Les veilleurs de Sangomar - Fatou Diome

 

• Fransk
• 7.-9. juni
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome bor i dag i Frankrig; men hun glemmer ikke sit fødeland Senegal - et land, der jo også står mit hjerte meget nær. Hun har flere gange skrevet om emner, som er tæt forbundne til den senegalesiske kultur - mødrene, der venter på at høre nyt fra de sønner, der er sejlet i en plimsoller til Europa; drengen, der gennem fjernsynets magt drømmer sig til et liv i Europa; kvinden, der ender som prostitueret i Europa og hvis historie fortælles af hendes ejendele efter hun er død af AIDS.

Den sidste er nok den, der mest minder om Diomes nyeste roman med dens mere fantasifulde verden; selvom Diome her tager udgangspunkt i en særdeles reel hændelse.

Joola er en færge, som sejler fra Senegals hovedstad Dakar til landets sydligste del; Senegal er geografisk specielt i den forstand, at Gambia ligger lige nidt i som et kæmpe indhug - eller som munden i løvehovedet, som de ynder at sige. Derfor er færgetrafik vigtig - men sikkerhedsprocedurer var - og er - ikke i top. Færgen transporterede nok mere end 2.000 personer, selvom den var godkendt til 536 - og 1863 mennesker døde i forliset i september 2002. Det er mere end Titanic - men en hændelse, der i Vesten går langt mere uberørt hen. Det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor desværre.

Coumbas mand Bouba er en af de omkomne; og som enke forventes hun at udføre de gængse ritualer. Hun skal overholde en isolationsperiode, og derefter forventes det, at hun gifter sig med sin svoger - det for nogen skal tage sig af hende, og hendes spæde datter.

Coumba tager derfor til Sangomar - en lille sandbanke ud for Senegal, som mange mener er hjemsted for de animistiske 'guder',og benyttes som offersted. Her isolerer hun sig, og taler til - og med - sin afdøde mand. For her hører hun ham, og ser tilbage på det liv, de havde sammen - et liv præget af den rolle en kvinde har i det senegalesiske samfund, hvor flerkoneri stadig findes. Hun skriver sig ud af sorgen hver nat; mens hendes familie og svigerfamilie antager, at hun er blevet mentalt nedbrudt af tabet af manden. Men hun vil overlevere historien til den lille datter.

Der er mange næsten liturgiske passager, hvor Coumba beder, synger og går i et med guderne på Sangomar. Det var en anelse anstrengende og langsommeligt til mit temperament - men det er med til at bygge karakteren omkring Coumba.

Jeg havde glædet mig enormt til denne udgivelse; desværre er jeg lidt skuffet i forhold til hendes tidligere romaner. Men hun formår altid at skildre mit elskede Senegal så jeg længes og længes tilbage!

Celles qui attendent - Fatou Diome

• Fransk
• 3.-4. maj
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis man vil forstå kompleksiteten i senegalesisk kultur - og for den sags skyld også mange andre afrikanske landes - så bør man læse Diome. Desværre kan jeg ikke se, at hun er oversat til dansk. Synd og skam selvom problematikken fylder mere hernede med tidligere afrikanske kolonier og tætte bånd til Afrika.

I sin debutroman skrev hun om drengen, der for alt i verden ville til Europa for at gøre lykke. I denne roman anskues samme problem fra en anden vinkel.

Arama og Bougna er to mødre på den lille ø Niodio, som begge er mødre til en søn. Arama har mistet sin ældste søn til havet, da han som fisker druknede. Bougna lider under successen, som mandens første hustrus børn har - de er uddannede og får stipendiater til at rejse til udlandet for at studere.

Men deres egne to sønner, Lamine og Issa, kan ikke finde arbejde og lider under samfundets øjne på dem. Bougna overtaler Arama til, at de skal sende deres sønner til Europa også - men på en fiskerbåd sammen med andre bådflygtninge. De holder deres plan hemmelig for landsbyen, de spinker og sparer og endelig finder Bougna på at gifte sin søn til Coumba. Det giver familien lidt penge, og det skulle sikre, at sønnen vender tilbage til landsbyen.

En morgen er de to drenge væk uden at have sagt farvel til familierne. Og så starter ventetiden. Først på at overvinde rygterne om en forlist båd; så hører de fra drengene, der er endt i Spanien som planen var. Dog ikke i Eldorado men i et Røde Kors-center. Stadig tror de dog på, at guldet snart vil strømme tilbage til Senegal - men tiden går.

I mellemtiden gifter Arama sin søn til den unge Daba, som forblændes af håbet om den rige mand, der en dag vil vende tilbage - men han er der ikke på bryllupsnatten, og såvel Daba som Coumba må lide med savnet af en mand, de dårligt kender men som afgør deres status som gifte kvinder og dermed deres bevægelsesfrihed.

Syv år går der. Med sporadiske nyheder og endnu mere sporadiske pengeoverførsler. Indtil Issa en dag står i landsbyen med en ældre hvid kone og et par mulatbørn. En ganske velkendt situation for senegalesiske kvinder, som blot må acceptere, at manden nu lever i Europa med en anden kvinde (de er jo polygamer, så...) og andre børn. Han kommer hjem med penge og den nye familie en gang om året, og så kan hun opvarte dem.

I mellemtiden bliver Daba træt af at vente, og får et barn med en anden. En anden krise, der sikal håndteres, da Lamine pludselig vender tilbage - men afklaret og fast besluttet på at forklare landsbyens unge, at de skal blive hjemme. Han forklarer dem rædslerne i flygtningelejrene og miseren ved at rejse Europa rundt som illegal emigrant.

Begge scenarier er yderst klassiske - lige så vel som mødres ambitioner for deres sønner, og Diome formår at sætte smukke ord på det frygtelige i denne exodus. Man kan blot håbe, at hendes bøger læses i Senegal og kan forhindre andre i at rejse samme vej.

Smuk og nyttig læsning!

Le ventre de l'Atlantique - Fatou Diome

• French
• January 31-February 1
• 255 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter den meget smukke Kétala, som jeg læste i julen, var jeg spændt på at læse Diomes meget roste debutroman, som frit oversat hedder 'Atlanterhavets mave'. Det var en ualmindelig poetisk og smuk læseoplevelse, selvom jeg til det sidste frygtede en skrækkelig slutning på historien. Det lå i titlen, at dette ikke ville være helt rosenrødt - men heldigvis endte det ikke så galt, som min måske pessimistiske tankegang forventede. Men den er jo også farvet af de mange forfærdelige historier man ser i pressen om bådflygtningene fra Afrika - eller af historier jeg selv har hørt dernede.

Historien fortælles af storesøsteren, som bor i Frankrig og får telefonopkald fra den yngre halvbror, Madické, der er hjemme i landsbyen. Landsbyen er den lille ø, Niodior, som ligger i Siné Saloum-deltaet og nærmest er selvforsynende og meget afskåret fra omverdenen. Alle, der rejser væk, tiltrækker sig derfor stor opmærksomhed - og Frankrig som gammel kolonimagt er og bliver den ultimative drøm om et Eldorado, der trives i bedste velgående.

Det interessante ved romanens opbygning er, at den følger fodbolden. Den starter under EM i 2000, hvor broderen holder med Italien - alene mod alle de andre drenge i landsbyen. Der er et enkelt fjernsyn - men det er ikke helt stabilt; og Madické ringer til søsteren i Frankrig for at få slutresultaterne. Han begynder selv at spille fodbold og langsomt begynder drømmen om at emigrere til Frankrig; det er vejen til rigdom og berømmelse.

Vævet ind i deres historie fortæller søsteren i tilbageblik om sin egen historie som uægte barn, der skulle have været død, men blev taget til nåde af bedstemoderen. Hun fortæller om kulturen, musikken, kvinderne, maden. Hun fortæller om nogle af landsbyens indbyggere, som vender hjem som rigmænd. Men de fortæller ikke, hvordan de har sovet på offentlige bænke og tigget mad; om ydmygelserne og racismen, om savnet efter familien derhjemme og en kultur og et klima, som er det eneste de hidtil har kendt. Det er irrelevant - og især nedværdigende.. og der er så få, der rejser og kommer tilbage, at en løgn sagtens kan overleve.

Fodbolden bliver pludselig vinduet indtil en uopnåelig verden - adgangsbilletten! Madické og søsteren har nogle gevaldige skænderier, hvor han beskylder hende for at være blevet for europæisk. Det indebærer at være individualist, egoist - alt, der kendetegner vores kultur, hvor vi først og fremmest tænker på vores eget ve og vel. Men hun forsøger at beskytte ham, og fortæller ham heller ikke hele sandheden.

Det er desværre en situation jeg kan genkende, når jeg besøger Afrika. Man forventes at komme med uanede midler - og det er svært at forklare, at 10 EUR i Europa ikke rækker så langt som dernede, og at vi i det daglige ikke lever som fyrster. Men Madické bliver, og søsteren hjælper ham til at starte en lille købmandsforretning i landsbyen.

Bogen slutter med VM i fodbold i 2002; allegorien er sublim! Senegal kommer for første gang i landets historie med til VM, og ender i kvartfinalen. Landet er i ekstase - men hurtigt ser de også bagsiden... franskmændene påråber sig nærmest sejren, da størstedelen af de senegalesiske spillere til daglig er i franske klubber. Der lever de til daglig mest en kummerlig tilværelse, hvor det er kutyme at smide bananer efter dem på banen. Madické indser måske endelig, at fjernsynets dragende magt ikke er den virkelighed, han ville møde i Europa - og han træffer selv beslutningen at blive.

Jeg forventede en barsk aflsutning med druknede i Atlanterhavet; men symbolikken går mere på landet og kulturen, som lever i en så perfekt symbiose med havet - i modsætning til det europæiske liv. Til gengæld var det en fin sammenligning med fodbolden, som om noget er med til at gøre verden mindre og skabe store drømme hos fattige overalt i verden - jo fattigere stedet er, jo større rolle kan fodbolden spille... det ser man jo også i Sydamerika.

Et smukt helstøbt sprog og nogle dejlige billeder hun kan skabe med ord - absolut en flot debutroman; og en forfatter, der skal følges!

-------------------------------------------------------------------------

Ayant lu Kétala pendant les fêtes, j'avais été très agréablement surprise par cette jeune auteure sénégalaise et partout je lisais beaucoup de bien sur son début avec ce roman. Je m'attendais effectivement à une histoire qui finit triste au fond de l'Atlantique - peut-être après avoir trop vu, lu et entendu les histoires des pirogues qui s'engouffrent. Quand on se promène sur la plage là-bas on imagine déjà ces images en regardant les belles pirogues colorées et si meutrières.

L'histoire du roman est racontée par la soeur qui vit en France depuis des années et qui garde contact avec son demi-frère via le téléphone. Il est au village sur la petite île de Niodior dans le delta de Siné Saloum. Une île où on vit de la nature - indépendants de la société moderne et très isolé. Mais néanmoins quelques rares habitants partent - et l'appel de la France reste la plus forte. Ancienne pouvoir coloniale mais surtout symbole de tout ce qui est réussite.

Elle prend un angle très intéressant pour raconter leurs histoires - le foot. Le roman démarre pendant la Coupe d'Europe en 2000. Madické, le frère, est supporter de l'Italie - seul et contre tous qui sont pour la France. Il y a une seule télé au village - mais elle tombe souvent en panne, et Madické doit appeler la soeur pour avoir les résultats. Il commence à jouer lui-même et petit à petit il rêve de partir jouer en France - c'est le chemin assuré de la richesse!

Entre ces histoires de leur relation, elle raconte son histoire - d'enfant illégitime qu'on a voulu tuer à son besoin de quitter ce pays pour devenir elle-même. L'histoire des destins de femmes là-bas mais aussi les histoires de quelques habitants partis en France et revenus. Ils reviennent comme des pachas mais oublient de raconter la misère - les nuits sur un banc public ou mendiant dans la rue. Les humiliations et le racisme, et le manque du pays, de la chaleur, de leur culture. Il ne faut pas en parler - et si peu reviennent que le mensonge (et l'honneur surtout) reste intact.

Le foot devient alors la fenêtre qui s'ouvre sur un nouveau monde. A son retour au pays Madické reproche à sa soeur de ne pas vouloir lui payer son billet d'avion - elle est devenue trop européenne.... c'est à dire égoiste et individualiste. Tout ce qu'il y a de pire dans notre société vue de là-bas! Elle veut surtout le protèger et ne lui raconte pas toute sa verité non plus - comment 10 EUR en France ne te donne pas la même chose que ses 10 EUR ramenés au pays.

Elle lui donne un ultimatum en lui offrant une somme d'argent, mais uniquement si il reste au pays; et il ouvre une petite superette au village. A la fin du livre nous arrivons à la Coupe du Monde de 2002; le Sénégal participe pour la première fois et atteint les quarts de finale - un miracle! C'est la fête - aussi parmi les sénégalais en France, mais cette joie est tâchée par la revendication des français que la plupart de joueurs sénégalais jouent dans des clubs français. Typiquement français - mauvais perdants qu'ils sont... mais aussi une dûre vérité d'un quotidien de ces joueurs qui ont l'habitude de reçevoir des bananes à la figure pendant les matchs. On les veut quand ça va bien - mais pas dans les mauvais temps!

Madické en grandissant réalise que ce n'est pas là son chemin; il reste - alors que beaucoup d'autres auraient pris la pirogue pour partir. C'était la fin que je craignais - mais elle a écrit une belle histoire sur la culture, les sentiments de l'éxilée, l'envie d'une vie nouvelle... c'est très poétique et on est transporté sur les plages du Sénégal en lisant ses mots.

Kétala - Fatou Diome

• French
• December 26-29
• 287 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome er en senegalesisk forfatter, som debuterede i 2003, og hvis bøger længe har stået på læselisten. Jeg fik ved et tilfælde fat i hendes anden roman lige inden jul, og den blev nydt i ganske små bidder hjemme i Danmark - og i den lange ventetid på et forsinket returfly. Jeg blev virkelig ikke skuffet!

Kétala er ordet for bodelingen efter en afdød i den muslimsk-senegalesiske kultur, og det er udgangspunktet for denne fine lille roman, hvor historien fortælles af netop tingene i en lejlighed, hvor den unge Memoria netop er død.

Alle hendes efterladte ting forbereder sig på at blive fordelt mellem hendes familiemedlemmer, som det er tradition - men de vil forblive sammen og forarges over menneskets manglende respekt for objekter. Da de kun kender hendes livs historie fra de faser, de selv har overværet mangler de en del brudstykker for at forstå, hvorfor hun døde så ung. Perlekæden var jo tit med hende - og hovedpuden har tilbragt mange søvnløse, tårefyldte nætter sammen med hende; men tallerkenerne i køkkenet så kun Memoria, når der blev spist.

De beslutter sig derfor for at fortælle, hvad de hver især ved for at få den hele historie; således kan de ved adskillelsen alle dele historien om Memoria. Det giver to fantastiske 'historier' i bogen - først og fremmest selve Memorias historie om en afrikansk barndom i Dakar, et ægteskab med den homoseksuelle Makhbou og rejsen til Frankrig for at fjerne ham fra den transseksuelle gambier, Tamara, med hvem Makhbou har et seriøst forhold. Det er historien om de to meget tabubelagte emner i Afrika - homoseksualitet og AIDS. Memoria forsøger med alle midler at forføre den mand, som elsker hende som person - men ikke begærer hende. Da det ikke lykkes, skilles de og hun bliver prostitueret og får AIDS. Det er en tragisk historie om drømmen om Europa, og desillusionen - om familiens dom, da hun syg vender hjem; hvor kun Makhbou står ved hendes side.

Men det er også den poetiske historie om de forskellige objekter og deres indbyrdes rangorden. Det er H. C. Andersen-agtigt og selvfølgelig helt i ånd med afrikansk animisme - en elegant finurlig blanding. Det er ikke uden bagtanker, at mødelederen bliver den gamle afrikanske maske - men hvert objekt udvikler sin personlighed i tråd med dets egenskaber.

Der er en fantastisk humor i ordvalgene - der bliver trukket linier til de store franske klassiske forfattere; en egenskab, som Mabanckou også ynder som forfatter og som er fælles for mange fransksprogede afrikanske forfattere. De leger med det franske sprog, så det er en fryd at læse - men ikke altid nemt!

Nu skal jeg helt bestemt have fat i flere af hendes romaner, og jeg kan endnu engang kun begræde, at man totalt overser disse forfattere i skandinaviske oversættelser.

-----------------------------------------------------------------------------

Fatou Diome était sur ma liste des auteurs africains à lire depuis un certain temps, et finalement j'ai entamé mon premier roman. Ce fût un pur délice!

Le kétala est le rituel de partage des affaires d'un défunt, et dans cette histoire ce sont précisement les objets qui racontent l'histoire. Mémoria - une jeune sénégalaise - vient de mourir et toutes ses affaires se retrouvent dans son appartement en attendant qu'on vienne les séparer et les distribuer parmi les membres de sa famille.