Sommerfugleværelset - Lucinda Riley

• Engelsk
• 29.-30. marts 
• 672 sider
• Originaltitel: The Butterfly Room

Jeg havde jo planlagt virkelig ferielæsning til min rejse til sydens sol; det blev så i stedet hjemme i sofaen - men det var dejligt med noget så uforpligtende læsestof til at tage tankerne fra virus og pressemøder. Det er man jo under alle omstændigheder altid garanteret med Rileys bøger - ingen hjerneaktivitet er påkrævet!

Denne er hendes nyeste roman; skrevet parallelt med serine om de Syv Søstre. Hvorfor hun vælger at skrive noget helt andet pludseligt undrede mig - når vi nu alle venter på afslutningen. Men der skal vel også holdes gang i en karriere efter den store serie, så hun holder læserne til ilden.

Den er markant anderledes end mange andre af hendes romaner, og minder mere om Helenas hemmelighed, hvor det hele faktisk foregår primært i 'moderne tider'.

Den 70-årige Posy bor i et stort gammelt og smukt hus - med en fantastisk have, som hun bruger al sind (og penge) på. Hun er enke, og har to sønner. Nick bor i Australien, men efter ti år har han nu besluttet at vende hjem igen. Sam bor lige i nærheden sammen med sin kone og to børn. Sam er forgældet og voldelig; han venter altid på den næste fantastiske idé, der skal gøre ham rig - men det sker aldrig. Posy har hjulpet ham for mange gange, og forholdet mellem de to brødre er mildest talt heller ikke for godt.

Og pludselig dukker hendes ungdoms store kærlighed, Freddie, op igen efter næsten 50 år. Det får Posy til at genopleve fortiden - men hun kender ikke til årsagen for det brud, der skete for så mange år siden.

Der er masser af intriger og hemmeligheder; det er ikke kun relateret til Posy og Freddie - der er også de to sønner, som hver især har deres problemer med livet og kærligheden. Og svigerdatteren... og mange andre; så der er mange tråde, der skal redes ud til sidst. Hvilket det jo selvfølgelig gør, så alle kan ånde lettet op.

Det er anderledes end de historier med noget større tidsvinduer læseren skal rejse igennem; men det ser ud til, at Riley er ved at finde en ny stil måske til at følge efter den enorme succes med serien om søstrene; og så er og bliver det jo totalt uforpligtende søbemadslæsning. 

The Librarian of Auschwitz - Antonio Iturbe

• Engelsk
• 10.-28. marts
• 423 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Marts måned må gå overi historien, som den måned jeg ikke kunne læse bøger. Ganske enkelt!

Lige pludselig befandt vi os i en ny verden, hvor vi skulle forholde os til en mystisk virus, og tiden gik med at bekymre sig, se pressemøder og drukne i nyhedsstrømme, som tappede energien - i hvert fald for mig. Det var som om jeg ikke kunne lægge det fra mig, og fokusere på noget andet.

Jeg havde også tre ugers ferie planlagt, som skulle starte i marts og havde selvfølgelig købt rigeligt med bøger ind til de lange dage på stranden; som jo selvfølgelig ikke blev til noget - så det hele blev pludselig meget underligt. Og det tog mig en evighed at samle energi til at sætte mig godt ind i historien og komme til vejs ende i denne bog.

Sidste år læste jeg historien om tatovøren fra Auschwitz; og jeg har vist også set andre titler i samme stil - det er åbenbart nu vi skal have alle beskæftigelserne fra lejren som historier.

Dita Kraus er tjekkisk jøde, og det var med genkendelsens blik jeg læste om de steder i byen, som jeg selv vandrede igennem sidste forår. Men da krigen kommer, bliver de først interneret i Terezin-lejren - eller Theresienstadt, som tyskerne kaldte den - og i 1943 overflyttet til Auschwitz. Dita og hendes forældre - hun er da 14 år gammel.

Ved et lykketræf kommer hun til at arbejde i børnelejren i blok 31, som er ledet af den unge Freddy Hirsch, som vil have, at børnene glemmer de omstændigheder, de  lever under. Han er åbenlyst homoseksuel men alligevel har nazisterne ikke dræbt ham endnu. Dita ser op til den karismatiske Hirsch, og er lykkelig da hun bliver udnævnt til bibliotekar i blok 31.

Det er lykkedes dem at samle ganske få bøger, som er reddet ud af de ting folk naivt har pakket i deres kufferter til rejsen til det ukendte. Kufferter, som bliver tømt, da de sendes til gaskamrene - men nogle af bøgerne kommer til blok 31. Der er et atlas, der er Soldat Svejks eventyr, H. G. Wells historier - otte bøger i alt.

De skal hver dag gemmes, så tyskerne ikke finder dem - og hver morgen findes de frem, og cirkulerer mellem lærerne, som bruger dem til at undervise børnene. Det er farligt; og der er konstant udkigsposter for at se om især den frygtede Mengele, som pludselig kan dukke fløjtende op rundt om et hjørne.

Ditas far dør hurtigt efter ankomsten til lejren, og Dita og hendes mor kæmper for at klare sig igennem. Det er jo som alle andre bøger om dette emne meget dyster læsning, og man kan aldrig undgå at blive berørt af de forhold, og det had, som eksisterede.

Jeg havde dog lidt svært ved begyndelsen; der var mange kunstigt opsatte stemningsbilleder, som skulle tage læseren tilbage til Ditas tid inden krigen for at give os lidt baggrund. Det kunne i mine øjne være gjort bedre. Men mod halvdelen af bogen begynder det at glide lettere, og kronologien fortsætter fremad.

Den følger Dita til efter krigen og hendes rejse til Israel, hvor hun tilsyneladende stadig lever som en ældre dame nu; og således er det jo også en af krigens solstrålehistorier.

Around the World in 80 Trains - Monisha Rajesh

• Engelsk
• 1.-9. marts
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Schiphol lufthavn er for nogle et absolut mareridt; for denne forfatter er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville være det - men ved udgangen til alle B-gates ligger den mest fantastiske lille boghandler. Der er ikke mange bøger; alligevel formår jeg hver eneste gang at købe flere styks. I denne omgang blev det til tre bøger, og en lidt atypisk bog for en lufthavn - da den promoverer den langsomme rejse med tog.

Forfatteren er af indisk oprindelse, men opvokset i England og har tidligere skrevet en bog om togrejser rundt Indien. Nu sætter hun sig for at tage verden rundt sammen med sin kæreste - og selvfølgelig skal det være præcis 80 togrejser for at drage en parallel til Jules Vernes bog.

Der er indledningsvis et kort, der viser rejserne - men det er desværre så uendeligt småt, at man intet kan se. Alexandre Poussin lavede dejlige klare oversigter til hvert kapitel i sine bøger om vandreturen fra syd til nord i Afrika - det kunne man snildt have gjort. Jeg bliver virkelig lavpraktisk med sådan nogle rejsebøger - jeg vil have tekniske og praktiske detaljer! Det savnede jeg virkelig her.

Turen går lidt på kryds og tværs; de kommer igennem Rusland, Kina, Mongoliet, Kina (igen), Vietnam, Thailand, Malaysia, Singapore og Japan. Derfra må de i sagens natur flyve til Canada, hvor de fortsætter til New York, sydpå og tværs over USA og op igen til Seattle. Derfra flyver de igen - til Nordkorea, retur til Kina, Tibet (hvis man altså forudsætter, at det ikke er Kina!), Kina (igen-igen-igen), Kazakhstan, Rusland, Polen, Tyskland, Italien - og endelig den sidste tur hjem med den berømte Orientekspres fra Venedig.

Det er en tur på syv måneder; og mange strabadser både fysisk og psykisk. For det første er togene jo af temmelig varierende kvalitet; det er også sin sag at være så intenst sammen med kun et par stykker tøj, og manglende daglig komfort.

Undervejs møder de mennesker af alle slags - og det er netop det, der tiltrækker Rajesh ved togrejserne. De besøger ikke nødvendigvis mange seværdigheder - og slet ikke de største - men rejser hurtigt videre, da de til tider er afhængige af forbindelser. Deres rejse foregår primært i togene og langt mindre udenfor i de byer, de stopper i.

Et interessant indslag var dog turen til Nordkorea, som er en rundrejse i tog, hvor de konstant er guidede af statsligt ansatte, som jo er totalt hjernevaskede - men som også er en fantastisk indsigt i det lukkede land. Det lykkes dem dog ikke - sikkert forventeligt - at komme helt ind under huden på dem. Det formår de langt bedre i Kazakhstan, som pludselig virker som et fantastisk spændende land at besøge - hvis der ikke lige var det problem med den ekstreme kulde, som nok ikke er noget for mig!

Jeg var lige dele nysgerrig og irriteret; det var virkelig også en langsommelig rejse for mig at komme igennem den. Der manglede nogle praktiske detaljer, og så svingede kvaliteten i dialog og beskrivelser gevaldigt undervejs. 

Men nu har jeg i længere tid overvejet bare en lille togrejse i Europa; jeg er sikker på, at det er en af fremtidens rejsemål - og der er noget charmerende ved at kunne læne sig tilbage og kigge ud. I modsætning til at stå i lange køer i Security osv. - nu fik jeg faktisk blod på tanden igen.