Sunday, August 22, 2010

La Reine des lectrices - Alan Bennett


En lille underfundig bog, som jeg var så heldig at få læst højt af for noget tid siden - hvilket selvfølgelig var en varm anbefaling og opfordring. I går fandt jeg den hos OXFAM til 2 EUR - og da det er en meget hurtiglæst bog, havde jeg faktisk ventet på en sådan lejlighed.
Men det var underholdende den korte tid læsningen varede! Perfekt satirisk humor, hvor jeg virkelig kunne se situationen og personen for mig. Hovedpersonen i bogen er nemlig den engelske dronning Elizabeth, som en dag forvilder sig udenfor slottets tykke mure på jagt efter sine løsslupne hunde. Der møder hun den kommunale bogbus, og føler sig faktisk lidt forpligtet til at låne en bog... men den ene bog tager den næste; og pludselig er dronningen blevet en rigtig læsehest.
Det skaber problemer. En dronning må helst ikke udvise overdreven interesse for én befolkningsgruppe - og slet ikke én bestemt hobby. Så er der problemet med en dronning, der ikke længere vil klippe snore og vinke til folket... men smugler bøger med i kareten. Hun bevæger sig hurtigt længere og længere ind i bøgernes verden - hun læser mere og mere kompliceret litteratur, og undres over alt det, man kan lære igennem litteraturen.
Det er selvfølgelig en humoristisk kærlighedserklæring til bøger; til det fænomen, som man som bogelsker kun kender alt for godt. Men det er også humoren i denne aldrende dame, som pludselig opdager bøgerne og ikke mindst hendes filosoferen over, at hun faktisk har mødt forfatterne og dengang ikke anede, hvad hun skulle tale med dem om. Nu vil hun absolut have at vide, hvad alle mener om bøger... og langsomt går det op for hende, at hun burde skrive selv.
Bogen har en ganske overraskende afslutning; den er simpelthen morsom! Jeg kan ikke forestille mig, at en dansk forfatter ville skrive noget lignende om vores dronning - men på trods af deres distancerede kongehus, så tror jeg, at englændernes humor bedre tillader den slags.
-------------------------------------------------------------------------
Une perle trouvée à 2 EUR chez OXFAM hier; un ami m'en avait fait la lecture il y a quelque temps - et il me l'avait vivement conseillé. Malgré ces bons conseils j'attendais de le trouver à un bon prix, car il se lit effectivement en deux heures - mais avec des rires.. des vrais bons rires!
C'est un humour qui ressemble un peu aux livres de Rambaud sur Sarkozy; un humour plein de satire mais si bien écrit quand s'imagine le personnage et la vois en lisant. Le personnage est la reine anglaise, Elizabeth, qui un jour part à la poursuite de ses chiens qui sont partis à l'aventure en dehors des murs du château. Là elle découvre le bus municipal qui fait office de bibliothèque ambulante, et elle se sent obligée d'emprunter un livre maintenant qu'elle y est. Mais un livre devient un autre et vite elle est prise par une fièvre de lecture tout à fait inhabituelle.
Cette nouvelle passion ne passe pas inaperçu au château; elle ne ressent plus la même envie de couper des cordons et saluer les foules... elle commence à emmèner des livres avec dans les carrosses. Ses conseillers n'aiment qu'elle montre ainsi un intérêt poussé pour une activité spécifique - ce n'est pas assez neutre pour une reine. Elle s'enferme de plus en plus avec ses livres, et commence à lire Proust et Genet...
C'est évidemment une déclaration d'amour pour la littérature ainsi que pour tous les gens qui aiment profondément les livres. Mais c'est aussi la façon qu'a la reine d'aborder cet univers -quand elle se rend compte qu'elle a rencontré un grand nombre des auteurs et ne savait pas quoi leur dire à l'époque. Maintenant elle ne demande que ça aux gens qu'elle croise; et elle se rend compte que malgré son statut de reine elle ne laisse rien d'éternel derrière elle... pas une voix!
La fin est assez surprenante - sa vie a vraiment pris une autre allure et on en rigole bien tout au long. Je ne pense pas qu'un livre pareil passerait au Danemark; malgré l'ouverture de notre famille royale, les anglais ont une approche humouristique que nous n'avons pas.

4 comments:

Donald said...

Hvor er det spændende at læse dette indlæg! Jeg ved ikke hvordan englænderne reagerede på denne bog,

Angående en parallel til Dronning Margrethe, så tror jeg at hun selv er klar over, hvordan hun står i medierne og hvordan man laver grin med hende (Linie-3 havde det næsten som et varemærke, Klaus Rifbjerg har skrevet noget, der går tæt på etc.) men jeg tror alligevel ikke at det er det samme som den engelske måde at lave grin med kongehuset. Alene måden man har spioneret på er helt forskellig fra vores opfattelse af rimelighed.

Man siger at med Beatles-tidens mode-frigørelse blev de britiske "hellige" symboler brugt på måder, som ændrede holdningerne radikalt. Fx. Union Jack på trusser og T-shirts m.v. (jeg kan ikke give flere exempler på stående fod.)

Og det holder sig vel til i dag - samtidigt med at der er kongerøgelse og snoreklipning og en vis stolthed over de britiske traditioner.

Endnu en gang tak for kigget :-)

Nille said...

Donald,

Jeg er helt enig med dig - i DK kan man sagtens gøre grin; men det er sjældent på skrift som i denne form synes jeg?

Det er en interessant betragtning omkring Beatles-perioden; men du har helt sikkert ret - tidligere var det næppe god tone at putte Union Jack på undertøj!!!

Det er en virkelig morsom lille bog, så hvis du kan lide den slags satire, så er den de par timer værd.

Anonymous said...

Aha, hans bog nummer to frarådes det at læse. godt at vide, så spilder jeg ikke tiden med det engang. Jeg har læst Angelas aske, den var ret stærk. De havde bogstavelig ikke til saltet på et æg. Æg havde de selvfølgelig ikke, men ikke engang til saltet - og det er vist sandt. En ufattelig fattigdom.
Jeg har for nylig læst, at Limerick's, altså disse nonsensvers, faktisk HAR sit ophav i byen af samme navn. Husker ikke lige sammenhængen. Tror det var en eller anden forf. derfra der har skrevet sådanne vers.
Jeg har set og oplevet byen ret grundigt for en 3-4 år siden. Spurgte bl.a. til hans bøger i en stor boghandel. Det var sådan lidt af en særegen oplevelse at stå midt i en by der så ud som så mange andre moderne større byer og forestille sig den som Frank McCourts - fattige - by. Han døde jo i øvrigt for et år siden.

Erik Linow

Nille said...

Erik,

Den skulle tilsyneladende absolut ikke være på højde med den første; og det tror jeg nok på. Jeg vil ikke risikere en skuffelse efter denne gode læseoplevelse.

Jeg ved ikke, hvorfor din kommentar er endt under denne bog - men nu lader jeg den stå her.

Som du siger, så var det virkelig en kummerlig tilværelse... men gribende læsning. Selvom der tilsyneladende er delte meninger om sandheden i hele historien - men i erindringer skal der jo broderes lidt, før det kan sælges.