Pachinko - Min Jin Lee

 

• Engelsk
• 1. - 6. august
• 560 sider
• Originaltitel: Pachinko

Jeg læser ikke meget litteratur, der foregår i Asien - derfor "tvang" jeg mig selv til at købe denne bog efter de fine anmeldelser i udenlandske medier. Jeg må sige, at jeg lærte en hel masse om Japan og dets historie - en fantastisk øjenåbner, selvom jeg til tider havde en anelse svært ved stilen.

Historien starter i 1911 i Korea - det var dengang, der blot var et Korea, og under japansk kejserdømme siden 1910. Sunja fødes nogle år senere men hendes far dør, da hun er barn. Sammen med moderen driver de det lille herberg videre - de logerer fattige fiskere blandt andet, og det er et barskt liv.

Da Sunja møder den rige Hansu tror hun naivt det er den store kærlighed; men han har en kone i Japan - og nu er hun gravid. Hun ender med at gifte sig med en anden mand og emigrere til Osaka, hvor livet ikke er nemt for de koreasnke flygtninge. Her bor de store familier sammen og må tage de usleste job; hele tiden i frygt for, hvad japanerne vil og kan gøre ved dem.

Historien fortsætter frem til 1989 - og dermed flere generationer frem; de vender aldrig tilbage til Korea, som nu er delt i Nord og Syd med de politiske dilemmaer, vi alle kender. Men de bliver heller aldrig acceptederede som japanere og har ikke japansk statsborgerskab. De kan ikke forlade landet, for så kan de ikke komme ind igen. 

Det er en kompleks historie, som visse steder bliver lidt for repetitiv og tung; jeg synes ikke forfatteren helt formåede at bringe personerne til live som enkeltstående individer. Snarere som papfigurer, hvis handling og kontekst gentages i frygt for, at læseren skulle have glemt tilhørsforhold, alder osv.

Men det en universel historie om at have et sted at høre til - uanset om det er der, man er født eller ej - men at kunne slå rødder og blive accepteret. Japan var i mange år et totalt lukket land for omverdenen, og når man læser denne bog får man endnu en vinkel på det særprægede ørige. I forbindelse med olympiaden i år hørte jeg faktisk journalister nævne, at det stadig er primrt japansk. Det er ikke et nemt land at blive lukket ind i - mentalt, kulturelt, psykisk... der er helt særlige moralkodeks, som er vidt forskellige fra, hvad vi kender. Og det gælder måske stadig deres forhold til alt fremmed?

Ikke desto mindre er der en del af befolkningen - stadig - som nedstammer fra alle de mennesker, der frivilligt eller ej rejste dertil og blev. 

Samme problematik har mange lande i Vesten; med vores indbyggere af anden afstamning, som vi skal acceptere og hjælpe til at føle sig hjemme. 

Interessant historie, som kunne have været fortalt lidt mere personligt må være min konklusion.