Connemara - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 23.-30. oktober
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sidste uge skulle jeg til Italien i nogle dage, og aftenen inden løb jeg byen rundt for at finde en bog til rejsen. Selvom jeg havde et travlt program, mente jeg bestemt at jeg skulle have lidt læsestof.

Sidste efterår læste jeg (endelig) Mathieus Goncourt-vindende roman, og endte med at være ret begejstret og valget faldt derfor på hans seneste roman. Men det var absolut ikke samme succesoplevelse!

Rammerne minder på mange måder om den første roman - rurale Frankrig med helt almindelige mennesker i middelklassen, der kæmper med helt almindelige dagligdags problemer. Skilsmisse, arbejde, forældre, der ældes og dør - og minderne om alle de drømme de havde som unge.

Hélène er 40 år gammel, og ægteskabet er ikke, hvad det har været. Christophe er fraskilt, i fyrrerne og bor med sin far og delvist sønnen. De gennemgår begge en midtvejskrise - skal Hélène blive i et trist ægteskab med en utro mand? Skal Christophe begynde at spille ishockey igen - i hans alder? Skal han finde en kæreste? Hvordan skal han klare, at ekskonen vil flytte langt væk og dermed fjerne sønnen endnu mere fra ham?

Det bliver til et møde mellem de to, som genopfrisker deres teenageårs minder, hvor de gik i samme skole. De forsøger at finde sammen igen som voksne, men det fungerer aldrig.

Det gør romanen desværre heller ikke; det flyver rundt i alle retninger med alt for mange tilfældige personer, der ikke kommer til deres ret. De personer, der burde fylde, får heller ikke dybde nok.

Jeg kæmpede mig virkelig til enden, og havde det netop ikke været fordi jeg ikke havde andet, så var jeg stoppet efter hundrede sider. 

Leurs enfants après eux - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 18.-22. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg vil gerne læse nogle flere Goncourt-prisvindere; der er jo en rigtig god grund til, at de har vundet den ypperste franske litterære pris. Jeg har også flere stående, men jeg har jo altid et lille reservelager af bøger.

Jeg var én gang tidligere startet på denne, som vandt prisen i 2018 - men efter et par sider blev jeg bange for, at det var en form for coming-of-age-roman om teeenagekærlighed og den slags. Så den blev parkeret. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre ind i den - og pludselig var jeg totalt grebet af en barsk socialrealistisk fortælling om Frankrig i 1990'erne.

Jeg boede første gang i Frankrig i slutningen af 1980'erne - og igen fra midten af 1990'erne; og så er jeg jo konsekvent vendt tilbage igen og igen siden. Så i denne historie genfandt jeg minder om fransk musik; tv-udsendelser; kendisser osv. som var min hverdag i så mange år. For en dansk læser ville det dog nok være svært at skabe en forbindelse til de billeder, han ønsker at fremmane hos os.

Bogen er opdelt i fire somre - 1992, 1994, 1996 og 1998. Det foregår i Lorraine - den nord-østlige del af Frankrig, som efter en rig industriel periode nu er præget af fattigdom, og hvor man enten er "fyret, fraskilt, hanrej eller kræftramt".

Vi følger Anthony, som er 14 år - faderen er fyret fra byens store fabrik, og ender som alkoholiker. Anthony ryger fede og har ingen fremtidsdrømme indtil han møder Stéphanie. Hende og veninden Clémentine kommer dog fra det lidt bedre borgerskab, og disse drenge er kun interessante som deres lille bad boys-erfaring. Endelig er der Hacine, hvis forældre indvandrede fra Marokko, og hvis far også er arbejds- og modløs over alle de forventninger til livet i Frankrig, som aldrig indfriede sig.

Anthony og Hacine krydser veje nogle gange; de er både symbolet på samfundsproblemerne men også en forlængelse af deres fædres fallerede liv - som titlen angiver: "Deres børn efter dem". For i bund og grund er der ingen grund til at tro på, at man kan hive sig selv ud af det sociale dynd, man sidder i.

Stéphanie er og forbliver uopnåelig for Anthony; Hacine er og bliver en fremmed selv da Frankrig i 1998 vinder VM i fodbold, og hele nationen hylder diversiteten på landsholdet.

Mathieu tager os igennem de klassiske teenage-temaer som seksualitet, fremtidsdrømme, venskaber - men han beskriver først og fremmest et liv i dvale, hvor man ved, at det er den permanente tilstand for éns liv. Men han gør det som skrev han en thriller, og jeg forventede flere gange, at det ville gå helt galt. Det gør det ikke - eller måske gør det i al sin enkelhed? For ikke at kunne ændre sine livsvilkår er vel dramatisk nok?

Der er indtil nu 120 Goncourt-vindere; og de ældste bliver nok lidt svære at finde og sikkert også at læse. Men jeg skulle gerne forbedre min 14% score lidt; for bøger udgivet efter 2000 er det 50% - men der er flere i gemmerne og nu er der ganske snart endnu en vinder at tilføje til listen.