Sunday, September 30, 2012

L'écrivain de la famille - Grégoire Delacourt

























  • Fransk
  • 30. september
  • 235 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det var med et vist vemod, at jeg lukkede denne lille perle af en bog. At jeg også pudsigt nok læste i efterordet en tak til Jean-Louis Fournier, hvis roman jeg læste i går. Om denne tak skyldes, at der også i denne roman er en handicappet søn eller om det skyldes Fourniers anden karriere som humorist, ved jeg ikke. Historien fik mig også til at tænke på Lionel Duroys romaner om hans egen families kaotiske verden, eller Jean-Paul Dubois' fantastiske familiekrønike i takt med det tyvende århundredes Frankrig, som jeg læste inden jeg startede bogbloggen.

Delacourts roman har vundet adskillige franske priser, og ikke uden grund. Den griber én om hjertet med dens stille melankoli over et liv, som bliver så anderledes end man forestiller sig det som en lille dreng i en perfekt familie, hvor alle er lykkelige. Hvor man er så stolt af den 7-årige søn, der skriver et lillebitte rim, der straks får forældrene til at udråbe ham som kommende forfatter. Men det er for meget forlangt, når ordene forsvinder i takt med, at tallerkenerne i det lille gule køkken falder til gulvet under forældrenes skænderier. Når man skal forholde sig til forældrenes skilsmisse, og ikke kan overskue studierne.

I stedet starter man selv den samme skæbne med et for tidligt ægteskab med den helt forkerte; med børnene, der kommer for tidligt og af forkerte årsager. De kan ikke bringe ordene tilbage i et parforhold.

Så forsøger Edouard at bringe ordene frem i sin karriere; ikke i den bog, som aldrig blev til noget men som reklametekstforfatter (som forfatteren selv). Her virker ordene; de flyder og bringer penge til familien og det bliver i sidste ende årsagen til bruddet.

Familiens historie er banal set i den store sammenhæng; det er en hverdagshistorie om de tre børn af de uforlignelige forældre. Om sønnen, der må på institution og ender med at kaste sig ud af et vindue. Om søsteren, der bare vil have et stille og roligt lykkeligt liv, men ender som enlig mor og derefter slår sig til tåls med, hvad livet kan byde hende i form af en enkemand.

Om sønnens forsøg på at jonglere det hele og samtidig gøre forældrene stolte, selvom han ikke blev forfatter. Men da er faderen forlængst gledet ind i Alzheimers grab, og tiden går og der kommer nye produkter til i verden. Der er nye sange og politiske hændelser, som også markerer vores liv i de tre årtier historien spænder over.

Jeg var fuldstændigt opslugt - og både trist og glad ved sidste side; historien reflekterer vores egne liv og den giver håb og glæde.

Saturday, September 29, 2012

Hvor skal vi hen, far? - Jean-Louis Fournier




  • Fransk
  • 29. september 
  • 145 sider
  • Originaltitel: Où on va, papa?

Jean-Louis Fournier er en kendt person i Frankrig; som forfatter, som humorist etc. Han er også far til to multihandicappede sønner, og i 2008 udgav han en lille bog om denne del af sit liv. En bog, der dengang vakte en del opsigt og postyr. Måske for det første fordi det var en del af hans liv, som den franske offentlighed ikke kendte meget til. Men også fordi det var en kontroversiel måde at behandle det ømtålelige emne på. Og ikke mindst fordi moderen til børnene, som han nu var skilt fra, tog kraftigt afstand fra bogens indhold og det udviklede sig til en retssag.

Bogen beskriver i små øjebliksbilleder de frustrationer man kan have som forælder til et handicappet barn. Alle de drømme, der aldrig bliver til virkelighed. Alle de ønsker, man har for sit barn og som er uopnåelige, fordi de aldrig vil blive selvstændigt fungerende. Der er tanker om, at det måske ville være nemmere at gøre en ende på det - men skrevet med meget sort humor, og sikkert en sund ventil for at kunne komme videre i en så barsk situation.

Det kan selvfølglig støde. For Fourniers ekskone blev det for meget, da hun læste den trykte bog uden at være konsulteret inden. I bogen fremstilles hun som konen, der skred og efterlod Fournier alene med de to handicappede sønner. Den yngste, Thomas, er årsagen til titlen, da Fournier gentagne skriver, at det var hans standardsvar til alting.

Det tager hun kraftigt afstand fra på sin hjemmeside, som dog er kraftigt censureret af den dom, der er faldet i sagen mellem de to. Så voldsomt, at hun end ikke må citere romanens navn på hjemmesiden, men hun understreger, at der er tale om en roman, og langt fra om virkeligheden.

Det er selvfølgelig sørgeligt, at den slags skal resultere i en åben krig mellem to mennesker, der tidligere elskede hinanden. Men det er stadig en glimrende lille bog - på trods af det triste emne. Den er ikke udelukkende møntet på personer i samme situation - selv har jeg ingen børn, men har en fætter i samme situation. Den giver måske andre et syn på de reaktioner en forælder med et handicappet kan have. Nogle kan finde det morbidt at gøre grin med det, som Fournier til tider gør - men det er netop den galgenhumor, der har gjort det muligt for han at komme igennem det. Jeg er som læser ikke i tvivl om, at han elskede sine drenge, hvoraf den ene døde som femtenårig.

Le français, quelle histoire! - Jean-Benoît Nadeau
























  • Fransk
  • 18.-28. september
  • 541 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Dette canadiske par har tidligere skrevet lettere komiske romaner om livet, når man netop er landet i Frankrig - og ovenikøbet Paris - og skal falde til. Dem læste jeg for nok snart ti år siden, og fandt dem ret underholdende. Da jeg fandt denne bog, opdagede jeg så årsagen til dette ophold i Paris - et længere studie af det franske sprogs historie.

Det lyder ambitiøst - og er det også - og det lyder umuligt at gennemføre i en bog af denne størrelse. Det er dog heller ikke et rent etymologisk studie; det er en til tider underlig blanding af historiske fakta, etymologiske studier blandet med geopolitiske og kulturelle observationer. Til tider var det lidt forvirrende, og jeg synes faktisk også, at der blev gentaget lidt for meget. Den kunne uden tvivl være skåret hundrede sider ned, og havde været lidt mere læsevenlig. Der var for mange ligegyldige fyldord eller anekdoter, der intet havde med emnet at gøre.

Derudover er emnet jo spændende. Måske især for det franske sprog. Det sprog, som muligvis om noget, er omgærdet af snobberi og mystik. Alle myterne om franskmændenes manglende lyst eller evne til at snakke andet end fransk. Om deres manglende kapacitet til at lære sig andre sprog. Myter, der er netop det - for enhver turist i Frankrig indenfor de sidste 10-15 år vil vide, at dette snobberi intet har på sig længere.

De to forfattere gennemgår for det første historien bag sproget, som først samledes i det nutidige franske for omkring hundrede år siden - hvor alle lokale sprog og dialekter ikke længere var det gældende sprog i en udørken af landet. Denne del er absolut interessant.

Dernæst gør de et (ret) stort nummer ud af det geopolitiske. Frankrig har haft mange kolonier i især Afrika, som i dag er mere eller mindre fransksprogede - men det er jo ikke kun Frankrig. Snart vil det land i verden, hvor flest mennesker taler fransk, være det det tidligere belgiske Congo! På den anden side skiftede Rwanda landets andet officielle sprog fra at være fransk til engelsk efter opération turquoise, som af landets truede etniske gruppe, tutsierne, vurderede, at Frankrig havde været på hutuernes side. Et glimrende eksempel på sprogets diplomatiske og politiske magt.

De gennemgår en lang række eksempler som UN, Alliance Française og andre institutioner af mere eller mindre politisk karakter - men understreger også, hvordan frankofonien ikke udelukkende er fransk. Der er mange lande med fransk som hovedsprog, og der er en hel fransk kultur, som for mange er hovedårsagen til at lære sig sproget. Fransk er stadig omgærdet af en vis aura.

Som sagt yderst interessant, men også lidt tung læsning til tider. Der er også morsomme eksempler på, hvordan ord forsvinder eller genopstår fra sproget - og disse tendenser gælder jo alle sprog i en verden, hvor engelsk vinder mere og mere ind. 

Sunday, September 16, 2012

Ouragan - Laurent Gaudé


























Man kunne virkelig ønske, at Laurent Gaudé skrev nogle længere romaner - for fryden er alt for hurtigt ovre. Men samtidig er hans force at kondensere følelser og ord, så der intet overflødigt er - og hvert ord er der af en bestemt grund. Jeg er vild med den forfatters bøger!

Hvor han tidligere primært har bevæget sig i Italien og i Afrika, er denne romans handling henlagt til Louisiana under, imens og efter, at Katrina passerede i 2005. Det skræmte mig en anelse - for det er ikke hans sædvanlige univers. Men det er selvfølgelig at underkende mandens talent - og han strejfer alligevel ikke langt fra sine litterære rødder, da Katrina-orkanen jo i højeste grad kom til at handle om afro-americans. Dave Eggers har skrevet en gribende roman om det politiske spil; om svigtet af de fattige, som pudsigt nok var den sorte befolkning eller andre af ikke-amerikansk oprindelse.

Gaudés indfaldsvinkel er det dæmoniske og menneskets opførsel i groteske situationer, akkurat som han beskrev det i La porte des enfers. Det har anstrøg af græsk tragedie med de skæbner, vi krydser - ikke mindst den enestående hundredeårige Josephine; den gamle negerkone (som hun kalder sig selv), som kan mærke det komme. Josephine, som hver morgen tager bussen ind til byen - ikke med andet formål end at kunne stige ind i en bus med hvide mennesker, og konfrontere dem med deres racisme; med det liv hun har levet for en stor del med raceopdeling. Josephine er usædvanlig, stærk, ubøjelig og udødelig.

Men parallelt med Josephine er der fangerne i Parish Prison, som blev efterladt af myndighederne. I Gaudés bog slipper nogle af dem fri, og reagerer hver især forskelligt på denne genvundne frihed; skal de plyndre og dræbe eller forsøge at skabe sig selv en frihed selvom den bliver i ensomhed? Jeg har ikke kunnet finde ud af, om den side af historien er sand - men da Gaudé beskæftiger sig med menneskets handlinger, når det sættes overfor naturens kræfter, er det lidt irrelevant - forfattere digter!

Der er samtidig Rose med sin lille søn, som hun ikke kan forholde sig til - ligesom hun ikke kan forholde sig til meget andet i sit triste fattige liv, siden en mand forlod hende, og hun senere blev gravid med en, hun ikke elskede. Og Keanu - som forlod Rose, fordi der var en stor verden, der skulle udforskes. Men i hans eksil er han heller ikke lykkelig, og da han hører om Katrina, vender han tilbage for at finde, hjælpe og redde Rose.

Der er den hvide præst, som så gerne vil have Vorherres velsignelse ved at føle, at han har gjort noget for at hjælpe sine medmennesker. Han samler først folk i kirken, men synes ikke, at det er nok. Han ender med at tage Katrina for Guds hævn over menneskene, og vil nu hjælpe ved at slå ihjel. Han slår Keanu ihjel. Gaudés bøger er ikke optimistiske. Kun den gamle Josephine bringer varme og smil til historien med sin stolthed, da hun nægter at forlade byen og sværger, at hun vender tilbage for at dø hjemme i sin gyngestol.

Det er en historie om trofasthed - mod sig selv, mod sine idealer, mod andre; nogle har den - andre har den så absolut ikke i denne katastrofe, Det var vel i virkeligheden en primær årsag til, at det kom så vidt - at Bush-regeringen ikke var trofaste mod deres løfte til befolkningen, og efterlod de svageste.

Det er Gaudés bud på, hvordan skærsilden, hævn og tilgivelse er en del også af vores moderne hverdag og ikke kun en ingrediens i gamle græske tragedier. Majestætisk!

Saturday, September 15, 2012

La femme aux pieds nus - Scholastique Mukasonga

























  • Fransk
  • 15. september
  • 171 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Historien om massemordene i Rwanda i 1994 er ikke nær så mediatiseret i Danmark som hernede. Det har selvfølgelig sine naturlige årsager - fransktalende lande havde afrikanske kolonier, og dermed et vist ansvar i deres politiske og humanistiske udvikling efter uafhængighederne i 1960. Derudover er Belgien på sørgelig vis involveret i Rwanda,da FN beslutter at trække tropper ud af landet efter mordene på ti belgiske soldater. Verdenssamfundets økokolonialisme havde ikke behov for et land uden olie, og de efterlod dem til en massakre nærmest uden sidestykke i historien, som kostede næsten en million mennesker livet over sølle tre måneder. Noget lignende er ikke set i verdenshistorien,

Der er lavet film det - nogle af de mest sete er nok Hotel Rwanda og Shooting Dogs; men der er andre mindst lige så gribende - omend mindre kommercielle end de sædvanlige amerikanske. Jeg vil personligt hellere anbefale at se Sometimes in April eller A Sunday in Kigali, som begge er franske film og langt mindre sensationshungrende end de store blockbusters.

Uanset, hvordan man griber det an, er det umuligt at forholde sig til. Jeg har selv en bekendt, som kom ud derfra som ganske ungt barn - med ar fra granater, skud og macheter; at se den martrede krop er en grusom historie i sig selv.

Scholastique Mukasonga er fra Rwanda; hun er født i starten af 1950'erne - med den uvished, som passer sig for arkaiske samfund. Hun var ikke længere i Rwanda i 1994, men mistede 37 familiemedlemmer i udryddelsen af tutsierne. Jeg har tidligere læst hendes roman om 'kakerlakkerne'- hendes erindringer om familien, om kakerlakkerne, som hutuerne kaldte den anden stamme ... med de små fine næser, som blev deres dødsmærke.

Denne roman er en hyldest til såvel hendes mor og dennes mod, og hendes opdragelse og kultur fra barndommen. Det er på nogen områder at sammenligne med Camara Layes klassiker om livet som barn i Afrika før eller omkring uafhængigheden. Men der er en anden underliggende bitterhed i hendes historie - naturligt nok. Hun vil fortælle om en kultur, der for evigt er ødelagt. Af de hvide - eller af hutuerne.

Hun beskriver moderen, som den bærende figur i familien. Hun fortæller om kulturen - som for os til tider kan virke absurd, som når hun beskriver det kvindelige ideal:

"Vrikkede hun sine hofter på en majestætisk måde?
Kunne man høre den blide berøring af hendes lår mod hinanden?"
Eller som hun senere beskriver én af landsbyens smukkeste kvinder med de store tykke lår, og de behårede underben - en særhed hos afrikanske kvinder, og dermed et skønhedsideal.

Hun lærer os så meget om et land i det kontinent, vi absolut vil destruere i fremgangens navn. Vi er der, når det handler om at installere toiletter, omvende religiøse synspunkter - tvinge folk til at opgive deres kultur og leve som os. Men vi var der IKKE, da det virkelig gjaldt - fordi der ingen olie var, fordi det bare var Afrika. 

En dybt bevægende roman, som var meget mere markant end den latterlige prisbelønnede engelske roman, jeg netop havde læst. Desværre er det tit de forkerte bøger, der oversættes.

Friday, September 14, 2012

The Stranger's Child - Alan Hollinghurst


























Jeg må med det samme sige, at jeg absolut ikke er enig i de lovende anmeldelser af denne roman. Mest af alt var det en meget lang vej til afskeden med sidste side, og en afmægtig skuffelse, da jeg endelig nåede dertil.

Historien foregår fra 1913 til 2008; opdelt i afsnit, som er pletvise tidsglimt - 1913, 1926, 1967, 1980 og 2008. Den første del - i 1913 - fortæller om mødet mellem de to unge homoseksuelle intellektuelle mænd, George og Cecil, i den første barndomshjem. Det er den engelske overklasse, fra før krigen kom og verden gik af lave, og sprogligt er det som et gensyn med Waugh og Brideshead. Men Waugh skrev i periode, og hans antydninger af homoseksualitet har derfor sin berettigelse. Det mener jeg ikke, at det har i en moderne roman at skrive som man ville have gjort for hundrede år siden.

Cecil er en spirende digter, og inden han forlader dem efter sit weekendbesøg, skriver han et digt i Georges yngre søster Daphnes poesibog. Et digt, som bliver spiren til hele bogens søgning efter historien og sandheden bag disse personer. Men personligt finder jeg ikke plottet troværdigt. Cecil er død i krigen et par år senere, og nåede aldrig at blive mere end en middelmådig poet, hvis eneste digt fra herregården nu er hans arv.

Daphne gifter sig senere med hans bror, som skulle være homoseksuel - ligesom hendes egne to brødre, og hendes anden ægtemand, I øvrigt er det påfaldende og anstrengende, at der skulle være en så stor koncentration af homoseksuelle i de få familier.

År senere forsøger diverse personer at skrive den ultimative biografi om Cecil Valance - deriblandt den unge (homoseksuelle!!!) bankelev Paul Bryant. Hans jagt på sandheden følger vi i 1970 og i 1980 - men han finder aldrig ud af sandheden, og opdigter en skandaløs historie - som på ingen måder er det efter nutidens standarder og endog i 1980'erne, hvor det blot var smart at grave homoseksuelle op her og der og allevegne.

Skrivestilen er umådelig tung, langtrukken og der kunne uden tvivl være skåret et par hundrede sider af romanen uden at ødelægge historien. Personligt synes jeg slet ikke, at der var en historie. Endnu mere irriterende er det, at man ved hvert nyt afsnit skal finde frem til perioden, og fortællerens vinkel - til sidste kapitel introduceres der nye og totalt ligegyldige personer, som man ingen nytte har af. De formår heller ikke at finde frem til noget - så skal bogen så læses som et uendeligt forsøg på endelig at lade fortid være fortid, som den danske titel måske kunne indikere?

Hvad den engelske titel skal referere til er mig en endnu større gåde?

Jeg var ved at lægge den fra mig flere gange; men naiv læser, som man kan være, så fortsatte jeg - jeg kedede mig grumt, og Hollinghurst får næppe flere chancer hos mig.

Saturday, September 8, 2012

Nos séparations - David Foenkinos


























  • Fransk
  • 8. september
  • 218 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den første roman jeg læste af David Foenkinos er hans overhypede Delikatesse, som udkommer på dansk om er par dage. Jeg syntes dengang, at den var en anelse for overfladisk - men alligevel lod jeg mig friste af en af hans tidligere romaner, da man til tider har behov for den slags. Den var anderledes, den var bedre - og den mindede alligevel om den senere roman.

Alice og Fritz er et ungt par, som mødes en aften til en fest, hvor alle har fået for meget at drikke og forelsker sig i hinanden på grund af en gestus, hun har og hans tyske navn. Men de er muligvis for unge - de er muligvis for forskellige? De skændes muligvis for meget, og de kommer muligvis fra for forskellige miljøer? Så første gang Fritz skal møde Alices forældre går det galt, og de skilles.

De finder sammen igen med hjælp fra Alices søster Lise; denne gang går det bedre - deres forældre elsker over al forventning hinanden. Fritz har et stabilt job hos Larousse (den absolutte franske reference indenfor ordbøger - og som gør, at forfatteren pimenterer romanen med små ordbogsreferater om kendte personer) - og alt burde fungere nu. Men Fritz har startet et forhold med sin chef, og denne nægter at lade det stoppe, da han genfinder Alice. I stedet møder hun op til brylluppet og fortæller alle om det - så skilles de igen!

Fritz begraver sig i Bretagne, sælger slips, vender hjem, forsøger at leve igen, møder en kvinde, får et barn - og alligevel er de ti år blot en parentes i ventetiden på Alice, som ringer en dag, da hans forhold er dødt - og Alices søster er død. De finder hinanden igen.

Det er en ganske banal, men universel historie om forhold - men den rørte mig ved sin finhed, sin melankoli, sin troværdighed. Sin evne til at minde os alle om, hvad vi nogle gange kan tænke på - hvordan ville det være at gense en ungdomskæreste?

Der er måske ikke en happy ending; det er svært at vide - og det er helt perfekt således. Man får lidt ondt af den stakkels Fritz, men i bund og grund er det bare så menneskeligt - og en glimrende underholdning til en lørdag eftermiddag for mere tager det ikke.

Room service - Yves Camdeborde






































  • Fransk
  • 7. september 
  • 195 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en svaghed, når det gælder fjernsynsprogrammer - det er ikke meget, men her i hjemmet er fjernsynet ikke tændt hver dag. Men det er det for øjeblikket om torsdagen i flere timer endda - der er madkonkurrence på den største franske kanal, TF1. Konkurrencen findes vist også i Danmark - hernede hedder det Masterchef, og er amatørkokke, der skoles af profesionnelle og dyster mod hinanden. Ikke alene er omgivelserne imponerende - når de fx laver mad i et fyrtårn i Bretagne eller en hulegrotte i Provence; men kokkene bag er også personligheder i sig selv.

Jeg får næppe råd til at spise hos de dygtigste af dem - men drømme er opnåelige. Kokken, der har skrevet denne lille bog, har fx et lille hotel med restaurant i Odéon-kvarteret i Paris; det kvarter som grænser op til St. Germain og om noget er forfatternes del af den mytiske by.

Alle værelserne bærer således navne på en forfatter - ikke nødvendigvis fransk; men én, som havde sin gang i kvarteret ... og som typisk også var en stor madelsker. Hvert kapitel giver en lille sjov historie om denne personligheds forhold til mad, og derefter opskrifter. Retterne er typisk franske og ikke de nemmeste at lave - i hvert fald ikke, hvis man som her putter ægte haneblod i en coq au vin.

Men det er sjovt! Der er nogle gange hentet retter fra forfatternes bøger - for Proust kan det jo ikke være andet end hans Madeleine-kager - mens det for Hemingway mere handler om hans forkærlighed for corridaer, og derfor er tyrekød.

Det er en underfundig lille blanding af anekdoter og kogekunst på højt niveau. Jeg kommer næppe til at lave mange af opskrifterne - men jeg kan drømme om en dag at spise i hans fantastiske restaurant.

Thursday, September 6, 2012

L'insomnie des étoiles - Marc Dugain

























  • Fransk
  • 5.-6. september
  • 242 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var ikke synderligt imponeret af den sidste roman, jeg læste af denne forfatter - som dog var en samling noveller med en rød hemmelig tråd; alligevel fik han en chance til - og heldigvis! Denne lille roman minder mere i stilen om Philippe Claudel eller Charles Lewinskys roman om eftervirkningerne af 2. Verdenskrig.

Historien starter med den unge pige, som vi i dag kalder for en teenager, som er efterladt alene på en stor gård i Alsace-området efter, at hendes far endelig er mobiliseret. Dengang var Alsace tysk - men det laver krigen jo om på; og hun befinder sig således i et snarligt grænseland mellem tyske og allierede styrker. Hun er helt alene og ganske bevidst om sin udsatte position. Så da tyske politibetjente kommer for at rekvisitionnere møbler og andre værdigenstande fra gården, ved hun også, at faren for at blive voldtaget er imminent.

Men en tysk betjent redder hende i gemmestedet oppe under høloftet; indtil han vender tilbage dagen efter med en menig. Han voldtager ikke den unge pige - men den menige mand, hvorefter han dræber denne og sætter ild til gården. Pigen, Maria, slukker ilden - men manden er død; hun ender med at brænde ham og fortsætte sit eneboerliv overlevende på to kartofler og et løg om dagen.

På bogens bagside står der, at franskmændene kommer til byen efter fredsforhandlingerne i efteråret 1945 - i bogen sker det dog i slutningen af marts 1945; inden tyskerne overgiver sig. Fejl fra forlagets side - men ikke desto mindre ankommer de sejrende franskmænd for at styre byen. De opdager Maria - og selvfølgelig også den karboniserede krop, og anklager Maria for manddrab.

Maria er et underligt menneske, og kaptajnen tager hende med til byen for at holde hende under opsyn, alt imens han opdager den provinsby han skal bestyre. Der er blandt andet et kæmpe sanatorium, som nu står tomt og hvis jorder bugner mistænkeligt. Han er ikke længe om at finde massegravene under dem - eller gætte sig til dem uden at udgrave.

Kaptajnen vil frem til sandheden om gruen i den tyske krig; han finder den tidligere direktør og graver i overført forstand hemmelighederne frem. Til at starte med for at finde ud af, om Maria er morderen - men til sidst for at afdække gruen i de massedrab nazisterne foretog ikke blot på jøderne, men også på andre svage elementer i samfundet. Sindslidende, fysisk handicappede personer .... alt, hvad der var en udfordring for den rene ariske race.

Det er en stærk roman, som til tider minder om en kriminalroman, om den mistillid, der herskede under Hitler. Blandt befolkningsgrupper, blandt naboer, blandt familier - alle frygtede alle; og resultatet er gruvækkende. Det viser en måske ikke ukendt side af nazismens grusomhed - men det viser også, hvorfor det stadig er interessant og relevant at skrive romaner om de år. Vinklerne er mange - men de er nødvendige, fordi gruen var så altomfattende.

Jeg var oprigtigt fanget af historien om det psykologiske spil mellem kaptajnen og den tidligere hospitalsdirektør; hvordan den sejrende ender med at drive den overvundne ud i selvmord for selv at have rene hænder - og så er det endegyldige spørgsmål jo, hvor skylden i den død ligger? Er man så bedre den den, som myrdede på befaling af en psykotisk landsleder? Næppe! Tankevækkende læsning.

Wednesday, September 5, 2012

Teser om eksistensen af kærlighed - Torben Guldberg

























  • Dansk
  • 30. august - 4. september
  • 405 sider

Dette bliver en umådelig svær bog at anmelde, for jeg er absolut ikke sikker på, at jeg har forstået det - og måske bliver det ikke bedre af at vente. Jeg tror ganske enkelt, at det er fordi, at der er for mange temaer, for mange intentioner - og det bliver lidt pløret til sidst.

Romanen er en slags rammefortælling med den udødelige fortæller som observatør; en personnage, som har levet i århundreder og tilsyneladende har afslået en kærlighed, som nu får ham til at leve uendeligt. Eller i hvert fald til han finder meningen med kærligheden. I dette minder romanen udefra set om Simone de Beauvoirs mesterværk Alle mennesker er dødelige; og det er en barsk sammenligning, da denne er en absolut kæmpe stjerne på min boghimmel.

Historien er altså delt op i fem individuelle historier, som samtidig repræsenterer et århundrede - startende med det 16. århundrede. Her er ideen, der skal sættes op mod kærligheden, for at teste dens eksistens, religionen, da det var tiden for reformationen og brydninger. Det er også mere et kærlighedsforhold mellem forældre og børn, der beskrives i historien om det uægte barn, som vokser op i et kloster uvidende om, at en af munkene er hans far.

Det 17. århundrede beskrives igennem en historie i Amsterdam, hvor det er kunsten, der er målestokken. Hovedpersonen sover igennem hele fortællingen, som gives til vores fortæller af hans venner. Det er kunsten, men også ideologien, som er fremherskende på denne renæssancetid, at alle mennesker er lige.

Sådan fortsætter det - i det 18. århundrede med filosofi, i det 19. århundrede med psykologi og endelig med økonomi. Hver historie har fortælleren som en mere eller mindre aktiv interaktør i fortællingen - en vinkel, man kan lide eller ej. Hvert kapitel afsluttes med hans konklusion på denne teses resultat og en lille anekdote om, hvor han nu selv er i sit uendelige liv.

Desværre synes jeg, at det overordnede resultat er for rodet. Forfatteren vil alt alt for meget ved at iblande en enorm mængde kultur, historie og personligheder, som når en person tilfældigvis er tilstede ved Nietszches fødsel eller er elev hos Rembrandt. Det bliver til en form for litterær namedropping, og der er ganske enkelt for mange informationer komprimeret i hver historie til at kunne fordybe sig i personerne og resultatet af teserne om kærlighedes eksistens. Så mange, at jeg til sidst glemte dette hovedformål med fortællerens forsøg.

Især den sidste historie var ustruktureret og jeg læste uden, at ordene rigtigt trængte ind - jeg var ikke alene mættet, men overstimuleret og kunne ikke nyde fortællingen. Jeg forsøgte at gennemskue hans virkemidler og bevæggrunde; finde symbolikken eller den røde tråd mellem filosofien, kunsten, religionen og så videre. Jeg fandt den ikke, og forfatteren tabte mig til sidst.

Simone de Beauvoir gør det så meget smukkere, så meget enklere og på en ganske uforglemmelig måde - så læs hellere hendes mesterværk.