Manden der døde to gange - Richard Osman

 

• Engelsk
• 1.-4. juli
• 448 sider
• Originaltitel: The Man Who Died Twice

Jeg morede mig jo ypperligt ved læsningen af Osmans debutkrimi om pensionisterne, der løser mordgåder - og den sluttede jo også med en cliffhanger, så vi vidste, at der ville komme en opfølger. Nu er der en tredje krimi på vej - Osman har fundet nogle fine protagonister, som vi kan identificere os med.

Jeg har læst nogle kritikere brokke sig over de uortodokse metoder, der tages i brug; ikke mindst politiets udlevering af oplysninger til de ældre beboere i pensionistkomplekset. Ja, det er selvfølgelig utænkeligt, at noget sådant ville ske i virkeligheden - men det er jo fiktion! Man kan hurtigt blive forarget, hvis man vil!

Denne gang involveres de i en sag, der involverer Elizabeths eksmand; Elizabeth er jo lidt "bandens" leder, og har en fortid i efterretningstjenesten. Hendes eksmand var noget yngre end hende og derfor stadig aktiv; men han er kommet til at bryde et par regler ved at stjæle diamanter for 20 millioner pund fra en kriminel, der nu skylder dem til mafiaen. Det er nogle meget intolerante og utålmodige mennesker generelt!

Samtidig med at de skal hjælpe Douglas - eksmanden - overfaldes Ibrahim på gaden, og Stephen - Elizabeths nuværende mand - bliver mere og mere dement. Der er nemlig også det aspekt i romanerne; at det er ældre mennesker, og selvom de er skarpe og kan en hel masse, så ældes de - og de har frygten for døden. Nogle gange vil de tale om det, andre gange er det slet ikke nødvendigt for som gode venner, ved de absolut, hvad de andre gennemlever. Det bidrager til en langt mere nuanceret og rørende historie.

Men de er stadig også bare Støvsugerbanden med omvendt fortegn - de stjæler ikke, de opklarer - eller ... ?

Der var bare en enkelt virkelig dum fejl, da de på et tidspunkt kommer til Antwerpen i Belgien, som jo er verdenscentrum for diamanthandel. Her undrer de sig over al den mælk, de lokale drikker - det er en meget hollandsk tradition og absolut ikke belgisk. Nok er Antwerpen i Flandern, men det er stadig i det Belgien, jeg har boet 14 år i - og de er ikke store mælkedrikkere.

Det er svært at vide, hvor mange historier, der kan komme ud af dette - fordi de jo ældes, men også fordi der er et mæthedspunkt på et tidspunkt. Men indtil videre er det skøn og nem underholdning!