When the Dust Settles - Lucy Easthope

 

• Engelsk
• 30.-31. juli
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en gang kan man ikke undgå at tænke på om denne bog ville være skrevet uden Covid-19? Det er et fænomen, jeg har observeret et par gange nu - og det er jo naturligt nok. Selvom resultaterne ikke altid er lige vellykkede. Men en masse mennesker sad hjemme, og kunne ikke foretage sig ting, de normalt gjorde. 

I Lucy Easthopes tilfælde er hendes arbejde dog netop at arbejde med katastrofer og håndtering af kriser. Ikke et nemt job, og når man læser hendes beretning om mere end tyve år i den branche, kan man undre sig over, hvordan mennesker klarer den slags arbejde. De ser så meget død og ødelæggelse, at det er helt ufatteligt.

Er det makabert at skrive en bog om det? Eller læse den?

Det synes jeg ikke!

Easthopes første møde med en større katastrofe var Hillsborough-tragedien, der skete i hendes hjemby da hun var teenager. Hun blev konfronteret med den stigmatisering der var af dem, der blev beskyldt for at starte optøjerne - men også de ar, som hele lokalsamfundet skulle leve med i årevis. Det fik hende til at interessere sig for denne slags arbejde, og siden har hun været med til at hjælpe efter flystyrt, 9/11, voldsomme brande som i Grenfell og lastbiler med døde flygtninge - for blot at nævne nogle.

Et gennemgående tema er identifikationen af ofrene; det har altid virket underligt på mig, at det skal være så besværligt og langsommeligt i visse tilfælde. Selvfølgelig er der desværre ulykker, hvor skaderne er så voldsomme, at vi ikke længere ligner os selv. Men selvom et lig er intakt er det ikke ensbetydende med, at man hurtigt kan identificere med sikkerhed. I hvert fald er det tit behæftet med usikkerhed fra andre ofre, og det er vigtigt ikke at give falske forhåbninger eller dårlige nyheder inden man er helt sikre. Det er jo logisk!

Men man lærer også mange interessante detaljer om hele den proces, der er i at komme videre efter disse katastrofer. Easthopes fokus er værdigheden! For de afdøde og for deres familier; men også i en helingsproces, hvor man fx skal forlade sit hjem i en periode. Så brydes et lokalsamfund op, og når den en gang vender tilbage er alt forandret. Derfor arbejder hun med at genhuse folk sammen - en del af helingsprocessen.

Der er selvfølgelig også mere makabre detaljer som historien om, hvordan man indkaldte en falk til at flyve i området omkring Ground Zero efter 9/11. Duerne var nemlig begyndt at tage de bitte små knoglerester til at bygge reder af; og hver lille knogle var essentiel for at kunne fastslå identiteten på ofrene.

Bogen ender med Covid-19-krisen; selvom katastrofer som flystyrt, brande etc. altid vil ske - så er fakta også, at vi nok i stigende grad vil stå overfor andre typer af katastrofer i fremtiden. Enten i forbindelse med naturens luner som følge af global opvarmning eller i form af vira som vi så det med Covid-19.

Alle disse katastrofer kræver planer for, hvordan et samfund kommer videre fysisk og mentalt; og det er da heldigt, at der er mennesker, som brænder for den slags. Personligt ville jeg ikke have nerver til det - men det er lærerig og fascinerende læsning. Ikke mindst er det skrevet med den dybeste empati og forståelse for ofrene og deres efterladte.