Jeanne La Faussaire - Bernard Mahoux

 

• Fransk
• 28.-31. januar
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan godt lide at skifte genre - og/eller periode; så efter lidt Afrika, lidt 20. århundredes kunst var det retur til middelalderen med en historisk biografisk roman.

Jeanne 2. af Auvergne er født i 1378, da Hundredårskrigen (som jo faktisk varede i 116 år) var på sit 41. år. Frankrig og England havde sloges i så lang tid over, hvem der var den retmæssig arving til Frankrig Et spørgsmål, som ikke blev mindre kompliceret af, at Frnakrig var opdelt i en lang række mindre grevskaber, som konstant skiftede hænder. Hver gang et ægteskab skulle indgås var det en politisk kabale, der skulle gå op - og hensynet til kvinden og kærligheden havde lidt at sige i dette store regnskab.

Jeanne blev derfor som 12-årig gift med greven af Berry, som var onkel til den meget unge konge, og bror til den afdøde konge Charles V. Alle kongens brødre var grever - lidt som i England, hvor de stadig har en titel som prins af Wales etc. Men med til titlen hørte her også frugterne af grevskabets økonomi. Var der ingen børn, var jord og titel i spil - en kvinde kunne gifte sig igen, og tage det med sig ind i en ny alliance.

Jeannes far var omgærdet af en del skandaler; blandt andet skulle greven af Berry havde snydt alle hans ejendomme og land fra den fordrukne greve. Kompromisset blev derfor, at Jeanne skulle giftes med den 38 år ældre mand - kun således kan hun genvinde retten til dem; selvom det er hendes mand, der jo reelt kommer til at bestemme over det hele.

Da han dør i 1416 er Jeanne  38 år gammel - selvfølgelig midaldrende for hendes tid - men gifter sig hurtigt igen med en lidt yngre mand; det kan man da godt unde hende! Han viser sig dog at plyndre hende for alt og i det hele taget ikke behandle hende særlig pænt. Hun trækker sig tilbage på sine jorder i Sydfrankrig, hvor hun til sidst beeskyldes for at slå falske mønter - hvoraf hendes øgenavn på fransk: Jeanne Falskneren! Hun dør barnløs i 1424, og så sker det jo igen - hendes forskellige titler overdrages (med jorder) til fire forskellige personer afhængig af diverse familiekonstellation og arvelinjer.

Jeg kan normalt godt lide denne slags historiske biografier; men den var nu alt for tør! Forfatteren er historiker, og det mærkes tydeligt. Han får ikke personerne til helt at komme til live, men snarere virker det som en opremsning af historiske detaljer. Hvordan kan man få sneget alt muligt ind om traditioner i forhold til gastronomi, kunst, håndværk etc.? Men det gør den ikke til en fortællende roman; heldgivis holdt jeg mig i skindet, og havde ikke bestilt flere bøger af denne forfatter. 

Une si longue lettre - Mariama Bâ

 

• Fransk
• 27. januar
• 164 sider
• Dansk titel: Ikke oversat men findes på engelsk

Det kan ses, at jeg for nylig fik nye leverancer af franske bøger - men også at min trang til eksotisme er virkelig stor nu efter snart et år inden for landets grænser. Jeg savner Afrika! Lydene og duftene - og menneskene.... og kompenserer så ved at læse mig ud af det.

Lige præcis Senegal er det dog nu over ti år siden, jeg var i - men jeg har været der seks gange og en enkelt gang i hele to måneder. Det har en helt speciel plads i mit hjerte.

Mariama Bâs lille roman er en klassiker indenfor feministisk afrikansk litteratur; den senegalesiske forfatter var 50 år gammel, da hun debuterede som forfatter. Der var ikke mange afrikanske forfattere på denne tid - og endnu færre kvinder! I hvert fald ikke, hvis man undtager sydafrikanske hvide forfattere - og rigtig mange kom fra Nigeria. Hvorfor det er sådan, aner jeg ikke - men fransksprogede sorte forfattere er langt mere sjældne.

Romanen er en lang epistel skrevet som et brev fra hovedpersonen Ramatoulaye Fall til hendes veninde Aïssatou, som nu bor i USA. Hun skriver til veninden for at informere hende om mandens død og afviklingen af de traditionelle ritualer i forbindelse dermed. Men Ramatoulayes mand, Modou, boede ikke længere hos hende og deres tolv børn. Fem år forinden forlod han dem for at gifte sig med en ung pige - datterens veninde! Ikke for at blive skilt, men som nummer to hustru, som islam tillod ham det.

Aïssatous mand, Mawdo, gjorde det samme mange år tidligere - men hun kæmpede imod, og nægtede at acceptere at dele sin mand. Hun tog en uddannelse, og rejste til USA og lever nu som en stærk, selvstændig og økonomisk uafhængig kvinde. Ramatoulaye blev - men manden skiftede ikke hus hver nat, som polygamien foreskriver. Han blev hos den nye unge kvinde, som nok var blevet forblændet af pengene og nu befandt sig i et trist ægteskab med en meget ældre mand.

Mariama Bâ fordømmer denne praksis; i de to eksempler, som er ganske klassiske, ser man, hvordan enten familiens eller samfundets pres får mændene til at tage en "ekstra" hustru eller de yngre piger til at gifete sig til sikkerhed. Mændene mener naivt, at de deler sengen men ikke hjertet, som altid vil tilhøre den oprindelige hustru. Khaled Hosseini beskriver også denne problemstilling i sin gribende roman Under en strålende sol - og det er jo en skæbne for mange kvinder - og familier - i store dele af verden, hvor polygami stadig er tilladt. Stort set alle de lande, hvor det stadig er tilladt er i Mellemøsten eller i Nord- og Vestafrika.

Ramatoulaye udstår de 40 dages sørgeperiode, men allerede inden den slutter, kommer Modous lillebror for at informere hende om, at han vil overtage hende. Faktisk hellere hende end den unge hustru, da han bedre kan lide lidt sul på kroppen. Der får hun endelig nok og siger fra! Også til den næste frier, og den næste, og den næste....

Selvom hun officielt boede alene, var hun ikke skilt - men nu vil hun ikke være afhængig af en mand længere. I slutningen af 1970'erne, i Senegal er det jo et bravt skridt at tage; og Mariama Bâ var selv skilt tre gange. Der er muligvis dele selvbiografi i historien. Da hun sidste gang blev skilt valgte hun at bruge sin tid på politiske aktiviteter, og i særdeleshed kvindernes kamp. En kamp, som dog ikke er slut - i Senegal skal manden i dag beslutte sig inden sit første ægteskab, om han senere eventuelt vil tage en anden hustru. Gifter han sig monogamt, kan den beslutning ikke ændres senere - og kvinden ved således, hvad hun går ind til.

Mariama Bâ nåede at skrive endnu en roman i 1981, men forfatteren selv døde lige inden udgivelsen.

Jeg er sikker på, at hun ellers ville have skrevet langt flere stærke romaner - og uanset om man kender Senegal eller ej, er det smuk og stærk læsning - sikkert også på engelsk. 

Je suis Jeanne Hébuterne - Olivia Elkaïm

 

• Fransk
• 25.-26. januar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Amedeo Modigliani er kendt for sine mutte langhalsede kvinder; han er kendt for sit selvdestruktive liv i de vilde tyvere (altså dem for hundrede år siden) i Paris' barer sammen med slænget - Picasso, Utrillo, Jacob, Kiki de Montparnasse, Foujita, Soutine, etc. Og sin alt for tidlige død i 1920.

Sidste år læste jeg denne fantastiske bog om denne tid, som handlede meget om Modigliani og hans tragiske liv; men der var også en kvinde, som man selvfølgelig kender fra hans malerier. Hans muse, hans samleverske og mor til hans barn. Der opdagede jeg, at der også var en roman om hende - og det tog lidt tid at nå dertil; men man skal have gode ting at vente på!

Jeanne Hébuterne var kun 16 år gammel, da 1. Verdenskrig brød ud. Hendes bror måtte afsted til skyttegravene, og det var en brutal adskillelse for de to unge, som havde delt værelse hele deres liv.

Hun bor selvfølgelig hjemme hos forældrene, og har helt usædvanligt fået lov at studere på et kunstakademi i Paris' 6. arrondissement - ikke langt fra boulevardernes store caféer, som var malernes vandhuller. Hun skulle selvfølgelig giftes og have børn - men krigen vender op og ned på alting, og unge borgerlige kvinder fik pludselig mulighed for at leve lidt. Der var jo heller ingen unge mænd at gifte sig med, da de alle var i krig.

Her møder hun i 1917 Modigliani og i bogen, som er skevet i første person, er det kærlighed ved første blik. Men det skal holdes hemmeligt! Hun overskrider alle borgerskabets grænser, da hun bliver hans elskerinde og i 1918 flytter hun ind sammen med ham i et usselt kammer, som er langt fra den komfort hun kendte til. Hun holder forældrene hen i mange måneder, men da hun bliver gravid, opdager de det. For den dybt katolske familie er det den ypperste ydmygelse - selvfølgelig skammen over ikke at være gift; men Modigliani er kunstner! Han er fattig, alkoholiker, muligvis narkoman - og sidst men ikke mindst er han jøde; en anden religion end katolicismen er for meget. Han er også femten år ældre end Jeanne.

Modigliani er ikke en stabil partner; han fortsætter sine mange eskapader og forsvinder til tider i ugevis mens Jeanne kæmper for at skaffe brænde og mad i krigsårenes fattige Paris.

Hendes mor bløder dog lidt op, og rejser med dem til Nice i sommeren og efteråret 1918, hvor hun i november nedkommer med deres datter, som også bliver døbt Jeanne. Retur i Paris i 1919 forværres situationen; Jeanne er tydeligvis ikke egnet som mor - hun vil leve bohème-livet med Modigliani og der passer et spædbarn dårligt ind. Hun maler mindre og mindre, selvom hun tydeligvis har talent og stridighederne mellem de to elskende når nye højder.

Modigliani drikker sig langsomt ihjel, og i januar 1920 rammes han af tuberkulos meningitis. Jeanne vil ikke tilkalde en læge, og han dør i det usle hummer. Der er Jeanne tæt på at skulle føde deres andet barn.

Efter han er kørt til lighuset, tager Jeannes far hende med hjem - hun får ikke lov at holde gravøl med den festlige brogede kunstnerskare, der er mødt op for at hylde hans liv. Samme nat kaster hun sig højgravid ud fra vinduet i forældrenes lejlighed - fra femte sal. Næste morgen finder en håndværker hende på gaden; han bærer hende op til forældrene, som nægter at åbne. Han kører liget i en trillebør tilbage til Modiglianis tomme lejlighed, og derfra erklæres hun officielt død. Hun havde i sit afskedsbrve bedt om at blive begravet ved siden af Modigliani - men forældrenes skam er så stor, at hun begraves uden ceremoni uden for Paris. I 1930 beslutter forældrene sig endelig for at flytte hende, og i dag ligger de to elskende sammen på den berømte Père Lachaise kirkegård.

Det er svært at vide, om hun ville have overlevet, hvis hun i stedet var taget med kunstnerne efter Modiglianis død? Nok ikke! Der ville have været for meget misbrug og dekadence; og hun var uden tvivl mentalt ustabil efter årene med Modigliani. Men det er jo en umådelig tragisk historie - ikke mindst på grund af den behandling familien udsætter hende for. Der var også mange bagsider af bohème-livets medaljer!

Dictionnaire enjoué des cultures africaines - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 20.-23. januar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette er min trettende bog af Alain Mabanckou; uanset om det er fiktion eller hans mere politico-journalistiske værker, så køber jeg dem alle så snart de er ude som paperback.

Han behersker begge verdener lige fantastisk; selvfølgelig så jeg gerne, at han skrev langt flere romaner med den virkelig præcise humor han har i beskrivelserne af Afrika og dets kultur - men som universitetsprofessor er han ligeledes eminent i sine analyser af selvsamme kontinent.

Dette lille "leksikon" er blevet til i samarbejde med en anden forfatter, som jeg derimod slet ikke kendte. Abdourahman Waberi er far Djibouti - et land, som har været igennem borgerkrige, sult, tørke og stort set alle andre katastrofer; og derfor ikke unik i Afrika. Det er vist en forfatter, der skal udforskes nærmere.

Deres leksikon er meget alsidigt; hvert bogstav har en række små artikler, som selvfølgelig rækker udover en typisk neutral leksikontekst, men også afspejler deres holdninger. De er selvfølgelig fortalere for et Afrika, der skal være mere selvstændigt og kun derved kan frigøre sig fuldt og helt af kolonialismens seler. Men de er også begge stærke aficionados for afrikansk kultur - gastronomi, musik, kunst.... og de gamle animistiske traditioner.

Således er der også artikler, der er udenfor Afrika - Haiti, Cuba, den ikoniske Jips-café i Paris og andre steder, hvor den afrikanske kultur videreleves og videreføres af dem, der har forladt kontinentet eller endog er født på fremmed jord. 

Jeg lærte en masse nyt - og jeg nød de små minirejser, som nogle artikler tog mig på. Jeg ved det ikke bliver lige med det samme; men det er helt sikkert, at min første rejse efter Covid-19 skal være til et land med afrikansk kultur....jeg savner det simpelthen så meget. 

Grundet vores heldigvis manglende erfaring med kolonier i Afrika, har vi så heller ikke en stor kultur for fx noget så simpelt som afrikanske restauranter i Danmark. Det er stort set umuligt at opdrive en tagine (Marokko); men også subsahariske butikker og restauranter, som jeg havde til overflod i Belgien. Derfor vender jeg igen og igen tilbage til Mabanckou, som giver mig et lille Afrika-fix, når jeg trænger mest. Men det er til et snævert publikum!

Malgré nous - Claire Norton

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange erkender man først virkelig hvor fantastisk en bog er, når man er færdig - eller især når man læser en ny bog! Det må siges at være tilfældet her! Efter den smukke historie om nonnen Hildegard, fik jeg leveret en samling franske bøger. Det er svært at skaffe her i corona-tider, da jeg foretrækker at bladre lidt i dem, inden jeg køber. Havde jeg haft denne mulighed ville fx denne roman aldrig ende i min bogreol!

Théo er 13 år i 1988, og er på feriekoloni, hvor han møde Maxime og Julien. Aftenen inden de skal hjem, bryder huset i brand, men Théo redder de to kammerater ud af huset. Det binder dem sammen for evigt. Det er starten på de første tredive sider.

Frem til slut maj 2009, hvor Théo er sygemeldt med burn-out. Han har i 2004 fået en stilling som marketingdirektør for et multinationalt firma - det virker jo lidt pudsigt, da han var 29 år gammel i 2004. Men sådan er det! Nu er hans hustru, Marine, nervøs for en rejse til Rio de Janeiro for arbejdet, da han skal være alene med datteren Julie. Men alle vennerne er der jo!

Uheldigvis ombooker Marine sin retur, og ender på det Rio-Paris-fly, der 1. juni 2009 styrter ned i Atlanterhavet. Han går selvfølgelig helt ned med flaget, og natten mellem den 4. og 5. juni fortæller han de to venner, som er flyttet ind hos ham, at han vil begå selvmord. Der fortæller de ham, at Marine muligvis er i live og aldrig tog til Rio.

Det øjeblik jeg læste det, tænkte jeg, at det var en plan for at forhindre selvmordet - men det var jo side 108! Hvordan skulle det holdes gående til slutningen af bogen? Jeg bliver så genstridig, at jeg kæmper mig igennem næsten trehundrede ekstremt sprogligt dårligt skrevet litteratur - blot for at konstatere, at det var plottet.

Hvordan nogen kan finde det spændende og ikke gætte sammenhængen er et virkeligt mysterie! Hvordan nogen forfatter kan slippe afsted med at skrive så elendigt og så fyldt med fejl, er en skændsel for de træer, der har lagt papir til! Jeg troede jeg kunne komme hurtigt igennem, da det var chick-lit på 5-års niveau - men det var ydermere så dårligt skrevet, at det tog mig tre aftener at komme igennen den pinsel, Blot for at konstatere, at min intuition på side 3 om at smide den i skraldespanden var korrekt.

Pudsigt nok ligger den højt på de franske bestseller-lister - det er triste tider for litteraturen; og bekymrende sideeffekt af corona, at folk har for meget tid, så de endog læser den slags. Men nu ligger den i skraldespanden!

Hildegard II - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 12.-16. januar
• 482 sider

Sagaen om middelaldernonnen Hildegard fortsatte - heldgivis!

I første bind forlader vi hende, da hun er knap 50 år gammel, og netop har fået Pavens ord for at være Guds talerør; en gave hun skal bruge, mener Paven.

I 1148 er Hildegard stadig i munkeklostret Disibodenberg, og det er ikke altid nemt for abbeden og prioren at samarbejde. Hildegard har for det første sine visioner, for det andet sine meningers mod. Er hun reelt en meget udspekuleret kvinde - eller rablende gal? Det finder eftertiden jo næppe aldrig ud af, selvom tanken om at fungere som Guds talerør i dag nok ville medføre andre kommentarer og konsekvenser. I middelalderen var det ikke noget, man tog let på.

Derfor er det et kæmpe dilemma, da Hildegards seneste vision siger, at hun skal rejse ned ad floden for at bygge et nyt kloster. En moderne kyniker kunne måske tænke, at det var belejligt at få det syn, for i munkeklostret kan hun ikke bestemme meget selv. Abbeden forstår at ramme hende, hvor det gør mest ondt, som fx da han som straf forbyder dem at synge i længere tid. Ofte sker det, at disse visioner gør hende syg - og faktisk endnu mere, hver gang abbeden afviser at følge hendes ønsker.

Men det bliver en lang og sej kamp at komme væk; endelig rejser nonnerne og bygger et nyt kloster Rupertsberg op fra bunden. Nu vil hun have en præst, og det skal selvfølgelig være hendes elskede Volmar. Nok er det en platonisk kærlighed; men det er vist udelukkende fordi intet andet er muligt, for i alle andre henseender er de jo som et ægtepar.

Hildegard begynder at skrive mere musik; hendes værk Ordo Virtutum betegnes af nogle som en meget tidlig form for opera. Det er slående moderne og behageligt, selvom jeg ikke forstod hele handlingen i den version jeg fandt på Youtube. Men den måtte jeg se og høre som supplement til bogen.

Hun får en vision om en nyt alfabet, Lingua Ignota, det ukendte sprog - på trods af at hun ikke var særlig stærk i grammatik på latin. Eller måske netop derfor - så kunne hun jo passende bruge et sprog og et alfabet, som var noget nemmere at håndtere for hende. Altså - man kan jo kun konkludere, at hun enten var umådelig intelligent eller umådelig snu.

Andet bind giver også et større indblik i den store verden; da hun bygger sit eget kloster, begynder hun at også at bevæge sig mere udenfor murene. I denne periode strides paverne jo - den ene i Rom og den anden i Avignon; og Hildegard blander sig også i politik. 

Andet bind er absolut spændende; måske mere omfattende end det første med en større række aktører og impulser, der giver et fantastisk indblik i både middelalder- og klosterliv. Jeg har altid været fascineret af klostre - som af katolske kirker; det er skønt at bevæge sig rundt i de gamle klostre og forestille sig, hvordan de levede i en egen lukket verden. Da jeg boede i Belgien, holdt jeg weekender ho venner ned i den sydlige del af landet. Det var en fast tradition at vi tog til det nærliggende kloster til vesper. Når munkene gik tilbage til klostret, var det til en aften i absolut stilhed mens vi tog hjem til en god middag og snak - men stemningen var så gribende, at vi oftest var meget stille i bilen hjem. 

Hildegards klostre lå jo i Tyskland, og kun nogle ruiner er tilbage efter Reformationen strøg gennem landet. Det er synd! Dog står klostret i Eibingen endnu, og nonnerne er vendt tilbage efter først at være blevet smidt ud i 1804, og senere af nazisterne. Nu er der 44 boende nonner, der stadig viderefører Hildegards arv og filosofi - om den så er udsprunget af snuhed eller galskab... eller ægte visioner?

En fantastisk biografi i to bind, der er skrevet så en nutidig lever sig ind i historien og personerne. Jeg havde lidt ondt af Volmar og Hildegard; de var en form for Héloïse og Abélard, som aldrig nåede at udleve deres kærlighed.

Endnu en historisk biografi af denne forfatter venter på mig; men nu skal guldet gemmes lidt til senere!

Hildegard I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 9.-11. januar
• 400 sider

Da jeg havde færdiggjort Margrete I fik jeg pludselig og endelig lyst til at læse de to bind om Hildegard af Bingen af samme forfatter. Jeg har altid et lille lager af bøger i venteposition; det svinger i antal, men er typisk omkring 40-50 stykker. Nogle kan stå i meget lang tid; nogle kan også ryge direkte videre i et genbrugssystem uden at blive læse - men oftest bliver de læst, selvom det kan være meget lang tid efter erhvervelse.

De to bøger om middelaldernonnen Hildegard anskaffede jeg mig i marts 2013 kan jeg se; så de har været igennem et par internationale flytninger - men jeg havde ikke givet op.

Det første bind blev da også slugt fra start til slut!

Ligesom jeg skrev om Margrete I-romanen er det hele kunsten jo at skabe en levende figur; men også at respektere historien. Jo længere tilbage denne historie foregår, jo sværere kan det være.

Anne Lise Marstrand Jørgensen er dog eminent til at skabe de rammer; selvom denne roman fra 2009 har et par fejl, som burde have være fanget undervejs. 

Hildegard af Bingen er født i slutningen af det 11. århundrede; helt præcist vides ikke - men i romanen er det i 1098 og allerede som foster optræder hun i historien. Man fornemmer, at det er et særligt væsen, der skal ind i en svær verden. Hun er det tiende barn i familien - men de to tvillingebrødre, der kom lige før hende var dødfødte. Måske derfor er hun speciel for moderen, som våger over det meget skrøbelige barn. Moderen vil have hende i kloster - det er datidens måde at takke Gud for, at barnet overlever de første år. Og en praktisk foranstaltning med så mange børn at skulle dele arv imellem, og skaffe medgift til.

Som hun vokser op begynder hun at få syner, og ser et specielt lys, når Gud taler til hende. Familien kan ikke beslutte med sig selv om hun er halvskør eller særligt udvalgt. Men hun er helt sikkert ikek egnet til det sædvanlige liv, hvor hun skulle bortgiftes som teenager og føde mange børn. Så hun kommer i kloster som ti-årig sammen med en lidt ældre kvinde, Jutta, som lader sig mure inde som eremit. 

Det var den ultimative selvopofrelse i middelalderen - og i portrættet af Jutta kunne man måske mistro, at hun ikke er helt psykisk stabil; eller ikke ville være det i vores moderne verden. Anoreksi og en frygt for egen seksualitet og selvtillid som udmønter sig i selvpinsel. Det er hård kost for et lille barn at være vidne til; men nu var middelalderen jo heller ikke ligefrem et nemt liv for de fleste.

Historien fortæller lige så meget om det daglige liv i klosteret som om forholdet mellem Jutta og Hildegard, og om Hildegards spirituelle udvikling.

Opdelingen er fra barndommen til Hildegard er en ung pige, og begynder at søge væk fra Jutta og udfolde sig selvstændigt. Hun begynder at arbejder i klostrets hospital sammen med munken Volmar; og deres forhold ville udenfor klostret uden tvivl være et kærlighedsforhold. De skal bevæge sig forsigtigt på den knivskarpe linje mellem spirituel konversation og trangen til at være sammen; de kæmper mod den fysiske tiltrækning selvom Hildegard er langt mere pragmatisk og måske i bund og grund oprigtigt kun interesseret i Guds budskaber til hende.

Det er en lang kamp mod munkene, og abbeden, som er bange for hendes rygte som synsk. På den ene side vil han gerne have alle de penge, der følger med pilgrimmene - men han vil ikke indrømme, at en kvinde kan besidde de egenskaber og den magt, det giver. Hildegard fortsætter dog ufortrødent, og Volmar bakker hende op i al sin blinde fascination - indtil Paven i slutningen af bogen, hvor Hildegard er 50 år gammel, giver sin velsignelse til at tale offentligt om synerne.

Det er fantastisk læsning; men dog med at par småfejl. En af Hildegards søstre hedder Irmengard, hvilket fortælles i starten, da alle børnene opremses. Men pludselig langt senere i bogen bliver hun til en kusine. Ligeledes får Jutta en dødsdom af en synsk kvinde, da de indtræder i klostret. Hun skal dø i sit 25. år i klostret, hvor de indtræder i 1108. Men i 1140 tænker Hildegard tilbage på Juttas død fire år tidligere (1136), som passede med profetien? Det er lidt irriterende sjuskefejl, selvom der er mange fakta at holde styr på. 

Det er selvfølgelig også en roman med meget religiøst indhold; er man ikke så meget til religion og bibelske citater vil det nok være langtrukkent. Som relativt aktiv kirkegænger og ikke mindst total aficionado for religiøs kunst, generer det mig dog ikke. Jeg glæder mig blot til at komme videre i Hildegards historie.

Margrete I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 2.-.8. januar
• 598 sider

Jeg får generelt læst flere danske bøger nu; for det første fordi jeg jo ikke kan komme "hjem" til mine fransksprogede lande - og fordi jeg jo i 2020 opdagede bibliotekerne. Men jeg plejer også at ønske mig de dyrere nyudgivelser til jul, og sidste jul var ingen undtagelse.

Da nytåret havde lagt sig kastede jeg mig over den fint anmeldte historiske roman om Margrete I.

Der er primært to problemer for en forfatter at løse, når man giver sig i kast med sådan et projekt, synes jeg.

For det første at få skabt et troværdigt univers; at overholde samtlige tidsplaceringer men også holde alle de billeder, læseren får, i den tidslomme, det udspiller sig i. At gå tilbage til 1300-tallet er ikke umiddelbart let, når man skal have alt korrekt fra mad og påkldning til de faktuelle data.

Den anden er at skabe en person ud af den, som man kender fra historiebøgerne. Der skal vokse et menneske ud af siderne, og i en roman med dialog er der jo den svære balance, at det ikke er sagt således - men det skal bære de faktuelle data og afspejle både det, vi ved om personen og den person, som forfatteren vil bringe til live for os.

Begge dele løses jo forrygende i denne roman; jeg har aldrig tidligere læst noget af Anne Lise Marstrand Jørgensen - men jeg var imponeret.

Hun formår at skabe personen Margrete, som ikke altid er den mest elskværdige i romanen. Hun har temperament og voldsomme udbrud af utålmodighed og det afspejler vel nok, hvordan man som kvinde må have været i det 14. århundrede for at opnå, hvad Margrete gjorde. Men hun skaber også et lidt eventyragtigt univers omkring hende, hvor natur, blomster, elfer og trolddom er tilstede - og det fungerer jo glimrende som underbygning til en kvindelig hovedperson. Margrete var jo ikke en blodtørstig krigerisk konge - hun var stærk, magtsyg måske - men hun var jo først og fremmest kvinde og beskyttede sin eneste søn Oluf konstant. 

Margrete er grusomt bange for Guds straf, og selvom det løber af med hende, så frygter hun den og gør bod ved konstant at holde kirken tilfreds. Hendes regeringstid var i et katolsk Danmark (og Norden), hvilket er ret pudsigt at tænke på nu med vores triste protestantiske kirker.

Vi følger Margrete fra hun 10 år gammel sendes til Norge for at møde sin ægtemand, kong Håkon. Med sig har hun en tjenestepige Kerstin, som der er meget mystik om. Er hun Margretes fars, kong Valdemars, uægte barn? Er hun fra den underjordiske verden, som Margrete og befolkningen i helhed, jo tror meget på? Eller er hun same fra Lapland, som fastholder hedenske traditioner, som det antydes i bogens slutning?

Hun har nok ikke eksisteret; men forfatteren har behov for en protagonist,m som vi kan se Margrete igennem. Det bagtæppe og den kikkert er Kerstin ! Men jeg ser hende også som den del af Margrete, som hun må skjule for at komme til magten. I de få perioder, hvor Margrete er allermest Kvinde - og allermindst dronning, hersker osv., da er Kersting bortsendt. Det skete til tider, da man anklagede hende for at have trolddomsagtig indflydelse på Margrete. Men hun vender altid tilbage. Hun er væk, da Margrete fx ligger i fødesengen og er så langt fra det selvkontrollerede magtmenneske som hun kan være. Hun fungerer på en måde som Margretes skygge eller alter ego; den kvinde, hun kunne være blevet til, hvis alt det andet ikke var på spil. Kerstin udlever sine drømme om fysisk kontakt til mænd - ikke ægteskab, men nok mere basalt fysisk. Hun er i stand til at vise den empati, som Margrete ofte savner.

Men hun forsvinder også i slutningen, som er i 1397 og ikke ved Margretes død i 1412. Måske fordi Margrete nu er rolig og afklaret? Kalmarunionen er på plads, og Margrete har fået det, som hun vil. Hun styrer det hele til sit livs ende, og har fundet en passende arving til at erstatte den afdøde Oluf. Så det er jo meget symbolsk, at Kerstin forsvinder netop, da Margrete forlader Kalmar efter ceremonien.

Man kunne måske godt have ønsket sig, at den sluttede med hendes død - men ligesom den ikke starter med hendes fødsel, så er rammen hendes officielle år som en spillebrik i de nordiske dynastier. Nok er der 15 år tilbage, men de foregående var langt mere handlingsmættede end de sidste, hvor det gjaldt om at bevare og konsolidere magten; en magt, som jo hurtigt forsvandt efter hendes død.

Man skal nok have en historisk interesse for at kunne lide denne slags romaner; men man behøves ikke at være ekspert eller kunne kongerækken på fingerspidserne, for det er jo også en historie om en kvinde og hendes tid. I 2012 læste jeg denne mere faktuelle bog om Margrete I, som virkelig ikke var vellykket.

Det understøtter netop de punkter, jeg indledningsvis skrev - at man skal kunne skabe en historie og ikke mindst en troværdig person ud af det somme tider sparsomme materiale, der er til rådighed. Dette lykkes til fulde her.