Teser om eksistensen af kærlighed - Torben Guldberg

• Dansk
• 30. august - 4. september
• 405 sider

Dette bliver en umådelig svær bog at anmelde, for jeg er absolut ikke sikker på, at jeg har forstået det - og måske bliver det ikke bedre af at vente. Jeg tror ganske enkelt, at det er fordi, at der er for mange temaer, for mange intentioner - og det bliver lidt pløret til sidst.

Romanen er en slags rammefortælling med den udødelige fortæller som observatør; en personnage, som har levet i århundreder og tilsyneladende har afslået en kærlighed, som nu får ham til at leve uendeligt. Eller i hvert fald til han finder meningen med kærligheden. I dette minder romanen udefra set om Simone de Beauvoirs mesterværk Alle mennesker er dødelige; og det er en barsk sammenligning, da denne er en absolut kæmpe stjerne på min boghimmel.

Historien er altså delt op i fem individuelle historier, som samtidig repræsenterer et århundrede - startende med det 16. århundrede. Her er ideen, der skal sættes op mod kærligheden, for at teste dens eksistens, religionen, da det var tiden for reformationen og brydninger. Det er også mere et kærlighedsforhold mellem forældre og børn, der beskrives i historien om det uægte barn, som vokser op i et kloster uvidende om, at en af munkene er hans far.

Det 17. århundrede beskrives igennem en historie i Amsterdam, hvor det er kunsten, der er målestokken. Hovedpersonen sover igennem hele fortællingen, som gives til vores fortæller af hans venner. Det er kunsten, men også ideologien, som er fremherskende på denne renæssancetid, at alle mennesker er lige.

Sådan fortsætter det - i det 18. århundrede med filosofi, i det 19. århundrede med psykologi og endelig med økonomi. Hver historie har fortælleren som en mere eller mindre aktiv interaktør i fortællingen - en vinkel, man kan lide eller ej. Hvert kapitel afsluttes med hans konklusion på denne teses resultat og en lille anekdote om, hvor han nu selv er i sit uendelige liv.

Desværre synes jeg, at det overordnede resultat er for rodet. Forfatteren vil alt alt for meget ved at iblande en enorm mængde kultur, historie og personligheder, som når en person tilfældigvis er tilstede ved Nietszches fødsel eller er elev hos Rembrandt. Det bliver til en form for litterær namedropping, og der er ganske enkelt for mange informationer komprimeret i hver historie til at kunne fordybe sig i personerne og resultatet af teserne om kærlighedes eksistens. Så mange, at jeg til sidst glemte dette hovedformål med fortællerens forsøg.

Især den sidste historie var ustruktureret og jeg læste uden, at ordene rigtigt trængte ind - jeg var ikke alene mættet, men overstimuleret og kunne ikke nyde fortællingen. Jeg forsøgte at gennemskue hans virkemidler og bevæggrunde; finde symbolikken eller den røde tråd mellem filosofien, kunsten, religionen og så videre. Jeg fandt den ikke, og forfatteren tabte mig til sidst.

Simone de Beauvoir gør det så meget smukkere, så meget enklere og på en ganske uforglemmelig måde - så læs hellere hendes mesterværk.