Artist Quarter - Charles Douglas

• Engelsk
• 9.-13. februar
• 354 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et helt fantastisk fund gjort i museumsbutikken på SMK, da jeg besøgte Anna Ancher-udstillingen (som i øvrigt også kan anbefales).

Jeg faldt selvfølgelig over den på grund af forsidens undertitel - Modigliani, Montmartre & Montparnasse! Jeg tænkte straks, at der jo måtte være lidt af historierne fra Hemingways klassiker om en utrolig del af Paris' historie som centrum for kunstnere.

Det viser sig dog at være endnu bedre; bogen er nemlig en genudgivelse af romanen, som den udkom i 1941 - og tilsyneladende ikke genoptrykt siden. Bogen er skrevet mens "forfatteren" boede i Paris, og frekventerede mange af de mennesker, som et par årtier forinden havde været en del af den dynamiske, excentriske og kunstneriske kerne i først Montmartre og siden Montparnasse.

Den er nemlig skrevet under pseudonym; Charles Douglas er to personer - den ene er Charles Beadle, som flyttede til byernes by omkring 1920, og blev der til sin død under 2. Verdenskrig. Den anden var Douglas Goldring, som tilsyneladende boede kortere tid i byen.

Historien er mange steder skrevet i første person, hvilket jo er fiktivt - for hvem af de to taler så/ Til tider kan man se det, da der refereres til Afrika, hvor Beadle opholdt sig i en årrække. Men det er nok et sammenkog af de to herrers oplevelser i byen, hvor de kendte den hårde kerne af kunstnere.

De kom oprindeligt til Montmartre i slutningen af det 19. århundrede, og de førende var selvfølgelig Toulouse-Lautrec, Degas, Matisse, Renoir, van Gogh osv. Som de blev ældre - eller var borte - tiltrak de den næste generation - Picasso, Modigliani, Utrillo... som hærgede de lokale cabareter, og levede af billig vin og ofte ved at sælge deres tegninger for en bid mad. Som forfatterne så rigtigt beskriver, har der været mange kroejere, der har fortrudt, at de smed de tegninger ud.

Omkring 1910 rykkede bohème-livet fra Montmartre til Montparnasse. Det var besværligt at komme op på toppen af bjerget, og den nye intellektuelle klike samledes nede ved de nye store boulevarder - der var kommet en del tyske jøder, som havde penge til at investere i deres kunst. Da salget ofte foregik ved dør-til-dør-metoden (eller fra cafébord til afébord) måtte man jo være, hvor køberne var.

Måske handlede det også om, at de nu var så kendte, at de ville have deres eget, og ikke leve i skyggerne af legender fra Montmartre?

Modigliani var en af de håbefulde kunstnere, der flyttede til Paris. Han kom i 1906 direkte fra Italien og inkarnerede den italienske elegance. Det varede dog ikke længe og han blev snart kaldt for Prinsen af bohème; han fandt sin plads mellem vinflaskerne og hashtågerne, og blev kendt for sin skandaløse optræden. Når han var i sine dæmoners vold, smed han tøjet; han råbte og skreg og kom ofte forbi detentionen på trods af vennernes kamp for at holde ham i kort snor.

Hans kunst solgte ikke; som mange andre byttede han skitser for mad - eller snarere for stærk spiritus og narko. Hans signaturkunst var ikke i tråd med tidens kubisme, og hans personnager med de karakteristiske lange halse blev først for alvor berømte - og penge værd - efter hans død. Et klassisk eksempel selvfølgelig.

Charles Douglas - eller Beadle og Goldring - var som sagt i Paris, og kendte Modi, som han blev kaldt, personligt. Som sagt er det svært at vide, hvem af dem det var - men bogen indeholder mange samtaler med store personligheder fra tiden som Kiki de Montparnasse, poeten Zborovski, som blev Modiglianis mæcen og beskytter. Det er også interessant at læse nu så mange år efter, da forfatteren udtrykker sin store nostalgi og tristhed over den forandring, der sker med byens cabareter og stemningen generelt. Den er jo skrevet netop som 2. Verdenskrig er brudt ud - og hvis man sammenligner med i dag, er det jo soleklart, at den æra sluttede dengang.

Netop derfor er disse tidsbilleder så fantastiske; ikke mindst her, hvor det er skrevet af en samtidig, som var tæt på det hele.

Det er en tragisk historie om en kunstner, der bliver mere og mere sindssyg - og da han dør af druk og narko, kaster hans samleverske sig ud af vinduet. 

I 2015 blev et af hans malerier solgt for 170 millioner dollars.