The Echo Chamber - John Boyne

 

• Engelsk
• 14.-15. august
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

John Boyne forstår virkelig at spænde vidt. Fra historiske romaner som The Absolutist eller The House of Special Purpose til temaer som 2. Verdenskrig eller den katolske kirke i Irland Min absolutte favorit bliver dog Cyril Averys hjerte, som også er en af de eneste, der er oversat til dansk tilsyneladende.

Med hans nyeste roman fik jeg mig dog nogle fantastiske grin; det var godt, at jeg slugte den herhjemme over to dage og ikke i metroen eller andre offentlige steder.

Vi er rykket helt op i nutiden - post-pandemi i London, hvor Cleverley-familien lever det gode liv. Faderen, George, er 60 år gammel og en institution på BBC, hvor han i 30 år har haft sit talkshow. Hans kone, Beverley (58 år), er forfatter til underlødige romaner, som hun får andre til at skrive for sig.

Begge har de dog affærer - George med psykoterapeuten Angela, som nu fortæller ham, at hun er gravid - og hustruen med den 24-årige ukrainske Pylyp, som hun dansede med i den engelske udgave af Vild med dans.

Så er der den 17-årige Achilles, som vil være rig - det gør han ved at lokke ældre mænd på sugardates, hvorefter han spiller forarget og afpresser dem for penge. Den 21-årige Elizabeth lever for sin SoMe-berømthed, og går kun op i, hvor mange likes hendes Twitter-opslag får. Hun har en troll-konto, hvor hun spytter spydigheder ud efter alt og alle - men hendes egen profil kan hun ikke få gang i. Endelig er der den 22-årige Nelson, som lider af angst, og bruger uniformer for at få selvtillid mens han forsøger at finde kvinder at date. Problemet er bare, at det slet ikke er kvinder, han vil have.

Alle er de afhængige af medier. Forældrene af de mere konventionelle og børnene af social media.

Boyne udgav i 2019 en roman om en dreng, der gennemgår et kønsskifte. Det resulterede i en massiv mediehetz, da man ikke mente han havde det nødvendige kendskab til denne problemstilling. Hvilket jo er noget sludder - for så kan man ikke skrive romaner om andet end sin egen hverdag? Man kan ikke skrive om 2. Verdenskrig, om middelalderen, om ældre mennesker, om dyr, om andre kontinenter?

Denne roman må siges at være et modsvar til Woke-bevægelsen på godt og ondt.

George kommer i uføre, da han opdager, at hans advokats sekretær, Nadia, tidligere var Aidan - han mente jo nok, at der havde været en mandlig ansat tidligere. Nu skriver han en Twitter-post for at lykønske Aidan med hans valg og kamp for at blive kvinde. Men han bruger hans mandlige navn og pronomen og det får internettet til at gå amok. Da han er live i nyhederne for at undskylde gør han kund ondt værre ved at omtale andre minoriteter med de forkerte termer - og nu starter en voldsom deroute for George.

Det er urkomisk hele vejen igennem; fordi det er så relaterbart. At man hele tiden skal forholde sig til, hvad man nu må sige for ikke at være politisk ukorrekt. Men især også den ukrainske loverboy er underholdende med sin engelske accent - og børnene som lever af forældrenes penge, mens de farer vild i den digitale verden.

Det er et dybt satirisk troldspejl; men også virkelig sandfærdigt og tankevækkende. Manien med at udstille sit liv i mindste detaljer - uanset om man laver noget så uinteressant for resten af verden som at drikke en kop kaffe eller være i fitness. Det interesserer vitterligt ikke andre mennesker! Besættelsen af likes og skrækken for at blive glemt i SoMe-verdenen. Det viser, hvor uendeligt ligegyldigt influencers liv er - og hvor tåbelige vi andre er ved at følge dem. 

Så efter at have grinet godt, tog jeg en hurtig oprydning i min egen SoMe-færden, og fik fjernet en del ligegyldige mennesker med ligegyldigt indhold. Jeg følger selv primært museer, bogbloggere osv. - men der var da et par stykker af den slags mennesker, som virkelig ikke tilvejebringer noget banebrydende - og faktisk blot sluger min tid med deres fitnessbesøg, kaffekopper og sponsorerede opslag. Selvom Boynes roman var lidt af en personlig oprejsning, er det også en god påmindelse til os andre om at gennemskue det overfladiske pladder vi udsættes for på SoMe. Samtlige influencers burde læse denne bog - de ville også more sig er jeg sikker på.

Med rov i rollatoren - Catharina Ingelman-Sundberg

• Dansk
• 21. januar
• 348 sider

Forrige søndag gik med denne lette svenske humoristiske krimi; og så brugte jeg søndagen i går på andet bind - nu havde jeg jo fået købt begge samtidig. Ellers havde jeg nok ikke investeret i endnu en af disse historier.

Men den gamle røverbande er retur - eller rettere sagt så flygtede de jo til Las Vegas efter deres sidste eventyr; men nu vil de gerne hjem til Sverige igen. Især da de uheldigt nok bliver ejerne af byttet fra et stort diamantkup - som de slet ikke var involveret i. Men nu står de med diamanterne.

Hjem kommer de, og de installerer sig i en stor herskabsvilla uden for Stockholm. Udsigt over vandet, fred og ro og idyl til deres gamle dage ... og en rockerborg som nærmeste naboer.

Pengene fra Las Vegas skal bruges til at forsøde tilværelsen for samfundets ældre; men da de begynder at overføre pengene, forsvinder de ud i det store sorte internethul. Lidet aner de, at det faktisk er en politikommissær, der er ved at malke deres konto - samtidig med, at han arbejder på at opklare de sager, de er involveret i.

Så dem må på den igen - og denne gang stjæler de landets guldskatte, som de dog også vil returnere mod en løsesum på 500 millioner. Men staten reagerer ikke rigtigt på deres anonyme breve, og de beslutter sig for at stjæle deres penge tilbage fra politimanden, som ved hjælp af et advokatfirma har fået omsat dem til yachter, sportsbiler og diverse andre luksusgoder. Der kommer rockerne ind i billedet - og de ender med at måtte tage turen i fængslet i stedet for de gamle.

De er i stedet smuttet til en ødegård i Småland, hvor de nu sidder og afventer næste træk.

Dermed opdagede jeg, at det faktisk er en trilogi (mindst) - men tredje bind var nu (heldigvis) ikke på udsalg. Så vidt jeg kan se er det ikke udgivet på dansk - og det er måske ganske fint.

Det begynder virkelig at køre for meget i ring; personerne træder aldrig rigtigt i karakter, og det forbliver lidt overfladisk efter så mange sider. Der er for mange gentagelser af baggrundsinformation og bagateller fra første bind; muligvis for at sikre, at den kan læses enkeltstående - men det er virkelig trættende i længden. Jeg læste den igen på en enkelt søndag; og glædede mig til, at det var ovre. Havde jeg givet fuld pris, som muligvis har været de obligatoriske 299 DKK, så havde jeg været ærgerlig. Man skal stoppe mens legen er god - og nu kan forfatteren vist ikke hive flere løjer ud af den røverbande.

Med kup og kaffelikør - Catharina Ingelman-Sundberg

• Dansk
• 13.-14. januar
• 381 sider

Da jeg faldt over bogudsalget for lidt over en uge siden, var der lokkende tilbud med tre bøger for hundrede kroner! Det resulterede i, at jeg gjorde den utilgivelige fatale fejl at købe den horrible Pariser-roman - men heldigvis også den smukke roman om Hemingways hustruer. Og så tog jeg to svenske romaner, som var helt ukendte for mig - men til den pris!

Svenskerne har åbenbart gjort det til en niche at skrive enten (elendige) krimier eller humoristiske romaner, som Fredrik Backman gør det eller Mikael Bergstrand og Jonas Jonasson. Strindberg og Lagerlöf må vende sig i deres grave - eller måske er der rent faktisk andet og bedre litteratur i Sverige; men så bliver det i Sverige?

Jeg vil nu ikke sige, at denne roman var dårlig - men det er absolut meget meget let underholdning; jeg læste den på omkring fire timer, og så er prisen jo fin nok - men ellers havde jeg da ærgret mig.

Humlen i historien er de fem venner, der bor sammen på plejecenteret Diamanten - med andre ord et plejehjem; men de får dårlig mad, kaffe og kage rationeres, og de må ikke komme udenfor eller gå i seng, når de vil. Det er Märtha på 79 år lidt træt af, og hun får lokket hendes tilbeder, Geniet, med på idéen om, at de skal gøre noget ved sagen.

Da hun en dag ser en dokumentar om svenske fængsler ser hun, at de får hjemmelavet mad og i det hele taget har det lidt mere frit end de selv har. Så hvis de nu kunne sørge for at komme i fængsel?

Det skal jo ikke være mord eller noget andet grimt - bare lige nok til, at de får et par år med god mad og pleje på statens regning. De to får lokket de tre andre venner med på idéen, og så stikker de af fra plejehjemmet. De indlogerer sig på Stockholms fineste hotel, og røver bankboksen - men der er bare ikke nok til at give en god straf.

Dernæst stjæler de to uvurderlige malerier fra Nationalmuseet; men det er faktisk kun en kidnapning - de vil såmænd levere dem tilbage igen. 

Det hele er lidt en kombination af Olsen-Banden og Støvsugerbanden - og til sidst synes man måske, at det bliver en anelse for meget. Det tager lidt lang tid at få de sidste ender lukket, og komme til slutningen - men de ender dog med at få deres store kup og forlade landet.

Der er en opfølger til denne - og den købte jeg selvfølgelig; jeg ved ikke, om det var en enestående idé - da jeg godt kan fornemme, at man muligvis kører lidt træt i denne type romaner. Men en søndag i sofaen er det jo fin nok underholdning.

Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab - Romain Puértolas

• Fransk
• 2.-3. juni
• 307 sider
• Originaltitel: L'extraordinaire voyage du fakir qui était resté coincé dans une armoire IKEA

Der er en vis genre i fransk litteratur, som vel nærmest er slapstick-komedie på skrift; Gilles Legardinier har gjort det til sit levebrød uden den store succes for mig i hvert fald. David Safier har gjort det med yderst svingende kvalitet som resultat, og på vores breddegradder er genren (og fidusen med de lange vanvittige titler) afprøvet af Jonas Jonasson.

Puértolas hører mere hjemme i den sidste kategori - sammen med Jonasson; og ikke udelukkende på grund af den lange finurlige titel. Selvom det ved første blik ligner endnu en morsom komedie, så er der et budskab bag det hele - i dette tilfælde det højaktuelle budskab om de mange flygtninge, der vil ind i Europa og forsøger sig med alle mulige (og umulige) transportmidler.

Men hovedpersonen Ajatashatru er ikke af den slags; han er blot en fupmagerfakir fra Indien, hvis sidste nummer gik ud på at fralokke familie og venner penge til at flyve til Paris for at købe en fakirseng i den nærmeste IKEA. Her starter han med at blive snydt af en parisisk taxachauffør - som er sigøjner - for selv at snyde ham for turen; det skaber ham en fjende.

I IKEA møder han dog den lidt patetiske Marie, som vist nok mest er i IKEA for at forsøge at støve unge mænd op til et tilfældigt eventyr; og han kan ikke helt få hende forklaret sin situation. Da planen er at tage skabet med sig næste morgen, og fluks flyve hjem til Rajastan, så overnatter han i varehuset. Indtil han overraskes af vagter, og gemmer sig i et skab. Skabet flyttes dog til en lastbil - og inden længe befinder han sig på vej mod England i en lastbil, som ligeledes er fyldt med illegale afrikanske flygtninge.

Ajatashatru bliver en illegal indvandrer mod sin vilje; ingen tror på hans historie og slet ikke de andre illegale. Han når at opleve en del lande og med særprægede transportmidler - alt dette blot for at illustrere for læseren, at opfindsomheden er stor, når det gælder at opfylde sine drømme.

Der er en passende dosis humor; en del, som for mig er så indforstået fransk, et det må have været et mareridt at oversætte til dansk (eller noget andet sprog) - og så er der jo moralen! Den lille fupfakir, der ender med at forstå, at det er godt at være ærlig. At det nytter sig at hjælpe andre. Og en happy end!

Det er måske lidt en floskel med den slags romaner; og det er jo ikke en, der vil gå over i verdenslitteraturen. Til gengæld er den sikkert på mange strande om sommeren - og så er det vel ikke så værst, at der er proppet et lille skjult smukt budskab ind i bogen?

Men som med andre forfattere af denne genre skal man passe på, at man ikke hænger fast i denne stil; det bliver hurtigt fatalt.

The Merde Factor - Stephen Clarke

• Engelsk
• 27.-30. marts
• 373 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2008 læste jeg den sidste bog i Merde-serien - historien om den unge engelske Paul West, der rejser til Paris for atåbne en ægte engelsk tesalon og skal lære at begå sig i det franske. Dengang var jeg kørt træt i hans historier, som jeg faktisk ikke fandt supermorsomme.

For to år siden læste jeg så hans mammutbog om tusinde års historie mellem de rivaliserende lande England og Frankrig - det var såvel underholdende, godt skrevet som interessant og lærerigt. Så jeg tænkte, at jeg ville give ham endnu en chance, da jeg netop trængte til lidt morsom læsning.

Paul West er jo stadig i Paris; han har problemer med kærligheden og med finanserne, da hans skruppelløse franske samarbejdspartner forsøger at overtale ham til at omdanne tesalonen til en amerikansk diner. Han bor i et usselt kvistværelse blandt naboer, der bruger dagen på at skrige obskøne injurier af hinanden.

Der er bestemt lidt morsomme passager - men det skyldes nok mest, at jeg havde haft en pause på fem år. Jeg er sikker på, at Stephen Clarke kan skrive underholdende romaner - men han skal absolut finde sig et andet tema end antihelten Paul West. Der er grænser for, hvor mange vittigheder man kan lave om franskmænd uden at ende i en ond litterær blokerende cirkel.

Men det var god flylæsning!

Sors de ce corps, William - David Safier

• Fransk
• 1.-2. oktober
• 357 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst andre af Safiers humoristiske romaner - og det er bestemt ikke tung litteratur. Det er som en god let komedie sat på tekst i stedet for billeder; og da jeg er meget mere til romaner end til film, er det glimrende underholdning fra tid til anden. Det bliver muligvis lidt repetitivt i længden, og måske er det på tide at finde en anden genre for ikke at hænge for meget fast i denne stil. Derfor nupper jeg blot en, når jeg synes, at jeg trænger til noget virkelig nemt.

Hovedpersonen i denne roman er en kvinde midt i trediverne - en Bridget Jones-type, som havde den perfekte kæreste, men mistede ham, da hun kyssede en kollega. Nu skal han giftes med den selvfølgelig ligeså perfekte ungdomskæreste, og Rosa flæber over sin triste skæbne i armene på sin bøsseven, Holgi. En aften går hun alligevel i cirkus med en kollega, og ser en tryllekunstner/hypnotisør; efter forestillingen opsøger hun ham, og ender pludselig i det 16. århundredes London - i Shakespeares krop!

Alt dette er selvfølgelig totalt overdrevet; og vittighederne (såvel de gode som de dårlige) kan godt blive lidt for søgte og lidt for mange. Men alt i alt følger vi Rosa i Shakespeares krop; de to kan tale sammen, men det er hende, der styrer kroppen. Hun kan ikke slippe fri, før hun har fundet svaret på den ægte kærlighed - og selvfølgelig møder hun både eksen og hans nye kæreste også et par århundreder tidligere.

Der sker forviklinger, og Shakespeare kommer også en tur med til nutiden - og det er mindst lige så underholdende; ligesom det faktum, at de begge oplever at leve i kroppen af det andet køn.

Man skal til gengæld ikke hænge sig for meget i fakta; for de stemmer absolut ikke med virkeligheden. Således er Shakespeares hustru død en tragisk død - hvilket ikke sker i virkeligheden; og det er Rosa, som inspirerer ham til at ændre sin skrivestil, og dermed er årsag til store dramaer som Hamlet.

Altså ikke revolutionerende - men underholdende til tider og i små doser.

Le cimetière du Diable - Ukendt forfatter

• Fransk
• 18.-23. juni
• 499 sider
• Originaltitel: The Devil's Graveyard
• Dansk titel: Ikke oversat
• WWW

Det går lidt sløjt med læsningen her i juni måned; kun tre bøger indtil videre - som skyldes en del rejseri, en god sommerforkølelse, der har underdrejet mig - og general anden travlhed. Det er som om, at jeg ikke rigtigt kunne komme ordentlig i læsehumøret på trods af al den tid i lufthavne i sidste uge.

Djævelens kirkegård er den tredje i serien om den mystiske morder, The Bourbon Kid, og af den stadig ukendte forfatter. Umiddelbart var jeg i tvivl om jeg havde fået læst dem i forkert rækkefølge, for denne udspiller sig 10 år efter, at Bourbon Kid har dræbt sin mor - som omtales i Månens øje. Men det er korrekt - jeg forestiller mig, at forfatteren (hvem det end der) har anet potentialet for succes, og derfor proppet en bog ind midt imellem de to andre tidsmæssigt.

Det betyder så. at man genfinder personer, som senere er døde - men også, at man ved, hvem der ikke dør! Det ødelægger nu ikke noget - formålet er stadig at undres over, hvordan man kan skrive noget så langt ude som denne forfatter kan.

Handlingen er hensat til et hotel i ørkenen - en slags parodi på Las Vegas - hvor der hvert år til Halloween afholdes en stor sangkonkurrence i stil med X-factor og alle de andre, vi kender fra TV i dag. De deltagende må dog kun optræde som deres foretrukne afdøde sanger - og Tapiocas barejer Sanchez har vundet en rejse dertil. Ærligt talt er han lidt glad for at være væk fra Santa Mondega denne aften, som plejer at udvikle sig til et blodbad derhjemme.

Men det viser sig, at indtil flere lejemordere er hyret til at udslette fire af de fem finalister, som i øvrigt er forudvalgt i en konkurrence fyldt med snyd. En af finalisterne påstår at være den trettende apostel, sendt på en mission for at undgå, at hotellet forsvunder i jordens gab og bliver opslugt i Helvede, da hoteldirektøren har solgt sin sjæl til Djævelen og hvert år skal levere ham en ny sjæl.

Den er mere komisk end de to andre - men ikke mindre blodig; og jeg indrømmer, at de sidste halvtreds sider var lidt langsommelige, da der var overvældende mange zombier og andet godtfolk - og man muligvis kører en anelse træt i det, hvis man læser alle tre i træk, som jeg har gjort. Men de er stadig ret opfindsomme og originale.

L'oeil de la lune - Ukendt forfatter

• Fransk
• 9.-13. juni
• 548 sider
• Originaltitel: The Eye of the Moon
• Dansk titel: Ikke oversat?
• www

Det er som tidligere nævnt ikke min yndlingslitteratur - krimier; men denne stil er ganske enkelt så vanvittig, at jeg bliver fanget. Indrømmet var denne muligvis en anelse tungere at komme igennem end den første, fordi nyhedens værdi er væk. Men det er stadig underholdende - og jeg er stadig glad for, at den rigtige forfatter ikke er fundet.

Andet bind om den utrolige by Santa Mondega og dens ikke mindre farverige indbyggere tager os i starten af bogen atten år tilbage til en anden Halloween-aften. En aften, hvor den unge JD er til skolefest møder han den generte Beth, som lever sammen med sin onde stedmoder - igen er der masser af skjulte referencer til generelle eventyr/historier. De to unge skolebørn bliver betagede af hinanden - men det onde tager som altid overhånd i Santa Mondega, da Beth dræber sin stedmoder, som vil ofre hende som jomfru til en sekt af vanvittige - og JD's mor er blevet bidt af en vampyr, så hun selv er blevet til en. Hun trygler JD om at dræbe hende, da hun ellers vil spise ham, da hendes blodtørst allerede er vakt.

JD tømmer en flaske whisky - og så kan han faktisk ikke stoppe med at dræbe; og dermed starter hans tilnavn som the Bourbon Kid. Tiden skrues frem til nutiden - et år efter, at massakrene i første bind har fundet sted - og det hele starter forfra.

Tempoet er igen helt vanvittigt, og der dræbes så mange personer på så grusomme måder, at svage sjæle nok vil finde det lidt frastødende. Men da det hele er så grotesk overdrevet, så tager man det med et gran salt. Slutningen er både romantisk, morsom og ironisk - igen lidt som en parodi på klassikere. Absolut læseværdige!

Le livre sans nom - Ukendt forfatter

• Fransk
• 509 sider
• 21.-23. maj
• Originaltitel: The Book With No Name
• Dansk titel: Bogen uden navn
• www

Der er nogle, der mener, at filminstruktøren Quentin Tarantino står bag den fantasifulde krimi The Book With No Name. Uden at være en Tarantino-specialist kunne man sagtens falde for den teori - for bindegal er den. Det er muligvis årsagen til, at jeg var vild med den - da jeg ellers ikke er specielt glad for krimier - og er totalt allergisk overfor den modebølge af vampyrromaner, som ellers sælger som varme brød i disse år.

Romanen blev først lagt på nettet med nogle få kapitler i 2006, hvor den fik stor succes og i 2007 blev den udgivet som bog, og er nu oversat til en del sprog, selvom forfatteren stadig ønsker at være anonym. Det franske cover er indbegrebet af en ægte film noir med den rygende mand, og titlen trykt i sort på sort.

Hovedpersonen er Bourbon Kid, som også har sin egen Facebook-side - som det hører sig til for en kultfigur. Romanen er nærmest et stykke popart kultur - med en seriemorder (Bourbon Kid) i en obskur sydamerikansk landsby med verdens højeste kriminalitet og hvor mord ikke ser ud til at genere byens bargæster. De generer dog til tider baren Tapioca's ejer, Sanchez, når han gang efter gang skal vaske hjernemasse af væggene. Så vanvittigt fortsætter det hele vejen igennem bogen - med de to politiinspektører, der skal opklare mysteriet om mordene og den forsvunden Månesten, som kan stoppe månens omdrejning om solen. Med munke, der er specialister i gammel kampsport og lejemordere udklædt som Elvis. Smukke piger, der vågner op fra et femårigt koma kun for at forvandle sig til vampyrer eller varulve.

Det er i hurtigt tempo, og surrealistisk barsk, ironisk og morsomt! Jeg var ikke forberedt på at kunne lide den - men nu skal jeg bestemt have fat i de andre bind i den groteske serie om Bourbon Kid! Jeg tror bestemt, at det er bedst med den slags, at forfatteren forbliver anonym - det gør det kun morsommere!

Jésus m'aime - David Safier

• Fransk
• 27.-28. juli
• 348 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har tidligere læst en anden af Safiers humoristiske romaner; og det var faktisk lige, hvad jeg trængte til efter en stribe af mindre opmuntrende styks. Det var derfor uden de store forventninger andet end at blive lidt underholdt - og det holdt også nogenlunde.

Historien er en moderne fortælling om Marie, en kvinde i midten af 30'erne i en lille tysk landsby (Safier er tysker på trods af det franskklingende navn), som endelig skal giftes. Men da øjeblikket kommer siger hun nej, og selvom hun mente det, så føler hun, at hendes liv er slut nu. Men så dukker den nye tømrer i faderens hus op - Joshua. Selvfølgelig en fordrejning af Jesus, og der går da heller ikke længe inden, han indrømmer at være Jesus. Ærkeenglen Gabriel har tilsyneladende været blandt dem i mange år efter, at han valgte et jordisk liv for at komme tættere på Maries mor.

Maries forældre er fraskilte, og faderen har netop hentet en ung russisk kvinde hjem fra internettet. Det hele er lidt noget rod. Men det er Jesus der jo for at ordne. Men samtidig er Satan i byen - og han forsøger at rekruttere Maries kræftsyge søster, Kata, til at være en af de fire ryttere fra Apokalypsen! Det lyder meget overdrevet og søgt - og selv om det var underholdende til tider, så var der jo en dybere mening med det hele fra Safiers side. På mig gik den dog lidt tabt i al den anstrengte humor - og mange gange sad jeg mere fordybet i tankerne om væggobelinerne i Angers i Frankrig, som netop viser Apokalysen! Dem fik jeg lyst til at se igen derimod.

Den var slet ikke på niveau med Safiers første roman - måske fordi det er sværere at forholde sig såvel alvorligt som humoristisk til emnet, og han forsøgte trods alt at indsnige en del Bibel-lærdom; det faldt lidt til jorden, synes jeg.

Mary-Ann in Autumn - Armistead Maupin

• Engelsk
• 8.-9. juli
• 365 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den måske endegyldige afslutning på Maupins saga om San Francisco; så det var ikke uden en vis nostalgi, jeg åbnede sidste bind, som udkom i 2010. Som med hver eneste bind er spændingen i starten, hvor i deres liv, de er - og i hvilket år vi er siden det startede i 1976. I det ottende bind kommer der et clue ret hurtigt, da de nævner the president-elect, så er perioden allerede indsnævret til to måneder knap - altså slutningen af 2008, da Obama er blevet valgt som USA's første sorte præsident.

Som titlen antyder handler denne meget om Mary-Ann; men bestemt også om alle de andre - den eneste rigtigt perifære person er Brian, som man måske må affinde sig med aldrig at få en slutning på. Det er lidt trist, da man har knyttet sig til ham. Men nu handler det om Mary-Ann, som i det 21. århundrede opdager, at hun kan afsløre mandens utroskab via Skype og stifter bekendtskab med Facebook. Hun bliver syg af lilvmoderkræft, og flygter hjem til Michael og hans mand, Ben, i San Francisco, for at blive opereret og hele sårene - fysiske og psykiske - men også for at søge om tilgivelse.

Derfor er det langt fra tragisk - det er det jo aldrig i Maupins serie; det er grotesk morsomt, samfundsobserverende og nutidigt. Men løse ender knyttes helt tilbage til den første bog, da Mary-Ann datede den mystiske Norman Williams, som viste sig at være pædofil. Det er udover Mary-Anns sygdom én af de bærende historier i romanen, som ender med muligvis at genforene Mary-Ann med hendes adoptivdatter, Shawna, som trods alt ligner hende uendeligt meget i opførsel og forhold til mænd.

Anna - Mrs. Madrigal/the landlady - er der stadig; og måske er det lyspunktet for os læsere? Maupin kan ikke stoppe nu - ikke efter at have genoptaget historien efter så mange år mellem sjette og syvende bind? Godt nok er Michael og Mary-Ann næsten tres, men at følge dem til dørs er nødvendigt uden at det skal blive patetisk. Jeg kan blot ikke affinde mig med lige nu, at det er slut, tror jeg....

Michael Tolliver Lives - Armistead Maupin

• Engelsk
• 6.-7. juli
• 333 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Kan man som forfatter vende tilbage og tage tråden op efter 18 år? Finde de samme personer og den samme tone uden, at det bliver et patetisk forsøg på genfunden berømmelse - eller gevinst? Maupin kan med sin Tales of the City-serie! Han kan det ud over alle forventninger endda!

Selvfølgelig har jeg læst de indtil videre syv bøger over en periode på en måned, og ikke de 29 år, der gik fra første bind udkom til dette syvende bind, som på flere måder er anderledes. Udkommet i 2007 foregår handlingen i 2005; også der er der en tidsforskel på 18 år - men i modsætning til de seks tidligere episoder, som er fortalt i tredje person, er denne - som titlen angiver - fortalt af Michael/Mouse selv i jeg-form.

Han ser tilbage på sit liv, på deres liv som den logiske familie - i modsætning til den biologiske. Thack er rejst; for mange frustrationer efter en tid, hvor Michael konstant følte, at han var der på lånt tid med sin HIV-virus. Men han møder en ny og yngre mand, Ben - på internettet; for alt er også anderledes i en verden, der nu har internet, terrorisme, 9/11, homoægteskaber og brystkræft som en del af kvindernes hverdag, som ikke længere er tabubelagt, og som har taget Mona fra dem.

Mødet med Ben er en temmelig direkte gengivelse af Maupins eget møde med hans nuværende mand, som bogen også er dedikeret til. Det er en mere nostalgisk bog med Michaels tilbageblik og sentimentalitet over tiden, der går - men det er ikke uden de sædvanlige overraskende og morsomme episoder. Der er også mere spice i den seksuelt end i de tidligere bøger; men mest af alt handler den om at finde fred med sig selv, og det liv, man ender med at leve - og at have levet.

Michaels mor er døende, og det sker ikke uden overraskende opdagelser; men da det virkelig bliver alvor, får Anna Madrigal (den excentriske landlady) et hjerteanfald, og Michael må beslutte, hvor han vil opholde sig.

Jeg har levet med de personer igennem syv bøger nu; men dette var den første, hvor ægte store tårer trillede - ikke af grin. Men fordi det er så os; de er 15-20 ældre end min generation, men der er den fornemmelse af at genkende en verden, som har ændret sig igennem de tre årtier bøgerne strækker sig over. Musikken og dansene; legetøjet eller bilerne; politikerne eller TV-programmerne; katastroferne og de kendtes bryllupper eller liv...

Nu er der kun en enkelt tilbage - og det bliver lidt sørgmodigt; med mindre Maupin har lige så svært ved at slippe sine 'børn', som han tilsyneladende - og med god grund - har haft det i de atten år?

Sure of You - Armistead Maupin

• Engelsk
• 4.-6. juli
• 284 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Videre og videre i Maupins eventyrlige lille serie - nummer seks var vist oprindeligt tænkt som den sidste i serien, da den udkom i 1989. Ligesom i de tidligere bøger er der en lille tidsforskel, og det sjette bind foregår i 1988 - Brians og Mary-Anns adopterede datter, Shawna, er blevet 5 år gammel. Brian var ikke blevet syg efter den forskrækkelse han fik i femte bind, og Michael lever stadig med at holde sin HIV-virus i skak.

I slutningen af femte bind vidste man ikke, om det ville blive til en kærlighedshistorie mellem Michael og Thack - men de har nu boet sammen i to år, og mens Michael endelig har fundet den stabile kærlighed, han har søgt efter i årevis - så går det anderledes skidt for Brian go Mary-Ann.

Hun har stadig sit morgentalk-show på en lokal TV-station, men en dag bliver hun kontaktet af Burke (hendes flirt fra cruiseferien i andet bind), som tilbyder hende sit eget show på en landsdækkende kanal... men i New York. Når man er nået så langt i serien, ved man jo, hvor knyttet personerne er til San Francisco - for nogle er det homo-identiteten, men for Brian er det byen; men bestemt også hans forhold til Michael.

De to er nu partnere i Michaels gartneri, og igen trækkes de en anelse mere frem end de andre personer.

Mona har en mindre gæsteoptræden, da Mrs. Madrigal tager til Grækenland for at møde hende - på Lesbos selvfølgelig! DeDe er ikke med andet end i omtale. Fokus er på de to forhold - det, der fungerer og det, der falder fra hinanden. Det handler også om Ninja Turtles, som kom på mode dengang - om 1988-præsidentvalget, Billy Joel-sange... igen et fantastisk tidsbillede.

Det er en mere voksen bog, og det er tid for vores hverdagshelte til at tage parti i konflikterne, men også selv vurdere, hvor deres værdier ligger. Især Thack og Michael er mere "militante" end tidligere, og har svært ved at acceptere de falske dødsannoncer, hvor AIDS-døde camoufleres - eller fremtrædende homoseksuelle personligheder, som hastigt gifter sig for at fjerne skyggen af tvivl. Mary-Ann er mere optaget af at blive set med de rigtige, og pludselig brister venskaber, da hun vælger at lade sig skille fra Brian, og flytte til New York.

Det ville derfor sørgeligt no fungere fint som en afslutning på en æra, en serie, et par venskaber og den lille familie, de har udgjort i de 11-12 serien strækker sig over. Men heldigvis kom Maupin på bedre tanker - og det syvende bind udkom mange år senere! TAK!!!





Significant Others - Armistead Maupin

• Engelsk
• 3.-4. juli
• 316 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Straks jeg var hjemme skyndte jeg mig at købe de sidste fire bøger i Armistead Maupins serie - jeg forventer ikke overhovedet, at de holder længe; dertil er de simpelthen for vanedannende. I den femte roman, som udkom i 1988 foregår handlingen i 1985 med offentliggørelsen af Rock Hudsons død.
Den drejer igen om de kendte personer, Michael Mouse, Brian og Mary-Ann - men også DeDe og hendes lesbiske elsker D'Or er tilbage på scenen.

Bogens handling får alle deres liv til at krydse, da DeDe og D'Or tager DeDe's otteårige tvillinger med til en lesbisk festival ude i skovene, hvor mænd er bandlyst. Den lille otte-årige Edgar må sågar forvises til et mandetelt; imens skal DeDe og D'Or igennem en mindre jalousikrise i deres forhold.

Brian opdager, at en kvinde, han har været Mary-Ann utro med er ramt af AIDS - nu er sygdommen ikke længere forbeholdt bøsser; og han er skræmt fra vid og sans af tanken om selv at være syg og have smittet sin kone. Derfor tager han på campingtur med Michael og Thack, som Michael muligvis kan få et forhold til.

Deres campingtur foregår i samme område som kvindernes festival; og for at gøre komplottet perfekt er DeDes mors nye mand, Booter, også i området. Han er del af en magtfuld gruppe af amerikanske virksomhedsmænd, som hvert år mødes for at diskutere verdenssituationen - i bogstaveligste forstand i klubben Bohemian Grove.

Med de tre fronter trukket op er der basis for intriger, men også for sjove og alvorlige temaer som Reagan-administrationen, lesbisk militarisme (eller ej?), bøssekærlighed, når man som Michael nu er HIV-positiv - men ikke mindst epidemiens gennembrud udenfor San Franciscos bøssekredse. Hvordan lever man det nye liv, hvor sikker sex optager sindene lige så meget som en svindende adressebog i takt med, at de går til begravelser hver uge. Det er dog ikke på nogen måde dystert - det er mere rørende og eftertænksomt end de tidligere bøger. Det er igen et glimrende tidsbillede af 1980'erne - da jeg selv blev ung, men ikke var gammel nok til at bekymre mig alvorligt om disse ting; og i hvert fald ikke læse om dem.

Igen blev bogen læst i nærmest et stræk, og især Brian, som i begyndelsen var den lidt irriterende type, er nu meget tilstede som person sammen med Michael. Maupins bøger har alle samtlige karakterer med i hver enkel bog; men de glider mere eller mindre i baggrunden fra gang til gang - enten er de hovedpersoner eller bipersoner. Denne var ikke mindre dårlig end de andre - overhovedet!

Le cercle littéraire des amateurs d'épluchures de patates - Mary-Ann Shaffer/Annie Barrows

• Fransk
• 20.-21. juni
• 411 sider
• Dansk titel: Guernseys litterære kartoffeltærteklub
• Originaltitel: The Guernsey Literary and Potato Peel Pie Society

Efter blot lidt mere en uge på ferie langt fra en boghandel skete der det dramatiske, at jeg ikke flere bøger havde! De seks bøger, der skulle have varet ferien ud, suppleret med et lufthavnsindkøb var læst alt alt for hurtigt. Nærmeste reelle boghandel er i Dakar - 80 km og 2-3 timers kørsel væk! Så jeg tog til Saly, hvor der er mange hvide, og fandt efter intens søgning de stort set eneste brugte bøger i hele byen.
Det var ikke et spørgsmål om smag eller læselyst - jeg tog, hvad der var... og derfor også engelske bøger oversatte til fransk; andet fandtes ikke! Måske er det til denne slags situationer, at Det Ny Testamente ligger i en skuffe på hotellet - men nu boede jeg jo i mit eget lille hus.

Desuden var det rystende priser! For de lidt tykkere bøger (mere end 400 sider), men som trods alt var brugte, måtte jeg af med 5.500 CFA (63 DKK) - denne koster fx 61 DKK i ny version her. Men jeg havde intet valg; dog har jeg returneret de fire, jeg læste dernede, til venner, som kan sælge dem tilbage. Trods alt kostede mine fire brugte bøger tilsammen 18.000 CFA - og en høj månedsløn som ansat på de 'hvides' hoteller er 80.000 CFA!

Denne bog har jeg selvfølgelig krydset - og bladret; og jeg syntes, at den så lidt 'tynd' ud. Det er den også til tider - men den er også en ret fin lille historie med en masse sjove personer. Det hele foregår i brevform, hvilket var min primære aversion - men man bliver ikke forvirret; tværtimod ser man de forskellige personers forskellighed i form af deres måde at udtrykke sig på.

Hovedpersonen er den 30-årige forfatter Juliet Ashton, som under 2. Verdenskrig har skrevet satiriske klummer i avisen, og nu leder efter et tema til sin næste roman. Ved et tilfælde bliver hun introduceret til den litterære kartoffeltærteklub på den engelske Guernsey, som afskåret ud for den franske kyst, oplevede krigen på en noget anden og mere isoleret måde. Klubben består af en broget samling personer, og den opstår af en lige så morsom tilfældighed - hver især begynder de at korrespondere med Juliet, indtil hun tager til øen for at møde dem.

Da hun er på øen korresponderer hun selv tilbage til sin agent og sine veninder om livet derovre og de venner, hun knytter sig til. Hun ender - måske ikke helt uventet - med at revurdere hele sit eget liv og slå sig endeligt ned der. Der er humor og venskaber; men også øsamfundets særlinge og fjendskaber - og der er kærlighed selvfølgelig.

Juliet selv - og sikkert også de to forfattere - nærer en grænseløs kærlighed til bøger; som objekter såvel som for deres indhold. Netop den filosofi appellerede jo meget til mig - men på trods af den lethed var det en underholdende roman, som gled forrygende hurtigt. Faktisk så skræmmende, at jeg indså, at jeg måtte indføre læserationer for resten af ferien!

More Tales of the City - Armistead Maupin

• English
• June 3-4
• 288 pages
• Dansk titel: Ikke oversat (?)

Jeg havde selvfølgelig knap sluppet 28 Barbary Lane Vol. #1 før jeg greb nummer to; og stemningen og spændingen var intakt! Den blev slugt på en aften og en dag!

Mary-Ann er stadig i huset, og hun er ved at lære hvordan hun skal falde på plads i gay SF; samtidig bliver hun gode venner med bøssen Michael, og de tager sammen på et cruise til Mexico. Hun møder måske sit livs kærlighed, men han lider af amnesi - og der er dybe hemmeligheder i hans fortid, som hun må afdække,

Mona tager afsted i protest, da de andre tager på cruise; hun ender på et bordel i den amerikanske udørken; og der sker flere ting end hun lige havde forventet. Mrs. Madfrigal har pudsigt nok været i Danmark for en operation, som jeg ikke vil løfte sløret for her!

Nummer to er som sagt endnu mere højspændt end den første i serien; og jeg har ikke flere liggende hjemme.

Hvordan skal jeg nu vide, hvad der sker med DeDe, D'Or, Michael the Mouse, Mona...og alle de andre; det er virkelig bedre end en god tv-serie (som jeg aldrig ville have set)!

Jeg er beboer i 28 Barbary Lane, og nu vil jeg følge vennerne hjem!

Tales of the City - Armistead Maupin

• English
• June 2-3
• 269 pages
• Dansk titel: Ikke oversat (?)

Jeg kan ikke helt forstå, at Maupins bøger tilsyneladende ikke er oversat; de havde muligvis ikke den store tiltrækning hos et dansk publikum, da de blev skrevet - men hvis man, som jeg, starter med at læse dem i dag så er det Sex & The City blandet med Desperate Housewives men det hele iscenesat med humor, ironi, samtidige anekdoter om tøj, politik, musik og andet, der rører sig. Og så foregår det hele i San Francisco - startende dengang byen var toppen af dekadence, og AIDS var ukendt!

Maupins første bog i serien udkom i 1978 - det er ikke nye ting her! Den unge Mary-Ann tager til byen på ferie, blilver forelsket (i byen) og beslutter sig for at blive. Hun finder en lille lejlighed i et hus på 28 Barbary Lane, hvis landlady er den excentriske Anna Madrigal med en hemmelilg fortid og en travl nutid som cannabisdyrker i baghaven. Alle nye tilflyttere får en stor joint i indflytningsgave!

I huset bor også Mona Ramsey, som har været lesbisk og nu ikke rigtigt ved, hvad hun er. Der er Michael Tolliver (kaldet Mouse) - en bøsse, som desperat leder efter sit livs kærlighed i byens dark rooms. Der møder han blandt andet Jon, en gynækolog, som senere har en affære med Beauchamp Day... som er gift med DeDe, som er datter af Mary Anns arbejdsgiver, Edgar Halcyon (som selv starter en affære med Anna Madrigal umiddelbart inden hans død). Anna og Edgar har uden tvivl også en hemmelighed sammen, men hvilken bliver ikke opklaret i denne roman - udover, at den har en forbindelse til en anden af husets beboere... eller muligvis flere!

Der er således sex, drugs og intriger en masse! Der er humor og slang fra perioden - året er 1976, og Carter blilver valgt til præsident. Mary Ann forvandler sig fra landsbymusen til byrotten; Mona genfinder D'Or, hendes tidligere sorte model... som ikke er så sort alligevel. Det er ganske enkelt forrygende! Det er også uforpligtende og underholdende læsning - men den slags skal jo også til. Og så vil jeg trods alt vove at påstå, at det er mere interessant end alverdens chick-lit - måske fordi det reelt set vel er gay-lit, og ligesom Marc Cherry har fået enorm succes med sine personskildringer i Desperate Housewives, så er der en evne også hos Maupin til bedre at gribe de skæve og sjove personer.

Jeg var fornuftig og købte de to første bind på én gang. Det ottende bind er netop udkommet - en serie, der strækker sig over en generation, hvor man kommer til at følge både personerne, men også USA's politik og ikke mindst byen San Francisco, som om nogen måtte ændre ansigt i 1980'erne. Jeg kommer til at blive godt underholdt - og jeg glæder mig!!!

1000 years of annoying the French - Stephen Clarke

• English
• April 8-15
• 660 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Titre français: Pas encore traduit

Stephen Clarke er kendt i Frankrig for at have skrevet flere fiktive romaner om en ung engelskmands oplevelser, da han installerer sig i Frankrig - ikke mindst i Paris. Chokket er voldsomt ved mødet med den franske (og parisiske) kultur! Jeg svor ved læsningen af den sidste af disse, at det var slut med hans bøger. Det er lidt som den også engelske forfatter, Peter Mayles, bøger om sit liv som husejer i Provence - på et tidspunkt er emnet ganske enkelt udtømt... men forbløffelsen over successen og alle de penge, der vælter ind, er ikke stoppet hos forfatteren. Men jeg lod mig alligevel friste efter et par års pause - og fordi emnet denne gang ikke var fiktivt.

Jeg blev ikke skuffet; faktisk har jeg mest læst den herhjemme af skræk for at støde mine medpassagerer i sporvognen, når jeg havde nogle store grineflip. At jeg er frankofil er der vist ingen tvivl om; til gengæld er jeg på ingen måder anglofil og mit kendskab til England og dets historie begrænser sig til det fra gymnasiets historietimer. Men hovedpointen i Clarkes roman, som er en nøjagtig historisk gennemgang, er netop at se det fra franskmændenes synspunkt. Nu er de jo ikke ligefrem kendt for at have meget selvironi - om englænderne har det ved jeg såmænd ikke?

Clarke starter med slaget i Hastings i 1066, og med det som udgangspunkt forsøger han at bevise, at alt, hvad der i dag har succes verden over som værende det ypperste af franske bedrifter viser sig at være englændernes fortjeneste. Alle de berømte slag som Frankrig har tabt til ærkefjenden England og helt op til D-day, hvor der iblandt de hundreder af tusinder af soldater, der landede i Normandiet udelukkende var 177 franske soldater.

Der er absolut episoder, hvor franskmændene ikke har opført sig gentleman-agtigt for nu at bruge den engelske terminologi; men der er også episoder, hvor de måske benægter, at andre (englænderne) skulle være årsag til deres medgang? Som champagnen, som de gjorde alt for at gøre flad og uden bobler, mens englænderne var vilde med boblerne... og sådan blev det så til sidst!

Clarkes force i denne bog er det ganske enkelt enorme researcharbejde, der må ligge bag - dog fandt jeg en bommert, da han mod slutningen omtaler fodbold-VM i 1998.... 70 år efter afslutningen af 1. Verdenskrig!!!! En forfærdelig bommert, som ganske enkelt ikke burde kunne forekomme efter ordentlig korreturlæsning. Men ellers er det informativt og jeg lærte en hel del; og ikke mindst er det hele krydret med hans enestående humor - og han skriver ikke for at gøre grin med franskmændene. Han er vist ganske frankofil selv efter så mange år i Paris, og at han elsker Frankrig og dets folk, er der ingen tvivl om. Men man skal sikkert netop nå til det stadie, før man med humor og distance kan tage det bedste fra sine to kulturer og se det morsomme, det latterlige og det egocentrerede i hver af dem.

Her er det virkelig vellykket; men man skal muligvis have en udpræget interesse for det ene eller begge lande for at se morskaben.

L'élégance du maigrichon - Pascal Fioretto

• French
• February 20
• 185 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

En genial idé! Forfatteren har opbygget en historie, som foregår over ni kapitler. De ni kapitler er 'skrevet' af ni forskellige forfattere, som alle er forfattere, som i de senere år har solgt godt på fransk. De syv af dem er franskmænd, men der er fx også Zig Larsson. De enkelte forfatteres kapitler er en del af den overordnede historie, men er skrevet i den pågældende forfatters stil - således hedder kapitlet 'skrevet' af Zig Larsson "Milliardium" og man følger Silveth Salamalander, som er på jagt efter en vigtig nøgle... til at samle et IKEA-møbel med!

Der er en utrolig mængde parodi, ironi og plat gøren grin med - men det fungerer. Jeg har personligt ikke læst bøger af alle ni forfattere, og det kan gøre det svært at se ironien i de finere detaljer. Men man fornemmer dog ret hurtigt, hvad det er, der er 'kendetegnet' hos hver af dem. Visse kapitler er ganske enkelt surrealistisk morsomme, og jeg lå og kluklo for mig selv under den relativt hurtige læsning.

Forfatteren er åbenbart kendt for denne parodistil - hvilket man selvfølgelig kan argumentere er nemt og ikke en rigtig forfatter. Samtidig kræver det dog en vis analyse og kendskab at kunne ramme præcis den tone i ordvalg og sætningskonstruktion, som han gør det i denne bog. Ren underholdning! Genialt!

-----------------------------------------------------------------------

Je n'ai pas lu les autres parodies de Fioretto - mais en voyant la couverture ainsi que le titre qui rappelle évidemment le fameux hérisson, je me suis laissée tenter. Certes - ce n'est pas très profond; mais c'est d'une hilarité... et connaissant le manque d'autodérision des français (et surtout des certains littéraires intellos) je me demande bien comment ait pu réagir les auteurs parodiés?

Je n'ai pas personnellement lu des livres de tous - donc pour le premier (Christian Pignol) j'avais du mal à voir de qui ça parlait ainsi que de reconnaître le style que Fioretto parodie. Ce problème ne se pose pas avec Muzo, Zig Larsson ou Modiamo - ou encore la perle de Burbery! Quand la petite punk de Millénium dans la version Fioretto rassemble un meuble IKEA, on rigole bien... ou même à la mort de la directrice d'hôtel dans la version revue de "L'élégance du hérisson" où elle laisse tomber le masque.

Les neuf chapitres racontent en plus une histoire continue - une disparition mystérieuse avec pleins de personnages plus ou moins étranges qui se retrouvent dans ce petit village de Courtonac dans le sud de la France. La façon d'approcher les caractères et l'histoire est différente selon la plume de l'auteur emprunté - et pour les auteurs dont je connais les oeuvres c'était une parodie magnifique de leur façon d'écrire.

Ce n'est pas de la grande littérature - mais c'est drôle, hilarant... magnifique pour un après-midi dans le canapé!

La Reine des lectrices - Alan Bennett

• French
• August 22
• 122 pages
• Dansk titel: En kongelig læser

En lille underfundig bog, som jeg var så heldig at få læst højt af for noget tid siden - hvilket selvfølgelig var en varm anbefaling og opfordring. I går fandt jeg den hos OXFAM til 2 EUR - og da det er en meget hurtiglæst bog, havde jeg faktisk ventet på en sådan lejlighed.

Men det var underholdende den korte tid læsningen varede! Perfekt satirisk humor, hvor jeg virkelig kunne se situationen og personen for mig. Hovedpersonen i bogen er nemlig den engelske dronning Elizabeth, som en dag forvilder sig udenfor slottets tykke mure på jagt efter sine løsslupne hunde. Der møder hun den kommunale bogbus, og føler sig faktisk lidt forpligtet til at låne en bog... men den ene bog tager den næste; og pludselig er dronningen blevet en rigtig læsehest.

Det skaber problemer. En dronning må helst ikke udvise overdreven interesse for én befolkningsgruppe - og slet ikke én bestemt hobby. Så er der problemet med en dronning, der ikke længere vil klippe snore og vinke til folket... men smugler bøger med i kareten. Hun bevæger sig hurtigt længere og længere ind i bøgernes verden - hun læser mere og mere kompliceret litteratur, og undres over alt det, man kan lære igennem litteraturen.

Det er selvfølgelig en humoristisk kærlighedserklæring til bøger; til det fænomen, som man som bogelsker kun kender alt for godt. Men det er også humoren i denne aldrende dame, som pludselig opdager bøgerne og ikke mindst hendes filosoferen over, at hun faktisk har mødt forfatterne og dengang ikke anede, hvad hun skulle tale med dem om. Nu vil hun absolut have at vide, hvad alle mener om bøger... og langsomt går det op for hende, at hun burde skrive selv.

Bogen har en ganske overraskende afslutning; den er simpelthen morsom! Jeg kan ikke forestille mig, at en dansk forfatter ville skrive noget lignende om vores dronning - men på trods af deres distancerede kongehus, så tror jeg, at englændernes humor bedre tillader den slags.

-------------------------------------------------------------------------

Une perle trouvée à 2 EUR chez OXFAM hier; un ami m'en avait fait la lecture il y a quelque temps - et il me l'avait vivement conseillé. Malgré ces bons conseils j'attendais de le trouver à un bon prix, car il se lit effectivement en deux heures - mais avec des rires.. des vrais bons rires!

C'est un humour qui ressemble un peu aux livres de Rambaud sur Sarkozy; un humour plein de satire mais si bien écrit quand s'imagine le personnage et la vois en lisant. Le personnage est la reine anglaise, Elizabeth, qui un jour part à la poursuite de ses chiens qui sont partis à l'aventure en dehors des murs du château. Là elle découvre le bus municipal qui fait office de bibliothèque ambulante, et elle se sent obligée d'emprunter un livre maintenant qu'elle y est. Mais un livre devient un autre et vite elle est prise par une fièvre de lecture tout à fait inhabituelle.

Cette nouvelle passion ne passe pas inaperçu au château; elle ne ressent plus la même envie de couper des cordons et saluer les foules... elle commence à emmèner des livres avec dans les carrosses. Ses conseillers n'aiment qu'elle montre ainsi un intérêt poussé pour une activité spécifique - ce n'est pas assez neutre pour une reine. Elle s'enferme de plus en plus avec ses livres, et commence à lire Proust et Genet...

C'est évidemment une déclaration d'amour pour la littérature ainsi que pour tous les gens qui aiment profondément les livres. Mais c'est aussi la façon qu'a la reine d'aborder cet univers -quand elle se rend compte qu'elle a rencontré un grand nombre des auteurs et ne savait pas quoi leur dire à l'époque. Maintenant elle ne demande que ça aux gens qu'elle croise; et elle se rend compte que malgré son statut de reine elle ne laisse rien d'éternel derrière elle... pas une voix!

La fin est assez surprenante - sa vie a vraiment pris une autre allure et on en rigole bien tout au long. Je ne pense pas qu'un livre pareil passerait au Danemark; malgré l'ouverture de notre famille royale, les anglais ont une approche humouristique que nous n'avons pas.