Magnificat - François-Henri Soulié

 

• Fransk
• 26.-30. oktober
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For et par år siden læste jeg middelalderkrimien af den franske historiker Soulié; det var en ægte thriller med symbolske mord og intriger mellem katolikker og katharer. Det var også den første af en planlagt trilogi, men først nu er jeg nået til andet bind.

Stemningen er en helt anden - og det hele er knap så mystisk og blodigt. Det er snarere til tider lidt komisk; uden at det dog var en dårlig oplevelse af den grund.

Vi er i nu i Narbonne i 1177, hvor grevinden Ermengarde regerer over byen; Narbonne er et lille fyrstedømme i det sydøstlige Frankrig, som først blev en del af det franske rige i midten af det 16. århundrede. Ermengarde er kunstelsker, og er især glad for datidens popidoler, troubadourerne.

Hun er også knap 50 år gammel, og mærker sygdomstegn - og vil derfor sikre sig arvefølgen. Da hun ikke selv har børn, vil hun indsætte sin nevø i arvefølgen. Men den kurér hun sender afsted med besked til ham om at komme til byen, bliver dræbt. Så bliver hendes nærmeste rådgiver ligeledes dræbt - og snart går det op for hende, at der er magter i byen, der ønsker at styrte hende og omdanne Narbonne til en republik.

Parallelt følger vi de tyveknægte, der dræbte sendebudet til nevøen. En samling lejesoldater, der erhverver sig som landevejsrøvere, når der mangler en krig som levebrød. De møder ved et tilfælde ophavsmanden til komplottet, og slår sig sammen med ham. Det er således de møder den lidt enfoldige Donat og hans bror Fabian. Især Donat er et muntert islæt i fortællingen, som han undrer sig over den verden, der møder ham ved hoffet i Narbonne. Det er en smart måde for forfatteren at fortælle os om datidens levevis - men Donats karakter bringer også en helt anden dynamik til historien end de dystre munke fra første bind.

De eneste gengangere er katharen Aloïs og hendes nevø, Guilhem, som nu er troubadour ved hoffet. Han er samtidig ved at planlægge et stort anlagt syngespil, som han så opdager er en genopfindelse af det græske teater. I middelalderen kendte man jo ikke teater som kunstform; den genopstod nogenlunde med Shakespeare - det var enten kirkelig sang eller vilde fester på kroen. Så det giver os også en indsigt i samtiden; og så er der historier om spedalske og genfunde søstre.

Det er absolut mere en historisk roman end en krimi, som første bind var. Det ender dog også med Aloïs' død, og dermed er forbindelsen til første bind væk. Det sidste bind springer en del år frem, og hvem kan vi så møde fra denne historie? Men læses skal sidste bind helt sikkert! 

Paris, mille vies - Laurent Gaudé

 

• Fransk
• 25. oktober
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke alle de omkring tolv af Gaudés romaner, jeg har læst, der har været lige gode. Der var nogle absolutte successer i hans tidlige karriere - inden bloggen - og da også nogle senere. Men også nogle mere avantgardistiske, som ikke lige er min kop te.

Denne gang er det faktisk slet ikke en roman, men en lille fortælling om ham selv - og hans forhold til Paris.

Gaudés bøger omhandler ofte døden; ikke på en makaber måde, men som et livsvilkår. Eller som i det citat af den schweiziske forfatter, Charles Ferdinand Ramuz, som han benytter i bogen siger:
"Det er fordi alting skal slutte, at alt er så smukt."

Men der er ingen tvivl om, at døden fylder meget i hans forfatterskab og sikkert også i hans bevidsthed.

En sommeraften ankommer Gaudé til en banegård i Paris, og bevæger sig ud i byen. Han fornemmer, at en skygge følger ham, mens han går rundt i byens nattetomme gader og genkalder sig de mange mennesker, der har boet, levet og er døde her før ham. Han ser mindepladerne på husfacaderne og i stenene lagt i byens fortove, der minder os om de ofre vore forfædre bragte for, at vi nu kunne være her. I frihed. I kærlighed. I sikkerhed.

I en poetisk og drømmeagtig fortælling tager han os med ud at møde Victor Hugo og François Villon; med på barrikaderne under revolutioner, borgerkrige og frihedskampe. Vi sætter alle vores præg på de steder, vi lever - men vi glemmer måske også tit at se byen, som den har været og fornemme de mennesker, der var der dengang.

Paris er tydeligt præget af sin historie; der er mange mindeplader rundt omkring - fordi der har været mange historiske øjeblikke. Jeg elsker selv at stoppe og læse dem; tænke lidt over, hvad der er sket... lige her. Gaudé ærer både byen og dens borgere på denne ensomme nattevandring; selvom Paris nu heller er specielt stille om natten. Men er der en speciel stemning i enhver by midt om natten, og Paris med Seinen og broen og lysene yder denne stemning fuld retfærdighed.

Fortælleren kunne selvfølgelig være en opdigtet figur; alligevel er jeg sikker på, at det er Gaudés tanker vi hører her. En meditativ rejse gennem byen, der får os til at reflektere over de spor, vi efterlader. Tilbage i topform!

Under en anden himmel - Mich Vraa

 

• Dansk
• 22.-24. oktober
• 448 sider

Jeg lånte primært denne roman fordi alle Mich Vraas andre romaner virkelig har været en fornøjelse; så jeg vidste intet om handlingen, og læste knap bagsiden inden jeg gik i gang. Men ret hurtigt begyndte jeg at tænke, at den virkede utroligt inspireret af Prins Henriks liv. Det var opvæksten i Indokine og årstallene passede helt perfekt med hans fødselsår. Så først dér undersøgte jeg det - og ganske rigtigt er det en bog om hans liv. Hele perioden inden han begav sig til den skæbnesvangre middag en aften i London, hvor han mødte en ung dansk prinsesse.

Det er skrevet ud fra en vilje til at hylde manden, som blev kendt for at være syndebukken i det danske kongehus. Ham, der altid blev gjort lidt grin med. Ham, som alle havde travlt med at ære - for sent!

Selvfølgelig er det jo opdigtet; og nogle steder kunne jeg godt undre mig over, hvad hans familie vil tænke, hvis de læste den. Om eskapader med unge kvinder og en pirren ved mødet med nogle unge mænd. 

Men den holder sig tilsyneladende fint til tidslinjen i et liv, der virkelig var interessant allerede inden han blev tvunget til at opgive en lovende karriere og flytte til Danmark.

Som ung bliver han i romanen spået, at hans liv vil blive anderledes på alle mulige måder; han bliver også spået, at han vil forsvinde fra verden inden han dør. Det gør man jo på sin vis, når man får demens, som det var hans tilfælde. Om der er noget om spådommen er nok tvivlsomt - men det skaber rammen for det møde i Sydfrankrig i sommeren 2017, som bogen fortæller om,

Den fransk-engelske Emma er i området for at tømme hendes afdøde fars hus, da hun møder den aldrende mand ude i skoven, hvor han samler trøfler. Han er forvirret, og hun tager ham med tilbage til huset. De ender med at tilbringe nogle dage sammen, hvor hun ikke ved, hvem han virkelig er. Han fortæller hende sin livshistorie fra 1934 til 1964 - og sammen nyder de at lave og spise en masser lækker mad. Bogen er således på finurlig vis også tilsat nogle gode franske opskrifter - jeg tror faktisk den om sneglene kommer fra prinsens egen kogebog.

Emma bliver således katalysator til at fortælle historien, men samtidig er der hendes egen historie, som vi følger - som jo er helt opdigtet. Præmissen er, at prinsen jo i sommeren inden hans død netop var i Sydfrankrig, og der lavede det berømte interview om, at han ikke ville begraves sammen med Dronningen. Det var lift trist at se, at han tilsyneladende havde det meget dårligt - men måske havde han også gode stunder med folk, der holdt af ham. Det må man da håbe.

Historien om mødet med Emma giver os et billede af en elskelig ældre herre; kultiveret og elegant men lidt glemsom, Mich Vraa beskriver meget præcist mimik og gestus, som man tydeligt genkender fra prinsen. Så jeg fortryder faktisk ikke, at jeg "opdagede" det lidt inde i bogen - fordi jeg netop blev bekræftet i, at det ikke var en imitation men en kærlighedserklæring. Og halvt kongerige eller ej - så havde han allerede et fantastisk spændende liv!

Leurs enfants après eux - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 18.-22. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg vil gerne læse nogle flere Goncourt-prisvindere; der er jo en rigtig god grund til, at de har vundet den ypperste franske litterære pris. Jeg har også flere stående, men jeg har jo altid et lille reservelager af bøger.

Jeg var én gang tidligere startet på denne, som vandt prisen i 2018 - men efter et par sider blev jeg bange for, at det var en form for coming-of-age-roman om teeenagekærlighed og den slags. Så den blev parkeret. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre ind i den - og pludselig var jeg totalt grebet af en barsk socialrealistisk fortælling om Frankrig i 1990'erne.

Jeg boede første gang i Frankrig i slutningen af 1980'erne - og igen fra midten af 1990'erne; og så er jeg jo konsekvent vendt tilbage igen og igen siden. Så i denne historie genfandt jeg minder om fransk musik; tv-udsendelser; kendisser osv. som var min hverdag i så mange år. For en dansk læser ville det dog nok være svært at skabe en forbindelse til de billeder, han ønsker at fremmane hos os.

Bogen er opdelt i fire somre - 1992, 1994, 1996 og 1998. Det foregår i Lorraine - den nord-østlige del af Frankrig, som efter en rig industriel periode nu er præget af fattigdom, og hvor man enten er "fyret, fraskilt, hanrej eller kræftramt".

Vi følger Anthony, som er 14 år - faderen er fyret fra byens store fabrik, og ender som alkoholiker. Anthony ryger fede og har ingen fremtidsdrømme indtil han møder Stéphanie. Hende og veninden Clémentine kommer dog fra det lidt bedre borgerskab, og disse drenge er kun interessante som deres lille bad boys-erfaring. Endelig er der Hacine, hvis forældre indvandrede fra Marokko, og hvis far også er arbejds- og modløs over alle de forventninger til livet i Frankrig, som aldrig indfriede sig.

Anthony og Hacine krydser veje nogle gange; de er både symbolet på samfundsproblemerne men også en forlængelse af deres fædres fallerede liv - som titlen angiver: "Deres børn efter dem". For i bund og grund er der ingen grund til at tro på, at man kan hive sig selv ud af det sociale dynd, man sidder i.

Stéphanie er og forbliver uopnåelig for Anthony; Hacine er og bliver en fremmed selv da Frankrig i 1998 vinder VM i fodbold, og hele nationen hylder diversiteten på landsholdet.

Mathieu tager os igennem de klassiske teenage-temaer som seksualitet, fremtidsdrømme, venskaber - men han beskriver først og fremmest et liv i dvale, hvor man ved, at det er den permanente tilstand for éns liv. Men han gør det som skrev han en thriller, og jeg forventede flere gange, at det ville gå helt galt. Det gør det ikke - eller måske gør det i al sin enkelhed? For ikke at kunne ændre sine livsvilkår er vel dramatisk nok?

Der er indtil nu 120 Goncourt-vindere; og de ældste bliver nok lidt svære at finde og sikkert også at læse. Men jeg skulle gerne forbedre min 14% score lidt; for bøger udgivet efter 2000 er det 50% - men der er flere i gemmerne og nu er der ganske snart endnu en vinder at tilføje til listen.

Sweet Caress - William Boyd

 

• Engelsk
• 12.-14. oktober
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste den relativt nyudkommede roman af William Boyd var det mit første møde med hans forfatterskab. Jeg var temmelig begejstret - og så læste jeg et sted, at han har skrevet tre romaner i samme stil. Nemlig en roman fortalt i første person ental, hvor man følger hovedpersonen fra vugge til død et helt liv igennem.

Denne gang er vi dog lidt mere tidssvarende, da hovedpersonen fødes i 1908 i England. Hun hedder Amory Clay - et unisex-navn, fordi faderen var skuffet over udfaldet! 

Romanen har form af flere af  hendes dagbogsnotater fra 1977, der beskriver hendes daglige liv i et isoleret sommerhus på en skotsk ø, hvor hun drikker for meget whisky og socialiserer med de lokale, blandet med flashbacks fra hendes yngre dage. 

Amory er et produkt af en småaristokratisk familie – hendes far, Beverley, er en mislykket romanforfatter på randen af nervøst sammenbrud efter at have tjent i 1. Verdenskrig; hendes mor er en fjern, temmelig arrogant tilstedeværelse i børnenes liv. Den afgørende begivenhed i den unge Amorys liv er da hendes far kører ud en sø i et forsøg på at begå selvmord og tage hende med i faldet. De overlever dog. Beverley bliver sendt til en institution, og Amory får aldrig fuld tillid til de mænd, hun elsker.

Hendes voksne liv tager os i mange uventede drejninger - fra stripklubbernes i 1920'ernes dekadente Berlin, til fascistiske optøjer i London i 1930'erne, til Anden Verdenskrig i Frankrig og senere til Vietnam. Undervejs elsker hun en håndfuld mænd, som vi møder én for én - og jeg synes i hvert fald, at hun nuppede den forkerte til sidst. Men hun står også over for store spørgsmål om tro og forræderi - hun er impulsiv og selvmodsigende; men så usigeligt menneskelig. 

Bogen er tillige illustreret med sort-hvide fotos, som forfatteren må have fundet online. For sjovs skyld googlede jeg et af en herregård, som reelt eksisterer - men under et andet navn. Så man kan undre sig over, hvem det, der figurerer på alle de billeder? Men effekten er utrolig; man har reelt fornemmelse af at sidde og tage del i en persons livshistorie, som sad vi en sofa med en kop kaffe - eller en whisky nok snarere - og vedkommende fortalte mig i tilbageblik om sit liv, mens vi så på de gamle fotos i et album.

Jeg synes måske, at historiens vægt mod slutningen bliver en anelse skæv og forhastet; men det var nok også mest fordi jeg ikke ville have den til at ende.

Jeg er vild med det koncept; og som sagt er der yderligere en roman i samme format, som jeg må få skaffet mig. Jeg forstår ikke, hvorfor disse bøger ikke er oversat til dansk? 

Magtfulde dronninger i middelalderen - Torben Svendrup

 

• Dansk
• 8.-10. oktober
• 350 sider

Et dejligt lille tilbudskøb fra weekenden, som hurtigt fik ben at gå på!

I september læste jeg jo en bog om renæssancekvinder, og primært de italienske - så dette var en form for logisk forløber rent historisk. Denne omhandler danske dronninger i perioden fra Gorms Thyra til Christian II's dronning Elisabeth. En ganske lang periode med mange udsving i Danmarkshistorien og voldsomme tronskifte og kampe. Det var også en periode, hvor Danmark voksede og skrumpede uendeligt som territorierne udvidede sig gennem krigene med Sverige eller pantsætningen af dansk jord. Ikke alle konger var lige dygtige og arven, der blev delt mellem sønner udvandede ligeledes arealerne.

Det er absolut en lærebog; forfatteren er professor og historiker, og det ses tydeligt i formidlingen af emnet. Men målgruppen er jo sikkert heller ikke specielt bred. Derfor undrede det mig også lidt, at man mente det nødvendigt at forklare, hvad hostien var.

Den indledende del giver os en gennemgang af kvinders status og forhold i perioden fra omkring det første årtusindskifte og frem til Reformationen. En periode, hvor kvinder ikke var så underkuede, som eftertiden vil gøre dem til - og hvor Kirkens fremstilling af kvinder også viste stærke personligheder i helgeninder og Jomfru Maria.

Der var jo som sådan ikke meget fantastisk nyt for mig i dette; men det er altid interessant at læse det i en form, hvor fokus er på en bestemt vinkel - som her kvinderne.

Dernæst følger en række kapitler, der fokuserer mere på enkelte personligheder; dronninger, der indtog en  reel rolle ved siden af deres kongelige ægtefæller. Selvfølgelig er der også historien om Margrete I, som om nogen formåede at gøre Danmark til et stort rige - og ikke havde lyst til at overlade magten til mænd.

Det er vist første gang, jeg har læst noget fra Kristeligt Dagblads Forlag, og selvom jeg fandt tryk og skrifttype lidt mindre godt egnet til en god læseoplevelse, så var kvaliteten af korrektur langt bedre end for de fleste danske forlag. Dog er det lidt ærgerligt, at de får det berømte slag i Estland, hvor Dannebrog dalede ned fra himlen, forlagt til 1229? Det er bare den slags fejl, der ikke bør kunne ske.

Menneskets dybeste erindring - Mohamed Mbougar Sarr

• Fransk
• 4.-7. oktober
• 461 sider
• Originaltitel: La plus secrète mémoire des hommes

De danske anmeldelser af denne franske prisvindende roman er ganske naturligt noget forvirrede. Et sted læser man, at anmelderen har en følelse af at have læst noget stort. En anden, at den er så optaget af specifikke franske problemstillinger, at det er svært at forstå den. Det er en roman, der deler vandene - men det er absolut ikke uden grund, at de vandt den franske Goncourt-pris i 2021.

Jeg fik den foræret netop da, den havde vundet denne pris - men med en ny kræftdiagnose var samtlige bøger lagt på hylden; og først nu kom det pludselig over mig, at jeg skulle i gang med den. Så levede og åndede jeg faktisk ikke for andet i de fire dage lige så snart jeg var vågen (og ikke arbejdede!).

Men lad os først starte et helt andet sted.

I 1968 modtog den maliske forfatter, Yambo Ouologuem, den franske Renaudot-pris for sin debutroman - som den første afrikaner. Der gik dog ikke lang tid før kritiske røster mente, at den var lovligt meget inspireret af blandt andet Graham Greene, men også franske forfattere. Desuden bliver den på det afrikanske kontinent kritiseret for at angribe afrikanernes rolle i slavehandel og koloialisme; dette var jo i kølvandet på selvstændigheden af mange afrikanske lande, hvor hyldesten til afrikansk kultur og identitet var vigtig propaganda for projektets succes.

I 1972 stoppes salget af hans roman, og Ouologuem rejser hjem til Mali, hvor han dør i 2017 uden at have udgivet flere bøger.

Denne tragiske historie bliver inspirationen til Sarrs vanvittige labyrintiske historie om den unge senegalesiske forfatter Diégane Latyr Faye og hans møde med romanen Umenneskelighedens labyrint skrevet af den mystiske og mytiske T. C. Elimane. Diégane har selv udgivet sin første roman, og færdes i det litterære afrikanske miljø i Paris, hvor han første gang støder på bogen, der udkom i 1938. Dengang lød kritikken først og fremmest på, at den umuligt kunne være skrevet af en afrikaner - det var en anden tid skal man huske. Dernæst var der nogle, der opdagede, at bogen ganske enkelt var en slags patchwork af elementer fra kendte forfattere fra antikken til moderne tid. Forfatteren selv, Elimane, holder sig væk fra pressen - så ikke mange kender ham; og pludselig er han væk. 

Diégane beslutter sig for at finde sporene af ham, og tager os med ind i den labyrint, som bliver hans jagt efter Elimane. Det bliver en historie om Afrika og især Senegal; det tager os til Sydamerika og igennem Frankrigs historie fra 1. Verdenskrig til studenteroprøret. Der er så mange lag og ikke blot graver vi os vertikalt ned i historien, men zigzagger os op og ned i lagene vertikalt og horisontalt. 

Det er meget kompakt og intenst; til tider skal man lige stoppe op for at huske, hvor man er og med hvem i en historie, hvor nogle sætninger fylder flere sider. Jeg tror jeg talte lidt mere end fire sider i træk uden et punktum. Samtidig var jeg blæst bagover af skønheden i at skrive hele denne roman - om en roman, som vi aldrig ved mere om end titlen. Vi får aldrig at vide, hvad den handler om - men måske er der slet ikke nogen roman og slet ingen Elimane? Måske er det metaforen for den ultimative bog, læseoplevelse, forfatter?

Som Sarr selv skriver det i romanen - og her i min oversættelse og ikke den officielle danske oversættelse. 

"En stor bog taler altid kun om ingenting, og alligevel er alt der. Gå aldrig mere i fælden med at ville sige, hvad en bog, du synes er fantastisk, handler om. Denne fælde er den, den offentlige mening sætter for dig. Folk ønsker, at en bog nødvendigvis skal handle om noget. Sandheden er, at kun en middelmådig eller dårlig eller banal bog taler om noget. En stor bog har intet emne og taler om ingenting, den søger kun at sige eller opdage noget, men dette alene er allerede alt, og dette noget er også allerede alt."

Der er absolut intet at sige til, at Sarr vandt prisen - og i modsætning til sin protagonist Elimane ikke bliver buhet ud af kulturelitens parnas. Den rørte mig absolut på et litterært niveau; men jeg var selvfølgelig også et nemt offer. Senegal har en helt speciel plads i mit hjerte; og den kultur og de steder han nævner i bogen har jeg jo oplevet. Så ja, jeg forstår, at den ikke er let tilgængelig for et dansk publikum uden konteksten med kolonialismen i Afrika, Dreyfus-affæren etc. Det bør dog ikke afskrække nogle fra at læse den, og måske tage det som en katalysator til at læse mer fransk og afrikansk litteratur. 

Nu er jeg blot virkelig spændt på at de, hvor Sarr tager os hen efter denne vanvittige "debut" - for det er det på trods af, at hans tre tidligere romaner nu er optrykt med mere opmærksomhed i Frankrig. Forhåbentlig ender han ikke som Elimane i hans roman - eller som Ouologuem i virkeligheden!

Når livet kalder - Claire Alexander

 

• Engelsk
• 2.-3. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: Meredith, alone

Meredith er snart 40 år gammel, single - og så forlader hun ikke sit hjem. I 1214 dage har hun ikke været uden for sin gadedør. Hun arbejder hjemmefra som freelancer; hun får sin mad leveret til døren; hendes veninde Sadie kommer på besøg og klarer de ting, der kræver, at man bevæger sig udenfor. Meredith bager, læser, lægger puslespil og hygger med katten, Fred. Hun konsulterer en psykolog, men får aldrig rigtigt sagt, hvorfor hun egentlig ikke kan forlade hjemmet.

Sådan kunne det nok være fortsat i år endnu, hvis ikke Meredith en dag får besøg af Tom, der arbejder for en frivillig organisation, der besøger ensomme mennesker. Hun synes jo ikke selv, at hun er ensom - men Tom kommer indenfor, og meget mod sine forventninger taler de godt sammen. Så møder hun Celeste på en online chat, og overrasker igen sig selv ved at invitere hende indenfor. Den ene ved selvfølgelig hvordan hun lever; den anden gør ikke.

Historien fortælles i små kapitler nummereret for hendes isolation; og indskudt er der flashbacks til barndommen og ungdommen. En barndom med en alkoholisk disfunktionel mor, der er blevet forladt af faderen og nu straffer børnene. En ungdom med en kæreste hun selv forlader. Og det helt unævnelige, der bliver katalysatoren for hendes isolation.

Det er en del mere chick-lit end jeg havde forventet. Man aner hele tiden, hvor historien bærer hen, og der er ikke de store overraskelser. Så det skal hvile på personerne og deres tyngde i historien. Det gør det til dels, men det forbliver i overfladen - Meredith fungerer relativt godt, men de andre personer kradser man kun lidt i overfladen som statister til Merediths liv.

Det er meget hurtigt læst og med en absolut forudsigelig afslutning. 

Numéro deux - David Foenkinos

 

• Fransk
• 1. oktober
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Oktober startede i højt tempo med Foenkinos seneste roman fra 2022, som direkte oversat hedder Nummer to.

Her er vi tilbage i det kortere format, som absolut er bedre egnet til Foenkinos' temperament; jeg blev dog lidt bekymret, da jeg opdagede, at det handlede en del om Harry Potter. Jeg er nemlig en af de sikkert tre mennesker i verden, der hverken har læst bøgerne eller set filmene. Jeg aner med andre ord meget lidtom det univers.

Men man kan sagtens forstå bogen uden at kende mere til Harry Potter, opdagede jeg heldgivis!

Martin Hill er ti år gammel i 1999, da en totalt ukendt J. K. Rowling får accepteret sit manuskript til en roman, og man hurtigt beslutter, at der er filmpotentiale. Hans forældre er skilt, og han bor med faderen i London og besøger moderen i Paris hver weekend. Da han ved et tilfælde kommer med faderen på arbejde en dag, får han mulighed for at blive statist i en film - og her ses han af den instruktør, der leder efter det store lærreds Harry Potter.

Meget hurtigt bliver det alt den unge Martin drømmer om; men der er desværre en anden kandidat også og man har svært ved at beslutte sig mellem Martin og den lige så gamle Daniel Radcliffe. Som bekendt ender Daniel Radcliffe med at få rollen - så meget vidste selv jeg - og Martin må acceptere, at han blev nummer to.

Problemet er bare, at Harry Potter bliver en planetær succes. At der ikke er én - men syv bøger. At der er syv film. At der er merchandise. At der er temaparker. At han ikke kan bevæge sig nogle steder uden at blive mindet om den skæbne han kunne have haft.

Da faderen dør flytter han til moderen i Paris. De tager til Grønland på sommerferie - der er i hvert fald ingen Harry Potter. Det bliver hans livs traume, og forfølger ham i omkring tyve år.

Der er en del sort humor i denne historie; men det er også helt reelt en fortælling om at blive afvist og tabe i en konkurrence. Den situation, hvor man ved, at man er dårligere end en anden person.

Martin Hill er en fiktiv person, selvom der var en anden lille dreng, som var i tæt løb med Daniel Radcliffe om at få rollen - gad vide, hvad han ville tænke om denne historie?

For Harry Potter-aficionados er der dog også en del anekdoter om Rowling og begyndelsen på hele den vanvittige historie som dette fænomen jo blev. Det var faktisk en ganske underholdende roman med en især overraskende slutning med en rigtig fin anekdote - og dejligt, at Foenkinos her var som han er bedst!