Les lions en hiver (La saga des Florio III) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 25.-27. november
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kastede mig med det samme over tredje bind efter at have afsluttet andet bind i den fascinerende historie om Florio-familien. Jeg læste nok 600 sider i weekenden; og så var der lige lidt tilbage.

I tredje og sidste bind følger vi familien fra 1893 til 1950 - skelsættende år i verdenshistorien og i familien.

Ignazio Jr. overtager firmaet som alt for ung, og han er alt for rig! Han har aldrig forstået, at faderen knoklede hver eneste dag, og egenhændigt mødte op på familiens fabrikker - når nu der er fester og yachter og ferier at hellige sig.

Ægteparret lever en overdådig tilværelse, selvom ægteskabet er præget af Ignazios mange sidespring. Franca må erkende, at hustruens rolle er at se smuk ud og bære det med ære; hun kompenserer derfor ved at shoppe amok. De fineste kjoler fra Paris, og smykker i lange baner - især bliver hun berømt for sine lange perlekæder, der har op til firehundrede ægte perler. Man snakker om kæder, der kan sættes sammen så de bliver otte meter lange. Disse bliver ikke mindst udødeliggjort i et portræt af hende.

Deres førstefødte kom lige efter brylluppet, og fem år senere kommer den længe ventede og nødvendige mandlige arving - en søn, der døbes Ignazio men blot kaldes Baby Boy.

Forretningerne lider dog under Ignazio Jr.'s manglende talent og ikke mindst tid; den italienske regering har ydet store bidrag af statskassen for at opretholde rederiet, men begynder nu at trække i land og udbuddet på lukrative aftaler åbnes op. 

Starten af det nye århundrede starter derfor voldsomt; i løbet af lidt mere end et år mister familien både den ældste datter på blot otte år; den vigtige søn som end ikke er fem år gammel - og endelig et dødfødt barn. Det bliver nådesstødet - selvom de stadig har en datter født i 1900, og endnu en mirakuløst kommer til i 1909.

Men der er situationen allerede desperat; pengene fosser ud og især Franca har ikke i sinde at ændre sin livsstil. Da 1. Verdenskrig starter er de reelt set fallit, men lever på nåde af banker og regeringen, der forsøger at beskytte de arbejdspladser, der er knyttet til familiens firmaer. Man frygter også et reelt oprør på den problematiske ø Sicilien, hvis Florio-familien ikke længere kan garantere arbejde.

Det er på mange måder en trist historie om et fald fra tinderne. På den anden side er der ingen tvivl om, at den levestil fra Belle Epoque, som definerede dem og så mange andre over hele Europa, jo unægteligt kom til en ende med krigen. Men det var ikke lige nemt for alle at acceptere, og måske slet ikke for en Franca af adelig oprindelse, som hele sit liv havde haft tjenestefolk på hver finger. Nu skulle hun aflægge rapport for hver lira, der blev brugt - og efter at have yachter, paladser, firmaer og jordbesiddelser kommer tiden endelig til alle hendes smykker.

Parret har aldrig levet harmonisk sammen; men de ender med at må finde sig i hinanden og søge husly hos deres børn indtil Franca dør i 1950, og Ignazio Jr. i 1957. Det blev enden på familiens navn - der var kun døtre tilbage.

I dag står der en statue af Iganzio Sr. på Sicilien; deres tidligere private hjem er nu et femstjernet luksushotel mens mange andre ejendomme er raseret for at give plads til nye bygninger. Alligevel virker det til, at navnet og familiens aura stadig giver genklang i Italien - som denne sage bevidner. Der er skrevet andre bøger om de sidste Florio-børn - Ignazio Jr.'s børnebørn, og sagaen er nu filmatiseret som tv-serie. Men kun navnet er tilbage af en vanvittig familiesaga.

Le Triomphe des lions (La saga des Florio II) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 22.-25. november
• 505 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev endnu mere ivrig for at komme videre i den italienske familiesaga, da jeg opdagede, hvor stor betydning de har haft for Sicilien.

Andet bind foregår i perioden 1868 til 1893 - altså en langt kortere periode end første bind. Men alting er mere kompliceret nu. Patriarken, Vincenzo, er død og dynastiet overtages af den unge Ignazio, der blot er 31 år gammel. Han er gift med den adelige Giovanna, og endelig føler man i Florio-familien, at man bliver taget seriøst. Det er selvfølgelig ikke et kærlighedsægteskab, og Giovanna må leve med spøgelset af Ignazios ungdoms kærlighed, som han fravalgte på grund af familiens status og ikke mindst ambitioner.

Ignazio er en benhård forretningsmand, og det går fremad med rasende fart - han udvider tunforretningen og begynder at fabrikere marsalavin, cognac og andre luksusprodukter. Han opkøber et rederi og med købet af en hel flåde af dampskibe dominerer han passagertrafikken i Middelhavet på en tid, hvor de rige virkelig får øjnene op for denne måde at rejse ud i verden på. De besøger blandt andet Egypten og Tunisien - men også Tyrkiet og Grækenland; men derudover tjener skibene til fragt og postservice. Han har nærmest monopol.

Han grundlægger fabrikker, der kan levere råmaterialer og reservedele til skibene - selv en porcelænsfanrik, der kan producere porcelænsstel til de mange gæster ombord.

Bøgerne er alle opdelt i enkelte store dele, og ikke mange små kapitler. Disse indledes alle med et overblik over den sociale og politiske situation i perioden. Det er vældig interessant for at forstå, hvorfor tingene går som de går - men måske lige så meget forstår man, hvorfor Italien den dag i dag er så splittet mellem nord og syd.

I 1870'erne rammes verdensøkonomien af en krise, og Ignazio er tvunget til at fusionere sit rederi som nu bliver til NGI. Familien er utroligt rige, og lever et liv i den ypperste luksus. De er den største arbejdsgiver på Sicilien og som datiden foreskrev, deltager familiens kvinder i velgørenhedsarbejde.

Men visse ting kan end ikke alle penge købe - som kærligheden mellem de to ægtefolk, eller sygdom. Familiens arving, som selvfølgelig hedder Vincenzo, dør som 12-årig, og et andet barn er dødfødt. Der er dog håb i den næstyngste søn, Ignazio Jr, - og i 1883 fødes endnu en søn; en efternøler, som også bliver døbt Vincenzo.

Slutningen af det 19. århundrede er præget af ændringer; især togtrafikken udbredes meget og på det italienske fastland bliver det hurtigt en langt bedre løsning til transport end de mange skibe, der kun kan lægge til ved kysterne. 

Da Ignazio pludselig dør som 52-årig er arvingen blot 21 år gammel, og er primært kendt for at være en playboy, der nyder livet, Palermos kvinder og familiens penge. Nu skal han styre imperiet videre og i 1893 gifter han sig med den kun 19-årige adelige Franca - og hendes førstefødte er en datter, Giovanna.

Det lover ikke godt for fremtiden - især ikke, da den unge naive Franca opdager, at hendes mand absolut ikke har tænkt sig at ændre på sin livsstil som ungkarl!

Les Lions de Sicile (La saga des Florio I) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 17.-21. november
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig en drøm om at se Sicilien - blandt mange andre steder; men der er noget særligt over Sicilien.

Den italienske forfatter Stefania Auci har skrevet en familiesaga om øens mest berømte familie udover mafiaen, som først begynder at operere i slutningen af det 19. århundrede. Trilogien er en kæmpe succes i Italien, og en miniserie på TV er netop lanceret på streamingtjenesten Disney+.

Første bind starter i 1799, hvor de to brødre Paolo og Ignazio rejser til Sicilien fra det fattige Calabrien, der har været udsat for et jordskælv. Paolo er gift med Giuseppa, og de har en nyfødt søn, Vincenzo. I Palermo vil de fortsætte deres virksomhed med at importere og sælge urter og krydderier, som jo dengang primært blev brugt medicinsk.

I 1807 dør Paolo, og onklen, Ignazio, opdrager Vincenzo. Han får en noget anden og bedre uddannelse selvom de lokale aldrig tilgiver dem at være tilfyttere - og mænd, der kommer af ingenting, som man konstant fortæller dem. Vincenzo bliver en hård mand. Hans mål bliver at "vinde" over dem. Han vil være rigere, bedre, større - men ikke nødvendigvis lykkeligere.

Vi følger familien fra den spæde start til 1868, hvor Vincenzo Florio dør 69 år gammel, og med en mandlig arving.

Jeg havde aldrig hørt om denne familie før; men de var en af de rigeste i Italien i slutningen af 1800-tallet. Vincenzo Florio opfandt tun i olie ganske enkelt! Han opdagede, at der var penge i at tilberede tunen og derefter opbevare den i olie under de rette forhold i stedet for at salte og opbevare den utilberedt som man ellers havde gjort. Senere videreudviklede han den lokale hedvin Marsala til at være en forfinet vin og ikke kun til bønderne. 

Derudover investerede han i skibe - og fik kontrakten på postfragt fra fastlandet til Sicilien; han var en god investor - og hurtigt voksede formuen selvom den lokale adel stadig snobbede ham. Det blev ikke bedre af, at han åbenlyst havde et forhold til en ung kvinde af småborgerlig stand og først giftede sig med hende, da hun fødte ham en søn efter to døtre.

Italien var igennem turbulente tider i denne periode; landet blev først samlet i 1871, og inden da var  der peroder med revolutioner, krige, kejsere og konger! Sicilien var et eget kongedømme, og til tider hørte de til Napoli på fastlandet.

Da jeg begyndte at læse romanen, anede jeg end ikke, at det var en reel historie - men pludselig studsede jeg lidt over præcisionen i årstal, navne og steder, og det blev det jo kun endnu mere interessant af. Det er nemlig godt skrevet og dokumenteret; og jeg var helt opslugt af denne farverige familiesaga - vel vidende, at det 20. århundrede nok bliver turbulent ligeledes.