Thursday, December 15, 2011

L'Abyssin - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 12.-15. december
  • 699 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Rufins første roman købte og læste jeg for første gang i 1999; den kom frem igen under mit sygeleje, da jeg var løbet tør for ulæste bøger jeg var i humør til - og samtidig havde jeg i måneder haft lyst til at genlæse hans lange eventyrlige historie om Jean-Baptiste Poncet.

Jean-Christophe Rufin er en fransk læge, forfatter - og ambassadør; ligesom Kouchner har han haft en alsidig karriere, der dog med enhver franskmands fornemmelse for filosofi gør ham til en imponerende historiefortæller. Ydermere har han været ambassadør for Frankrig i såvel Senegal som Gambia - Senegal står jo mit hjerte nært; men historien foregår i et helt andet område af Afrika!

Den unge Poncet er havnet i Cairo efter en lidt skødesløs tilværelse og uden uddannelse; men han har en god viden om planter og naturmedicin, og bliver hurtigt efterspurgt som læge i byen. Men den franske konsul er ikke af samme opfattelse, da han ingen papirer har. Så komplicerer tingene sig for konsulen, da Ludvig XIV beslutter at sende en emission til Abessinien - i dag kendt som Etiopien - for at omvende dem til katolicismen.

I dag kender vi Etiopien som hjemland for Haile Selassie; som hjemsted for rastafari-religionen opkaldt efter Ras Tafari og mest af alt for sult og nød. Men i 1700 var det et uopdaget farligt land - langt syd for de egyptiske katarakter, og hvor hvide mænd ikke rejste. Især ikke som katolikker. For nok var kejseren ikke muslim - men han ville ikke underlægge sig Paven og den katolske kirke.

Men Poncet forelsker sig i konsulens datter, og beslutter sig for at deltage i en dødsdømt ekspedition til kejseren. Her er der lidt konfusion - eller litterær frihed - for i 1699/1700 hed kejseren Iyasou I selvom Rufin kalder ham for Yesu I. Det er nærliggende og tilgiveligt i en fiktiv roman. De tager altså afsted - og kommer tilbage. Poncet har opnået den diplomatiske fortrolighed med Yesu, og vil nu til Versailles for at blive akkrediteret som ambassadør, så han samtidig kan opnå den borgerlige status, der vil gøre det muligt at fri til Alix.

Selvfølgelig går alt galt i denne historie, der er skrevet som i periodens stil. Der er de gode og de onde; dueller og kampe, jesuitter og kapucinere (datidens store religiøse skisme i Frankrig)... der er diplomati og snyderi - og til tider er der aldrig langt mellem yderpunkterne i alle disse modsætninger. Der er samtidig en fantastisk dosis geografi og historie - og jeg var mere opmærksom ved denne genlæsning tolv år senere, da bogen slutter i det fantastiske Skt. Katarina kloster i Sinai-ørkenen, hvor jeg stod for 18 måneder siden. Det rører mig altid mere at læse om steder, hvor jeg også har været - og måske endnu mere, når disse er uændrede igennem århundreder.

Det er måske også en roman uden de store litterære overraskelser - ingen krumspring i sproget men en god dosis gammeldags ridderroman i moderne format; og det er vellykket også anden gang man læser den. Jeg tror ikke, at Rufin vidste, at denne roman ville indbringe ham en Goncourt-pris - men der kom en efterfølger, som selvfølgelig skal læses nu... og senere har han skrevet andre fantastiske romaner, hvoraf jeg har nogle til gode - heldigvis!

No comments: