Et forjættet land - Barack Obama

 

• Engelsk
• 768 sider
• 20.-30. november
• Originaltitel: A Promised Land

Hans hustru overhalede ham jo lige med hendes bog, der udkom sidste år - men der er vi altså i en lidt anden kaliber end her. Den var eminent - ingen tvivl om det; men det er vist et anderledes stykke arbejder, der ligger bag denne monumentale erindringsbog.

For det første skriver Obama i hånden; senere er der uden tvivl finskrivninger osv. - men han starter med et stykke papir og en blyant. For det andet fungerer hans hjerne uden tvivl på sin helt egen måde - for han kan ikke lade være med at forklare et problem uden at gå tilbage til Adam og Eva hver gang. Er det krigen i Afghanistan, skal vi lige have en temmelig lang geopolitisk forhistorie - og han siger selv i begyndelsen af bogen, at det var hans svaghed under valgkampen. Han taler ganske enkelt for meget og mister tilhørernes koncentration undervejs.

Det er ikke en erfaring han har gjort brug af her; for det er intenst på et niveau, jeg sjældent har set. Mange fremtrædende aviser som The Guardian, NY Times etc. har påpeget netop længden og kompleksiteten - og det er ikke uden grund! For reelt set dækker dette første bind "kun" optakten til præsidentembedet og de første lidt mere end to år i det Hvide Hus.

Han starter ikke så langt tilbage som Michelle; men jeg formoder, at hans barndom og ungdom dækkes i nogle af hans tidligere bøger, som jeg ikke har læst. Han starter snarere da han beslutter sig for at stille op til valget som senator i 2004. Næste del omhandler så præsidentvalgkampen - og de næste dele tiden som præsident frem til foråret 2011, hvor man fanger og dræber bin Laden; en symbolsk afslutning, hvor amerikanerne jubler over nyheden mens han selv undrer sig over, hvorfor den samme entusiasme ikke fænger befolkningen, når det handler om at stemme for hans Healthcare eller at redde landet fra en finanskrise?

Obama overtog ikke landet i fin form; faktisk var den store finanskrise lige brudt ud - og selv om han var blevet valgt på præmisser om forandring og håb, blev det pludselig mere relevant at håndtere finanskrisen og dens globale implikationer. Han må gå på kompromis med sine egne idealer, og som erindringerne skrider frem fornemmer man også et skift i hans ideologi og karakter.

Han må fremstå som en stærk Commander in Chief - øverste leder for verdens eneste supermagts militær; ham som er mere pacifistisk anlagt. Han må kæmpe med at skaffe flertal til sine mærkesager om Healthcare og miljø - og for ikke-amerikanere er det en temmelig langsommelig gennemgang af detaljer om procedurer, valgmænd og lovprocedurer.

Der er perifære beskrivelser af det private liv med familien og alle de ændringer hans karriere betyder for dem. Han tilføjer også passende patos til visse episoder; og som læser bliver man grebet af hans sejre og nederlag. Hans beskrivelse af COP-15 forhandlingerne i København i 2009 er en fortælling af Superman, der på en enkelt dag flyver ind og ud af byen med sin Air Force One for at redde verden (og Lars Løkke Rasmussen). 

Dertil skal lægges, at der er nogle interessante beskrivelser af andre statsledere som Merkel, Sarkozy men også de mange mellemøstlige ledere han møder. Man er ikke et sekund i tvivl om hans personlige mening om alle disse personligheder; og visse beskrivelser er virkelig rammende og morsomme (Sarkozy tager dog prisen!).

Den ER lang! Jeg betragter mig selv som en rimelig hurtig læser; men her måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne nå mere end 25 sider i timen. Derfor satte jeg nogle dage et delmål for mig selv - et kapitel, et afsnit (dem er der dog ikke mange af) eller en større milepæl. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke nød det - for det var spændende det meste af tiden, og jeg vil uden tvivl læse anden del, som efter planen udkommer i 2022. Men kunne han dog ikke bare kondensere det en anelse?

Endelig vil jeg varmt anbefale at læse den på engelsk; så meget går tabt i en oversættelse - specielt med hans ord, hvor man kan høre hans stemme som baggrundstæppe til sin læsning.

Vaniljehuset - Mich Vraa

 

• Dansk
• 17.-19. november
• 446 sider

Mich Vraa fik kæmpe succes med sin trilogi om Danmarks rolle i slavehandlen i Vestindien; det var en af mine helt store læseoplevelser i 2018 og jeg slugte de tre bind på to uger. Siden har jeg faktisk ikke undersøgt, om der var andre romaner - men i min nyfundne kærlighed til de offentlige danske biblioteker så jeg så, at der var en ny roman. 

Denne gang har Vraa skrevet om sin egen families historie. Han bruger andre navne, da han jo ikke kan tillægge de for længst afdøde personer alle ord og handlinger. Men som han skriver i epilogen, så er tidslinie og årstal sammenfaldende - og den overordnede historie er den samme.

Vraas forfader hed Lauritz Duch - i historien møder vi Dusinius Dick; som navnet antyder er han det tolvte barn i familien. En skomagerfamilie i Odense, hvor nogle af de ældste børn er udvandret til Amerika mens andre er blevet hjemme og det er indlysende, at de skal overtage faderens forretning eller gå i lære som håndværkere indenfor andre fag. For faderen er der nemlig ikke rigtigt andre muligheder - som ordsproget siger, så bliver man ved sin læst - og man forsøger ikke at bryde klasseskellene.

Det ser Dusinius dog stort på, og allerede som 8-årig tjener han sine første penge ved at sælge nissesprællemænd på torvet, hvor han møder byens herreekviperingshandler. Ja, der er da lidt Matador over det - men Dusinius er dygtig; han forstår hurtigt principperne i moderne kapitalisme - selvom hans succes flere gange skyldes hændelser, som måske er lidt ufine.

Alt det sidder han nu og filosoferer over - i 1929 på Hareskov Kuranstalt efter nogle hjerteproblemer. For det har altid handlet om arbejde; der har dog været tid til kærlighed, og dele af historien fortælles af hustruen Jonna. Om de første spændende dage som nyforelskede - men også hvordan hun blev til husmoderen hjemme med børnene; og den stigende utilfredshed i ægteskabet. Det var selvfølgelig ikke noget man som kvinde kunne lufte der i starten af det tyvende århundrede.

Dick må dog også fundere over, om det var det hele værd? Ja, han har penge. Men han aner knap nok, hvad de yngste børn hedder - og den eneste søskende han har kontakt til er en bror, som gerne snyder og bedrager sig til rigdom. Han er kun knap 50 år gammel - men allerede ved at gøre sit liv op; og det viser sig at være en god idé.

Historien fortælles ligesom i Vestindien-trilogien af flere stemmer: Dusinius i 1929 men også i den kronologiske historie, Jonnas historie og endelig historien om den spanske soldat, der havner i Odense under Napoleonskrigene, hvor mange tropper pludselig var fanget i landet, mens det bølgede frem og tilbage på den internationale politiske scene. Det er både en eminent slægtsroman - men også et stykke Danmarkshistorie (igen) og fremragende personportrætter. 

The Confession - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 9.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har haft det lidt ambivalent med Jessie Burtons romaner; den første interesserede mig på grund af historien i Amsterdam og det dukkehus, som man i dag kan beundre på Rijksmuseum. Der var jeg hjemme både i perioden og i byens gader, som jeg kender så godt. 

Hendes anden roman havde jeg det anderledes svært med; igen skulle kunsten væves ind i historien - men det blev for rodet. Så der var ingen tvivl om, at jeg ikke ville investere i endnu en roman - men da den nu var på biblioteket, så gav jeg den en chance.

Vi er stadig i en rammefortælling - i 2018 og i 1980-82, og det er stadig kunstnere, der er omdrejningspunktet.

Rose er midt i trediverne, og bor sammen med sin kæreste gennem ni år, som har en lidt håbløs fremtidsplan om en food truck, som ikke rigtigt bliver til noget. Hun har aldrig kendt sin mor, men ved blot, at denne forsvandt mange år tidligere, da hun var spæd. Men en dag fortæller hendes far pludselig lidt mere. At moderen var kæreste med Constance Holden; en berømt forfatter, der ikke har udgivet noget siden starten af 1980'erne og lever isoleret og uden for mediernes søgelys.

Rose får ved snyd skaffet sig et job som assistent for Constance - under et falsk navn: Laura Brown.

Hun kommer meget tæt på Constance, som er ved at skrive en ny roman - men Constance holder hele tilbage, hvis Rose/Laura bliver for personlig i sine spørgsmål om fortiden og hendes privatliv.

Parallelt med dette følger vi historien om Elise - Roses mor - som i 1980 er ganske ung, da hun møder Constance. Da hendes debutroman bliver solgt til filmatisering flytter de til USA under optagelserne; men Elise synker dybere og dybere ned i en depression. Hun trives ikke i det overfladiske filmmiljø og er jaloux på den kvindelige skuespiller, der spiller hovedrollen og som er lidt for interesseret i Constance.

Det bliver til et trekantsdrama - eller flere endda... da Elise indleder et forhold til Roses far; men inderst inde stadig længes efter Constance. Elise er en neurotisk usikker ung kvinde; og på mage måder ender Rose med at ligne moderen i sin ubestemmelighed i og over tilværelsen.

Der er en temmelig lang opbygning til klimaks her synes jeg; det er absolut en bedre historie end den sidste roman - men hun mangler stadig helt at mestre kunsten at være koncis. Slutningen er desuden temmelig diffus, hvilket jo er i hendes fulde ret - og det kan fungere fint, hvis resten står helt skarpt, Det er underholdende, bevares - men så er det heller ikke mere. 

Faster Hildas testamente - Jeanne Goldschmidt

 

• Dansk
• 8. november
• 263 sider

Ernst Goldschmidt var en dansk maler og kunstkritiker, der blev født i København i 1879; og som navnet antyder var han af jødisk familie. Han studerede ved Kunstakademiet, og tog på flere studierejser i udlandet; men talentet forblev dog en anelse middelmådigt og i stedet kastede han sig over en karriere som kunstkritiker, og udgav flere bøger om fransk malerkunst i den periode i starten af det 20. århundrede, som var en brydningstid. Han mødte blandt andet Matisse, og kom en overgang i inderkredsen af jødiske kunstnere i Paris, som selvfølgelig talte Modigliani, Chagall og Soutine for blot at nævne nogle.

Privat var han en forfløjen fugl! Han blev gift første gang med Augusta, og de fik en søn, Ervin - selvom hendes moderlige instinkt var temmelig fraværende. Da de blev skilt, fik han således forældremyndigheden over sønnen. Hans andet ægteskab var med den ligeledes jødiske Karen Levysohn, og de fik sønnen Herman. Deres ægteskab gik også i stykker - ikke mindst fordi Goldschmidt havde behov for sine månedlange rejser til Paris og Karen ville ikke blot sidde hjemme i København og vente. Hun forelskede sig ganske enkelt i sin svoger!

Goldschmidt giftede sig ikke igen; men bekendtskaber skortede det ikke på! Han tilbragte somrene i sommerhuset ved Gilleleje, hvor Karens tante Hilda blev hans faste hjælper med det praktiske. Hun var gammeljomfru - men en enkelt gang glippede det, og under indflydelse af Goldschmidts gode cognac endte de i hans soveværelse.

Goldschmidts skæbne bliver dog også forholdet til sønnerne; forholdet til den anden ekshustru har aldrig været godt og Herman slår som ung mand hånden af sin far. Ikke mindre tragisk bliver det, da Ervin i 1936 dør mens Goldschmidt er i Paris. Det bliver en lang togrejse hjem, hvor han møder den unge Meyer, som ivrigt forsøger at få hans opmærksomhed.

Da krigen kommer må Goldschmidt flygte til Sverige i 1943, da situationen i Danmark bliver for farlig; og lige præcis den del er måske en af de mest interessante dele af bogen. Muligvis også den første så detaljerede beskrivelse jeg har læst?

Da Hilda blot nogle år senere dør, efterlader hun et testamente, som fortæller Goldschmidt, at der kom et barn ud af deres ene besøg i soveværelset. Men hun bortadopterede det ved fødslen i 1907; og har lovet aldrig at tage kontakt eller give sig til kende. 

Som Goldschmidt efter krigen sidder alene og ensom tilbage i København, bliver det en tanke han vender tilbage til - den mulighed for at have gjort noget rigtigt i forhold til sine børn. Men han finder ham aldrig; selvom det mere end antydes, at Meyer - som gennem tiden besøger ham - kunne være denne mystiske søn.

Det hele bygger på breve, dagbogsnotater osv. og er skrevet af hans barnebarn; i dag en moden dame.

Så hun har jo nok en interesse i at fremstille ham i et lidt flatterende lys. Der bliver ikke lagt skjul på hans svaghed for kvinder; men i forholdet til de to forliste ægteskaber bliver det meget ensidigt, og mange andre end Goldschmidt selv får meget svært var at træde i karakter. Men måske det passer på en mand med et ego som hans?

Det er en lille bog; og det er fint nok - mere ville have været for meget. Som sagt er det et farvet billede set fra en enkelt vinkel - og flere steder virker det for konstrueret.

An American Marriage - Tayari Jones

 

• Engelsk
• 2.-5. november
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den tidligere præsident Obamas læselister er altid god inspiration. Der er selvfølgelig en del politisk non-fiction, og i romangenren er der ofte afroamerikanske forfattere - men det passer mig fint! Ikke mindst er jeg ret sikker på, at det altid er et sikkert valg for min smag.

An American Marriage var på hans 2018-liste; og jeg vil da håbe, at den snart udkommer på dansk for de, som ikke læser på originalsproget.

Intensiveringen af BLM-bevægelsen i 2020 har bestemt ikke gjort den mindre relevant!

Celestial og Roy er et afroamerikansk ungt ægtepar. Han kommer fra fattige kår, mens hendes professorfar kom til penge, da han solgte en opfindelse. De er ikke vanvittigt velhavende men bestemt i den øvre middelklasse. Roy er ung dygtig forretningsmand, der vil frem i verden mens Celestial er kunstner - med et talent, der lægges mere og mere mærke til. 

Deres forhold er præget af deres fortid; Roys fornemmelse af utilstrækkelighed på grund af hans anderledes familiebaggrund. Situationen har heller aldrig været helt nem mellem Celestial og svigermoderen; den ældre kvinde synes nok, at den unge kunstner er lidt for snobbet til deres familie.

Det skaber konflikter i det unge ægteskab; Roy kan heller ikke helt droppe flirteriet. Han er jo ikke utro; men han skal bare lige afprøve om han stadig kan udøve sin magi på andre kvinder. Så der er mange skænderier selvom de kun har været gift et et og et halvt år.

Da de en dag besøger Roys familie går det galt. Roy har booket et hotelværelse fordi han vil fortælle Celestial, at hans far faktisk ikke er hans biologiske far. Svigermoderen bliver sur over, at de er for fine til at sove i huset - og anklager Celestial. Tilbage på hotellet ender det i et stort skænderi, da Roy fortæller hende, at moderen blev gravid som 16-årig, og han ikke aner, hvem hans far er. Celestial tager det som en mangel på tiltro til hende - og for at få luft tager de en 15-minutters pause, som er deres aftalte signal under disse skænderier.

Men det bliver skæbnesvangre 15 minutter! Roy henter isterninger, og undervejs møder han en dame, som han falder i snak med. Næste morgen vækkes de, da politiet stormer værelset - damen fra aftenen før er blevet voldtaget og Roy er den oplagte unge sorte kriminelle.

Han bliver idømt tolv års fængsel uden den store retssag; det virker jo som en åbenlys sag for alle. 

Men hvordan kommer man igennem sådan en adskillelse? Tolv år er lang tid at pendle frem og tilbage på fængselsbesøg, selvom Celestial ved han er uskyldig. Deres ægteskab var meget ungt - og ikke uden problemer - og nu skal det stå distancen med fængselsstraf; alt imens Celestial forsøger at skabe en karriere som kunstner.

Igennem deres breve ser man hvordan deres forhold udvikler sig; man får tilbageblik i deres fælles men også individuelle historie; og alt det, der sker i og uden for fænglset for dem begge.

På et tidspunkt var jeg simpelthen så nervøs for, hvor det ville ende - alt det, det gør ved folk at være uskyldigt dømt; men også efterladt uden manden. Og man skal begge leve i alle de år og måske er det i hver sin retning....

Det store plot skal ikke afsløres her; det var en hjerteskærende historie om, hvad fængelslivet gør ved en - men også det etiske spørgsmål, om hvor lang tid man skal vente på den, der sidder inde.

Selvfølgelig er det ikke kun en sort historie; hvide bliver også uskyldigt dømt - men måske ikke i lige så høj grad! Så jo, det er en også en form for BLM-roman.