Analfabeten, der kunne regne - Jonas Jonasson

• Dansk
• 12.-14. september
• 381 sider

Jonas Jonasson fik jo nærmest instant fame  med sin pudsige roman om den hundredårige, der kravlede ud af vinduet fra plejehjemmet og på eventyr, Et eventyr, der bragte ham på litterært besøg hos mange mennesker på alverdens sprog og senere til det store hvide lærred.

Det kan være næsten umuligt at leve op til en sådan bestseller, og det er faktisk også lidt mærkbart i Jonassons anden roman. 

Vi starter i Soweto - i den værste slum Sydafrika kan byde på ... i apartheidtider. Her tømmer den unge pige Nombeka latriner efter at være blevet forældreløs i en ung alder. Men finde sig i hvad som helst vil hun dog ikke - selv som sort nederst på rangstigen. Så hun tager en dag sine diamanter, som hun har "fået" af en eventyrløgner, og vil ud i verden. Den verden stopper, da hun bliver kørt over af en hvid mand og for at betale for den bule, hun har lavet i hans bil, må arbejde for ham i syv år.

De bliver til mange flere; for nu er hun havnet midt i det storpolitiske spil mellem Sydafrika og Israel, og deres handel med atombomber, Sydafrika og den fordrukne ingeniør, der 'ejer' Nombeko kommer nemlig til at producere en for mange - og overproduktion af atombomber er ikke altid af det gode.

Hun ender på finurlig vis i Sverige, hvor hun ender sammen med tvillingerne Holger og Holger, som dækker hele spektret af politiske synspunkter fra den yderste kongetro væbner til den kommunistiske republikaner. De er samtidig på den ene side lynende intelligent og tilsvarende tåbelig - og så eksisterer kun den ene af dem officielt.

Sammen med et par kinesere, som ved et tilfælde kom med i kassen med atombomben, kommer de nu til at udgøre en lille 'familie'; hvor den ene del vil destruere bomben, og den anden del bruge den til at destruere kongen. Det står på i temmelig mange år og de må igennem grueligt mange forviklinger - ganske som i den forrige roman,

Men jeg synes, at der er mindre personlighed i disse aktører; der hoppes alt for meget rundt i et forsøg på at lave falde-på-halen-komedie konstant; det bliver faktisk lidt trættende.

Det ender selvfølgelig lykkeligt - efter at vi endnu engang har stiftet bekendtskab med en del af verdenshistoriens direkte magthavere. Men jeg var nu lidt lettet ved slutningen også - det var en genial og nytænkende genre ved den første roman. Nu er faren jo ikke at hænge fast; og det var der desværre allerede en snert af i denne.