Les victorieuses - Laetitia Colombani

 

• Fransk
• 8. august
• 240 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Laetitia Colombani fik for nogle år siden en stor succes med udgivelsen af Fletningen - hendes debutroman. Det var en rigtig smuk lille bog, og blev som noget lidt sjældent for en fransk forfatter også oversat til dansk.

Nu har hun skrevet sin anden roman, som ligeledes er en mindre sag. Den minder også om Fletningen idet den har nogle klare feministiske træk - uden at dette på nogen måde er en kritik.

Historien kører i to spor; i nutidens Paris, hvor den 40-årige advokat Solène får et burn-out efter en klient begår selvmord i retssalen. Hendes læge anbefaler hende at lave humanitært arbejde - ofr ved at hjælpe andre, kan hun hjælpe sig selv. Mener han. Solène er knap så entusiastisk må man sige. Men hun finder sig et ulønnet job som skriver for kvinderne i et hjem - lidt à la vores Danner-stiftelsen. 

Palais de la Femme er en enorm bygning i det 11. arrondissement i Paris, som tilbyder hjælp til flygtningen, hjemløse, voldsramte og alle andre kvinder med eller uden børn, som måtte have behov for et sted at bo.

Oprindeligt åbnede det i 1926 finansieret af Frelsens Hær; en dengang omstridt beslutning i et katolsk land. Ikke desto mindre fungerer det stadig efter nogenlunde samme princip.

Den anden historie er nemlig den om Blanche Peyron, som var en vital drivkraft i den franske sektion af Frelsens Hær, og det var hendes idé at købe det forladte sted og omdanne det til kvindecenter. Hun stod for at oprette en arbejdsgruppe og skaffe finansielle midler - ikke en nem ting umiddelbart efter 1. Verdenskrig, hvor kasserne var tomme.

Solène kommer i den grad ud af sin komfortzone, da hun skal arbejde med kvinderne. De vil nemlig ikke blot have skrevet breve til stat og kommune; hun skal også lytte, læse reklamer eleler skrive til familien i Afrika. Hun konfronteres med typer af skæbner, hun aldrig mødte i sit komfortable rige liv - og det er selvfølgelig ikke uden udfordringer for begge parter.

Colombani brænder for kvindernes sag; det ser man tydeligt med denne anden roman - men hun sætter også fokus på et vigtigt emne, som det er jo at se de mennesker, der virkelig lever og lider under andre vilkår. Samtidig får man et indblik i Frelsens Hærs historie, som heller ikke er uinteressant.

Den kan til tider svinge lidt over i for mange klichéer rent sprogligt; og selvfølgelig ved man jo, at Solène ender med at blive det der fantastiske altruistiske menneske, der nu kun vil hjælpe andre. Men det var hyggelig og nem søndagslæsning.