Le dernier des Dulac - François Antelme

 

• Fransk
• 29.-31. august
• 384 sider
• Dansk titel: Heldigvis ikke oversat

Jeg faldt for denne, fordi den handlede om Mauritius. Var corona ikke kommet, var det nemlig der, jeg skulle have holdt ferie sidste år - og jeg skal nok komme dertil. Men når jeg rejser kanjeg godt lide at læse litteratur fra landet for ligesom at fornemme kulturen.

Det tror jeg desværre ikke denne bidrog meget til på trods af forfatterens oprindelse fra det lille land i det Indiske Ocean.

Nu undrer jeg mig over, hvordan han kan være blevet udgivet i Pocket? Han har end ikke en Wikipedia-side - og det er jo ikke for at være snobbet; men det viser, at han åbenbart ikke er en seriøs forfatter. Det vidste jeg bare ikke, da jeg hev den ned fra hylden.

Historien er faktisk totalt ligegyldig - en historie om familiehemmeligheder, som det tager alverdens krumpsring at opklare... og så er hemmeligheden hverken interessant eller særlig vanvittig. Faktisk bare ikkeeksisterende og tam.

Men problemet er, at han ingen respekt for læseren har! Samtlige årstal, aldre på personer, datoer osv. er forkerte. En person dør i 1968 - men nogle kapitler længere fremme er det 1978. Hovedpersonen er 10 år gammel i 1905, men bliver gift som 18-årig i 1918. Jeg bliver simpelthen så frustreret over sådan noget sjusk!!!!

Så jeg læste den færdig i håbet om, at plottet i det mindste var godt, Det var det ikke. Den røg i skraldespanden, og jeg spildte tre dage af mit liv! Nu skal der findes rigtigt lækre og skønne bøger til fire ugers ferie, der starter lige om lidt - og der er tre uger i solen ved en pool med en bog i hånden.

Din hengivne - Anne Thompson

 

• Dansk
• 23.-28. august
• 444 sider

Den har været længe undervejs; jeg indrømmer, at dansksprogede romaner er de sværeste for mig. Jeg læser langt de fleste bøger på engelsk eller fransk, og dansk er bare tungere for mig. Men jeg stræber efter at forbedre det - jeg er jo trods alt dansker; men de mange år i udlandet sætter sine spor.

At Gauguin var gift med en dansker vil nok chokere de fleste franskmænd - det chokerede vist også ham selv! De fleste franskmænd har jo en temmelig fordrejet forståelse af de skandinaviske lande; og Gauguin blev heller ikke fan af vores smukke lille land.

Bogen starter således da han i 1885 forlader København, hustruen Mette og deres fire børn; det sidste barn, den 6-årige Clovis, tog han ganske enkelt med til Paris. Det hed sig, at han skulle finde sin kunstneriske åre - men i virkeligheden var han dødtræt af Danmark, af svigerfamilien og deres evindelige bebrejdelser over penge, karriere osv. Han trængte til andre himmelstrøg, hvor man ville beundre ham. Noget, der jo ikke ligger så let til den danske kultur - og vel endnu mindre for snart 150 år siden.

Når vi i dag ser hans tahitianske kvinder, tænker de færreste nok på de år i Danmark, hvor han rent faktisk malede - tjek Glyptoteket!!! 

Bogen skifter mellem Mettes og familiens liv i Danmark, og de breve, som han sendte hjem. Hun skrev selvfølgelig tilbage - men den historie og hendes reaktioner på hans breve, får vi i hendes historie. Hans breve er de originale, og det er fuldstændigt øjenåbnende at se, hvor krukket og svigerisk han var. Det ændrer virkelig ens syn på de store kunstnere.

Han kæmpede, og han havde ingen penge - og blev selvføgelig syg deraf. Men han bebrejder komstant hustruen hjemme i Danmark, som jo ikke har det mindre svært. Hun kæmper som enlig kvinde i det 19. århundrede med at skulle arbejde, passe fire børn og samtidig yde støtte til sin krukke af en mand. Hun promoverede ham og forsvarede ham endeløst i det danske kulturliv; mange andre var nok smuttet! Hun forblev gift med ham til hans død næsten tyve år efter, at han forlod Danmark. I den tid ser de kun hinanden ganske få gange i meget kort tid - og også der skal hun kun høre på, hvor lidt hun hjælper, hvor småborgerlig hun er osv.

Samtidig lever han rundt omkring i verden, får andre børn med flere andre kvinder og brokker sig bare. Man må sige, at der er mange utrolige kvindehistorier derude - og Mette Gauguins er virkelig en af dem.

Derudover giver bogen et fantastisk indblik i København i slutningen af århundredet, hvor Nørrebro var på landet med bondegårde; hvor Brandes-brødrene styrede den kulturelle og politiske agenda.

Det tog mig lidt tid at komme igennem - men det var virkelig en fornøjelse.

Toutes les histoires d'amour ont été racontés, sauf une - Tonino Benacquista

• Fransk
• 20.-22. august
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er utallige år siden jeg sidst læste Benacquista; fra før jeg startede bloggen - dvs. i omegnen af 15 år mindst. Men jeg kunne godt lide hans lidt specielle historier, og denne nyudgivelse skuffede da bestemt ikke; selvom man bagefter sidder og undrer sig over, hvad det var!

Léo er den lidt dovne type uden de store ambitioner for livet; han lever af at uddele spørgeskemaer i toget indtil han en dag pludselig opdager, at han er god til at fotografere. Det ene tager det andet og pludselig sælger hans billeder, og han rejser verden rundt.

Så møder han kvinden i sit liv, og de trækker sig tilbage fra vennekredsen for at leve i deres egen lille perfekte symbiose. De ledte ellers begge efter én, som ville give dem frihed og rum til at leve deres egne liv; men det glemmer man jo hurtigt, når man er forelsket. Men så forlader hun ham, da han kommer ud for et uheld i forbindelse med en tandoperation. Han går i hundene - smertestillende, alkohol, sofaen hos vennerne, .... og ingen kan holde ham ud.

Derefter indretter han sig i en lejlighed, hvor han lukker ALT ude; købmanden stiller varer foran døren, og selv sidder han blot foran fjernsynet og sluger dårlige tv-serier i alle døgnets timer. Her finder han det perfekte liv, hvor han kan skifte ham og identificere sig med de personer, han ser på skærmen - det går fra vikinger til Michelangelo til hjemløse i USA. 

En serie han følger er om forfatteren Harold Cordell, som skriver krimier - og hvis ekskæreste dør. På sit dødsleje beder hun ham skrive en kærlighedshistorie - den som endnu ikke er skrevet, og som bogens titel refererer til. Så vi kommer et skridt videre, og træder ind i tv-figurernes liv. De tager livsform, og bliver personer Léo kan interagere med. 

Det er historien om en dyb depression, og hvordan man kommer ud af den - for igennem de personer, han lever med igennem skærmen, genopretter han sin egen balance, og heler sig selv. Han ender med at kunne gennemskue de gode fra de dårlige, og derigennem se sine egne fejltrin.

Om det er en god morale er jo svært at sige; men Benacquista har altid været fascineret af fjernsynets magt. Saga - hans første store succes - handlede om fire arbejdsløse, der skulle skrive en tv-serie for at opnå finansiel støtte. Det var både morsomt og skræmmende, og man finder den samme følelse i denne roman iblandet en underlig form postapokalypse.

La Maîtresse du peintre - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 16.-19. august
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den hollandske forfatters sidste del af en trilogi om kvinder i den hollandske senrenæssance er endelig udkommet på fransk - den udkom på originalsproget hollandsk allerede i 2019; men efter den internationale succes med Midnight Blue fra 2016, og Red Snow in December fra 2012 gik det lidt hurtigere denne gang. 

Vi er stadig i senrenæssancen i Holland, hvor Geertje Dircx fødes i Edam omkring år 1610.

Som ung pige - eller den alder, hvor mange andre ville være gift forlængst - flytter hun til byen Hoorn, hvor hun arbejder som guvernante for en velstående familie med mange børn. Da de ikke længere har behov for en guvernante, tager hun videre til Amsterdam og får en plads i huset hus Rembrandt.

Hun ved ikke meget om malerier eller kunst i det hele taget; men Rembrandt er allerede en meget kendt mand. Hans store kærlighed Saskia er dog meget syg, og deres spædbarn har behov for en barnepige. Om hun kom til huset før eller efter Saskias død, hersker der en del tvivl om - men som så tit i historiske romaner, har forfatteren valgt at tage visse friheder i fortolkningen.

Helt sikkert er det dog, at de på et tidspunkt bliver elskende - da konen er død vel at mærke. De lever som mand og kone, og Geertje tror i starten, at han vil gifte sig med hende efter en passende sørgeperiode. At leve på polsk var både strafbart og med fare for at blive ekskommunikeret. Det var alvorlig i en tid, hvor man tit overlevede i troen på, at det rigtige paradis ventede bagefter!

Men Rembrandt kan ikke gifte sig med hende; han er bundet af Saskias testamente, hvorved han mister alt, hvis han gifter sig igen. Rembrandt var notorisk for altid at have gæld - i hans fantastiske hus i Amsterdam kan man se hans kabinet af eksotiske ting; de kostede ham mange penge. Så i stedet for et ægteskab, giver han hende Saskias smykker - blandt andet en kostbar diamantring. Det giver Geertje en vis kredibilitet - omend ikke kirkelig velsignelse. Den eneste betingelse er, at hun skal testamentere dem til Rembrandts søn ved sin død.

Men efter nogle år kommer der en ny - og meget ung - tjenestepige til huset; og nu forelsker Rembrandt sig i hende - eller hendes ungdom. Geertje er nu omkring 40 år gammel, og ser sig blive sat på gaden uden en mønt. Dog har hun taget smykkerne med sig, og udover at afkræve Rembrandt erstatning for brudt ægteskabsløfte pantsætter hun også smykkerne for at kunne starte en lille forretning.

Det juridiske er veldokumenteret; men arkiverne blev først tilgængelige flere århundreder efter begges død, og hendes skæbne er derfor ret ubeskrevet. På trods af, at hun formodentlig er model til flere af hans malerier deriblandt det, der pryder bogens forside. Men det endte jo lidt skidt imellem dem.

Rembrandt har overtaget her, og han ender med at betale for at hun kommer i tugthuset! 12 år får hun for usædelig opførsel mens han pudsigt nok slipper fri. Det var stadig tiden i Europa, hvor kvinder altid var de fristende og mænd de stakkels ofre. 

Det er en fantastisk historie, og ikke mindst når man har besøgt hans hus; bogens beskrivelser af det er jo nemme, da alt kan ses. Men det er også en fascinerende historie om en kvindeskæbne fra dengang, hvor kvinder ingen rettigheder havde - som det desværre er tilfældet mange steder i verden endnu.

Hun skriver levende og historisk pragtfuldt og det er altid om stærke kvinder, der går en anden vej.

Denne gang var det om en reel skæbne, og sidst i bogen er der mange uddrag fra retssagerne imellem de to tidligere elskende. 

Nu er der endnu en historisk roman på fransk på vej - jeg kan slet ikke vente!

La vraie vie - Adeline Dieudonné

 

• Fransk
• 15. august
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Adeline Dieudonné er en ny belgisk forfatter, der er virkelig på vej frem i den litterære verden. Efter blot tre udgivelser siden 2018 har hun modtaget adskillige priser - ikke mindst for denne debutroman fra 2018.

Det er virkelig barske sager at læse om "det rigtige liv", som den hedder; og jeg blev nødt til at læse den i et træk; især mod slutningen, hvor gruen bare bliver værre og værre. I håbet om, at jeg kunne sove roligt om natten. Det kunne jeg heldigvis!

I en lidt trist forstad bor fortælleren - en pige på ti år sammen med sine forældre, og lillebroren Gilles på seks år. Faderen er storvildtsjæger, alkoholiker og tæver jævnligt moderen; hun er en undselig hustru, der allerhøjst forsøger at undgå slagene.

Det rigtige liv refererer til det liv, som fortælleren forestiller sig at de kunne have haft; uden faderen - og uden den dag, hvor en sifonflaske eksploderede i hoevedet på ismanden, mens de to børn så ham dø. Siden den dag holdt Gilles op med at lege, le og smile.

Først vil hun bygge en tidsmaskine; indtil hun opdager, at det ikke kan lade sig gøre - men hun drømmer stadig om at gå tilbage og lade være med at bede om det flødeskum på isen, der forårsagede ulykken.

I stedet vokser hun op; hun er dygtig i skolen men forsøger at skjule det for faderen. Det er bedre at være dummere end ham, og holde sig under radaren. Lillebroren begynder dog at slå dyr ihjel - der er snart ingen kattekillinger eller hundehvalpe tilbage i området - inden han begynder at lære at skyde sammen med faderen.

Værre bliver det blot, da hun bliver teenager - kombinationen af en sprudlende krop, hun ikke kan skjule og faderens fyring fra arbejdet får ham til at kappe helt over.

Det er en skrækkelig roman, om hvor galt det kan gå i et socialt belastet hjem, hvis ingen gør noget. Og hvor langt - forfærdeligt langt - ude, det kommer til sidst. Det var virkelig ikke hyggelæsning - men bestemt vigtigt, at der er nogle, der beskriver denne virkelighed.

Angélus - François-Henri Soulié

 

• Fransk
• 9.-14. august
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var lykkelig over endelig at kunne rejse til Bruxelles og få fyldt bogreolerne op; men nu har jeg allerede læst tre af de tretten bøger, jeg bragte med hjem. Jeg trængte virkelig til at kunne snuse rundt i min yndlingsboghandel i centrum af Bruxelles - en af de absolut smukkeste boghandlere i verden.

Udover min allerede forberedte liste, blev det også til et par impulsindkøb som fx denne middelalderkrimi.

Alt med historie, religiion og især perioden op til og med Quattrocento er lige mig; og den franske måde at gribe tingene an på er lidt anderledes end Folletts måde. Begge er i øvrigt glimrende!

Angélus er bedeslagene; de bruges ved begyndelsen til alle kirkelige handlinger også i vore protestantiske kirker. Men i den katolske kirke er det også den bøn, der siges morgen, middag og aften. Tre gange om dagen ligesom bedeslagene er trefoldige som treenigheden.

Og så er det jo det latinske navn for engel.

Det er netop englene som er centrum for gåden her, hvor man finder en mand myrdet og "forklædt" som en engel. Efter hans død er han blevet udstyret med et par vinger - stjålet fra en gås, der også har måttet lade livet. Men det bliver ikke den eneste engel - og inden det griber om sig, skal morderen findes.

Der er igen et magisk tre-tal her for vi følger tre hovedpersoner som hver især symboliserer hver sit.

Den unge Raimon de Termes, som netop er blevet slået til ridder, og drømmer om korstog og store bedrifter - vi er i 1165 i Carcassonne!

Men det er jo også egnen, hvor katharismen opstod netop i begyndelsen af det 12. århundrede. Alois de Malpas er kvinde, men også en af de højest rangerende i denne nye kirke; hun er gift med Enric, men det er et pro forma ægteskab. Katharerne troede ikke på sansernes lyster; kroppen var en djævelsk indpakning, og kun sjælen var ren.

Endelig er der skulptøren Jordi de Cabestan, som skal dekorere flere klostre i området - og det er præcis hans håndværkere morderen er ude efter tilsyneladende.

Abbeden og munkene er hurtige til at skyde skylden på katharerne, som ligesom den senere lutheranske tro, ikke går ind for idoldyrkelse - og den katolske tradition med tunge udsmykninger er jo netop dette. Alois og hendes fælles troende vil derfor bevise, at de ikke er mordere - og ridderen vil blot vise, at han er en rigtig ridder.

Historien kører parallelt mellem de tre personer, og deres grupper indtil de til sidst overlapper og mødes. Det er selvfølgelig en krimi - men det er lige så meget en beskrivelse af de religiøse spændinger, der prægede Frankrig i middelalderen. Det er indgående beskrevet med sprog, der så vidt muligt nærmer sig sproget fra dengang - og det er ikke "almindeligt" fransk. Der er glimrende beskrivelser af, hvordan man levede, spiste osv. - udover beskrivelsen af forskellen mellem katharerne og katolikkerne.

Det er tilsyneladende den første i en trilogi om netop denne region af Frankrig; og jeg er ret sikker på, at nogle protagonister vil dukke op i andet bind, som jeg bestemt også skal læse.

Les victorieuses - Laetitia Colombani

 

• Fransk
• 8. august
• 240 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Laetitia Colombani fik for nogle år siden en stor succes med udgivelsen af Fletningen - hendes debutroman. Det var en rigtig smuk lille bog, og blev som noget lidt sjældent for en fransk forfatter også oversat til dansk.

Nu har hun skrevet sin anden roman, som ligeledes er en mindre sag. Den minder også om Fletningen idet den har nogle klare feministiske træk - uden at dette på nogen måde er en kritik.

Historien kører i to spor; i nutidens Paris, hvor den 40-årige advokat Solène får et burn-out efter en klient begår selvmord i retssalen. Hendes læge anbefaler hende at lave humanitært arbejde - ofr ved at hjælpe andre, kan hun hjælpe sig selv. Mener han. Solène er knap så entusiastisk må man sige. Men hun finder sig et ulønnet job som skriver for kvinderne i et hjem - lidt à la vores Danner-stiftelsen. 

Palais de la Femme er en enorm bygning i det 11. arrondissement i Paris, som tilbyder hjælp til flygtningen, hjemløse, voldsramte og alle andre kvinder med eller uden børn, som måtte have behov for et sted at bo.

Oprindeligt åbnede det i 1926 finansieret af Frelsens Hær; en dengang omstridt beslutning i et katolsk land. Ikke desto mindre fungerer det stadig efter nogenlunde samme princip.

Den anden historie er nemlig den om Blanche Peyron, som var en vital drivkraft i den franske sektion af Frelsens Hær, og det var hendes idé at købe det forladte sted og omdanne det til kvindecenter. Hun stod for at oprette en arbejdsgruppe og skaffe finansielle midler - ikke en nem ting umiddelbart efter 1. Verdenskrig, hvor kasserne var tomme.

Solène kommer i den grad ud af sin komfortzone, da hun skal arbejde med kvinderne. De vil nemlig ikke blot have skrevet breve til stat og kommune; hun skal også lytte, læse reklamer eleler skrive til familien i Afrika. Hun konfronteres med typer af skæbner, hun aldrig mødte i sit komfortable rige liv - og det er selvfølgelig ikke uden udfordringer for begge parter.

Colombani brænder for kvindernes sag; det ser man tydeligt med denne anden roman - men hun sætter også fokus på et vigtigt emne, som det er jo at se de mennesker, der virkelig lever og lider under andre vilkår. Samtidig får man et indblik i Frelsens Hærs historie, som heller ikke er uinteressant.

Den kan til tider svinge lidt over i for mange klichéer rent sprogligt; og selvfølgelig ved man jo, at Solène ender med at blive det der fantastiske altruistiske menneske, der nu kun vil hjælpe andre. Men det var hyggelig og nem søndagslæsning.

En delikatesse - Muriel Barbery

 

• Fransk
• 7. august
• 176 sider
• Originaltitel: Une gourmandise

For tolv år siden læste jeg Barberys enorme succes om den forsigtige portnerkone i Paris, som blev til en fantastisk film. Siden har jeg intet læst af hende, men under min ferie hørte jegm at hun havde udgivet en ny meget rost roman. Jeg skulle alligevel købe en del bøger med hjem - alle de franske bøger, man ikke kan få i København! Så jeg greb blot denne uden at kigge nærmere. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den faktisk var hendes debutroman og fra 2000. 

Men derfor kunne den jo være glimrende alligevel!

Franskmænd elsker jo mad. De elsker at tale om mad også. Mad er så stor en del af deres liv, at alt forbindes til mad - og Proust gjorde det til en nationalsport med sine madeleines.

Den lille bog fortæller historien om den store madanmelders død; han er et ikon i Frankrig - men også frygtet af restauratører, der frygter for hans dom. Privat er han heller ikke ligefrem en hyggelig herre, og inden i hans familie eller omgangskreds kan lide ham,

Nu ligger han for døden; to dage har han tilbage siger lægen - og han tænker på mad. Han forsøger at finde sin egen madeleine i hukommelsen. 

Den lille bog er opdelt i små kapitler, der skifter mellem hans tilbageblik på sit liv (og maden) og kapitler fortalt af forskellige mennesker i hans liv - sønnen, husholdersken, portnerkonen, vennen, ....

Sproget er ligeledes baseret på madens symboler, som han ligger der og leder efter det minde, den smag og den duft han ikke kan komme på. Den, der definerer barndommen, det uskyldige, begyndelsen på hele dette eventyr, der blev hans liv. 

Men det er for pompøst og uengageret; personligt - som mange andre - kunne jeg virkelig ikke lide denne bog. Det er selvfølgelig smart at hive den frem igen i forbindelse med udgivelsen af hendes nye roman; men man forstår, hvorfor gennembruddet først kom senere.

En sjov anekdote er dog, at portnerkonen i bogen hedder Renée - som i Pindsvinets elegance. Den karakter fik tilsyneladende lov at udfolde sig senere!

Pachinko - Min Jin Lee

 

• Engelsk
• 1. - 6. august
• 560 sider
• Originaltitel: Pachinko

Jeg læser ikke meget litteratur, der foregår i Asien - derfor "tvang" jeg mig selv til at købe denne bog efter de fine anmeldelser i udenlandske medier. Jeg må sige, at jeg lærte en hel masse om Japan og dets historie - en fantastisk øjenåbner, selvom jeg til tider havde en anelse svært ved stilen.

Historien starter i 1911 i Korea - det var dengang, der blot var et Korea, og under japansk kejserdømme siden 1910. Sunja fødes nogle år senere men hendes far dør, da hun er barn. Sammen med moderen driver de det lille herberg videre - de logerer fattige fiskere blandt andet, og det er et barskt liv.

Da Sunja møder den rige Hansu tror hun naivt det er den store kærlighed; men han har en kone i Japan - og nu er hun gravid. Hun ender med at gifte sig med en anden mand og emigrere til Osaka, hvor livet ikke er nemt for de koreasnke flygtninge. Her bor de store familier sammen og må tage de usleste job; hele tiden i frygt for, hvad japanerne vil og kan gøre ved dem.

Historien fortsætter frem til 1989 - og dermed flere generationer frem; de vender aldrig tilbage til Korea, som nu er delt i Nord og Syd med de politiske dilemmaer, vi alle kender. Men de bliver heller aldrig acceptederede som japanere og har ikke japansk statsborgerskab. De kan ikke forlade landet, for så kan de ikke komme ind igen. 

Det er en kompleks historie, som visse steder bliver lidt for repetitiv og tung; jeg synes ikke forfatteren helt formåede at bringe personerne til live som enkeltstående individer. Snarere som papfigurer, hvis handling og kontekst gentages i frygt for, at læseren skulle have glemt tilhørsforhold, alder osv.

Men det en universel historie om at have et sted at høre til - uanset om det er der, man er født eller ej - men at kunne slå rødder og blive accepteret. Japan var i mange år et totalt lukket land for omverdenen, og når man læser denne bog får man endnu en vinkel på det særprægede ørige. I forbindelse med olympiaden i år hørte jeg faktisk journalister nævne, at det stadig er primrt japansk. Det er ikke et nemt land at blive lukket ind i - mentalt, kulturelt, psykisk... der er helt særlige moralkodeks, som er vidt forskellige fra, hvad vi kender. Og det gælder måske stadig deres forhold til alt fremmed?

Ikke desto mindre er der en del af befolkningen - stadig - som nedstammer fra alle de mennesker, der frivilligt eller ej rejste dertil og blev. 

Samme problematik har mange lande i Vesten; med vores indbyggere af anden afstamning, som vi skal acceptere og hjælpe til at føle sig hjemme. 

Interessant historie, som kunne have været fortalt lidt mere personligt må være min konklusion.