Thursday, February 19, 2009

Syngué sabour - Atiq Rahimi


  • French
  • February 18
  • 155 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat - men det kommer!

I den persiske mytologi er Syngué sabour en 'tålmodighedens sten' - en magisk sten man placerer foran sig, mens man fortæller om sine sorger, problemer, angst, smerter... man læsser sine inderste tanker over på den sten; alt det, man ikke tør fortælle et andet menneske, fordi det er for privat eller smertefuldt. Stenen er som en svamp, der suger hvert ord til sig - og en skønne dag eksploderer den - og man er befriet for alt det, man gemte inde i sig.

Historien her foregår sandsynligvis i Afghanistan - i et hus, i det samme rum - og det er til tider nærmest skrevet som et teaterstykke. I rummet ligger en såret mand på en madras på gulvet. Han er talibankriger og har fået en kugle i nakken - nu ligger han lammet uden at kunne tale.

Hans kone våger over ham; i starten gør hun som mollah'en har beordret hende til - 99 bønner om dagen i 99 dage, hvor hun reciterer fra Koranen for at helbrede sin mand. Men en dag beslutter hun, at det nok ikke er det, der vil hjælpe ham.

Hun begynder at tale til ham - denne undertrykte kvinde, som ikke havde retten til at ytre sig, mens manden var rask. Han bliver hendes Syngué sabour, hvor hun læsser sine tanker af... indrømmelser om deres liv som ægtefolk i et samfund, hvor der er uhørt, at en mand kan være steril - det er kvindens rolle at sørge for, at manden har lyst til at beholde hende.

Kvindens værdi består udelukkende af hendes evne til at reproducere. Der har ingen ømhed været imellem dem, og hun udnytter, at hun nu kan kysse hans mund uden at han kan protestere!

Sproget er absolut ikke avanceret - og til tider skrives den i bitte små brudstykker, som en regissør ville beskrive en kulisse, hvor kvinden træder ind og ud. Men det er et stærkt indblik i det had-kærlighedsforhold en kvinde kan have til sin mand.

Bogen har netop vundet den franske Goncourt-pris - nogle mener ufortjent, og udelukkende på grund af den bølge af mellemøstlig litteratur, der har været fremme i de senere år. Men Goncourt-prisen er altid omgivet af kontroverser! Denne roman er endnu ikke oversat til dansk - men det er én af hans tidligere romaner, og mon ikke denne også kommer?

-----------------------------------------------------------------------

La pierre de patience est une pierre magique et symbolique dans la mythologie perse. Pour se délivrer de tous ses problèmes - tout ce qu'on n'ose raconter à un autre être vivant on le raconte à cette pierre posée devant soi. On deverse tout - et la pierre absorbe telle une éponge jusqu'au moment où eller explose. Alors - on est délivré...

Les coulisses de ce petit roman se trouvent quelque part dans un pays musulman en guerre civile - l'auteur est afghan... et il y a des talibans. Dans une pièce qu'on imagine pauvre, vide de meubles et avec de la peinture en écailles sur les murs, reste un homme par terre sur un matelas. Il est blessé par une balle dans la nuque et ne peut ni bouger, ni parler.

La pièce est comme une scène de théâtre - d'où rentre et sort sa femme. Elle récite les versets du Coran - comme l'a ordonné le Mollah. 99 versets par jour pendant 99 jours - pour guérir son mari. Mais un jour elle décide que cela suffit. Que la guérison dépendra du Dieu et non d'elle.

Par contre elle commence à lui parler - elle n'a jamais eu le droit, l'occasion de s'exprimer. Elle n'a jamais eu le droit de le toucher, de le caresser, de l'embrasser - elle en profite den son état pour lui exprimer ses pensées et ses sentiments. Il devient sa Syngué sabour.

Elle raconte la vie d'une femme cachée dont le seul but est de procréer. Comment un homme ne peut être stérile - c'est forcément la femme. Et une femme doit tout faire pour que l'homme décide de la garder. Elle a donc fait ses choix et a commis des actes pour survivre - comme elle le fera encore en veillant sur cet homme malade... une femme seule dans une maison par de temps de guerre.

Le langage est assez simple - c'est coupé en plein de petits morceaux comme un manuscrit de film presque. On aurait peut-être aimé une histoire plus longue, qui creuse plus dans les détails de cette vie de femme - mais ça a été fait dans d'autres livres ces dernières années. Ici c'est presque comme un conte - un conte pas beau!

No comments: