One True Loves - Taylor Jenkins Reid

 

• Engelsk
• 23. februar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvordan kan jeg ikke have set grundigt nok på denne sødsuppeforside? Da jeg læste forfatterens seneste storhit i januar, var jeg jo lidt forudindtaget - men blev virkelig positivt overrasket. Så jeg nuppede lige denne med hjem fra boghandlen - uden at undersøge nærmere. Uden at vide, at det faktisk er en ældre bog - som naturligt nok ingen succes havde dengang - som nu er genudgivet. Man kan jo score nogle hurtige penge i farvandet på en storsucces.    

Emma og Jesse møder hinanden i college; de bliver kærester og lever som nomader verden over med deres travle jobs som rejseskribent og fotograf. De bliver gift - men dagen inden deres 1 års bryllupsdag styrter Jesses helikopter ned i Alaska under et job. De finder ham ikke - men de finder vragdele og andre lig; så alle antager, at han er død.

Emma rejser hjem til den lille søvnige by, hvor hun kommer fra. Hun genoptager arbejdet i forældrenes boghandel, og hun genfinder en ungdomsven, Sam.

Netop som hun skal til at leve et nyt liv - så dukker Jesse op! Han har overlevet som en anden Robinson Crusoe på en øde ø, og nu er han tilbage og klar til at genoptage sit liv.

Det er ikke et nyt twist; der er utallige historier om den slags - manden der vender hjem fra krig etc. og opdager, at konen har giftet sig igen eller bare ikke sidder og græder over ham dagen lang.

Emma står i dilemmaet, og skal nu finde ud af, hvad hun gør med de to mænd i hendes liv. Og er Jesses hendes store livskærlighed - eller kan man have flere i løbet af et liv?

Desværre ender det i total kliché og kvalmende romantisk logik; som sagt er der en grund til, at forfatteren ikke slog igennem med denne bog for seks år siden - og de skulle ikke have genudgivet den. Det værste er næsten, at den også bliver filmatiseret!!! Men man kan ko sagtens se det for sig - en amerikansk rom-com af den værste slags. Heldigvis er den læst på en dag.

La Vie sans fards - Maryse Condé

 

• Fransk
• 19.-22. februar
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sin anden erindringsbog tager Maryse Condé os med videre i sit liv - fra hun som 18-årig blev alenemor og skulle finde en måde at tjene penge på og op igennem de interessante 1960'ere i Afrika.

Efter den forsvundne far til hendes lille søn møder hun en ny mand - en skuespiller fra Guinea; de bliver gift i 1958, da hun er 21 år gammel. Ikke længe efter søger hun et job i Elfenbenskysten som fransklærer - hun er gravid med deres første barn, men tager alligevel afsted alene.

Hun søger som mange andre i denne tid både et politisk ideal - Afrika var midt i løsrivelsens tid, og mange lande blev kommunistiske; men hun søger også at finde sine rødder. Hendes forældre forsøgte jo at fornægte deres afrikanske rødder ved at overspille deres roller som eksemplariske bedsteborgere. Maryse vil forstå hvor hun kommer fra - og dermed også Négritude-bevægelsen, hvor blandt andet Aimé Césaire fra Antillerne spillede en afgørende rolle.

Hun begynder at studere og forstå hele bevægelsen langt bedre samtidig med, at hun kæmper med et ægteskab som ikke fungerer. De bor kortvarigt sammen i 1961 i Guinea - men hun bliver også gravid med en anden mand, og føder hans datter uden at blive sammen med ham. Hendes mand ved jo, at han ikke er faderen men de lever et absolut mærkværdigt liv. 

Condé kommer vidt omkring - og selvfølgelig fristes man til at sige, ender hun i Ghana. Det virker som om Accra i årene omkring 1963-64 var the place to be. Det var også her Maya Angelou befandt sig, da Malcolm X kom dertil - og selvom de lever i henholdsvis den anglofone og den frankofone verden, så krydses deres veje. Jeg blev helt henrykt, da hun endelig nævnte det i bogen!

For de to kvinder har jo uendeligt meget til fælles; de kom begge fra den nye verden, hvor deres forfædre havde været slaver. Ingen af dem gennemgik lange uddannelser - alligevel kom de til at befinde sig midt i politisk intellektuelle cirkler, hvor alt skete i de år inden de fortsatte til at blive store forfatterinder, der kæmpede for sortes rettigheder. 

Men de var også begge desillusionerede efter tiden i Afrika. De regnede med at komme tilbage til deres rødder - blot for at opdage en form for omvendt racisme. Afrikanerne betragtede dem ikke som en del af deres kulturarv og land. Så hvor hører man så til? De beskriver begge i deres erindringer den frustrattion over ikke at falde ind sammen med de lokale. 

På den ene side er de jo heller ikke afrikanere; de kommer med deres vestlige kultur, værdier og penge. De har levet under helt andre komfortable forhold som regel - og alligevel tropper de op og har forudfattede meninger om, hvordan Afrika skal redde sig selv. Man kan jo forstå, at Afrika siger nej tak - de er endelig frie af kolonialisterne. Det er vel ikke for at skaffe en ny slags sorte intellektuelle kolonialister? 

Men det er jo en interessant problemstilling fordi den er oplevet af så mange, der gjorde rejsen i de år.

Maryses anden bog er en fortælling om at finde sig selv på alle måder; hun er igennem forhold, der ikke er gode for hende - hun rejser fra land til land indtil starten af 1970'erne. Men der er skaden sket i forhold til i hvert fald sønnen; hun indrømmer blankt, at der var problemer i forholder, som hun dog nåede at lappe på inden han døde af AIDS som 40-årig.

Det var kvinder som Condé og Angelou, som var så ivrige efter noget, de næppe selv kunne definere - men som skete undervejs i deres rejser, så de senere udviklede sig til forfattere. Fascinerende kvindeskæbner! 

Le Coeur à rire et à pleurer - Maryse Condé

 

• Fransk
• 17.-18. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maryse Condé er en fransk forfatter - hun er fra Antillerne; og dermed ikke fransk i sin egen selvopfattelse som én født i Paris. Hun er født i 1937 i Guadeloupe, som efternøleren i en stor børneflok på otte - med to forældre, der opfattede sig selv som yderst intellektuelt højtstående i lokalsamfundet. De var det sortte borgerskab i en lokal hakkeorden, der var meget stringent. Der var de sorte, mulatterne og de hvide; og man blandede sig ikke socialt på tværs af disse skel.

Efter krigen rejste de tit til Paris - hovedstaden - for at vise, at de havde midlerne til det og for at leve som "rigtige" franskmænd; men i Paris kommenterede man åbenlyst på den "lille søde sorte pige" - på trods af, at Frankrig i efterkrigstiden dog var vant til at se udlændinge fra alle de franske kolonier fra Caribien til Indokina til Afrika?

Som 16-årig sendes hun mere permanent til Paris for at studere; endnu et bevis på familiens økonomiske overlegenhed. Men på trods af hendes fine karakterer hjemmefra, går det slet ikke her. Hun faldet ikke til og udsættes konstant for racisme. En brat opvågning for en teenager langt væk hjemmefra og alene. Hun har nogle søskende i Paris, men der er for stor aldersforskel til, at de nogensinde har haft noget til fælles, og heller ikke nu er de der for hende.

Som knap 18-årig bliver hun gravid - en haitiansk studerende, der er noget ældre end hende - og som nok så galant skrider, da han opdager graviditeten. 

Condé har skrevet over 50 romaner; mange af dem med rødder i Afrika, hvor hun kom til at leve senere. Dette er det ene af to autobiografiske bind, hvor hun primært fortæller om barndommen og ungdommen indtil hun bliver mor som 18-årig. Hendes mor er død hjemme i Guadeloupe, og faderen er rasende over hendes skæbne.

Det er barske vilkår at starte et voksenliv på - men det fortæller hun mere om i det andet bind. 

Over havet - under jorden - Marie Darrieussecq

 

• Fransk
• 15.-16. februar
• 256 sider
• Originaltitel: La mer à l'envers

Det er snart syv år siden jeg læste den meget gribende roman om blandede forhold, som heldigvis siden er oversat til dansk. Denne gang er vi igen i et møde mellem Afrika og Europa - men i en højaktuel kontekst om bådflygtninge.

Rose er i 40'erne og er i juleferien taget på krydstogt med sine to børn; væk fra det stressede liv i Paris og manden, som drikker lidt for meget. Hun spørger faktisk sig selv om ikke det ville være bedre, hvis de blev skilt. På båden får hun en pause - lidt cocktails i baren om aftenen; indtil dramaet indtræffer.

Båden ligger stille midt om natten; Rose står op og opdager, at de er stoppet for at samle bådflygtninge op et sted i Middelhavet på vej til Grækenland. Hun forsøger at hjælpe men er også fascineret af dramaet; og især den unge dreng, som beder hende om hjælp.

Uden at tænke videre går hun tilbage til kahytten, tager sin søns mobiltelefon og giver den til Younés; den 15-åriger nigeriske dreng. Dagen efter sættes de over i en anden båd og sejles i land. Hvor ved hun ikke - men nu har Younés via telefonen en mulighed for at komme i kontakt med hende.

Hjemme fra ferien flytter hele familien til landet - langt fra Paris til det sydvestlige Frankrig, hvor Rose kommer fra. Hun tror det vil løse alle familiens problemer - mandens drikkeri, hendes stress, datterens allergier, sønnens teenageoprør. Men måske er det ikke altid lykken at rejse til et nyt sted?

Som Younés kommer tilbage i deres liv, og hun forsøger sig som Moder Teresa, så er der en parallel i deres drøm om at flygte til noget bedre. Nok er Roses familie der, men det er primært hender, der tager sig af Younés og det er dynamikken mellem de to, der fylder i romanen.

Desværre betyder det også, at vi ikke rigtigt kommer ind under huden på Younés - og slet ikke de andre familiemedlemmer. 

Den forsøger at favne både problemerne med bådflygtningene men også The Jungle i Calais, hvor de forsøger at smugle sig ind i England i lastbiler; men det er mange ting i så lille en roman. Der mangler i mine øjne lidt flere nuancer på disse problemer og det kunne være gjort ved at give mere plads til de andre protagonister især Younés. 

Jeg havde ventet længe på paperback-udgivelsen af denne; desværre var det ikke helt så fantastisk som forventet men en interessant bog, der dog ikke formår at komme helt i dybden.

Leonardo da Vinci - Walter Isaacson

 

• Dansk
• 8.-14. februar
• 576 sider
• Originaltitel: Leonardo da Vinci

Jeg har læst om da Vincis kunst tidligere; blandt andet en bog udelukkende om Den Sidste Nadver efter at have set maleriet i Milano men også andre bøger relateret til hans malerkunst. Men jeg har aldrig fundet den perfekte biografi af helheden - mennesket da Vinci. Ikke som jeg fandt det i den helt utrolige biografi af Michelangelo, hvor forfatteren simpelthen uddannede sig som billedhugger for at kunne skrive bogen. Den er stadig det ypperste man finder om da Vincis ærkefjende; og nu fandt jeg så på dansk under bogudsalget denne oversættelse af Walter Isaacsons store Vinci-biografi.

Det ville måske have været bedre at læse den på engelsk; men oversættelsen fungerede ganske fint, og bogen var smuk - tykt og tungt glanspapir med de skønneste farveillustrationer til at guide os gennem hans liv.

Vinci var virkelig en kompleks person - han må jo have været særligt intelligent; men måske på en måde, så man i dag ville have givet ham en diagnose? For han forvilder sig rundt omkring i alverdens temaer - han vil vide det hele; og han tillærer sig alt med en fascinerende fart. Han har alverdens intetioner om at udgive store værker om alt fra fugle til lerafkalkninger - men de flesre bliver ved tanken.

Han er notorisk kendt for ikke at kunne gøre sine malerier færdige; nogle efterlader han ganske enkelt midt i processen som det berømte krigsmaleri i Palazzio Vecchio der skulle stå modsat netop Michelangelos maleri. Flere gange skaber det problemer for ham; men han forstår også altid at finde en rig mæcen til at holde hånden over ham. 

Derfor findes der heller ikke mange af hans malerier; det er ikke udelukkende fordi de er gået til grunde men fordi han simpelthen ikke var særlig produktiv med sin pensel. Men det var han med så mange andre ting - og derfor skal hans værk ses i helheden, som denne biografi beskriver det. For alle de mange notesbøger med kruseduller og noter om videnskab tjente også til at forfine detaljerne i malerierne. Der findes idag blot 13 færdige malerier fra hans hånd; dertil skal lægges to store vægmalerier samt nogle studier samt ufærdige malerier. Det er ikke mange! I 2019 holdt Louvre en kæmpe udstilling, hvor man kunne se stort set det hele - undtaget var selvfølgelig vægmalerierne og så det helt fantastiske Salvator Mundi, som var blevet solgt i 2017 til en arabisk prins og hænger i Louvre i Emiraterne. Det kan stadig ærgre mig, at jeg ikke har set netop dette maleri - men ellers har jeg nu set dem alle og min favorit er ikke Mona Lisa. 

Personligt foretrækker jeg Damen med Hermelinen og Jomfru Maria med Jesusbarnet og Sankt Annæ - i to helt forskellige genrer; portræt og biblisk scene.

Men stadig er der intet, der kan overgå det sus i maven man får, når man træder ind i Santa Maria delle Grazie refektoriet og ser Den Sidste Nadver; det er en oplevelse man virkelg skal unde sig selv.

Bogen går virkelig i dybden med de fleste af disse ikoniske malerier; men også med notesbøgerne og hans besættelse af visse videnskabelige elementer; det er meget teknisk til tider men også yderst lærerigt. Samtidig er bogen så ny, at hele historien om netop Salvator Mundi er med, hvilket gør den yderst komplet som biografi.

A Book of Book Lists - Alex Johnson

 

• Engelsk
• 7. februar
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange falder jeg over idéer på Instagram, og lader mig forføre; det var, hvad der skete med denne bog, som jo egentlig ikke er en bog. Det er - som titlen beskriver - en bog med lister over bøger.

Disse lister er dog helt reelle, og hver af dem er kommenteret så der gives baggrundsinformation, anekdoter, historisk kontekst osv.

Der er otte dele; fx læselister - rangerende fra de bøger man fandt i bin Ladens bibliotek (heldgvis ingen match i forhold til mit eget) til David Bowies liste over 100 mest indflydelsesrige bøger.

Der er lister over bøger, der rejser - hvilke bøger vi typisk efterlader på et hotel (Dan Brown er en klar vinder her - og det matcher fint, hvilken type litteratur jeg selv samler op på et hotel til strandlæsning).

Der er lister over de bøger nazisterne forbød; lister over fiktive romaner Dickens fik produceret til sit eget bibliotek (tomme bøger men med titlen på ryggen); lister over hvilke bøger, der findes på rumstationer eller i fængsler; lister over bøger, man ser i baggrunden i berømte tv-serier eller film; lister over bøger vi ved har eksisteret men nu er væk (fx fra biblioteket i Alexandria).

Altså - lister over snart sagt alt; der er interessante lister, morsomme lister, chokerende lister - og også nogle af de mindre interessante i mit perspektiv. Det er jo blot en lille morsom bog; men også en man kan slå op i senere for der er også inspiration at gå efter!

L'Italie buissonière - Dominique Fernandez

 

• Fransk
• 2.-6. februar
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dominique Fernandez er - trods sit mere eksotisk klingende navn - en fransk forfatter. Han har gennem årene udgivet et hav af bøger - romaner, rejseskildringer, essais - og med en tydelig forkærlighed for Italien. Flere af hans romaner er biografier som fx den fantastiske roman, jeg læste i 2014 om Caravaggios liv.  Han har vundet den prestigefyldte franske Goncourt-pris for en anden roman; og blev i 2007 valgt ind i Académie Française, som er det ypperste indenfor fransk litteraturkultur.

Hans italienske rejseskildring fra 2020 er næppe foretaget som rejse i udgivelsesåret. For det første var det jo midt i en pandemi - for det andet er Fernandez en ærværdig herre på i dag 92 år. Det forhindrer selvfølgelig ikke nogen i at rejse; men det er sikkert snarere en samling fra hans tidligere rejser.

For det er en rejse fra syd til nord - fra Siciliens spids til Venedigs kanaler, hvor Fernandez tager os med for at opdage de skjulte skatte. Ikke de store kendte kunstværker, som man normalt besøger i Firenze, Rom, Milano, Bologna osv. - men alle de andre, der efter hans mening er mindst lige så fantastiske.

Bogen er opdelt i regioner, og hver kunstskat har sit kapitel indledt med en illustration - desværre i sort-hvid og ikke den bedste kvalitet. Så jeg måtte konstant have fat i andre bøger, eller internettet.

Hans fokus er ligeledes på Quattrocento og den italienske renæssance - alt, hvad jeg elsker!

Fernandez sprang i 1970'erne ud som homoseksuel, og udgav i 1987 den første fransksprogede roman, der direkte omhandlede AIDS. Hans fascination for de italienske personer, han har skrevet biografier om er da også homoseksuelle personer - som Caravaggio.

Men måske ser han også spøgelser? Ifølge ham er stort set samtlige italienske renæssancemalere i hvert fald homoseksuelle. Ja, der var mange nøgne personnager i renæssancekunsten - og de var oftest maskuline; man fremstillede jo ikke Jomfru Maria nøgen? Men det bliver lidt komisk til sidst - for uanset hvad, han besøger så finder han en homoerotisk forbindelse. Han træder ind i en kirke, ser en søjle - nej, dårligt eksenpel! Men det tager en anelse overhånd til sidst - og jeg er sikker på, at han som den eneste kender samtlige Skt Sebastian-statuer i Italien. Der er ikke mange feminine skikkelser i hans bog; og det er lidt ærgerligt.

Til gengæld har jeg noteret mig et par ting at besøge næste gang, jeg kommer til Italien. Og med hans små anekdoter i lommen vil det kun gøre det mere interessant - og morsomt.

Elendighedens London og Paris - George Orwell

 

• Engelsk
• 30. januar - 1. februar
• 224 sider 
• Originaltitel: Down and Out in Paris and London

Hvert år siger jeg til mig selv, at jeg må læse flere klassikere - men det bliver sjældent så succesfuldt som mine ambitioner er. Denne figurerer måske heller ikke under store litterære klassikere, men Orwell har jo flere andre på den liste.

Denne debutroman er fra 1933, og er faktisk en form for erindringer - eller beskrivelse af hans ophold som ung mand i 20'erne i de to byer. I 1927 opgav han en karriere som politimand for at hellige sig skriveriet, og flyttede til et lejet værelse i London; da var han 24 år gammel. I foråret 1928 flyttede han til Paris, og rækkefølgen i bogen er således en anelse manipuleret. I slutningen af 1929 flyttede han tilbage til England, og publicerede sin første novelle, som handlede om hans ophold i et fattighus i London. Men han havde jo samlet langt mere materiale i løbet af de par år, han levede et kummerligt liv.

Den første halvdel foregår i Paris, hvor han blandt andet bor i Latinerkvarteret, hvor både Scott Fitzgerald og Hemingway også boede - de havde dog langt bedre midler til rådighed. Orwell har ikke flere penge, da han via en ven får et job som opvasker på Hotel X - han giver ikke navnet; men det er senere blevet identificeret som det fantastiske Crillon på Concorde-pladsen. 

Hans beskrivelse af den underverden, som det vitterligt er at arbejde der, er skræmmende, dyster - men også underholdende. For alle hoteller er jo små mikrokosmer med deres eget hierarki og hakkeorden. 

Her er der et hierarki afhængig af ens titel - dem i køkkenet og dem ude blandt gæsterne. Men der er også en tydelig hakkeorden blandt de forskellige nationaliteter - der er mange russere i Paris i dette årti efter den russiske revolution. Orwells job er i den absolut laveste kategori, men at han er englænder hiver ham en lille smule op af rangstigen - men han skal stadig finde sig i alverdens skrald, og en arbejdsdag på 17-18 timer til en umenneskelig løn.

Efter udgivelsen reagerede flere parisiske hotelejere i forargelse. Selvfølgelig! For han beskriver hvilket svineri der er i køkkenet - og det er jeg ikke et sekund i tvivl om er korrekt; jeg arbejdede i hotelkøkkener som studerende i 1990'erne og der var hygiejne stadig ret ukendt! 

Men han flytter tilbage til England, da han bliver lovet et job som hjælper for en handicappet dreng. Da han ankommer i London er jobbet udskudt og han har ikke en krone på lommen. Så han bliver landevejsrytter og slutter sig til en flok af mænd, der vandrer England tyndt. De kan få fratis overnatning forskellige steder - religiøse organisationer fx men også mandehjem; men der må de højst overnatte en gang om måneden. Resultatet bliver, at de vandrer dagen lang og landet rundt for at komme fra det ene til det andet. 

Orwell regner lidt på, hvad den omkostning er for staten - at så mange mænd bare går og udmatter sig selv for at kunne overnatte et nyt sted. Hvis de istedet kunne blive det samme sted, men arbejde der og få kost og logi som løn, ville man give dem mening med livet, lidt værdighed og samtidig gavn for de omkostninger, de afføder.

Orwell kom jo ud af fattigdommen; men døde som kun 46-årig af tuberkulose. Om de hårde år i ungdommen spillede ind, ved jeg ikke - men noget godt kan de i hvert fald ikke have gjort.

Det er tankevækkende at læse især Paris-kapitlerne, hvor alting er så velkendt for mig og så den anden side af medaljen mange årtier tidligere - men alt andet er jo stadig det samme Paris med de samme gadenavne og steder.