Thursday, July 29, 2010

Lord of the Barnyard - Tristan Egolf


Tristan Egolf krydsede min hjernespor i en reference i en artikel; men det tog mig faktisk temmelig lang tid at finde denne roman fra 1998, som absolut ikke er mainstream og fylder alverdens boghandleres hylder. Det lykkedes endelig i maj i den legendariske Shakespeare & Co.-boghandel i Paris, hvor man altid finder det man ikke kan finde andetsteds.
Lige så besværligt det var at finde bogen, lige så "besværligt" var det at læse den - det er vist sjældent, at det tager mig så lang tid at fordøje så få sider. Men hvilke sider!!! Det er kompakt læsning - tætskrevne uafbrudte sider uden én eneste dialog hele bogen igennem; sproget er intet mindre end voldsomt - det bombarderer dig med lange konstruerede sætninger, som kræver genlæsning både for forståelsen og for den intrigante orddans, som er temmelig særegen i forhold til, hvad jeg har læst de sidste mange år.
Bogen indledes med ca. 12 sider prolog - og da jeg havde tygget mig langsommeligt igennem den, spurgte jeg seriøst mig selv, hvad jeg var på vej ud i. Ved bogens slutning kunne jeg kun konstatere, at det var dér jeg skulle læse prologen - for at forstå og afrunde bogen; jeg er overbevist om, at Egolf ville gøre det samme - men han skriver ikke for at gøre tingene nemme eller tilgængelige for læseren.
Hele historien handler om John Kaltenbrunner - en Messias forklædt som Antikrist i en udefineret periode i en mellemamerikansk mindre by befolket af samfundets afskum. Der er absolut intet pænt over noget som helst i Egolfs historie; og sproget afspejler det. Byen Baker er indbegrebet af 'the Corn belt' - det dybe metodistiske hykleriske USA, hvor livet udspiller sig på barerne, og igennem en veletableret social hakkeorden, hvor selv den nederste i samfundet stadig er ovenover en anden... som fx resterne af den indianske befolkning, som lever som degenererede halvvilde udenfor byen.
John vokser op på en farm med sin mor efter faderens tidlige død; en far, som er en legende i byen efter at have forhindret en strejke og deraf følgende manglende indtægter i et samfund, hvor alle er blue collar. John vokser op med skyggen af denne far, men interesserer sig selv kun for at gøre sin farm til et stort landbrug - og som teenager ved han mere om landbrug end mange andre. Til gengæld er han en sjælden gæst i skolen og er i konstant konflikt med myndighederne; han undgår menneskelig kontakt og chokket er derfor voldsomt, da hans mor bliver syg og en samling småborgerlige griske metodister invaderer farmen for at plukke den for værdier, mens moderen ligger på sit dødsleje. Det ender voldsomt!
John forsvinder fra byen i nogle år, mens han afsoner sin straf. Han vender tilbage - ikke fordi noget knytter ham til stedet; men fordi han vil have hævn. Bogens anden halvdel handler om hævnen, da ham møder Wilbur, som skaffer ham et job som skraldemand. Der havner han stort set nederst på Bakers rangstige, som i forvejen ikke ville række langt op i ethvert andet samfund. Han udtænker hævnen, og han får overtalt de 22 andre skraldemænd til at gå med på idéen.
John Kaltenbrunners liv og levned er en lang lidelseshistorie; alt hvad han kommer ud for i sit korte liv er uheld, manglende omsorg, foragt, psykisk og fysisk vold... men han bliver en slags Messias for de 22 skraldemænd, som samles om ham som en flok disciple. Hævnen - eller krisen, som den kaldes i bogen - udvikler sig til bibliske højder af syndfloder, vold, menneskelig ondskab og nedrighed... og John er den, der godt skjult er manden bag det hele. Den, som uset får det værste frem i et helt samfund, og blotlægger menneskets værste natur for både dem selv og andre.
Han bliver en slags Antikrist uden at ville det, men en Messias for dem, som får et lille glimt af hans skæbne. Alt der sker omkring ham er nærmest skildringen om Jesus, hvis man havde vendt bøtten og sat modsatte fortegn foran alting. Bogen forsøger ikke åbenlyst at generere denne parallel; men den er der overalt, når man læser om de gruvækkende skildringer af apokalyptiske dimensioner. Egolf benytter sig uden tvivl af denne sammenligning som en dyb dyb kritik af det amerikanske samfund og dets værdier.
Billedet er til tider overdrevet tænker man; der kan ikke findes en by, hvor alt og alle er så gennemsyret af ondskab? Men selvom det er trukket op i ekstremer, så er det realistisk med Egolfs voldsomme ord. John egne tanker ved man ikke meget om - historien er genfortalt som en epistel skrevet af en unavngiven apostel/skraldemand, som vil forevige den sande historie om John i modsætning til de mange myter, som opstår i kølvandet på alle hændelserne.
Det er iøvrigt iøjnefaldende så forskellig den danske undertitel - "Historien om en helt" - er fra den engelske og franske, som igen trækker på det bibelske... 'Dræb fedekalven og væbn de retfærdige'!
Egolf kunne ikke finde et forlag i USA; han blev ved et tilfælde spottet, da han spiller guitar på en bro i Paris af Modianos datter og bogen udkommer først i Frankrig. Egolf skrev yderligere to romaner, og blev kendt som politisk aktivist under Bush-regeringen. I 2005 begik han selvmord som 33-årig....
Bogen? Læs den og når du er færdig - så genlæs prologen; det er ikke nem hyggelæsning - men det er intet mindre end utroligt, udmattende og uforglemmeligt!
----------------------------------------------------------------------
Après des longues recherches j'ai finalement réussi à trouver ce roman dans la fantastique librairie Shakespeare & Co. à Paris; car il est de 1998 et ce n'est pas un roman à succès qui se trouvera sur chaque étagère d'une librairie anglaise. Pourtant j'étais persuadée après en avoir entendu parler qu'il me fallait à tout prix le lire.
Tout comme il fût difficile de trouver le livre, ce fût aussi une lecture 'difficile' - il est rare que je mets autant des jours à dévorer finalement si peu de pages. Mais l'intensité de ces pages est tout simplement énorme! C'est très compact - des pages pleines de mots, sans aucun dialogue dans tout le livre; ajoutez à cela des phrases longues qui demandent une relecture non seulement pour la compréhension mais aussi pour la danse intrigante des mots; un style comme je n'en ai rarement vu.
Le livre commence par la prologue; et au bout de ces douze pages je me demandais sérieusement si j'allais arriver au boût. Je l'ai relu à la fin et là j'ai tout compris - aussi que c'était dans ce sens-là qu'il fallait lire le livre. Egolf ne fait certes pas dans la facilité pour le lecteur; c'est un auteur vraiment complexe.
L'histoire parle de John Kaltenbrunner - un Messie moderne déguisé en Anti-Christ à un moment non défini dans une ville américaine de taille moyenne peuplée des ordures de la société. Il n'y a rien de joli ou de beau dans l'histoire d'Egolf; et le choix des mots le réflète bien. La ville de Baker fais partie de la 'ceinture de maïs' - une zone rurale au fin fond des US où règne les méthodistes, les ouvriers et le sheriff. La vie se joue dans les bars de la ville et même le plus bas sur l'échelle sociale est toujours au-dessus d'un autre comme les restes d'indigènes qui vivent sauvagement en-dehors de la ville dans des conditions abominables.
John grandit avec sa mère sur la ferme après la mort du père avant sa naissance. Le père est devenu la légende de la ville après qu'il ait évité de justesse une grève et du coup la pauvreté aux ouvriers. John grandit donc dans l'ombre de ce père légendaire, mais il se préoccupe uniquement de sa ferme et ses animaux et devient un fermier talentueux déjà gamin. Il évite le contact humain et en conflit perpétuel avec les autorités qui demande sa scolarisation; le choc ne sera que plus violent quand sa mère tombe gravement malade et les méthodistes envahissent la ferme pour la piller. Ca a des conséquences dramatiques!
John disparait le temps de purger sa peine; mais il revient en ville - non pas par sentimentalité, mais pour se venger. La seconde partie du livre raconte sa vengeance quand il rencontre Wilbur, et commence travailler comme éboueur. Il est tout en bas de l'échelle sociale - une échelle qui n'irait déjà pas loin n'importe où ailleurs. Il planifie la vengeance et arrive à convaincre les 22 autres éboueurs de le suivre en faisant une grève générale.
La vie de John n'est que souffrance; tout ce qu'il lui arrive est horrible... mauvaise chance, manque d'amour, violence physique et pshychologique... mais il devient un Messie pour ces 22 éboueurs, qui voient en lui un leader et se sentent ses apôtres. La vengeance - ou la crise - atteint des sommets bibliques de catastrophes, violences, inondations, incendies... et John est celui qui vivant presque caché est derrière tout ça. Sans faire grand chose il arrive à faire ressortir le pire de chaque être humain.
De cette façon c'est presque un Anti-Christ mais le Messie pour ceux qui le connaissent un peu mieux. Tout ce qui lui arrive est l'histoire de Jésus à l'inverse; tout ce qui était bon pour devient ici moche, horrible, mesquin. Le livre ne dit pas ouvertement cette ressemblance, mais les métaphores y sont partout. Seulement dans les mots d'Egolf cela devient une critique profonde de la société américaine.
Parfois on se dit que c'en est trop - ce n'est pas possible qu'une telle ville existe où tout est si mauvais? Mais même dans les extrèmes les mots d'Egolf le rend réaliste. On ne sait pas beaucoup sur les pensées de John même - l'histoire est racontée tel une épître écrit par un éboueur apôtre qui veut écrire la vraie histoire de sa vie et ainsi éviter les mythes et les mensonges racontés par les autres qui ne l'ont pas connu personnellement.
C'est un livre vraiment époustouflant mais aussi compliqué à lire; parfois un peu long dans certains passages - mais à une relecture on pourrait sans doute en profiter davantage. Pour la petite histoire Egolf a écrit encore deux romans avant de se suicider - à l'âge de 33 ans...

Sunday, July 18, 2010

Six Suspects - Vikas Swarup


Vikas Swarup blev berømt for sin bog, som blev filmatiseret som 'Slumdog Millionaire' - en film, som var langt ringere end bogen, som det jo som regel er tilfældet! Hans nyeste roman foregår selvfølgelig også i Indien, og igen med et pudsigt set-up præcist som i den første.
Romanen starter med en kronik af en berømt indisk sladderforfatter, som skriver om mordet på en berømt - og ikke mindst berygtet - forretningsmand, som er søn af en indisk minister og har adskillige retssager på halsen. Han slipper godt fra det hver gang, fordi der er penge i familien til at købe vidnernes tavshed. Men han ender med at dø under en fest for at fejre, at han endnu engang er sluppet afsted med mord.
Der er seks anklagede i sagen, og derfra tager Swarup læseren med på en usædvanlig rejse præcis som i den første roman. Der er den pensionerede politiker, som tror, at han er besat af Gandhis ånd; der er den unge smukke Bollywood-skuespillerinde, som har en anstrengt fortid; der er den unge inder fra en primitiv stamme, som er på jagt efter stammens helligste relikvie; der er den simple mobiltelefontyv, som finder penge og udgiver sig for at være rig og bliver forelsket i den myrdedes søster; der er den dumme amerikaner, som kommer til Indien for at hente en brud fra internettet og ender i Al Qaidas hænder - og der er den myrdedes egen far; ministeren, som risikerer sin karriere på grund af sønnens handlinger.
Derfra er bogen opbygget i fire dele - hver med et kapitel, hvor man følger de seks protagonister; der er De mistænkte, Motiverne, Beviset og Løsningen; og til slut Indrømmelsen, hvor morderen afsløres. Hver af de seks personer har et mildest talt forpustende livsforløb i de seks måneder inden mordet; de kommer ud for de mest utrolige ting i dagligdagens korrupte, farverige og utrolige Indien.
Swarup formår at komme omkring politisk korruption, Bhopal-tragedien, Bollywood, den indo-pakistanske konflikt og et par andre territoriale konflikter - og han giver hver af sine personnager karakter, sjæl og ord. Plottet er vel i og for sig ikke for at finde morderen, og jeg synes bestemt ikke, at den skal læses som en krimi. Swarup benytter sig af humor også - som den fængselsindsatte, som udelukkende svarer med titler på berømte bøger - eller slutbrevet fra journalisten, som er en kopi af Zolas J'accuse fra 1898.
Den skal læses som endnu én af de gode bøger om det moderne Indien - i linie med 'Den hvide tiger' - som en beskrivelse af et komplekst samfund og land. På trods af humoren i Swarups ord, så lægger der dyb alvor bag hans samfundskritiske skriverier. Den lever vist til fulde op til begrebet 'pageturner' - efter 100 sider lørdag aften, og en søndag, hvor resten blev slugt med stor glæde.
-----------------------------------------------------------------------
Vikas Swarup est devenu célèbre pour son livre qui ensuite a été filmatisé et a gagné des Oscars; pas que j'ai apprécié le film qui comme beaucoup est bien plus mauvais que le livre; mais c'est souvent le cas. Son nouveau roman se passe également en Inde et est aussi aligné selon un schèma bizarre.
Le roman commence avec une chronique écrit par un journaliste de la presse médiocre et sensationnelle; il écrit sur le meurtre d'un homme d'affaires indien reputé qui est aussi le fils d'un ministre et qui a eu des nombreux procès pour meurtres accidentels ou pas. Il échappe au prison à chaque fois surtout parce qu'il appartient à la classe supérieure et peut payer le silence. Mais cette fois-ci il meurt sous une balle lors d'une fête dans sa propre maison pour fêter son ultime acquittement.
Il y a exactement six accusés retenus après le meurtre, et on les suit ensuite dans un périple à travers l'Inde magnifique mais aussi grotesque dans sa société bizarre. Il y a l'homme politique à la retraite qui se croit habité par l'âme de Gandhi; il y a la jeune actrice de Bollywood qui se bat avec son image de sex xymbole dans une société puritaine; il y a le jeune indien d'un trribu primitif, qui cherche le rélique de sa tribu; il y a le voleur de GSM qui trouve une fortune et se fait passer pour un homme riche et déguisé en tel tombe amoureux de la soeur du tué; il y a l'américain stupide et naif qui vient en Inde pour une fille rencontré sur le net et qui finit dans les bras de l'Al Qaïda - et il y a le père du tué; le ministre qui veut se débarasser de son fils qui endommage sa carrière politique.
De là le livre est reparti en quatre parts - chacun avec un chapitre pour chacun des protagonistes; il y a Les accusés, Les Motifs, Les Preuves et La solution et enfin L'aveu où le meurtrier est demasqué. Chacun de six accusés vivent des aventures incroyables durant les six mois qui précèdent le meurtre - à l'image de la culture folklorique, corrupte et époustouflante de l'Inde.
Swarup arrive à parler de corruption politique, la tragédie de Bhopal, l'industrie de Bollywood, le conflit indo-pakistanais et quelques autres conflits régionaux - et il donne une voix, une personnalité et une âme à chacun de ses protagonistes. Il y glisse de l'humour comme le professeur en prison qui donne comme réponse que des titres de livres classiques ou une lettre du journaliste vers la fin qui est une J'accuse.
Il ne faut pas le lire comme un polar; ça n'en est pas un. Juste encore une belle histoire drôle et émouvante de l'Inde moderne dans la lignée de son premier livre mais aussi 'Le tigre blanc'. En regardant de plus près il y a absolument une critique de la société indienne et on est épris de la première page.

Saturday, July 17, 2010

La nuit la neige - Claude Pujade-Renaud


  • French
  • July 11-15
  • 459 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den spanske arvefølgekrig er et ualmindeligt spændende kapitel i historien i mine øjne. At en mand - konge - dør uden at efterlade sig arvinger, og dermed sætter en lavine af krige, intriger og politisk rænkespil i gang er da fascinerende.

Denne roman tegner et noget andet billede af den epoke - eller set med andre øjne. De to hovedpersoner er Anne-Marie de la Tremoille, som af Ludvig den 14. blev sendt til Spanien for at være en slags guvernante for den nyvalgte konge Filip den 5., som var barnebarn af Ludvig den 14.; og hun tilbringer mange år med at være det tætteste menneske på kongen og hans barnedronning Marie-Louise af Savoien.

Men den unge dronning dør, og kongen skal straks have sig en anden hustru - valget falder på Elisabeth Farnese, som er noget mere moden, da hun ankommer til Spanien. Hendes første handling er derfor at smide guvernanten på porten, velvidende at denne ikke blot er guvernante men snarere en slags spion for det franske hof, som har en stor interesse i at bibeholde magten i Spanien.

Romanen fortælles skiftevis af disse to kvinder, men også deres tjenestefolk og andre, som er del af den store intrige - som Giulio Alberoni; en snu gejstlig, som hurtigt kæmpede sig op til at blive kardinal og den reelle beslutningstager sammen med dronningen, da Filip den 5. var mere eller mindre sindssyg. Man kommer hele vejen rundt om den intrige, og de følger det får for alle disse personer i de mere end tyve år bogen spænder over.

Jeg synes historiske romaner er interessante - men de er også så "besværlige" at læse, fordi man ustandseligt må stoppe og undersøge stamtavler og forbindelser alle disse europæiske kongehuse imellem. Jeg kan ikke bare læse den som en bog, og se bort fra alle de detaljer - men det er yderst lærerigt.

Bogen fortolker det historiske men med uddrag fra blandt andet Saint-Simons erindringer - ordrette eftergivelser; og da det er en ret veldokumenteret intrige og periode i historien, er det ikke ud fra fri fantasi. Det mere interessante ved denne bog er vel snarere, at den oftest ser det ud fra kvindernes synspunkt. Selvom meget officielt blev styret af konger og fyrster, så var der en del geskæftige kvinder - og mange var jo meget mere indflydelsesrige end man umiddelbart forventer. Derfor er det vel også retfærdigt, at det fremstilles fra 'den anden side'.

Det er den første roman jeg læser af denne franske forfatter; og denne bog er endda helt fra 1996 - men hendes skrivestil er dejligt afvekslende og behagelig, og jeg kunne sagtens finde på at læse mere af hende; selvom det ikke generelt er historiske romaner, hun skriver.

Sunday, July 11, 2010

The Bookseller of Kabul - Åsne Seierstad


Åsne Seierstads bog om boghandleren i Kabul er langt fra ny - og den vakte behørig opsigt, da den udkom. Men jeg havde aldrig fået læst den, indtil den faldt i kurven på OXFAM-togtet inden ferien.
Som journalist udstationereti Afghanistan kommer hun i forbindelse med den karismatiske Sultan - pseudo - som er boghandler i Kabul, og absolut må siges at tilhøre den mere velstående del af samfundet. Hun opnår at komme tæt på familien; hun bor sammen med dem og rejser rundt med såvel de mandlige som kvindelige medlemmer af familier iklædt en burka. Hendes fortælling er historien om livet i en afghansk familie set indefra - men dette er selvsagt ikke så let som det lader til. Kun tre af familiemedlemmerne taler engelsk, og følelser og tanker udtrykt hos de andre, er derfor overbragt, oversat og muligvis fortolket?
Det er selvfølgelig et valg hun som forfatter har måttet tage - men det bliver også i mine øjne en af bogens svagheder; en anden er opstillingen af bogen som individuelle kapitler i romanform, hvor det fortælles som en uafhængig historie. Der er et elementært emne, som hun slet ikke berører - hvordan hendes integration i familien foregik; hvordan de kvindelige familiemedlemmer eventuelt har taget imod en vestlig kvinde - umiddelbart ville man jo tro, at der har været en del spørgsmål og undren over hendes liv?
Derudover har den portrætterede boghandler sidenhen taget til genmæle overfor hendes billede af ham som person og i særdeleshed som enerådende familieoverhovede; den bog kunne bestemt også være interessant at læse.
Der er ingen tvivl om, at Seierstads bog faldt på et tørt sted, da den udkom. Ingen kendte andet til dette land og dette samfund end, at det var hjemstedet for verdens ondeste mand i starten af det nye årtusinde. Senere er kommet bøger som 'Drageløberen' og 'Under en strålende sol' - eller den som vandt den franske Goncourt-pris i 2009, som i mine øjne giver et smukkere billede af landet uden på nogen måde at forskønne det; men muligvis fordi disse bøger er skrevet "indefra" giver de et mere retfærdigt billede af uligheder og forskelle i samfundet.
Seierstads bog spiller på CNN-syndromet, hvor vi alle pludselig skulle vide, hvad det var for et sted, der pludselig tiltrak sig hele verdens bevågenhed - og den er absolut interessant; men den er set med en vestligs øjne og der er den uundgåelige svaghed, at uanset hendes gode hensigter vil hun altid få historien serveret så de tjener de enkeltes formål. Det er ikke hendes fejl; men ulempen ved den måde den er blevet til på. Den lærer os dog stadig mange værdifulde ting om et samfund så fjernt fra vores verdenssyn.
-----------------------------------------------------------------------

Le roman de la journaliste norvégienne Åsne Seierstad sur le libraire de Kaboul n'est pas récent; il a créé un buzz médiatique lors de sa parution mais je l'ai seulement lu maintenant. Seierstad était stationnée en Afghanistan lors de la libération de la ville de Kaboul des talibans; elle rencontre le libraire Sultan - un pseudo pour le camoufler - un homme qui appartient plutôt à la classe supérieure du pays.
Elle arrive à vivre avec lui et sa famille; elle se déplace avec les membres de la famille autant féminins que masculins cachée derrière son burqa. Son histoire est celle de la vie de tous les jours d'une famille afghane vue de l'intérieur - mais cela ne peut évidemment pas si faire aussi simplement. Seulement trois membres de la famille parle anglais - donc les opinions et les sentiments des autres sont retravaillées, traduites et peut-être deformées avant de lui être transmises?
C'est un choix artistique qu'elle a du faire - mais cela devient aussi une des faiblesses de ce livre; une autre faiblesse étant sa façon de l'écrire comme un roman en chapitres indépendants. Elle ne touche jamais à plusieurs thèmes qui me semblent importants - comment s'est passé sa vie dans la famille et comment ont réagis les femmes habituées à une vie presque en purdah face à une occidentale parmi elles? On se dit qu'elles ont dû s'étonner et avoir une certaien curiosité envers elle aussi?
Depuis la parution le libraire en question que tout le monde à Kaboul avait reconnu, a livré sa version des faits; il contestait en particulier l'image de lui comme le macho de la famille - et je pense qu'il serait intéressant de voir cette autre face aussi.
Je comprends que le livre de Seierstaid ait connu le succès qui fût son cas; personne à l'époque connaissait grand-chose de ce pays - sauf qu'il abritait l'ennemi public numéro un au début du nouveau millénaire. Plus tard son apparus des livres comme 'Les cerf-volants de Kaboul' et 'Mille soleils splendides' et surtout le magnifique Prix Goncourt d'Atiq Rahimi - tous des livres qui à mes yeux donnent une meilleure vision de ce pays complexe. Peut-être parce qu'ils sont écrits par des afghans qui décrivent les bons et les mauvais côtés à pied d'égalité?

Le livre de Seierstad joue sur le phénomène CNN - où tout le monde voulait s'enquérir sur ce pays, dont le monde entier parlait et il présente certes un intérêt. Mais il reste une vision d'une occidentale et elle ne peut jamais prétendre pouvoir tout connaitre d'une culture qui de plus est reste parmi les plus complexes. Chaque protagoniste s'est sans doute servi de sa plume pour faire passer son histoire. Néanmoins on y apprend beaucoup sur la vie de tous les jours afghane.

Wednesday, July 7, 2010

L'Oracle della Luna - Frédéric Lenoir


  • French
  • July 1-6
  • 728 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Frédéric Lenoir er en fransk filosof, religionshistoriker, sociolog... forfatter til en lang række faglige bøger om religion, og en fremtrædende figur i franske kulturelle sammenhænge, når det drejer sig om religionshistorie. Det er absolut hans speciale - og jeg er dybt imponeret af hans viden og hans evne til at fremdrage og diskutere lighedspunkter og paralleller; det være sig mellem katolicismen og islam - eller mod de ortodokse religioner.

Han har udover sine faglige værker også skrevet teaterstykker, og de seneste år har han udgivet flere romaner. Hans romaner er selvfølgelig inspireret af hans faglige domæne, og denne 'Lunas Orakel', som den danske titel ville være, er ingen undtagelse.

Historien udspiller sig i perioden 1533-1550 ca. - da verdenskortet så noget anderledes ud; og det er samtidig en periode, som optager mig meget. Jeg har efterhånden læst rigtigt meget om François den 1. og Karl den V. (tidens to største bulderbasser, som kæmpede om Europa) - men også om det ottomanske rige; det er en fascinerende historisk periode, som jeg sikkert aldrig bliver færdig med og som omfatter såvel religion som kunst og arkitektur.

Lenoirs roman har som hovedperson en fattig bondedreng, Giovanni, som dog har ambitioner om mere i livet; og da han møder den smukke Elena, er hans valg truffet. Han må følge efter hende til Venedig, og blive til noget i livet, så han har en chance for, at denne rige pige vil interessere sig for ham. Men på sin vej til fods op igennem Italien, møder han en lærd mand, som tager ham til sig. Betingelsen er dog, at han skal blive i mindst tre år og studere filosofi, sprog, teologi og astrologi. Da han forlader den lærde får han et brev med, som han skal aflevere til paven - men han kender intet til indholdet.

Perioden er omtumlet - ikke forfærdeligt mange år efter det sidste store skisme og med Luthers ankomst på den religiøse scene; endnu en deling i den katolske kirke, som visse lærde på den tid mente var forudsagt i tidligere skrifter - og som kunne fastsættes astrologisk ligeledes.

Giovanni kommer i løbet af sin relativt korte levetid - han ender på toppen af et bål - udsat for lidt af hvert; jeg er ikke i tvivl om, at livet var noget mere barsk og omskifteligt for et halvt årtusinde siden - men selv efter den tids standarder, er hans historie vist temmelig hæsblæsende! Han rejser til Venedig og bliver en anerkendt astrolog; han møder Elena igen og bliver hendes elsker - men dræber hendes adelige forlovede i en duel. Derefter bliver han dømt til et liv som straffefange på en galej, men ender skibbrudden efter et søslag på Athosbjerget, hvor han bosætter sig som græsk-ortodoks munk i nogle år.

Der mister han troen på Gud, og flygter - han vil til Jerusalem for at opsøge de mystiske mænd, som har forsøgt at dræbe ham og få fat på den lærdes mystiske brev. Men også her går det galt - og han ender som fange i Alger, hvor han tages under en lærd muslimsk mands vinger. Dette varer ikke længe - men igen bliver han reddet; denne gang af en jødisk kabbalist, hvis datter han gifter sig med på en rejse til Jerusalem - inden han bliver fanget af fortiden efter endnu et skibbrud på Cypern. Her genser han Elena, og hele mysteriet om brevet bliver opklaret efter hans død.

Selve historien - som man måske kan ane her - er lidt for fantasifuld til min smag; men den er nødvendig for forfatterens mål her tilsyneladende. Man kunne måske argumentere, at han i stedet for dette tempo, kunne have skrevet flere romaner - men i denne samling af eskapader formår han at komme omkring samtlige monoteistiske religioner, og trække trådene imellem dem. Hans indgangsvinkel er nemlig en fagmands - og 'moralen' er synlig; at bruge parallellen til en anden stor brydningstid (protestantismen i det 16. århundrede) sat op imod den 'brydningstid', vi befinder os i nu, hvor religioner igen er blevet samfundsdagsorden for krige og grænser.

Hans forsøg er helhjertet - at få os til at indse lighederne mellem de store religioner, og faren ved de ekstremistiske udgreninger af dem; det være sig sufismen, kabbalismen eller katolske sekter. Ydermere benytter han sig så af astrologi, og det er ikke et emne jeg er meget inde i - jeg lærte en del interessante ting af den del af historien.

Men selvfølgelig sælger en roman ikke på den slags alene; derfor er der indvævet et mystisk brev og en kærlighedshistorie - som ikke overbeviser. Alternativet er soleklart - læs faglitteraturen! Men desværre sælger den slags ikke så godt i post-Brown-tider som tungere faglige bøger. Personligt var jeg meget begejstret for den mere historiske del af denne roman - og for at læse såvel om steder, som jeg af gode grunde aldrig kan besøge (som Athosbjerget); men også om Jerusalem, og de steder protagonisterne besøger i det 16. århundrede - og som er identiske med steder, jeg stod for to uger siden.

Den anden historie viste dog, at romangenren ikke er denne forfatters styrke - men den er nødvendig for at hænge teorierne op på noget håndgribeligt; og dermed ikke dårlig. Blot mindre interessant i mine øjne. Men alt i alt en spændende bog...

Sunday, July 4, 2010

What To Do When Someone Dies - Nicci French


  • English
  • June 29 - July 1
  • 344 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nicci French er et pseudonym for et engelsk par, der sammen skriver krimier - og den kvindelige del har selv skrevet romaner. Det er krimier af en anelse bedre kvalitet; dog uden at være revolutionerende gode heller.

Ellie er en ung kvinde i starten af trediverne; lykkeligt gift med Greg og med et helt almindeligt liv. Indtil Greg omkommer i en trafikulykke - men der var en anden kvinde med i bilen. Alle omkring hende er overraskede over, at Greg havde en affære - men accepterer det som sandheden. Ellie vil til gengæld ikke blot acceptere det - hun vil vide, hvem det var; hvorfor hun intet har opdaget og helst vil hun rense Greg, for hun tror ikke på, at han kunne være hende utro.

Hun finder firmaet, hvor den anden kvinde arbejdede, og får sig fedtet ind, så hun kommer til at arbejde der og sammen med kvindens partner. Dermed får hun muligheden for at tjekke hendes emails, kalender, aftaler osv. og hun er mere og mere overbevist om, at det er en misforståelse. Men i hendes tilstand af sorg, og med hendes konstante renden til politiet med mystiske teorier, ender hun med at bringe mistanken over på sig selv - især da partneren i firmaet bliver fundet myrdet.

Plottet er i og for sig overraskende nok - men der bliver brugt alt, alt for lang tid på at lede op til spændingen til sidst. De første mere end 200 sider er udelukkende brugt på Ellies mistanker og snagen - det er for langtrukkent. Heldigvis læses den hurtigt - så man kommer over pinslen; men fantastisk var den ikke. Jeg må nok også bare erkende, at krimier ikke er min kop te - og aldrig bliver det!