Silence du choeur - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 11.-15. november
• 577 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mbougar Sarr vandt jo Goncourt-prisen i 2021 for hans helt eminente roman Menneskets dybeste erindring, og efter at have læst den, ville jeg have fat i hans tidligere romaner. Denne udkom i 2017, men fik ikke et europæisk gennembrud og forlaget er da også specialiseret i afrikansk litteratur og ikke et af de store franske forlag. Den er jo dog blevet genoptrykt - heldigvis!

Det er absolut heller ikke en feel-good roman som europæisk læser; for vi får alle vores fordomme kastet lige i hovedet. Samtidig er der noget bibelsk over den, som Sarr mestrer til perfektion ligesom han arbejder meget med metaforen i den prisvindende efterfølger.

Vi er ca. omkring 2016 på Sicilien, hvor 72 bådflygtninge ankommer fra Libyen over Middelhavet. De indlogeres via en ONG i den lille landsby, Altino, hvor de skal bo indtil deres sag kan blive behandlet, og de enten kan få opholdstilladelse eller blive sendt hjem.

I landsbyen arbejder Jogoy, en senegalesisk flygtning sammen med Santa Marta, den lokale ONG. Han er selv kommet samme vej, og med sine afrikanske sprogkundskaber er han nu ansat som tolk og formidler mellem de nytilkomne, som man kalder ragazzi, og de lokale.

Det er langt fra alle de lokale, der er glade for disse ragazzi. Sicilien er heller ikke rig, og mange mener, at de tager arbejdspladser og muligheder fra de lokale. Lyder det bekendt? Det er den bølge af racisme, der strømmede ind over Europa i kølvandet på den voldsomme indrejsestrøm til Lampedusa og lignende byer i denne periode.

Der er lokale kræfter, der beslutter sig for at gå mere håndgribeligt til værks med det ene formål at få dem væk. Støttet af højreekstremistiske politiske kræfter vil de gøre alt - og byens borgmester bliver hvirvlet ind i spillet; ikke af racisme men af personlig ambition for at komme i det italienske senat. Det er korruption og racisme i en skøn cocktail.

Samtidig bliver de 72 mænd mere og mere frustrerede; de vil have arbejde og de vil have penge. De vil ikke bo sammen og blot modtage madkuponer - de havde håbet på et Eldorado i Europa. Det er jo det som bekendt ikke; men illusionen om det lever i bedste velgående i subsaharisk Afrika desværre. 

Historien fortælles fra skiftende perspektiver, iblandet Jogoys dagbog og avisartikler; også her bruger Sarr forskellige formater til at skabe sin historie. Det virker utroligt godt. Men det er også barsk; for man ved jo, at denne konflikt er eskalerende og udfaldet vil blive fatalt.

Det bliver det; i bibliske proportioner faktisk. Sarr er senegaleser, og man må jo dermed antage, at han er opdraget muslimsk. Alligevel er hans kendskab til Bibelens metaforer og arketyper imponerende; det ender apokalyptisk - og bibelsk. En voldsom roman, der virkelig gør indtryk og holder et troldspejl op foran os, som måske ikke er så forvrænget endda?

Sarr rører ved nogle "farlige" emner i sine romaner; en anden tidligere roman omhandler homoseksuallitet i muslimske Senegal - et kontroversielt emne, og den bog står nu absolut også på min liste.