinder burde.

Katheryn har først en affære med sin musiklærer, og senere med Francis Dereham - en sekretær i huset, som senere ender ved hoffet. Med Francis bliver tingene ret seriøse, og de indgår en aftale om at gifte sig; noget, der i den periode var lige så bindende som et reelt ægteskab. De kaldte hinanden mand og kone, og da de også havde fuldbyrdet "ægteskabet"var et juridisk bindende. Det opdager Katheryn dog først langt senere, da det er med til at hive hende ned af den kongelige piedestal.

Hun er uden tvivl meget fortabt; en ung kvinde, der mangler vejledning og lokkes af fest og farver, og alt det guld og glimmer hoffet kan give hende. Henry VIII ser i hende en langt mere tiltrækkende ung kvinde end den triste Anna af Kleve, og han er jo altid nem at lokke.

Hun kæmper til tider med sin samvittighed - især når Henry priser hendes ærbarhed; men alligevel ender hun med at indlede endnu et forhold til en fjern fætter. Selvfølgelig er det ikke nemt at have så mange amorøse løse tråde - og slet ikke på så udsat en post som dronningens er; og Henry VIII er da heller ikke den tilgivende type. Endnu én af hans dronninger, der ender med at blive halshugget.

Som i de andre bind formår Weir at skabe en ny person; en selvstændig person med en ny vinkel på historien - for Katheryn har jo også oplevet både Anne Boleyn, Jane Seymour og Anna af Kleve som dronninger. Som person er hun dog ikke den mest fængende; det skyldes ikke så meget forfatteren, men snarere den frivole og lidt overfladiske karakter, som hun nok har været. Men i bund og grund var hun jo bare et stort pigebarn, der ville more sig og pynte sig og ikke fik den nødvendige rådgivning.

Raphael - Stephanie Storey

 

• Engelsk
• 8. - 11. juli
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte med næste bind, kan man vel næsten sige, i Storeys bøger om italienske renæssancemalere. Jeg var ikke helt i svime over historien om fejden mellem da Vinci og Michelangelo; måske fordi der er så meget dokumentation om netop disse to store kunstnere. Begge efterlod enorme mængder skriftligt materiale i form af breve, notesbøger og papirer, og der har dannet basis for eftertidens fortolkning og biografier.

Denne bog handler om Raphael, som også var samtidig med Michelangelo - han var otte år yngre, og kom til Firenze i 1504, netop som Michelangelo færdiggør sin statue af David. Storey er fascineret af Raphael - en kunstner, som jeg aldrig har været lige så betaget af. Jeg har altid fundet hans kunst lidt for poleret og pastelromantisk; netop den perfektion, som han selv stræbte efter. Men denne historie ændrede absolut mit syn på ham.

Han døde ung; i 1520 kun 37 år gammel og på højdepunktet af sin karriere som officiel arkitekt for Vatikanet. Han efterlod ikke breve og notater i samme mængder som Michelangelo og da Vinci, og derfor er der måske mere fri fortolkning - men der er også mindre fare for at fordreje kendte fakta.

Storey angriber da også historien helt anderledes, da Raphael er fortælleren af historien og det giver en langt mere personlig og levende fortælling end i den første roman. Hun er bestemt vokset med opgaven, og jeg nød læsningen. Samtidig kan man se samtlige kunstværker, der omtales, på hendes blog.

Ikke kun hans egne, men også dem han ser i Vatikanet, og de kunstnere, der har inspireret ham gennem årene.

Men i Vatikanet kæmper han om pavens gunst; han vil male loftet i det Sixtinske Kapel - men Michelangelo får opgaven - mod sin vilje, da han jo hellere vil arbejde med sine marmorskulpturer. De to kunstnere har haft en konkurrence kørende i årene 1508-1512, hvor Michelangelo tro mod sig selv arbejdede i stor hemmelighed og en nærmest paranoid angst for at nogle skulle se hans værk. Den første halvdel er da heller ikke vellykket - og det er ikke den del, vi i dag ser kopieret mest. Raphael håber det kan give ham en mulighed for at få ordren på den anden halvdel. Det lykkes ikke, og Michelangelo fuldender sit mesterværk med blandt andet Gud og Adams fingre, der næsten rører hinanden.

Det er en fremragende fortælling om de stridigheder, der var kunstnere imellem - men også især pavernes magt og betydningen af, hvor man kom fra. Michelangelo var florentiner, og trofast mod Medici-familien, som ikke længere var så magtfulde. Raphael var fra Urbino, dengang en mindre fyrstestat, som priducerede paver af della Rovere-familien.

Ikke mindst lærte jeg at sætte mere pris på hans kunst; der er malerier, som er langt fra den pastelfarvede idyl, jeg ikke værdsætter så meget - selvom han for mig aldrig bliver den største renæssancemaler. Storey formår dog langt bedre at formidle historien om Raphael.

Oil and Marble - Stephanie Storey

 

• Engelsk
• 5.-7. juli
• 365 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tilbage til en af mine besættelser - italiensk renæssance! Denne gang med en historie om rivaliteten mellem Leonardo da Vinci og Michelangelo, da de begge boede og arbejdede i Firenze i begyndelsen af det 16. århundrede.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at køre rundt i det samme tema - for det bliver jo unægteligt den samme historie set fra forskellige vinkler. I februar læste jeg den meget saglige biografi af da Vinci, og i juni bogen, hvor Mona Lisa taler til os. I marts læste jeg en mere holistisk bog om renæssancen i Europa men med stort fokus på Firenze selvfølgelig. Jeg kan bare ikke lade være - og jo længere tid jeg er låst fast herhjemme, jo mere har jeg behov for at rejse i bøgerne. Jeg har et par italienske byer på programmet til september - men jeg er også virkelig moden til at komme tilbage til Firenze snart!

Stephanie Storey er alsidig - skuespiller, producer af film og teater og så også forfatter. Denne roman er hendes debut, og det mærker man desværre en del. 

I 1501 er Leonardo da Vinci retur i Firenze efter en lang periode i Milano; Michelangelo er ligeledes retur efter at have skabt sin Pietà i Peterskirken i Rom. Den ene er snart 50 år gammel, og berømmet for sin kunst - men også for sin manglende evne til at færdiggøre sine projekter. Den anden er halvt så gammel, og selvom han er flittig ud over det fornuftige, har han også et viltert temperament.

De er selvsagt ikke venner, de to.

Michelangelo vinder ordren på en statue, der skal udføres i en kolossal marmorsten. Han vil hugge det hele ud af den ene sten; det mer da Vinci er umuligt. Michelangelo kæmper for at komme igang; han kan ikke få stenen til at tale til ham. Han bygger et stillads udenom sit arbejde, og lukker sig inde med stenen og arbejder til han segner. Men hans David er her jo endnu - femhundrede år senere, kan vi beundre en kopi ude på pladsen, mens originalen heldigvis er i sikkerhed indendøre.

Leonardo begynder mange ting - blandt andet sit Mona Lisa maleri; men her får vi en helt anden version af mødet med Lisa. Leonardo tror hun er hans skystengel, og de skulle være forelskede? I det hele taget fremfører Storey den teori, at da Vinci skulle have haft affærer med flere af sine modeller. Det er der vist mange, der vil tvivle en del på med hans anerkendte homoseksualitet.

Måske passer det bedre til en puritansk amerikansk livsindstilling?

Storey bruger også lidt for mange andre klichéer; som fx Michelangelos ankomst til Firenze, hvor han får hjertebanken, bliver svimmel og får det skidt - den klassiske opskrift på Stendhalsyndromet; men her virker det forceret. Men det skulle tvinges ind et sted, fornemmer man.

Hun citerer flere af da Vincis udtalelser, men ikke altid i den korrekte sammenhæng; igen et forceret forsøg på at vise, at man har studeret ham - men det giver ham ikke sit eget liv i denne historie. Det bliver for mange opremsninger af fup og fakta - for i virkeligheden ved ingen jo præcis, om han sagde det. Og så er der jo klassikeren om da Vincis død i armene på den franske konge Frans I - et veldokumenteret rygte eftersom kongen slet ikke var i nærheden af slottet den dag. 

Det er en debutroman; og hverken Michelangelo eller da Vinci træder nok i karakter som hendes protagonister. Jeg har selvfølgelig købt hendes anden roman samtidig - den fejl begår jeg tit; så nu må vi se!

Manden der døde to gange - Richard Osman

 

• Engelsk
• 1.-4. juli
• 448 sider
• Originaltitel: The Man Who Died Twice

Jeg morede mig jo ypperligt ved læsningen af Osmans debutkrimi om pensionisterne, der løser mordgåder - og den sluttede jo også med en cliffhanger, så vi vidste, at der ville komme en opfølger. Nu er der en tredje krimi på vej - Osman har fundet nogle fine protagonister, som vi kan identificere os med.

Jeg har læst nogle kritikere brokke sig over de uortodokse metoder, der tages i brug; ikke mindst politiets udlevering af oplysninger til de ældre beboere i pensionistkomplekset. Ja, det er selvfølgelig utænkeligt, at noget sådant ville ske i virkeligheden - men det er jo fiktion! Man kan hurtigt blive forarget, hvis man vil!

Denne gang involveres de i en sag, der involverer Elizabeths eksmand; Elizabeth er jo lidt "bandens" leder, og har en fortid i efterretningstjenesten. Hendes eksmand var noget yngre end hende og derfor stadig aktiv; men han er kommet til at bryde et par regler ved at stjæle diamanter for 20 millioner pund fra en kriminel, der nu skylder dem til mafiaen. Det er nogle meget intolerante og utålmodige mennesker generelt!

Samtidig med at de skal hjælpe Douglas - eksmanden - overfaldes Ibrahim på gaden, og Stephen - Elizabeths nuværende mand - bliver mere og mere dement. Der er nemlig også det aspekt i romanerne; at det er ældre mennesker, og selvom de er skarpe og kan en hel masse, så ældes de - og de har frygten for døden. Nogle gange vil de tale om det, andre gange er det slet ikke nødvendigt for som gode venner, ved de absolut, hvad de andre gennemlever. Det bidrager til en langt mere nuanceret og rørende historie.

Men de er stadig også bare Støvsugerbanden med omvendt fortegn - de stjæler ikke, de opklarer - eller ... ?

Der var bare en enkelt virkelig dum fejl, da de på et tidspunkt kommer til Antwerpen i Belgien, som jo er verdenscentrum for diamanthandel. Her undrer de sig over al den mælk, de lokale drikker - det er en meget hollandsk tradition og absolut ikke belgisk. Nok er Antwerpen i Flandern, men det er stadig i det Belgien, jeg har boet 14 år i - og de er ikke store mælkedrikkere.

Det er svært at vide, hvor mange historier, der kan komme ud af dette - fordi de jo ældes, men også fordi der er et mæthedspunkt på et tidspunkt. Men indtil videre er det skøn og nem underholdning!