Dead Wake - Erik Larson

• Engelsk
• 1.-5. april
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg læste for et par år siden Larsons fantastiske skildring af den amerikanske ambassadør i Berlin umiddelbart før 2. Verdenskrig. Det er faktisk lidt skræmmende, at det allerede er fem år siden - men tiden går; dog stå visse bøger stadig meget klart for én. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at også denne historiske biografi ville falde i min smag.

Når man tænker på skibsforlis, tænker vi alle først og fremmest på Titanic, der med rette eller ej, er blevet fuldstændigt overeksponeret gennem mere end hundrede år. Men 1. Verdenskrig var faktisk drabelig. når det angik skibsforlis forårsaget af ubådsangreb eller miner. Det kostede livet for ca. 3.600 civile - udover det store antal militære fartøjer, der blev angrebet som en aktiv krigshandling.

Det absolut mest berømte af dem alle var det britiske skib, Lusitania, som blev søsat i 1906 og krydsede Atlanten 202 gange. Det var de tider, hvor det var vigtigt at være hurtigste på ruten mellem New York (eller USA) og England - og Lusitania var indehaver af prisen Atlantens blå bånd fra 1907 til dets forlis. Herefter var der jo krig, og senere kom andre transportmåder som erstattede de store skibe og overflødiggjorde konkurrencen.

Men Lusitania var et luksusskib, som de rige og berømte brugte til at rejse over Atlanten med tophastigheden af 25 knob. Der var dog også plads til de mindre rige passagerer på 2. og 3. klasse. I modsætning til Titanic var den sidste fatale rejse i maj 1915 østover; det var derfor ikke folk på jagt efter den amerikanske drøm, men snarere en masse mennesker, der efter krigens udbrud sommeren inden i Europa ville hjem til familier - eller for at melde sig under fanerne for at hjælpe deres fædreland.

Blandt de rige var der de sædvanlige store familier, der rejste med horder af barnepiger - der var blandt andet en Vanderbilt. De havde alle den absolutte tro på, at netop dette skib var urørligt på grund af dets tophastighed - og fordi det ganske enkelt ikke faldt nogen ind, at man ville angribe civile skibe.

Ikke desto mindre offentliggjorde tyskerne samme morgen som Lusitania skulle forlade New York en annonce i avisen, hvor de gjorde opmærksom på, at alle fartøjer, der sejlede under allierede flag var at regne for mål for ubådene, når de befandt sig i de farvand, der var designeret som krigszoner.

Stadig troede ingen på det!

Larsons bog giver først en introduktion af de geopolitiske forhold i tiden lige op til - faktisk nærmest ned til minutterne for, hvornår de enkelte telegrammer og konversationer finder sted.

Vi følger passagererne som de kommer ombord, og lever de første fem dages overfart i total vished om, at den britiske flåde vil komme for at ledsage dem op igennem indsejlingen til Liverpool.

Parallelt følger vi kaptajn Schwieger, som styrede ubåden U-20, der var sendt afsted med syv torpedoer for at sænke skibe i området omkring Irland og England. Schwieger var en mand uden nogen som helst skrupler over menneskeliv - og om det var militære eller civile var også helt underordnet. Det vigtige var at vinde konkurrencen om at sænke mest tonnage.

Endelig følger vi livet i de politiske korridorer - Wilson i Washington, som vægrer sig ved at trække USA ind i krigen. Rum 40 i London, som er det tophemmelige sted, hvor opsnappede beskeder fra tyskerne afkodes. 

Man vidste utroligt meget om U-20; man vidste alt om tyskernes intentioner og manglende skrupler. Man vidste alt om dens position i nærheden af Lusitania.

Alligevel var der ingen, der gav Lusitanias kaptajn Turner mere præcis information om dette; eller sendte skibe ud for at hjælpe. De var åbenlyst overladt til deres egen skæbne - og det var vel nærmest uundgåeligt, at de ville blive torpederet.

Det er hjerteskærende at læse den minutiøse beskrivelse af handlingsforløbet.

Erik Larsons absolutte force er nemlig at skrive de historiske versioner af verdensbegivenheder, så man føler, at man læser en roman. Der er ikke dialog i traditionel forstand; men det flyder som en spændingsroman med de skiftende scener fra skibet, Washington, ubåden og London.

Skibet sank på blot 18 minutter; hvilket jo får Titanic-katastrofen til at minde om en fornøjelsestur! 1.198 mennesker døde under forliset; mens 794 overlevede - givetvis grundet det fine vejr netop denne dag, som også havde gjort det alt for nemt for ubåden at se skibet i horisonten. Skæbnens ironi!

Mange af de overlevende har ligeledes berettet om deres oplevelser, og derfor er jeg ret sikker på, at Larson ikke digter noget her.

Ulykken blev indirekte årsag til, at USA gik ind i krigen - der var nemlig 128 amerikanske statsborgere blandt ofrene. Det er jo en strategi USA ikke har ændret her hundrede år senere - hele verden kan gå under, og de blander sig ikke. Men krummer man ét hår på en amerikaner - eller rører ved en olietønde ... så bliver de altså sure! Ofte proportionelt lidt for sure, men det er jo en anden snak!

Jeg var endnu engang virkelig imponeret over Larsons research og forfatterkunster; det eneste man måske kunne ønske sig i sådan en historisk biografi ville være et par illustrationer? 

I ondskabens have - Erik Larson

• Engelsk originaltitel: In the Garden of Beasts
• 17.-23. juni
• 589 sider

I 1933 skulle den amerikanske præsident Roosevelt udpege en ny ambassadør til repræsentationen i Berlin. Det ansås for at være en relativ nem post - Tyskland var et land i fremgang og politisk stabilitet med Hindenburg som præsident og Hitler som kansler; der var episoder med overfald på udenlandske gæster, men i det store og hele var ingen ret bekymrede... endnu!

Valget faldt derfor på den absolut uerfarne William Dodd - i diplomatiske sammenhænge et blankt blad udelukkende med en fortid som historieprofessor ved universitetet i Chicago. Han ønskede blot at få mere tid til at skrive sit livsværk om Sydstaterne, og mente, at en ambassadørstilling ville give ham den fornødne fred. Men som Larsons biografi viser, så ankom han netop som tingene i Tyskland begyndte at ændre sig.

Dodd var en alternativ ambassadør; han var ikke rig, og ville kun leve af sin løn i modsætning til andre ambassadører, som kom fra rige familier og selv betalte store dele af de ekstravagante husholdninger. Han rejste med sin kone og deres to børn Bill og Martha. Sønnen var meget stille og rolig, mens Martha havde et ry for at være særdeles fremmelig for en ung dame af tiden. Hun samlede elskere i stribevis, og bekymrede visse af ambassadefolkene en del.

Samtidig begyndte Dodd at advare USA om Hitlers stigende magt - men blev ikke taget seriøst; muligvis mest på grund af hans politiske modstandere i Washington.

Biografien fokuserer primært på begyndelsen af hans og familiens tid i Berlin fra 1933 til 1934, som endte med De lange knives nat. Dodd rejser endeligt hjem fra Berlin i slutningen af 1937, og dør nogle få år senere netop som krigen er ved at være en realitet.

Det er et glimrende tidsbillede af Berlin i netop denne skrækkelige periode, men også en interessant beskrivelse af diplomatiet og de politiske spil nationer imellem. For man må trods alt græmmes over en besked den amerikanske regering sender til den tyske udenrigsminister efter dennes klage over en iscenesat retssag mod Hitler i New York. Dette var en privat forsamling, som beskeden siger - og det er en af grundstenene i den amerikanske konstitution at folket har ret til religionsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed! I 1933 var USA stadig raceopdelt og det klinger lidt grumt i mine ører. Men det er jo netop det interessante ved at læse direkte citater fra tiden.

Datteren Martha ender desuden som spion for Rusland og må gå i eksil i Prag i mange år. En spændende families spændende liv!