- Fransk
- 9.-12. januar
- 531 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
En anden af de afrikanske krimier, der kom på læselisten efter at have set en artikel i flyet på vej til Dakar, var denne. Jeg var meget begejstret for den
første, men nu var det jo virkelig Senegal, det handlede om - så det var jeg noget spændt på. Hvorfor den figurerer i kategorien krimier, forstår jeg så ikke helt - i mine øjne er det ganske enkelt en roman. Men det er en bagatel!
En mand er alene hjemme, da hans kone er rejst hjem til landsbyen efter regntiden. Han keder sig og går ned på den lokale bar i Dakar, og mod at holde den ene barmand gående med sprut og cigaretter, vil denne fortælle ham en historie. En historie om den gamle kvinde, der blev fundet død nede på stranden foran baren om morgenen. En kvinde, som lignede en hjemløs, men bar en stor, fed guldkæde om halsen... prologen åbner ganske kort op til 500 siders historiefortælling i bedste urgamle afrikanske stil!
Ramata er hovedpersonen i fortællingen. Hun er gift med Matar, som beklæder en af landets øverste poster i regeringen, og samtidig er professor. De er rige - umådeligt rige efter senegalesiske forhold - og Ramata har hele denne samfundsgruppes overlegne optræden. Da hun bliver nægtet adgang til hospitalet udenfor besøgstiderne, angriber hun den stakkels emsige vagtmand Ngor Ndong, fordrejer historien og får Matar til at anholde ham. Desværre dør Ngor Ndong under politiets ublide forhør - ikke i sig selv et problem i Dakar, hvis ikke lige det var Matars karriere, der kunne ødelægges. Matar sætter en håndlanger på sagen; en korrupt bandit, som lover Ngor Ndongs familie penge men snyder både dem og Matar. Han dør selv under skrækkelige omstændigheder nogle år senere - men sagen er nedddysset, og skulle være glemt og begravet.
Tyve år senere skal Ramata besøge sin datter på hospitalet, da denne har født hendes første barnebarn. Mmatar er på forretningsrejse, og hun må tage en taxa hjem derfra - men taxachaufføren kører hende til et øde sted, voldtager hende og stjæler alle hendes værdier. Han var en gemen tyv, som havde stjålet taxaen for nogle hurtige overfald i nattens mulm og mørke - men for Ramata bliver han en åbenbaring og begyndelsen til enden.
Som barn er Ramata blevet omskåret, som det var tradition at gøre ude i landsbyen i bushen, hvor hun voksede op. I hele sit liv har hun aldrig kunnet få en orgasme - ikke før den unge taxachauffør voldtager hende; og i stedet for at ville spærre ham inde i fængslet, vil hun spærre ham inde i sit luksushus som en sexslave. Hun begynder en endnu mere hvirvlende strøm af løgne end tidligere i hendes ægteskab med Matar - blot for at finde den unge mand, som hedder Ngor Ndong... og er ingen anden end den afdøde vagtmands tyveårige søn, mens Ramata er en moden kvinde i halvtredserne.
Hun finder ham - men den unge mand, som er en kending af politiet, er knap så begejstret for denne ordning. I stedet for at være glad for det luksusliv han nu kan leve, forstår han ganske enkelt ikke den drejning, hans liv har taget og er sikker på, at det er puds man spiller ham. Han vil væk fra den dæmoniske Ramata!
Derfra tager tingene virkelig fat, og de personer, der var indblandet i den gamle Ngor Ndongs død, begynder selv at dø. Matars ungdomsven er således til sidst overbevist om, at det er hekserier - at det er vagtmandens spøgelse, der er dukket op igen. Der er absolut intet mystisk i noget, men den gamle overtro tager over, da ingen ved, at drengen bærer sin fars navn.
Historien fortælles som sagt over de mange hundrede sider - men med tilbageblik til Ramatas barndom og ungdom; til Ngor Ndong den yngres barndom - til baggrunden for alle de mennesker, hvis tråde nu mødes i historien omkring Ramata, der som den eneste intet erindrer fra vagtmandens død. En ligegyldig underordnet i hendes øjne!
Der er gamle senegalesiske legender indvævet i deres historier, og der er nutidig historie om landet, dets politik, og båndene til Frankrig. Det er skrevet med senegalesiske øjne uden noget forsøg på at indordne sig europæiske idealer, som fx i beskrivelsen af Ramata, der ikke just hylder vores opfattelse af kvindelig skønhed:
"Virkelig godt skruet sammen, en naturlig teint, skinnende sort, hvilket er sjældent i vore dage, en yndefuld hals med dobbelthager, en generøs barm, fin talje, brede hofter, svulmende læber og en stor rund bagdel..."
Efter mine ophold i Senegal er det næsten som at læse noget fra Danmark; når han beskriver bygningerne og landsbyerne på kysten syd for Dakar... elværket, betonfabrikken... jeg kan se det hele for mig, og det gør unægteligt læsningen meget nærværende for mig. Jeg kan forestille mig de små barer med stampet jordgulv og børnene, der render i pjalter i gaderne eller de traditionelle retter, de spiser. Jeg kan forholde mig til troen på
grigris og troldmænd, til kontrasten mellem islam og alkoholdrikkende senegalesere... det er et fantastisk reelt nutidigt billede af det land, jeg elsker.
Er historien så troværdig? Kan man sidde på en bar og høre en historie fortalt af en drukkenbolt, der samtidig kan fortælle om protagonisternes barndom? Ja... og nej! Selvfølgelig er det ikke objektivt set troværdigt - men det er der jo så meget litteratur, der ikke er. Men ja fordi det i den grad er den traditionelle måde at fortælle på; fordi senegaleserne elsker at fortælle historier, sagn og legender - de elsker at tale, og kan aldrig gøre det hurtigt og enkelt. Der er altid lag på lag af fraser og floskler inden man kommer til sagen, som det også ses i dialogerne i bogen. Men det er indbegrebet af Senegals kultur, som er indkapslet i denne fortælling - og man bliver totalt grebet af historierne, der til sidst giver en enestående mening i hvorfor det er denne bar og denne barmand, der skulle fortælle den.
Det bliver en bog, der skal på omgang hos fransktalende venner - et rent lille mesterværk!
