Tuesday, September 30, 2014

Mapuche - Caryl Férey


























  • Fransk
  • 23.-29. september
  • 549 sider
  • Originaltitel: Mapuche

Jeg har læst flere af Féreys andre krimier, som alle er med et lidt antropologisk islæt - Sydafrikas slum og deres stammer, maorierne i New Zealand ... denne gang er det så turen til Sydamerika med dens grusomme historie af kidnapning og drab af politiske fanger - og ikke mindst adoptionen af børn fra de 'revolutionære'.

Jana er en ung kvinde af en indianerstamme. som er forsøgt udryddet af argentinerne, og nu er hun flygtet til storbyen for at glemme de ting, hun har set. Her lever hun som kunstner, og hendes eneste ven er transvestitten Miguel, som prostituerer sig på havnen i Buenos Aires. Miguels ven, som han prostituerer sig med, bliver fundet dræbt - og hurtigt viser det sig, at det nok skulle have  været Miguel i stedet.

Sideløbende forsvinder den unge Maria, som er datter af en rig forretningsmand - som samtidig finansierer byens borgmesters politiske kampagne for at blive landets præsident. De to kendte ikke hinanden, men Maria troede, at hun i den forkerte transvestit havde fundet sin bror. Det var jo selvfølgelig Miguel i stedet.

Det er nemlig historien om korruptionen, der stadig lever efter krigen i 1970'erne og 1980'erne, som kulminerede med Falklandskrigen. Sagerne kædes sammen af detektiven Rubén Caldéron, hvis far og søster selv forsvandt i politikernes fængsler, og hvis mor er formand for mødrene fra Plaza de Mayo, som hver uge til stadighed kæmper for, at sandheden om de mange forsvundne skal komme frem en dag. 

Problemet med historien er nok, at det er en kompleks politisk og vigtig besked at forklare omverdenen, hvad der skete under diktaturet dengang. Men det bliver en kontrast mellem forklaringerne, som skal komprimeres for meget for at komme tilbage til aktionen - og så selve krimihistorien med sin vold og mange drab. Kontrasten bliver for mig alt for stor, og jeg mistede tråden ved at skulle følge to så forskellige vinkler - hver for sig interessante men sammenlagt mistede historien struktur desværre.

Det tog mig en evighed at komme til vejs ende, og jeg var ved at give op - men kom igennem alligevel; men jeg var faktisk ikke positiv ved slutningen.

Monday, September 22, 2014

Le Roman des Châteaux de France II - Juliette Benzoni



























  • Fransk
  • 15.-20. september
  • 600 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tog denne mursten i to omgange - det er faktisk en samling af to bøger, der er udgivet separat men nu samlet i denne udgave. Jeg var begejstret for alle de fantastiske historiske røverhistorier i den første del. Men 1,200 sider i et stræk ville jo næsten være synd.

Jeg ved stadig ikke helt, hvad der ligger til grund for udvælgelsen - der er usigeligt mange slotte i Frankrig; og her stifter man også bekendtskab med dem, som i dag kun er ruiner. Men fælles for historierne er, at slottene har været baggrunden for en del af Frankrigs historie. Man møder selvfølgelig de samme personer i forskellige sammenhænge - intrigerne er livlige og mangfoldige i det 16.-18. århundrede.

Men det er lige så vel historierne fra middelalderen, der er spændende - om tempelriddere og religion, der var baggrunden for de smukke kathar-slotte, der nu ligger øde hen i Roussillon-området. De er eventyrligt spændende at besøge - jeg har besteget et par stykker af dem; og der føler man virkelig, hvorfor de byggede deres slotte så afsides. 

Nogle vil måske køre træt i så mange sider historie, og man skal holde tungen lige i munden, da det tit springer fra epoke til epoke - men jeg får vist aldrig helt nok af det.

Det eneste "minus" er, at bogen ikke indeholder billeder - men heldigvis weblink til de fleste slotte; og så bruger man lige lidt ekstra tid på at kigge efter dem på Wikipedia. 

Sunday, September 14, 2014

Analfabeten, der kunne regne - Jonas Jonasson


























  • Dansk
  • 12.-14. september
  • 381 sider


Jonas Jonasson fik jo nærmest instant fame  med sin pudsige roman om den hundredårige, der kravlede ud af vinduet fra plejehjemmet og på eventyr, Et eventyr, der bragte ham på litterært besøg hos mange mennesker på alverdens sprog og senere til det store hvide lærred.

Det kan være næsten umuligt at leve op til en sådan bestseller, og det er faktisk også lidt mærkbart i Jonassons anden roman. 

Vi starter i Soweto - i den værste slum Sydafrika kan byde på ... i apartheidtider. Her tømmer den unge pige Nombeka latriner efter at være blevet forældreløs i en ung alder. Men finde sig i hvad som helst vil hun dog ikke - selv som sort nederst på rangstigen. Så hun tager en dag sine diamanter, som hun har "fået" af en eventyrløgner, og vil ud i verden. Den verden stopper, da hun bliver kørt over af en hvid mand og for at betale for den bule, hun har lavet i hans bil, må arbejde for ham i syv år.

De bliver til mange flere; for nu er hun havnet midt i det storpolitiske spil mellem Sydafrika og Israel, og deres handel med atombomber, Sydafrika og den fordrukne ingeniør, der 'ejer' Nombeko kommer nemlig til at producere en for mange - og overproduktion af atombomber er ikke altid af det gode.

Hun ender på finurlig vis i Sverige, hvor hun ender sammen med tvillingerne Holger og Holger, som dækker hele spektret af politiske synspunkter fra den yderste kongetro væbner til den kommunistiske republikaner. De er samtidig på den ene side lynende intelligent og tilsvarende tåbelig - og så eksisterer kun den ene af dem officielt.

Sammen med et par kinesere, som ved et tilfælde kom med i kassen med atombomben, kommer de nu til at udgøre en lille 'familie'; hvor den ene del vil destruere bomben, og den anden del bruge den til at destruere kongen. Det står på i temmelig mange år og de må igennem grueligt mange forviklinger - ganske som i den forrige roman,

Men jeg synes, at der er mindre personlighed i disse aktører; der hoppes alt for meget rundt i et forsøg på at lave falde-på-halen-komedie konstant; det bliver faktisk lidt trættende.

Det ender selvfølgelig lykkeligt - efter at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med en del af verdenshistoriens direkte magthavere. Men jeg var nu lidt lettet ved slutningen også - det var en genial og nytænkende genre ved den første roman. Nu er faren jo ikke at hænge fast; og det var der desværre allerede en snert af i denne. 

Friday, September 12, 2014

En dødsdømts sidste dag - Victor Hugo


























  • Fransk
  • 10.-11. september
  • 201 sider
  • Originaltitel: Le Dernier Jour d'un Condamné

Jeg trængte altså gevaldigt til lidt hjerneføde efter den grusomme oplevelse med den sidste bog. Og så er der ikke nogen bedre medicin end en god gammel 'klassiker' - og ikke mindst lidt Hugo! Hvor meget klassiker den er, kan muligvis diskuteres - det er et af hans meget tidlige værker, som han udgav som 27-årig; men ikke desto mindre afspejler den allerede hans politiske og sociale indignation, som jo præger størstedelen af hans værker.

Bogen udkom som sagt i 1829; den udgave jeg læste er fra 1832, hvor den er tilføjet et lille kapitel teater i indledningen. Dette er ment som ren satire fra Hugos side - personerne, der indbyrdes diskuterer det forargelige i romanen og ikke mindst dens tema. I epilogen finder man ligeledes et brev fra Hugo til hans redaktør, som havde foreslået en ændring i romanen - men der argumenterer Hugo, at der er interne og eksterne romaner; der er handling og analyse. Og denne roman er en analyse, og netop derfor skal den forblive abstrakt i forhold til personerne.

Jeg-formen som fortæller er usædvanlig for perioden; ikke desto mindre vælger Hugo den unavngivne jeg-fortæller, som budbringer for hans egen fordømmelse af dødsstraffen. Hugo har ved flere lejligheder set guillotinen i brug på Place de Grève - den nuværende Place de l'Hôtel de Ville i midten af Paris; og temaet vender igen i flere af hans senere romaner. At se en henrettelse påvirkede ham så voldsomt, at han måtte skrive om det og forsøge at rette offentlighedens opmærksomhed mod det uhyrlige i denne praksis.

Vi får aldrig at vide, hvem manden er eller hvad hans forbrydelse var. Selvom der var mange henrettelser på Hugos tid, så ville han ikke have en forbindelse til et reelt navn og en reel sag. Dette er en universel forkastelse af guillotinen som instrument.

Dødsstraf ved guillotinering var ellers blevet afskaffet i 1795; men det blev senere ophævet. Først i 1848 blev den afskaffet for politiske forbrydere, men ikke for mordere. Og den var i brug så sent som i 1977 for sidste gang selvom man "allerede" i 1939 fjernede udøvelsen fra offentlige pladser.

Men her følger vi altså denne dødsdømte mand fra han dømmes til han flyttes til fængslet lige inden henrettelsen. Hans tanker om de efterladte - moderen, hustruen og datteren. Hans udvekslinger med fængselsbetjentene, som behandler ham så pænt - man skal jo nødig have, at han dør i fængslet, når folket glæder sig til festen. De lejer nemlig pladser tæt på, og laver en skovtur ud af det.

Hovedpersonen filosoferer over sit liv og den måde det skal ende på; og han beslutter sig for at nedskrive historien til sin lille datter - men Hugo klarer sig udenom det kapitel ved at sige, at papirerne forsvandt.

Det er tidlig Hugo - men allerede med stærke holdninger politisk og litterært. Han forsvarer sin ret til at bruge slangsprog, som han jo var en pioner med indenfor den pænere litteratur. Slangsproget er ikke anderledes for ham - det er blot elendighedens sprog; derfor må hans personnager fra samfundets bund tale med deres egen tunge. Men for 200 år siden var det revolutionær nytænkning.

Selve historien er kun knap 140 sider; men man får mindst lige så meget ud af at læse hans bevæggrunde for handling og sprog, som han forsvarer dem i efterskriftet. 

Wednesday, September 10, 2014

Mig før dig - Jojo Moyes


























  • Engelsk
  • 6.-9. september
  • 521 sider
  • Originaltitel: Me Before You

Jeg græd ikke - som "lovet" i andre anmeldelser; blandt andet i Politikens anmeldelse. Jeg synes faktisk slet ikke, at den var god - udover den åbenlyse letlæsnings-chicklit-faktor; men det er jo stort set alt, som jeg ser som en hån mod litteraturen som kunstart.

Den skal selvfølgelig filmatiseres, og det skal nok blive en sjappet Hollywood-affære, som kan trække en del tøser til. Men derudover er det jo en overfladisk ligegyldig bog.

Den unge Lou - Louisa - kommer fra et rigtigt engelsk arbejderhjem, hvor hun som 26-årig bor hjemme sammen med forældrene, bedstefaderen og lillesøsteren og hendes barn. En familie, hvor alle må hjælpe til med at skrabe penge sammen til udgifterne - men også til at hjælpe Katrina, lillesøsteren, som alle anser for at være langt bedre begavet end Lou.

Lou har en kæreste; det er hverken passioneret eller stærkt - blot en fornødenhed, så hun med tiden kan få samme liv som moderen ... med vasketøj, rengøring og børnepasning. Ingen ambitioner her!

Og Will er alt det modsatte. Den smarte City-fyr, der rejser jorden rundt for at springe i faldskærm, bo på dyre hoteller med sine smukke kærester. En karrierefyr med krudt i. Indtil han bliver kørt ned af en motorcykel og havner i kørestol lammet fra halsen og ned.

Begge hovedpersoner er desværre så karikerede, at man græmmes. 

De to mødes, og så kan man forvente en rigtig usandsynlig kærlighedshistorie - hvilket jo ville være lidt for meget selv for en Kleenex-læser; ikke virilt nok. Men Lou opdager, at hun kun er ansat på en 6-måneders kontrakt fordi Will har lovet sin familie den tid inden han vil tage til Schweiz for at begå assisteret selvmord. 

Der er selvfølgelig ingen anden mulig slutning end denne; men inden vi når til den forløsning, skal vi igennem en krydsning af Pygmalion, Pretty Woman og den franske succesfilm De urørlige fra 2011.

Faktisk kunne man have forfatteren mistænkt for at få ideen til denne kvalmende kærlighedskomedie efter at have set netop dette mesterværk - men indkorporere kærlighedshistorien og derved ødelægge plottet. Lou forelsker sig i Will; han giver hende mod på at udfordre sin verden og ikke tage tingene for givet - og så holder han fast i sit dødsønske. Vi når lige den sidste cliffhanger, hvor de skilles som uvenner - og genforenes på hans dødsleje.

Stilen er skiftende fra komisk til påtaget storladet - men det er og forbliver en total kliché; og man kan kun grue for filmversionen. Man kan selvfølgelig græde af lettelse over at nå enden!

Saturday, September 6, 2014

Stieg og mig - Eva Gabrielsson



























  • Engelsk
  • 4.-5. september
  • 211 sider
  • Originaltitel: Stieg & Me

Historien om Millenimum-trilogiens forfatters død er jo ganske almindeligt kendt; og til dels også det efterfølgende familiære drama omkring hans arv. Da Stieg Larsson døde, var manuskripterne blot afleveret, og der var aftalt en forskudsløn på lidt over en halv million svenske kroner. Men bøgerne nåede ikke at udkomme inden forfatteren faldt om af et hjertetilfælde den 9. november 2004.

Eva Gabrielsson levede sammen med Stieg Larsson i knap tredive år; de mødte hinanden som purunge og fandt en fælles interesse i politikken og ikke mindst antiracistiske og fredsbevarende bevægelser. Det var 1970'erne med krig og kommunisme - der var rigeligt med gode sager at stille sig på barrikaderne for. Men de fortsatte op gennem 1980'erne og 1990'erne - og de var begge højt på listen over samfundsfjender hos visse højreekstremistiske bevægelser i Sverige.

Det Sverige, som vi altid har betragtet som så utroligt fredeligt med deres krigsneutralitet - men også en drøm, der brast i februar 1986, da Olof Palme blev skudt ned på åben gade i Stockholm. Den sag afslørede allerede visse brister i det svenske Säpo-system, og i Millenium-trilogien beskriver Stieg Larsson i dybde de dystre sider af det svenske samfund. Som Eva Gabrielsson beskriver i bogen, er det ikke opfundet fra fri fantasi - mange af de kriminelle elementer er baseret på reelle mord og hændelser, som han kom i kontakt med i sine mange år som journalist - eller ganske enkelt via de svenske offentlige arkiver, som afslører stort set alt.

Af samme årsag - og på grund af sikkerhedsfaren - holdt de deres forhold relativt privat, og valgte ikke at gifte sig; hvilket skulle vise sig at være fatalt for Eva Gabrielsson, da hun pludselig stod alene som 'enke' efter 32 års samliv men uden børm og uden papirer.

Det er jo ikke en unik situation, men nu var der potentielt mange penge på vej, og ikke mindst ville Eva beskytte immaterialretten efter Stieg Larssons arv; især da hun så, at der var filmatiseringer og deslignende på vej. Alt sammen ikke i hans ånd. 

Stieg Larsson havde ganske lidt kontakt med sin familie - og nærmest ingen med sin halvbror; det fik de hurtigt fordrejet efter hans død - og det er jo ligefrem smagløst, da denne foreslår hende at gifte sig pro forma med faderen, så det juridiske er på plads og hun får sin del af kagen.

Der er ingen tvivl om, at Eva Gabrielsson er bitter. Derfor ved jeg heller ikke, om man skal tro alt, når hun påstår at have været medskribent på trilogien og ville kunne fortsætte den. Det er jo svært når den ene part i argumentet mangler. Men det er samtidig helt tydeligt, at det ikke er pengene hun er ude efter - men at beskytte hans eftermæle og forhindre, at han ender som merchandise-offer. Selvfølgelig ville hun også sikre sig selv nok til ikke at blive smidt ud af deres fælles lejlighed - hvilket er toppen af absurditeten. Det er skræmmende så lidt juridisk opbakning, der er til efterladte i hendes situation. 

Bogen gennemgår udover hendes kamp også en del referencer til steder og hændelser, som Stieg Larsson brugte til at skabe sine personer og sine romaner - man får næsten lyst til at læse dem igen med nye øjne. Men man skal dog tage højde for hendes bitterhed, vil jeg mene.

Thursday, September 4, 2014

Eremitten - Thomas Rydahl

























  • Dansk
  • 31. august - 3. september
  • 519 sider
  • Anmeldereksemplar - UDKOMMER DEN 26. SEPTEMBER 2014

Da jeg fik tilbudt et anmeldereksemplar af denne nye danske spændingsroman, takkede jeg selvfølgelig ja tak. Det er altid med lidt kilden i maven - for hvis man virkelig ikke kan lide det, er det jo barsk at skulle nedfælde det på 'papir'.  Men jeg tænkte, at beskrivelsen lød spændende - og det var jo ikke en svensk femi-krimi. Snarere en anti-helt - og dem kan man jo godt lide. 

Faktisk blev jeg selv lidt eremit i de dage, da jeg var fanget af historien om den pudsige Erhard.

Erhard er en næsten 70-årig dansker, der af ukendte årsager lever på Fuerteventura - en af de Kanariske Øer. Man fornemmer dog, at hans ene manglende finger - ringfingeren - har noget at gøre med den kone og de børn, der er tilbage i Danmark, og som han sender en del af sin magre løn til. Lønnen får han ved at køre taxa, og til tider stemme klaver for øens mere velhavende beboere. Venner har han ikke mange af - mest ser han Raul og Beatriz, som er mange år yngre end ham - men gode drukkammerater. Han bor i et faldefærdigt skur langt uden for byen, hvor der er langt til alting, alt af ingenting - og selskabet begrænser sig til de to geder, Laurel og Hardy. En ensom og lidt sørgelig tilværelse, som har skaffet ham tilnavnet Eremitten eller extranjero - den fremmede. Men også en ganske anonym tilværelse, hvor han passer sig selv, klarer sig med lidt og egentlig bare savner lidt kærlighed i sit liv.

Men pludselig bliver Erhard hvirvlet ind i flere mystiske hændelser, som starter med rigmanden Bill Hajis trafikulykke natten efter nytårsaften. Erhard finder ham og han kan ikke lade være med at samle den afrevne finger op; og i de næste dage morer han sig med at klistre den på hans egen tomme plads. Måske får han med fingeren med vielsesringen en fornemmelse af det liv, han levede inden han måtte eller valgte at forlade Danmark og familien?

Bill Haji er blot det første skridt - så er der luderen, Alina, som han kommer til at holde fanget hos sig selv - indtil det går galt. Han kommer til at fortælle det i en brandert til vennerne - en aften de er nede på stranden for at se på lyn, og tumler midt ind i mysteriet om bilen, der holder på stranden med et dødt udsultet spædbarn i en kasse på bagsædet. Så forsvinder Raul, og Beatriz ligger komatøs hen i lejligheden - og det hele er på få dage vendt til en så kaotisk verden, at han slet ikke kan overskue det.

Erhard har en tendens til hver gang at tage den forkerte beslutning. Politiet er ikke interesseret i en grim sag om barnemord, som er skadeligt for den dalende turisme. Men Erhards stædighed vil ganske ikke lade sagen ligge, på trods af, at han mangler ressourcer på alle tænkelige måder. Han har absolut ingen forudsætninger som politidetektiv eller sygeplejer for Beatriz; men han har det så uendeligt skidt med uretfærdighed - og et dødt spædbarn er uretfærdigt.

Derfor bliver han en sjov form for antihelt, som man som læser knytter sig til med en blanding af skepsis og medlidenhed - men også en form for beundring over hans viljekraft og metoder. Han aner, at han er oppe mod kræfter, som nok var bedst at lade være - men det ender heldigvis ikke som en krimi med enorme mængder rå vold. I stedet nusser han lidt rundt og stikker sin næse ned mange forskellige steder, og byens beboere begynder at omtale hans personlige detektivarbejde. Politiet begynder at lægge mærke til ham og forbinde ham til de forskellige hændelser. Erhard selv mener at vide, hvem skurkene er - og hvordan et dødt spædbarn kan have forbindelse til forsikringssvindel med skibslast; men overraskelsen venter til stort set sidste side før alle brikker falder på plads.

Der var et par småfejl, som jo altid er irriterende - som da han på en bar har brokket sig over den alt for søde cocktail ... men ved sit andet besøg tilsætter en ekstra pose sukker "og det hjælper". Der er et par korrekturlæsningsfejl, men det er der i alle bøger.

En flot debutroman i mine øjne, som ikke er meget for det alt for voldelige - man lever sig dejligt med i Erhards eventyr.