Saturday, February 28, 2009

Juste un peu flou - Robert Capa


  • French
  • February 28
  • 303 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som beskrevet, da jeg besøgte udstillingen med hans fotos for et par uger siden, så er jeg dybt fascineret af Capa. Jeg er fascineret af den slags mennesker - som ufortrødent drager ud i fare, fordi de ikke kan lade være. Drevet til en vis grad af deres lyst til at dokumentere for omverdenen og eftertiden - men i Capas tilfælde, er jeg sikker på, lige så meget fordi han elskede faren ved det.

Han levede altid lige på kanten; på kanten af loven uden papirer i USA og stemplet som mulig fascistisk eller kommunistisk fjende af landet. Under sine reportager under den Spanske Borgerkrig og den 2. Verdenskrig - tit uden de korrekte papirer og nogle gange tilsyneladende totalt upåvirket af den fare, han udsætter sig selv for. Den fare, som endte med at blive hans død i Indokina.

Jeg har læst en biografi af ham - men aldrig hans egne tekster, der som i denne bog, ledsager hans billeder fra 2. Verdenskrig fra Algeriet til Italien til Frankrig til Belgien og til Tyskland i de sidste skæbnesvangre dage.

Der er vist ingen tvivl om, at han var det man i dag ville kalde en 'bad boy' - en charmør, en livsnyder... hans krig er også historien om rigtig meget whisky - druknætter og sindssyge planer udført med Hemingway i obskure gemmesteder i Frankrig. Eller da de som en selvfølge indlogerer sig på Ritz efter Paris' befrielse i august 1944 - og drikker sig fra sans og samling. Hans krigsudstyr indeholdt altid en lommelærke - og kameraerne selvfølgelig.

Han fortæller rigtig mange røverhistorier - man forfaldes til at spørge sig selv, om der er pyntet på noget af det. Samtidig virker det absolut plausibelt - han viser også lidt af sin sårbarhed, da den kvinde han falder for i London ender med at ville gifte sig med hans ven. Men på den anden side set er han ikke typen, der slår sig til ro og stifter familie. Det var samme problem, der i slutningen af 1940'erne gjorde en ende på hans forhold til Ingrid Bergman.

Hans fortællinger giver et for mig helt ukendt indblik i hvordan det foregik for krigsreportere dengang - og tilsat hans lille krydderi af den der fandenivoldske Clark Gable-farlighed, så kan jeg forestille mig, at han har været lidt af et bekendtskab!

Samtidig var han også en stor fotograf - hans billeder fra D-day er historiske; selvom kun et fåtal af dem overlevede efter, at en ung fremkalderassistent i sin iver for at få dem i pressen overeksponerede dem - og ødelage stort set samtlige billeder. De otte, der er tilbage, er meget rystede - som man dengang i pressen tilskrev Capa's angst, da han gik i land på Omaha Beach. Noget han tilsyneladende tog med ophøjet ro - han var en sigøjner i sjælen, der skulle opleve og have fare i sit liv. At bekymre sig om ære, hæder og penge var ham vist noget mere ligegyldigt - og alligevel blev han nok århundredets største krigsfotograf.

------------------------------------------------------------------------

Je suis fascinée par des personnages comme Capa - qui visiblement vivent avec une recherche constante du danger. C'est un âme errant qui se préoccupait peu de l'estime, l'argent et l'honneur. Je pense qu'il était poussé par l'envie de montrer la guerre aux autres - mais il était tout aussi poussé par cette nécessité de vivre au bord du danger sans cesse.

Souvent il n'avait pas ses papiers en ordre; il n'était pas riche - il n'a pas l'air de vraiment estimer le danger - ce danger qui fût sa mort en Indochine à à peine 40 ans. Il vivait à toute allure - et ses compagnons de guerre étaient les bouteilles de whisky, les jolies femmes et des soirées mémorable avec entre autre John Steinbeck et Ernest Hemingway.

Il montre un soupçon de sensibilité lors de son histoire anoureuse avec un ejeune anglaise - mais l'envie de partir en guerre prend toujours le dessus. Au fond ce n'est pas un homme qui s'installe calmement et reste en place. C'était sans doute un homme dangéreux - un charmeur, un beau parleur, un séducteur - dans la lignée de Clark Gable et d'autres de son époque. Sa photo le montre clairement je trouve.

Il raconte des belles histoires dans ce livre, qui accompagne ses photos de ses propres mots. Sans doute les a-t-il embellis un peu - mais on sent aussi cette envie d'être devant... le premier... autant pour le danger que pour l'aspect de la nouveauté il me semble. Il est loin d'être insensible à ce qu'il voit - mais en tant que reporter il ne peut pas se permettre de se laisser abattre par chaque soldat mort qu'il photographie. Il témoiogne - et il survit!

Il prit les photos les plus connues du débarquement en Normandie - mais seule une petite dizaine de plus de 100 photos resteront. Un jeune apprenti pressé de faire paraitre les photos dans la presse, fait des erreurs de traitement, et les photos sont détruites. Les restantes sont floues et l'agence dit que c'est la "faute" de Capa trop ému par le moment et la peur. Il ne semble même pas réagir à cette insulte? Puisque ce n'est pas là le plus important pour lui - la réconnaissance... et pourtant il fût le plus grand reporter de guerre du XXème siècle!

Friday, February 27, 2009

Hvis dette er et menneske - Primo Levi


  • French
  • February 25-27
  • 315 pages
  • Originaltitel: Si c'est un homme
Mere end ét sted har jeg læst som i ovenstående danske anmeldelse, at hvis man skal læse blot én bog om Holocaust, som den blev oplevet indefra KZ-lejren - så er det denne! Jeg kunne ikke være mere enig - men det er en meget barsk oplevelse.
Primo Levi er italiener, han er jøde og var i 1944 som ung mand på 24 år engageret i modstandsbevægelsen. De bliver sat i en fælde - angivet; og Primo ankommer til Monowitz i januar 1944. Monowitz er en del af det omfattende kompleks, som Auschwitz udgør i det nuværende Polen. Han ankommer sammen med 650 andre italienske jøder i et godstog - heraf overlever kun en håndfuld.
Levi's bog er ikke en historisk videnskabelig gennemgang af de rædsler Auschwitz var - det er hans personlige oplevelse inde bag murene. Det er fortællingen om livet uden liv, hvor man reduceres til et nummer og fratages sine sidste menneskelighed, selvrespekt og værdighed. Der er passager, som er så ubærlige at læse fordi man kan associere billeder, som set i dokumentarer, på muséer og i film.
Ikke mindst La vita é bella springer unægteligt frem i bevidstheden - selvom Levi's bog udelukkende beskriver rædslerne og gruen. Men Levi får en ven, Alberto, i lejren - en anden italiener, som er ukuelig optimist igennem det hele. Han finder på alle mulige måder at opfinde, producere, stjæle - så de kan bytte sig til mere mad... brød og suppe. Jeg er overbevist om, at Benigni må have læst Levi og muligvis have fået inspiration til sin karakter fra Alberto.
Levi beskriver dagligdagen, som den formede sig - problemerne med at skaffe tøj, sko, mad, overleve vinterkulden, komme helskindet igennem 'udvælgelserne', når der skulle skaffes pladser til nyankomne til lejren ved at gasse de svageste led. Han beskriver problemerne med at sove - og den skrækkelige slutning, hvor tyskerne forlader lejren og sender fangerne ud på den sidste udmattende march, hvor et horribelt antal fanger døde - på trods af, at russerne var tæt på at komme frem. Alberto dør på denne march - men Primo måtte blive i lejren, da han lå indlagt med skarlagensfeber. Således overladt til deres skæbne driver de syge og udmattede rundt i den forladte lejr og ribber den for at skaffe mad og brænde - mens de venter.
Men - han beskriver ikke alting. Han beskriver ikke gaskamrene. Han snakker ikke meget om sin længsel til og tanker på familien derhjemme. Hans overlevering er meget dyrisk - som hans overlevelsesinstinkt var det. Han beskriver også udelukkende det, han selv har oplevet - og han kommer ikke ind på tiden før eller efter, eller ting, der ikke foregår i hans verden.
I et efterskrift i bogen, som er tilføjet af Levi i 1976, besvarer han nogle af de spørgsmål, han hyppigst er blevet stillet - og han understreger, at han udelukkende skrev tingene ud fra det lille perspektiv han havde. Han hørte rygter om gaskamrene, men lige så vel som mange andre uden for lejrene ikke troede på de historier, så har han jo heller ikke set dem. Han har set venner forsvinde - men han har ikke selv sat sine ben der.
I mine øjne er der masser af andre værker, der anskueliggør den del af historien - men jeg har aldrig læst en førstehåndsberetning på denne måde, som beskriver både det 'praktiske' aspekt af livet i lejren, men også den indvirkning det har på den menneskelige sjæl.
Levi har skrevet andre bøger senere - men han var ikke forfatter inden krigen. Hans bøger omhandler alle Holocaust - og han led i perioder af voldsomme depressioner. Han begik selvmord i 1987 - nogle mener, at det ikke var overlagt selvmord. Men måske kunne han ikke længere leve med de sår i sjælen?

Tuesday, February 24, 2009

Døden i festdragt - Henning Rovsing Olsen


  • Danish
  • February 22-23
  • 280 pages
  • Titre français: Pas traduit

Der er jo ikke meget nyt under solen, hvad angår Caroline Mathilde og Struensee's påståede elskovsaffære - men alligevel behandler denne bog det fra en lidt anderledes vinkel. Som udgangspunkt er dette ikke Struensee's biografi - ej eller Caroline Mathilde's. Jeg har i øvrigt læst rigeligt af begge dele - og derfor var det en anden vinkel på historien, der interesserede mig.

Det er en skønlitterær biografi - men én af den slags, som trods alt indeholder visse historiske kildeantegnelser. Hovedpersonen er den unge danske adelsmand, Enevold Brandt, som allerede som 17-årig blev tilknyttet hoffet efter endt juraeksamen. Han kommer rtet hurtigt ind i inderkredsen omkring den gale konge, Christian den 7. Denne synes at kunne lide den unge adelsmand på trods af sit mildest talt svingende humør og temperament.

I sine unge år på Sorø Akademi har Brandt dog stiftet bekendtskab med de idéer, som blandt andet Voltaire sendte i en strømning op imod enevældets Danmark. Det var i den tid, hvor den franske revolution allerede ulmede i baggrunden - men også i Danmark var der kræfter, der ville slaveriet, hoveriet og urimelige straffelove til livs.

Brandt møder en ligesindet i Struensee - de deler ideologier; men hvor Struensee ikke kan måle effekten af sine egne handlinger (og det had og mistro det medfører i hoffets kredse), så forsøger Brandt faktisk at bremse Struensee, og minde ham om, at deres type af revolution skal ske stille og roligt. De styrer enevældigt kongens hånd til underskrifter - men de har også deres interne kontroverser om magtfordelingen de to imellem. Brandt vil helst være ansvarlig for fornøjelserne, kunsten og hoffets morskabsbudget - men Struensee vil ikke lade ham sidde alene i den position.

Deres eventyr blev som bekendt kort - blot 1½ år ved hoffet før de endte på Kastellet inden den sidste køretur til fælledens skafot. Selvom den overordnede historie selvfølgelig er kendt - såkendte jeg personligt ikke Brandts biografi; ligesom bogen også bringer en ret detaljeret beskrivelse af selve anholdelsen i januar 1772. Primært sætter bogen dog spørgsmåltegn ved om Struensee og Caroline Mathilde var elskende - Brandt siger i fængslet, at de ikke var. Han overgiver et brev til sin sidste sjælesørger - men pudsigt nok forsvinder det i undersøgelseskommissionens arkiver. Nogle skulle retfærdiggøre enkedronningens og Guldbergs statskup - bogen hævder, at det var rent justitsmord?

Endelig lærte jeg dog også, at det er Struensee, der står bag loven om indførelse af husnumre - se det er da der sikkert mange postbude, der i dag er ham taknemmelige for!

Saturday, February 21, 2009

Lignes de faille - Nancy Huston



Denne bog har stået i reolen siden november 2006, da den lige var udkommet - og alligevel er den gledet ud af hænderne på mig indtil flere gange. Indtil jeg forleden morgen tog den med i sporvognen. Den er simpelthen fængende - usædvanlig og meget stærk.
Fire dele; fire 6-årige børns stemmer; fire krige omgiver dem; fire præsidenter eller politiske leder sætter præg på deres verden - og fire generationer. Bogen foregår i løbet af relativt korte perioder i henholdsvis 2004, 1982, 1962 og 1944-45 og fortælles af Erra/Kristina (oldemoderen), Sadie (mormoderen), Randall (faderen) og Sol (sønnen/barnebarnet/oldebarnet).
Sol er et ulideligt barn - overbeskyttet, anorektisk og racistisk. Han bruger sin fritid på Google, hvor han søger efter billeder af lemlæstede irakiske soldater. Hans forældre opdrager ham protestantisk - som et kompromis mellem forældrenes forskellige tro som jøde og katolik. Han ser op til sin far - irriteres over sin farmor, Sadie, og kan faktisk godt lide sin oldemor, Erra. Hele familien samles til sidst for at få lagt låg på den familiehemmelighed, som har mærket samtlige fire generationer og deres forhold til familie og partnere.
Randall's barndom er ret lykkelig - han er et sundt barn, han er meget sammen med sin far; da moderen bruger sit liv på at forske i Erra's og mange andre børns skæbner under 2. verdenskrig. De bosætter sig i en periode i Israel, hvor kimen til hans søns senere racisme muligvis bliver lagt, da han som barn konfronteres med konflikten mellem jøder og palæstinensere.
Sadie vokser op hos sine bedsteforældre - mens moderen farter USA rundt som en berømt sangerinde i bedste 60-'er hippiestil. Hun drømmer kun om en stabil familie og at være sammen med moderen. Dette lykkes endelig, da moderen gifter sig med en jødisk mand, som indvier Sadie i religionens mysterier. Men lykken varer kun til den dag fortiden indhenter moderen - og forandrer Sadie's liv og dermed de efterfølgende generationers.
Erra, som hed Kristina som barn, voksede op i Tyskland under krigen i det, hun troede var hendes familie. Indtil først 'søsteren' afslører hemmeligheden for hende - og dernæst ankommer Johann/Janek... en ny storebror som en gave fra Hitler. Efter krigen bliver de fjernet fra familien og siden skilt fra hinanden.
Bogens slutning er samtidig begyndelsen - eller forklaringen på de mange ting, som aldrig er blevet sagt igennem fire generationer. Den skrives nemlig baglæns - som ovenfor. Det giver et meget specielt perspektiv i bogen - der er objekter (en bamse, en dukke, en sang, en vittighed), som man opdager er nedarvet. Som vi selv i dag kan gentage ting, vores forældre lærte os - men som de havde lært af deres forældre. Man fristes til at læse den forfra hele tiden - for at læse de første sider med de senere siders viden.
Det er utrolig flot gjort - og meget usædvanligt; ligesom perspektiverne fra de 6-årige børn er usædvanlig. Selvom de lever i vidt forskellige perioder, og i vidt forskellige familier og miljøer - så er der noget universelt ved at sidestille barndomme... for børn af den samme familie.
Den blev slugt råt - og jeg skal absolut have fat i nogle flere af hendes bøger, hvoraf i hvert én anden er udgivet på dansk - 'Tolv gæster'.

Thursday, February 19, 2009

Syngué sabour - Atiq Rahimi


  • French
  • February 18
  • 155 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat - men det kommer!

I den persiske mytologi er Syngué sabour en 'tålmodighedens sten' - en magisk sten man placerer foran sig, mens man fortæller om sine sorger, problemer, angst, smerter... man læsser sine inderste tanker over på den sten; alt det, man ikke tør fortælle et andet menneske, fordi det er for privat eller smertefuldt. Stenen er som en svamp, der suger hvert ord til sig - og en skønne dag eksploderer den - og man er befriet for alt det, man gemte inde i sig.

Historien her foregår sandsynligvis i Afghanistan - i et hus, i det samme rum - og det er til tider nærmest skrevet som et teaterstykke. I rummet ligger en såret mand på en madras på gulvet. Han er talibankriger og har fået en kugle i nakken - nu ligger han lammet uden at kunne tale.

Hans kone våger over ham; i starten gør hun som mollah'en har beordret hende til - 99 bønner om dagen i 99 dage, hvor hun reciterer fra Koranen for at helbrede sin mand. Men en dag beslutter hun, at det nok ikke er det, der vil hjælpe ham.

Hun begynder at tale til ham - denne undertrykte kvinde, som ikke havde retten til at ytre sig, mens manden var rask. Han bliver hendes Syngué sabour, hvor hun læsser sine tanker af... indrømmelser om deres liv som ægtefolk i et samfund, hvor der er uhørt, at en mand kan være steril - det er kvindens rolle at sørge for, at manden har lyst til at beholde hende.

Kvindens værdi består udelukkende af hendes evne til at reproducere. Der har ingen ømhed været imellem dem, og hun udnytter, at hun nu kan kysse hans mund uden at han kan protestere!

Sproget er absolut ikke avanceret - og til tider skrives den i bitte små brudstykker, som en regissør ville beskrive en kulisse, hvor kvinden træder ind og ud. Men det er et stærkt indblik i det had-kærlighedsforhold en kvinde kan have til sin mand.

Bogen har netop vundet den franske Goncourt-pris - nogle mener ufortjent, og udelukkende på grund af den bølge af mellemøstlig litteratur, der har været fremme i de senere år. Men Goncourt-prisen er altid omgivet af kontroverser! Denne roman er endnu ikke oversat til dansk - men det er én af hans tidligere romaner, og mon ikke denne også kommer?

-----------------------------------------------------------------------

La pierre de patience est une pierre magique et symbolique dans la mythologie perse. Pour se délivrer de tous ses problèmes - tout ce qu'on n'ose raconter à un autre être vivant on le raconte à cette pierre posée devant soi. On deverse tout - et la pierre absorbe telle une éponge jusqu'au moment où eller explose. Alors - on est délivré...

Les coulisses de ce petit roman se trouvent quelque part dans un pays musulman en guerre civile - l'auteur est afghan... et il y a des talibans. Dans une pièce qu'on imagine pauvre, vide de meubles et avec de la peinture en écailles sur les murs, reste un homme par terre sur un matelas. Il est blessé par une balle dans la nuque et ne peut ni bouger, ni parler.

La pièce est comme une scène de théâtre - d'où rentre et sort sa femme. Elle récite les versets du Coran - comme l'a ordonné le Mollah. 99 versets par jour pendant 99 jours - pour guérir son mari. Mais un jour elle décide que cela suffit. Que la guérison dépendra du Dieu et non d'elle.

Par contre elle commence à lui parler - elle n'a jamais eu le droit, l'occasion de s'exprimer. Elle n'a jamais eu le droit de le toucher, de le caresser, de l'embrasser - elle en profite den son état pour lui exprimer ses pensées et ses sentiments. Il devient sa Syngué sabour.

Elle raconte la vie d'une femme cachée dont le seul but est de procréer. Comment un homme ne peut être stérile - c'est forcément la femme. Et une femme doit tout faire pour que l'homme décide de la garder. Elle a donc fait ses choix et a commis des actes pour survivre - comme elle le fera encore en veillant sur cet homme malade... une femme seule dans une maison par de temps de guerre.

Le langage est assez simple - c'est coupé en plein de petits morceaux comme un manuscrit de film presque. On aurait peut-être aimé une histoire plus longue, qui creuse plus dans les détails de cette vie de femme - mais ça a été fait dans d'autres livres ces dernières années. Ici c'est presque comme un conte - un conte pas beau!

Wednesday, February 18, 2009

Le maître des âmes - Irène Némirovsky


  • French
  • February 14-17
  • 281 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Irène Némirovsky er et interessant 'bekendtskab' - hendes skæbne er langt fra banal; selvom der eksisterer flere af den slags historier. Født i Rusland i 1903 ud af jødisk familie fra Ukraine, flygter hun med sin familie til Frankrig efter den russiske revolution. Hendes familie er rige bankfolk og hendes liv i Paris er et liv i luksus - hun studerer på Sorbonne, og udgiver sin første novelle som 18-årig. I 1926 udgiver hun sin første roman og i starten af 1930'erne flere andre romaner, som opnår anerkendelse og allerede i 1930 bliver én af hendes romaner, David Golder, filmatiseret.

I 1935 ansøger hun om at opnå fransk statsborgerskab - men får afslag. I 1939 konverterer hun til katolicismen på trods af sit ægteskab med en anden russisk jødisk emigrant. Hun udgiver i flere franske magasiner - hvoraf det ene afbryder alt samarbejde med hende, da loven om jøders status bliver offentliggjort i 1940. Til gengæld skriver hun stadig under pseudonym i et andet tidsblad, som er åbenlyst anti-semitisk - hvilket afføder en del kritik fra jødiske miljøer i Paris.

I 1940 starter hun skrivningen af en serie, som skulle være på fem romaner - Storm i juni - som omhandler besættelsen i Frankrig. Hun når at skrive de to første dele, inden hun i 1942 bliver deporteret og dør i Auschwitz umiddelbart efter. Hendes små døtre havde manuskriptet - men det bliver først udgivet i Frankrig i 2004, hvor det opnår en pris og genopliver hendes andre tidligere romaner.
Denne roman fortæller historien om den unge fattige læge Dario Asfar, som er flygtet fra Krim med sin unge kone. Han forsøger at få en karriere i gang i Nice i den svære tid efter krakket i 1929, og hans jødiske sydlandske træk er imod ham fra første færd. Dario er besat af tanken om rigdom - han er mærket af årene som flygtning gennem Europa, hvor han har sultet og endog mistet et barn, de ikke kunne brødføde. I sin desperation udfører han en illegal abort på en ung amerikansk kvinde; men da denne forlader faderen, bliver han øjeblikkeligt afkrævet 'lønnen' af en grisk, uhæderlig kvinde.
For at betale denne gæld, kontakter han Ange Martinelli - en italiensk dørmand på et af byens hoteller. Denne hjælper ham ved at tilkalde ham, når hotellet har syge gæster. Dermed krydser hans skæbne Philippe Wardes. Wardes er en rig forretningsmand - men han drikker og spiller poker, og forfølges af tvangstanker og neuroser. Dario møder hans kone, Sylvia, og selvom han elsker sin undselige kone, så fascineres han sygeligt af denne kvinde, som for ham besidder en ren sjæl - er uselvisk, dydig; men som heller aldrig har måttet kæmpe for noget i livet eller følt sult.

Dario flytter sin familie med til Paris for at være tættere på Sylvia - selvom deres forhold er rent platonisk. Hun hjælper ham ud af endnu en økonomisk krise - men nu har Dario fundet vejen frem. Han slår sig ned som psykoanalyst - hans metoder er afledt af Freud's; men han påstår, at de er hans egne. Derved opnår han rigdom - men han er stadig foragtet af det bedre borgerskab.

Dario besidder samtlige kapitalsynder (pånær dovenskaben) - han er parat til alt for at sikre sin familie og sin søn. Men han kan ikke længere skelne mellem ret og forkert; og han ender med at støde Sylvia fra sig; blive uvenner med sin søn. Kun hans kone forsvarer ham til den dag hun dør. Hans livs idealer var Sylvia og hendes moral - men han ender med at sælge sin egen sjæl. Han kalder sig Master of Souls overfor sine patienter - Wardes kalder ham 'sjælens slagter'; men hans værste fjende er hans egen gerrighed og misundelse.

Sprogmæssigt er den relativ enkel at gå til - som mange af den periodes romaner; dens styrke ligger i de fundamentale klassiske allegorier. Samtidig er den problematisk i den forstand, at den fremstiller de værste personlighedstræk overhovedet i denne jødiske person - publiceret i et anti-semitisk tidsskrift af en jødisk forfatter, som har konverteret... hvilket naturligt nok skabte en del vrede og tvivl om Némirovsky's egen sympati.

Jeg glæder mig til at læse Storm i juni nu!

-----------------------------------------------------------------------

La vie et le destin d'Irène Némirovksy est largement connus depuis la publication de 'Suite française' je pense - mais néanmoins c'est un destin tragique et surprenant. Ce roman est un autre qui est paru posthume.

Le personnage principal du roman est le médecin juif émigré, Dario Asfar. Il est arrivé à Nice avec sa jeune femme et là elle donne naissance à leur fils Daniel. Ils sont pauvres et ils ont connus la faim et tous les misères - ils ont déjà perdu un enfant qu'ils ne pouvaient nourrir. Dans son deséspoir Dario accepte d'executer un avortement illégal sur une jeune américaine qui est en couple avec le fils de sa propriétaire. Celle-ci lui paie une grosse somme pour règler ses dettes - mais elle réclame l'argent en retour aussitôt la jeune femme quitte son fils.

Dario n'a plus cet argent et il cherche de l'aide auprès d'Ange Martinelli - un vieil italien maître d'hôtel dans la ville. Martinellei cherche à l'aider en l'appelant pour des malades logeant à l'hôtel et c'est ainsi qu'il fait la connaissance de Philippe Wardes. Wardes est un riche industriel - mais aussi un homme troublé. Il boit, il joue aux cartes et il trompe sa femme, Sylvia, qui reste seule dans la grande villa avec leur fille. Il souffre des peurs et des neuroses terribles. Dario tombe sous le charme de Sylvia - leur rélation est purement platonique; mais il admire cette femme qui pour lui a toutes les vertus et une âme pure.

Quand Sylvia part pour Paris, Dario la suit avec sa petite famille - et les problèmes financiers continuent. Finalement il accepte de l'argent de la main de Sylvia - et peut-être que c'est là qu'il finit par ne plus se respecter soi-même? Toute sa vie il a été jaloux des riches - il a voulu être comme eux, malgré son physique de levantin qui joue contre lui. Finalement il décide de devenir leur "maître des âmes" - en empruntant des méthodes viennoises il fait croire qu'il a découvert une nouvelle méthode de psychanalyse.

Les gens le méprisent toujours autant - mais il devient riche. Il trompe sa femme - et il perd toute notion de valeurs; tout pour obtenir encore plus - et il est avide. Jamais il n'aura assez d'argent et la présence et sa valeur aux yeux des autres deviennent une obsession.

Dario possède à peu près tous les péchés capitaux - sauf la paresse. En le décrivant ainsi, Némirovsky associe inconsciemment (ou pas?) ses traits physiques et son charactère à la crainte et la haine grandissantes dans la population française juste avant l'occupation allemande. Il devient l'archétype du juif - orgueilleux, gourmand...

Irène Némirovsky s'est converti au catholicisme en 1939 - est-ce pour échapper au status des juifs? Elle publie 'Le Maître des âmes' dans le magazine Gringoire, qui est ouvertement antisémite. Est-ce qu'elle essaie de dénigrer sa propre race? Ou de se sauver en espérant de passer pour une 'vraie' française? En tout cas elle n'y réussit pas... mais la publication à l'époque créait des tensions et des doutes quant à ses points de vue.

Tuesday, February 10, 2009

Pigen, der legede med ilden - Stieg Larsson


Den har stået på reolen længe - måske fordi 1. bind blev læst på kun en enkelt dag. Det regnede jeg måske også med, at denne ville... og så er jeg bare aldrig rigtig blevet fanget af det hype, der er omkring Stieg Larsson.

Det tog mere end en dag - jeg synes virkelig, at starten var lang og irriterende... de første 200 sider væver man rundt uden at komme nogen veje. Selvfølgelig bliver man fanget i den hektiske stemning, der bygges op igennem bogen - men jeg vil aldrig komme til at se det interessante i udpenslede voldsscener - som fx boksekampen mellem Paolo Roberto, Miriam Wu og 'uhyret' i den nedlagte lagerbygning. Det er en ting, man i en film kan abstrahere fra - men det der tager 20 sekunder på et lærred, strækker sig desværre over flere sider.

Har man sympati med Lisbeth Salander? Jeg synes, at det er lidt svært at forholde sig til... uagtet, at hun har haft en imponerende begivenhedsrig barndom fyldt med svigt fra alt og alle, så opfører hun sig jo stadig (små)kriminelt - man lænser jo ikke ustraffet en konto for flere milliarder. Det er måske det aspekt, der irriterer mig lidt... jeg kan ikke rigtig forholde mig til hende - og slet ikke Blomkvists accept af hende som forbryder.

Jeg er fuldt og fast overbevist om, at jeg ikke skal se filmene - men muligvis læser jeg den sidste roman. Mest fordi den præcis tager tråden op efter denne; i modsætning til bind 1 og 2. Men absolut ikke før den findes i en billig udgave!
------------------------------------------------------------------------

Je l'ai sous la main depuis bien longtemps - et sans trop savoir pourquoi j'hésitais? Peut-être parce que le premier tôme a été dévoré en une seule journée - pas tant pour sa capacité de passionner que par sa facilité de lire - ou tout simplement parce que le virus Millenium ne m'a jamais piqué. Premièrement je ne suis pas une grande fan de polars - mais dans ce genre j'ai alors préféré le norvégien Jo Nesbø.

Comme pour le premier le début m'a semblé long - sans logique et partant dans tous les sens sans sembler mener vers un but précis. En plus il m'a semblé plus long que dans le premier - autant dire que je ne l'ai pas lu en une journée. D'autre part j'ai horreur de scènes de violence décrites dans des livres. Dans un film - sur l'écran - cela peut être fini en 20 sécondes; mais dans un livre ou chaque geste est dépeint à l'infini, j'ai l'impression de vivre ça au ralenti - et à travers plusieurs pages. Ca ne me capture pas du tout - et dans ce livre il y a plusieurs longs moments violents!

Finalement je trouve compliqué de sentir de la compassion pour la petite punk Lisbeth Salander - finalement elle est un hacker; elle a vidé un compte des milliards de couronnes; elle est armée - et elle ne récule peut-être tout juste devant le meurtre... et encore! Cela dépend de qui elle a en face. Donc - difficile à s'identifier avec cette pauvre petite fille qui a tant souffert dans son enfance - de par sa famille et les autorités. Seul bon point étant que tous les mystères sont finalement dévoilé!

Je n'irai pas voir le film du premier tôme qui sort très bientôt - dans quel but??? Je lirai sans doute le dernier tôme - quand il sortira dans une version poche pas trop chèr. Il ne vaut à mes yeux pas le prix du relié!