Michelangelo - Irving Stone

• Engelsk
• 11.-16. april
• 778 sider
• Originaltitel: The Agony and the Ecstasy

Jeg tror ikke længere, at det er muligt at opdrive den dnaske udgave af denne biografi - den udkom i 1961; men måske man kan være heldig at finde den i et antikvariat.

Jeg samler jo nærmest på biografier af renæssancemalere; og at den er så gammel gør derfor ikke det helt store i denne sammenhæng. Desuden er Stones værk om Michelangelo internationalt anerkendt som værende en absolut reference.

Stone beskæftigede sig mest med biografier, men han skrev ikke mange igennem sit liv. Til gengæld gjorde han det grundigt! Jeg ved ikke præcist, hvor mange år han brugte på denne - men hans sidste bog blev skrevet syv år inden, så mon ikke den tid er gået med at forberede sig på Michelangelo?

Til formålet levede han i flere år i Italien - i Rom og Firenze, hvor de fleste af Michelangelos værker findes. Han arbejdede i et marmorbrud og uddannede sig som billedhugger for at få den fulde forståelse for kompleksiteten i Michelangelos arbejde og personen bag. Det er virkelig lykkedes! Man hives som læser med ind i hvert hammerslag af de første skulpturer, så man til sidst føler, at man selv kender al teknikken bag denne særlige kunstform.

Michelangelo kom fra en tidligere rig familie; men de lever nu kun af navnet og den smuldrende formue. Faderen er derfor ikke imponeret over drengens lyst til at blive kunstner, men ender med at sende ham i lære hos Ghirlandaio. Men knægten vil have fingrene i sten, og sniger sig rundt i kunstnerhaven ejet af Lorenzo de Medici, indtil denne tager ham under sine vinger. Han er ikke en sædvanlig lærling og får kun til tider lidt lommepenge. Men til gengæld kommer han til at færdes i Medici-kredsen af lærde humanister, som overbeviser ham om, at han som kunstner også må kende sin Bibel men også græsk og romersk historie. Dette bliver til uvurderlig hjælp for ham senere.

Biografien fokuserer derfor en del på disse dannende år inden Lorenzo dør i 1492; men også på tiden lige efter, hvor den kontroversielle munk Savonarola kommer til magten. Det betyder, at Michelangelo flygter til Rom, hvor han allerede som 24-årig laver sin Pietà.

Han forsvarer hele sit liv billedhuggerkunsten - overfor blandt andet da Vinci, som mener, at malerkunst står langt over skulpturer. Men mange af hans skulpturer er virkelig mesterværker - for nogle år siden så jeg en fotoudstilling af netop Pietà'en. Jeg havde selvfølgelig set den i Peterskirken, men der kommer man jo ikke rundt om den. Selvom dette blot var fotografier - og mine billeder dermed fotografier af fotografier, så ser man tydeligt, hvor imponerende billedhuggerkunst kan være, når man fokuserer på detaljerne.

Vi kommer vidt omkring hans kunstneriske skrupler; hans kampe med diverse paver - han forsøger at modsætte sig at skulle male loftet i det Sixtinske Kapel, som måske er det han er mest berømt for i dag. Han kæmpede en indædt kamp med mange paver, ikke mindst på grund af den årelange fejde mellem Medicier og Borgiaer - og han blev aldrig rig af sin kunst.

Det eneste aspekt, hvor forfatteren kommer lidt til kort er Michelangelos seksualitet. Hvor der i dag jo er udbredt overbevisning om hans homoseksualitet, så har dette måske været for meget for en puritansk amerikaner i 1950'erne? Det strejfes kort, at han har et tæt forhold til Tommaso dei Cavalieri - men det fremstilles nok langt mere platonisk end virkeligheden var.

Jeg havde heldigvis påskens dårlige vejr til at fordybe mig i teksten på den ene side og diverse opslagsværker på den anden. Detaljerne om de religiøse symboler i statuer, men ikke mindst loftet i Vatikanet, er så detaljerede, at jeg måtte have mine kæmpe renæssancekunstbøger frem og til tider også min lup.

Stone formår at give os et billede af mennesket bag kunstneren; det er bestemt ikke uden grund, at dette er den ultimative biografi af Michelangelo. Men man skal nok også interessere sig voldsomt for perioden og kunsten for at nyde den til fulde. Det kræver et vis forudgående kendskab til Firenze og Medicierne - men den litteratur har jeg jo for længst udtømt. 

Jeg lærte dog også nyt - selvfølgelig via indblikket i personen - men også i alle kontroverserne omkring byggeriet af Peterskirken, da den skulle bygges om i starten af det 16. århundrede. Det var som at grave sig ud af et skjul, da jeg nåede til vejs ende - og med en tåre i øjet. Jeg fik en hel ny forstærket fascination af billedhuggerkunsten, som ellers i sin gamle religiøse form altid har interesseret mig. Men der er mange flere facetter end jeg anede.

Og så er det jo lidt pudsigt, at forfatteren hed Stone...