I morgen bliver bedre (2. Dronningen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 229 sider

Hele to tegneserier på én dag blev det til; andet bind af historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee er lidt tykkere end første bind. Kongen tager på en lang udenlandsrejse, og med på den kommer Struensee, der var læge i Altona. 

Om han forstår kongens sygdom - skizofrenien - bedre end andre eller om han blot er udspekuleret og ambitiøs er svært at vide i bagklogskabens klare lys. Men Christian VII kan lide ham, og tager ham med tilbage til hoffet i København.

Der er kommet en tronarving til - men ægteskabet mellem de to umage mennesker er jo ikke bedre af den grund, og Caroline Mathilde falder hurtigt i armene på den smukke Struensee. Igen er det svært at vide, om det var kalkuleret fra hans side - eller om der var tale om den store ægte kærlighed.

Jeg troede, at der kun var disse to bind i serien - men i slutningen af dette bind er begge meget i live selvom kongen nu ved, at de har en affære. Det berører ham ikke synderligt, da han selv har fået sin elskede Støvlet-Kathrine tilbage - et smart træk for at inddæmme hans anfald og holde ham glad.

Det er stadig smukke illustrationer - men det er også stadig min problematik med at læse, og ikke give nok plads til dem. Jeg tror oprigtigt, at det er en kunst at læse tegneserier - det er i hvert fald en kunst at lave dem; og disse er virkelig smukke. Så jeg vil absolut læse tredje - og sidste? - bind; men mest fordi det er en historisk tegneserie. Der er fx smukke tegninger af Københavns slotte og gader.

I morgen bliver bedre (1. Kongen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 157 sider

Det er meget sjældent jeg læser tegneserier - sølle tre styks ud af næsten femtenhundrede bøger på denne blog. Selvom det jo er en kunstart i sig selv.

Derfor blev jeg nysgerrig på denne serie af den danske illustrator og forfatter, Karoline Stjernfelt - og med et historisk indhold var det jo oplagt til min smag.

Historien om Christian VII, dronning Caroline Mathilde og Struensee er jo ikke ny (for mig); men at se den beskrevet i tegneserieformat var anderledes.

Første bind handler om deres bryllup og Caroline Mathildes ankomst fra England til Danmark; hvor hun opdager, at kongen er temmelig utilregnelig. Han er en marionet i en regering, der styrer ham med hård hånd og griner af ham bag hans ryg. Både kongen og dronningen er ikke andet end børn, da de bliver gift og kongen har ikke den store lyst til at leve som ægtefolk. Han vil dog gerne ture rundt i byen med letlevende damer og har et vel nok meget usundt forhold til alkohol. Det er almen viden i dag - ligesom det i dag er antaget, at kongen led af skizofreni. Den sygdom kendte man ikke i det 18. århundrede, så selvom man kunne se, at han var uegnet til tronen, så var der ikke noget alternativ til en enevældig konge. Andet end at tøjle han og føje ham.

Tegningerne er virkelig smukke; og måske mest, når der er flere sider med tegninger uden tekst. Der følte jeg virkelig, at historien stod skarpt i illustrationen og ikke havde behov for teksten. Desuden er jeg jo ikke god til tegneserier og har svært ved at abstrahere fra enten at læse eller at se illustrationerne.

Jeg forsøger at bremse mig selv lidt, og give tid til det visuelle - men det bliver aldrig min spidskompetence - og derfor kommer det altid til at gå for hurtigt. Men det er smukt arbejde og interessant at Danmarkshistorien på den måde bliver mere tilgængelig for at andet og større publikum.

Les lions en hiver (La saga des Florio III) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 25.-27. november
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kastede mig med det samme over tredje bind efter at have afsluttet andet bind i den fascinerende historie om Florio-familien. Jeg læste nok 600 sider i weekenden; og så var der lige lidt tilbage.

I tredje og sidste bind følger vi familien fra 1893 til 1950 - skelsættende år i verdenshistorien og i familien.

Ignazio Jr. overtager firmaet som alt for ung, og han er alt for rig! Han har aldrig forstået, at faderen knoklede hver eneste dag, og egenhændigt mødte op på familiens fabrikker - når nu der er fester og yachter og ferier at hellige sig.

Ægteparret lever en overdådig tilværelse, selvom ægteskabet er præget af Ignazios mange sidespring. Franca må erkende, at hustruens rolle er at se smuk ud og bære det med ære; hun kompenserer derfor ved at shoppe amok. De fineste kjoler fra Paris, og smykker i lange baner - især bliver hun berømt for sine lange perlekæder, der har op til firehundrede ægte perler. Man snakker om kæder, der kan sættes sammen så de bliver otte meter lange. Disse bliver ikke mindst udødeliggjort i et portræt af hende.

Deres førstefødte kom lige efter brylluppet, og fem år senere kommer den længe ventede og nødvendige mandlige arving - en søn, der døbes Ignazio men blot kaldes Baby Boy.

Forretningerne lider dog under Ignazio Jr.'s manglende talent og ikke mindst tid; den italienske regering har ydet store bidrag af statskassen for at opretholde rederiet, men begynder nu at trække i land og udbuddet på lukrative aftaler åbnes op. 

Starten af det nye århundrede starter derfor voldsomt; i løbet af lidt mere end et år mister familien både den ældste datter på blot otte år; den vigtige søn som end ikke er fem år gammel - og endelig et dødfødt barn. Det bliver nådesstødet - selvom de stadig har en datter født i 1900, og endnu en mirakuløst kommer til i 1909.

Men der er situationen allerede desperat; pengene fosser ud og især Franca har ikke i sinde at ændre sin livsstil. Da 1. Verdenskrig starter er de reelt set fallit, men lever på nåde af banker og regeringen, der forsøger at beskytte de arbejdspladser, der er knyttet til familiens firmaer. Man frygter også et reelt oprør på den problematiske ø Sicilien, hvis Florio-familien ikke længere kan garantere arbejde.

Det er på mange måder en trist historie om et fald fra tinderne. På den anden side er der ingen tvivl om, at den levestil fra Belle Epoque, som definerede dem og så mange andre over hele Europa, jo unægteligt kom til en ende med krigen. Men det var ikke lige nemt for alle at acceptere, og måske slet ikke for en Franca af adelig oprindelse, som hele sit liv havde haft tjenestefolk på hver finger. Nu skulle hun aflægge rapport for hver lira, der blev brugt - og efter at have yachter, paladser, firmaer og jordbesiddelser kommer tiden endelig til alle hendes smykker.

Parret har aldrig levet harmonisk sammen; men de ender med at må finde sig i hinanden og søge husly hos deres børn indtil Franca dør i 1950, og Ignazio Jr. i 1957. Det blev enden på familiens navn - der var kun døtre tilbage.

I dag står der en statue af Iganzio Sr. på Sicilien; deres tidligere private hjem er nu et femstjernet luksushotel mens mange andre ejendomme er raseret for at give plads til nye bygninger. Alligevel virker det til, at navnet og familiens aura stadig giver genklang i Italien - som denne sage bevidner. Der er skrevet andre bøger om de sidste Florio-børn - Ignazio Jr.'s børnebørn, og sagaen er nu filmatiseret som tv-serie. Men kun navnet er tilbage af en vanvittig familiesaga.

Le Triomphe des lions (La saga des Florio II) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 22.-25. november
• 505 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev endnu mere ivrig for at komme videre i den italienske familiesaga, da jeg opdagede, hvor stor betydning de har haft for Sicilien.

Andet bind foregår i perioden 1868 til 1893 - altså en langt kortere periode end første bind. Men alting er mere kompliceret nu. Patriarken, Vincenzo, er død og dynastiet overtages af den unge Ignazio, der blot er 31 år gammel. Han er gift med den adelige Giovanna, og endelig føler man i Florio-familien, at man bliver taget seriøst. Det er selvfølgelig ikke et kærlighedsægteskab, og Giovanna må leve med spøgelset af Ignazios ungdoms kærlighed, som han fravalgte på grund af familiens status og ikke mindst ambitioner.

Ignazio er en benhård forretningsmand, og det går fremad med rasende fart - han udvider tunforretningen og begynder at fabrikere marsalavin, cognac og andre luksusprodukter. Han opkøber et rederi og med købet af en hel flåde af dampskibe dominerer han passagertrafikken i Middelhavet på en tid, hvor de rige virkelig får øjnene op for denne måde at rejse ud i verden på. De besøger blandt andet Egypten og Tunisien - men også Tyrkiet og Grækenland; men derudover tjener skibene til fragt og postservice. Han har nærmest monopol.

Han grundlægger fabrikker, der kan levere råmaterialer og reservedele til skibene - selv en porcelænsfanrik, der kan producere porcelænsstel til de mange gæster ombord.

Bøgerne er alle opdelt i enkelte store dele, og ikke mange små kapitler. Disse indledes alle med et overblik over den sociale og politiske situation i perioden. Det er vældig interessant for at forstå, hvorfor tingene går som de går - men måske lige så meget forstår man, hvorfor Italien den dag i dag er så splittet mellem nord og syd.

I 1870'erne rammes verdensøkonomien af en krise, og Ignazio er tvunget til at fusionere sit rederi som nu bliver til NGI. Familien er utroligt rige, og lever et liv i den ypperste luksus. De er den største arbejdsgiver på Sicilien og som datiden foreskrev, deltager familiens kvinder i velgørenhedsarbejde.

Men visse ting kan end ikke alle penge købe - som kærligheden mellem de to ægtefolk, eller sygdom. Familiens arving, som selvfølgelig hedder Vincenzo, dør som 12-årig, og et andet barn er dødfødt. Der er dog håb i den næstyngste søn, Ignazio Jr, - og i 1883 fødes endnu en søn; en efternøler, som også bliver døbt Vincenzo.

Slutningen af det 19. århundrede er præget af ændringer; især togtrafikken udbredes meget og på det italienske fastland bliver det hurtigt en langt bedre løsning til transport end de mange skibe, der kun kan lægge til ved kysterne. 

Da Ignazio pludselig dør som 52-årig er arvingen blot 21 år gammel, og er primært kendt for at være en playboy, der nyder livet, Palermos kvinder og familiens penge. Nu skal han styre imperiet videre og i 1893 gifter han sig med den kun 19-årige adelige Franca - og hendes førstefødte er en datter, Giovanna.

Det lover ikke godt for fremtiden - især ikke, da den unge naive Franca opdager, at hendes mand absolut ikke har tænkt sig at ændre på sin livsstil som ungkarl!

Les Lions de Sicile (La saga des Florio I) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 17.-21. november
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig en drøm om at se Sicilien - blandt mange andre steder; men der er noget særligt over Sicilien.

Den italienske forfatter Stefania Auci har skrevet en familiesaga om øens mest berømte familie udover mafiaen, som først begynder at operere i slutningen af det 19. århundrede. Trilogien er en kæmpe succes i Italien, og en miniserie på TV er netop lanceret på streamingtjenesten Disney+.

Første bind starter i 1799, hvor de to brødre Paolo og Ignazio rejser til Sicilien fra det fattige Calabrien, der har været udsat for et jordskælv. Paolo er gift med Giuseppa, og de har en nyfødt søn, Vincenzo. I Palermo vil de fortsætte deres virksomhed med at importere og sælge urter og krydderier, som jo dengang primært blev brugt medicinsk.

I 1807 dør Paolo, og onklen, Ignazio, opdrager Vincenzo. Han får en noget anden og bedre uddannelse selvom de lokale aldrig tilgiver dem at være tilfyttere - og mænd, der kommer af ingenting, som man konstant fortæller dem. Vincenzo bliver en hård mand. Hans mål bliver at "vinde" over dem. Han vil være rigere, bedre, større - men ikke nødvendigvis lykkeligere.

Vi følger familien fra den spæde start til 1868, hvor Vincenzo Florio dør 69 år gammel, og med en mandlig arving.

Jeg havde aldrig hørt om denne familie før; men de var en af de rigeste i Italien i slutningen af 1800-tallet. Vincenzo Florio opfandt tun i olie ganske enkelt! Han opdagede, at der var penge i at tilberede tunen og derefter opbevare den i olie under de rette forhold i stedet for at salte og opbevare den utilberedt som man ellers havde gjort. Senere videreudviklede han den lokale hedvin Marsala til at være en forfinet vin og ikke kun til bønderne. 

Derudover investerede han i skibe - og fik kontrakten på postfragt fra fastlandet til Sicilien; han var en god investor - og hurtigt voksede formuen selvom den lokale adel stadig snobbede ham. Det blev ikke bedre af, at han åbenlyst havde et forhold til en ung kvinde af småborgerlig stand og først giftede sig med hende, da hun fødte ham en søn efter to døtre.

Italien var igennem turbulente tider i denne periode; landet blev først samlet i 1871, og inden da var  der peroder med revolutioner, krige, kejsere og konger! Sicilien var et eget kongedømme, og til tider hørte de til Napoli på fastlandet.

Da jeg begyndte at læse romanen, anede jeg end ikke, at det var en reel historie - men pludselig studsede jeg lidt over præcisionen i årstal, navne og steder, og det blev det jo kun endnu mere interessant af. Det er nemlig godt skrevet og dokumenteret; og jeg var helt opslugt af denne farverige familiesaga - vel vidende, at det 20. århundrede nok bliver turbulent ligeledes.

Silence du choeur - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 11.-15. november
• 577 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mbougar Sarr vandt jo Goncourt-prisen i 2021 for hans helt eminente roman Menneskets dybeste erindring, og efter at have læst den, ville jeg have fat i hans tidligere romaner. Denne udkom i 2017, men fik ikke et europæisk gennembrud og forlaget er da også specialiseret i afrikansk litteratur og ikke et af de store franske forlag. Den er jo dog blevet genoptrykt - heldigvis!

Det er absolut heller ikke en feel-good roman som europæisk læser; for vi får alle vores fordomme kastet lige i hovedet. Samtidig er der noget bibelsk over den, som Sarr mestrer til perfektion ligesom han arbejder meget med metaforen i den prisvindende efterfølger.

Vi er ca. omkring 2016 på Sicilien, hvor 72 bådflygtninge ankommer fra Libyen over Middelhavet. De indlogeres via en ONG i den lille landsby, Altino, hvor de skal bo indtil deres sag kan blive behandlet, og de enten kan få opholdstilladelse eller blive sendt hjem.

I landsbyen arbejder Jogoy, en senegalesisk flygtning sammen med Santa Marta, den lokale ONG. Han er selv kommet samme vej, og med sine afrikanske sprogkundskaber er han nu ansat som tolk og formidler mellem de nytilkomne, som man kalder ragazzi, og de lokale.

Det er langt fra alle de lokale, der er glade for disse ragazzi. Sicilien er heller ikke rig, og mange mener, at de tager arbejdspladser og muligheder fra de lokale. Lyder det bekendt? Det er den bølge af racisme, der strømmede ind over Europa i kølvandet på den voldsomme indrejsestrøm til Lampedusa og lignende byer i denne periode.

Der er lokale kræfter, der beslutter sig for at gå mere håndgribeligt til værks med det ene formål at få dem væk. Støttet af højreekstremistiske politiske kræfter vil de gøre alt - og byens borgmester bliver hvirvlet ind i spillet; ikke af racisme men af personlig ambition for at komme i det italienske senat. Det er korruption og racisme i en skøn cocktail.

Samtidig bliver de 72 mænd mere og mere frustrerede; de vil have arbejde og de vil have penge. De vil ikke bo sammen og blot modtage madkuponer - de havde håbet på et Eldorado i Europa. Det er jo det som bekendt ikke; men illusionen om det lever i bedste velgående i subsaharisk Afrika desværre. 

Historien fortælles fra skiftende perspektiver, iblandet Jogoys dagbog og avisartikler; også her bruger Sarr forskellige formater til at skabe sin historie. Det virker utroligt godt. Men det er også barsk; for man ved jo, at denne konflikt er eskalerende og udfaldet vil blive fatalt.

Det bliver det; i bibliske proportioner faktisk. Sarr er senegaleser, og man må jo dermed antage, at han er opdraget muslimsk. Alligevel er hans kendskab til Bibelens metaforer og arketyper imponerende; det ender apokalyptisk - og bibelsk. En voldsom roman, der virkelig gør indtryk og holder et troldspejl op foran os, som måske ikke er så forvrænget endda?

Sarr rører ved nogle "farlige" emner i sine romaner; en anden tidligere roman omhandler homoseksuallitet i muslimske Senegal - et kontroversielt emne, og den bog står nu absolut også på min liste.

Gabriële - Anne & Claire Berest

 

• Fransk
• 3.-10. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den fantastiske roman af den franske forfatter, Anne Berest, som nu er oversat til dansk. Den handlede om hendes mormor, og hendes liv som overlevende efter Holocaust. Den læste jeg primært på en rejse til Budapest, hvor den virkelig rørte mig.

Denne gang handler det om hendes oldemor, som er en meget hemmelig del af familiehistorien - og bogen var med mig i Porto. Der var noget mindre tid til at læse; så det tog noget tid at komme igennem den.

Bogen er skrevet sammen med Annes søster, Claire, som et firhændigt værk. De har brugt meget lang tid på at gennemgå arkivmateriale, da der som sagt aldrig blev talt meget om denne oldemor i barndomshjemmet. Hun var mor til Vicente - som begik selvmord som 27-årig; denne Vicente havde dog et barn ved sin død - Annes og Claires mor Lélia, hvis mor var Myriam fra Postkortet. 

Oldemoderen er Gabriële Picabia; gift med den franske avantgardekunstner Francis Picabia, som levede fra 1879 til 1953. De mødtes i 1908, da Picabia levede af at male og sælge impressionistiske malerier med stor succes. Gabriële var i oprør med familien, der ville have hende gift som en god borgerlig pige jo gjorde. Hun tog til Berlin, og studerede musik - men da hun mødte Picabia, var det som et lyn, der slog ned. Ikke så meget på den romantiske front - men intellektuelt var de enige om, at kunsten skulle trækkes i en anden retning. Picabia var med til at starte kubismen og dadaismen - og var Picassos erklærede ærkefjende.

Gabriële bliver moderfiguren i hele den intellektuelle bevægelse omkring kunsten i de år. De omgås Appolinaire, Duchamp og andre hovedaktører indenfor den kunst, som jo reelt set ikke appellerer meget til mig. Jeg fascineres dog stadig af tanken om dengang Paris var langt mere som en provinsby, hvor især kunstnerne kendte hinanden allesammen og konstant krydsede veje. Man tog en kaffe på caféen med Picasso og vennerne ganske enkelt.

Sammen udstak de to dogmer og retningslinjer for kunsten; de rejste rundt i Europa og til Amerika - og det blev da også lidt romantisk; de fik da fire børn. De tog sig dog ikke meget af disse børn - det interesserede dem meget lidt.

Samtidig var Picabia vel nok bipolar eller i hvert fald depressiv i perioder; han var notorisk utro, og Gabriële levede i mange år med en elskerinde i huset - det var det nemmeste for at de kunne opretholde det kunstneriske arbejde. Det var et noget progressivt ægteskab for perioden, og det holdt da heller ikke.

Bogen omhandler perioden frem til slutningen af 1. Verdenskrig; men Gabriële døde først i 1985 - 104 år gammel. Der var Anne og Claire små piger, men de kendte intet til denne oldemor, som de opdager gennem kunsten og litteraturen. Det er måske også det svage punkt; det er meget langtrukkent at tilbringe 480 sider på knap 10 år, og så slet ikke få historien om de næste 65 år af hendes liv med de mange dramaer og mørkezoner, der stadig var. Jeg var ikke helt så fænget som af Postkortet desværre.