Denne bog har stået i reolen siden november 2006, da den lige var udkommet - og alligevel er den gledet ud af hænderne på mig indtil flere gange. Indtil jeg forleden morgen tog den med i sporvognen. Den er simpelthen fængende - usædvanlig og meget stærk.
Fire dele; fire 6-årige børns stemmer; fire krige omgiver dem; fire præsidenter eller politiske leder sætter præg på deres verden - og fire generationer. Bogen foregår i løbet af relativt korte perioder i henholdsvis 2004, 1982, 1962 og 1944-45 og fortælles af Erra/Kristina (oldemoderen), Sadie (mormoderen), Randall (faderen) og Sol (sønnen/barnebarnet/oldebarnet).
Sol er et ulideligt barn - overbeskyttet, anorektisk og racistisk. Han bruger sin fritid på Google, hvor han søger efter billeder af lemlæstede irakiske soldater. Hans forældre opdrager ham protestantisk - som et kompromis mellem forældrenes forskellige tro som jøde og katolik. Han ser op til sin far - irriteres over sin farmor, Sadie, og kan faktisk godt lide sin oldemor, Erra. Hele familien samles til sidst for at få lagt låg på den familiehemmelighed, som har mærket samtlige fire generationer og deres forhold til familie og partnere.
Randall's barndom er ret lykkelig - han er et sundt barn, han er meget sammen med sin far; da moderen bruger sit liv på at forske i Erra's og mange andre børns skæbner under 2. verdenskrig. De bosætter sig i en periode i Israel, hvor kimen til hans søns senere racisme muligvis bliver lagt, da han som barn konfronteres med konflikten mellem jøder og palæstinensere.
Sadie vokser op hos sine bedsteforældre - mens moderen farter USA rundt som en berømt sangerinde i bedste 60-'er hippiestil. Hun drømmer kun om en stabil familie og at være sammen med moderen. Dette lykkes endelig, da moderen gifter sig med en jødisk mand, som indvier Sadie i religionens mysterier. Men lykken varer kun til den dag fortiden indhenter moderen - og forandrer Sadie's liv og dermed de efterfølgende generationers.
Erra, som hed Kristina som barn, voksede op i Tyskland under krigen i det, hun troede var hendes familie. Indtil først 'søsteren' afslører hemmeligheden for hende - og dernæst ankommer Johann/Janek... en ny storebror som en gave fra Hitler. Efter krigen bliver de fjernet fra familien og siden skilt fra hinanden.
Bogens slutning er samtidig begyndelsen - eller forklaringen på de mange ting, som aldrig er blevet sagt igennem fire generationer. Den skrives nemlig baglæns - som ovenfor. Det giver et meget specielt perspektiv i bogen - der er objekter (en bamse, en dukke, en sang, en vittighed), som man opdager er nedarvet. Som vi selv i dag kan gentage ting, vores forældre lærte os - men som de havde lært af deres forældre. Man fristes til at læse den forfra hele tiden - for at læse de første sider med de senere siders viden.
Det er utrolig flot gjort - og meget usædvanligt; ligesom perspektiverne fra de 6-årige børn er usædvanlig. Selvom de lever i vidt forskellige perioder, og i vidt forskellige familier og miljøer - så er der noget universelt ved at sidestille barndomme... for børn af den samme familie.
Den blev slugt råt - og jeg skal absolut have fat i nogle flere af hendes bøger, hvoraf i hvert én anden er udgivet på dansk -
'Tolv gæster'.
1 comment:
J'ai beaucoup aimé ce roman (comme la plupart des romans de cet auteur). Comme souvent, Nancy Houston met l'accent sur des événements monstrueux de notre passé.
j'aurais bien aimé lire votre critique.Mais hélas, je ne connais pas le danois !
Post a Comment