Juste un peu flou - Robert Capa

• French
• February 28
• 303 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Som beskrevet, da jeg besøgte udstillingen med hans fotos for et par uger siden, så er jeg dybt fascineret af Capa. Jeg er fascineret af den slags mennesker - som ufortrødent drager ud i fare, fordi de ikke kan lade være. Drevet til en vis grad af deres lyst til at dokumentere for omverdenen og eftertiden - men i Capas tilfælde, er jeg sikker på, lige så meget fordi han elskede faren ved det.

Han levede altid lige på kanten; på kanten af loven uden papirer i USA og stemplet som mulig fascistisk eller kommunistisk fjende af landet. Under sine reportager under den Spanske Borgerkrig og den 2. Verdenskrig - tit uden de korrekte papirer og nogle gange tilsyneladende totalt upåvirket af den fare, han udsætter sig selv for. Den fare, som endte med at blive hans død i Indokina.

Jeg har læst en biografi af ham - men aldrig hans egne tekster, der som i denne bog, ledsager hans billeder fra 2. Verdenskrig fra Algeriet til Italien til Frankrig til Belgien og til Tyskland i de sidste skæbnesvangre dage.

Der er vist ingen tvivl om, at han var det man i dag ville kalde en 'bad boy' - en charmør, en livsnyder... hans krig er også historien om rigtig meget whisky - druknætter og sindssyge planer udført med Hemingway i obskure gemmesteder i Frankrig. Eller da de som en selvfølge indlogerer sig på Ritz efter Paris' befrielse i august 1944 - og drikker sig fra sans og samling. Hans krigsudstyr indeholdt altid en lommelærke - og kameraerne selvfølgelig.

Han fortæller rigtig mange røverhistorier - man forfaldes til at spørge sig selv, om der er pyntet på noget af det. Samtidig virker det absolut plausibelt - han viser også lidt af sin sårbarhed, da den kvinde han falder for i London ender med at ville gifte sig med hans ven. Men på den anden side set er han ikke typen, der slår sig til ro og stifter familie. Det var samme problem, der i slutningen af 1940'erne gjorde en ende på hans forhold til Ingrid Bergman.

Hans fortællinger giver et for mig helt ukendt indblik i hvordan det foregik for krigsreportere dengang - og tilsat hans lille krydderi af den der fandenivoldske Clark Gable-farlighed, så kan jeg forestille mig, at han har været lidt af et bekendtskab!

Samtidig var han også en stor fotograf - hans billeder fra D-day er historiske; selvom kun et fåtal af dem overlevede efter, at en ung fremkalderassistent i sin iver for at få dem i pressen overeksponerede dem - og ødelage stort set samtlige billeder. De otte, der er tilbage, er meget rystede - som man dengang i pressen tilskrev Capa's angst, da han gik i land på Omaha Beach. Noget han tilsyneladende tog med ophøjet ro - han var en sigøjner i sjælen, der skulle opleve og have fare i sit liv. At bekymre sig om ære, hæder og penge var ham vist noget mere ligegyldigt - og alligevel blev han nok århundredets største krigsfotograf.

------------------------------------------------------------------------

Je suis fascinée par des personnages comme Capa - qui visiblement vivent avec une recherche constante du danger. C'est un âme errant qui se préoccupait peu de l'estime, l'argent et l'honneur. Je pense qu'il était poussé par l'envie de montrer la guerre aux autres - mais il était tout aussi poussé par cette nécessité de vivre au bord du danger sans cesse.

Souvent il n'avait pas ses papiers en ordre; il n'était pas riche - il n'a pas l'air de vraiment estimer le danger - ce danger qui fût sa mort en Indochine à à peine 40 ans. Il vivait à toute allure - et ses compagnons de guerre étaient les bouteilles de whisky, les jolies femmes et des soirées mémorable avec entre autre John Steinbeck et Ernest Hemingway.

Il montre un soupçon de sensibilité lors de son histoire anoureuse avec un ejeune anglaise - mais l'envie de partir en guerre prend toujours le dessus. Au fond ce n'est pas un homme qui s'installe calmement et reste en place. C'était sans doute un homme dangéreux - un charmeur, un beau parleur, un séducteur - dans la lignée de Clark Gable et d'autres de son époque. Sa photo le montre clairement je trouve.

Il raconte des belles histoires dans ce livre, qui accompagne ses photos de ses propres mots. Sans doute les a-t-il embellis un peu - mais on sent aussi cette envie d'être devant... le premier... autant pour le danger que pour l'aspect de la nouveauté il me semble. Il est loin d'être insensible à ce qu'il voit - mais en tant que reporter il ne peut pas se permettre de se laisser abattre par chaque soldat mort qu'il photographie. Il témoiogne - et il survit!

Il prit les photos les plus connues du débarquement en Normandie - mais seule une petite dizaine de plus de 100 photos resteront. Un jeune apprenti pressé de faire paraitre les photos dans la presse, fait des erreurs de traitement, et les photos sont détruites. Les restantes sont floues et l'agence dit que c'est la "faute" de Capa trop ému par le moment et la peur. Il ne semble même pas réagir à cette insulte? Puisque ce n'est pas là le plus important pour lui - la réconnaissance... et pourtant il fût le plus grand reporter de guerre du XXème siècle!