Og solen går sin gang - Ernest Hemingway

 

• Engelsk
• 27.-29. december
• 320 sider
• Originaltitel: The Sun Also Rises

Juledagene er ovre, og der kom selvfølgelig nye bøger til samlingen - men der blev også holdt lidt fri fra læsningen. 

Mine køb hos Shakespeare & Co. for nylig var ikke helt tilfældige bøger; der var bogen om vandringer i Paris skrevet af en forfatter, der bor i Sylvia Beachs hus. Og så var den denne meget smukke særdugave af Hemingways debutroman fra 1926. Det medfølgende digt her var et af Shakespeare - igen et passende valg!

Det var Gertrude Stein, der efter sigende først bragte udtrykket The Lost Generation på banen. Hun var ude at køre og stoppede for at få fyldt tanken op, og spurgte således mekanikeren om det ikke var svært at finde ordentlige folk her efter krigen. Hans svar var, at det gik udmærket, hvis man tog de helt unge mennesker. Dem, der ikke havde været i skyttegravene - og dermed var født i slutningen af det 20. århundredes første årti. De andre var "den tabte generation". Det blev så til the lost generation - primært dem som var født omkring 1883-1900, og dermed havde været voksne og aktive i 1. Verdenskrig.

Gertrude Stein og Hemingway havde et særpræget venskab; Hemingway beundrede hende, og så hende lidt som en mentor. Men hun var også hård i kritikken, da han viste hende udkastet til denne første roman. Et tidligere forsøg var gået tabt i en kuffert i et tog - men nu ville han altså skrive en hel roman i stedet for de noveller, han ellers udgav. I Woody Allens film Midnight in Paris, der jo er essensen af denne generation i Paris og dækker nogle af de begivenheder Hemingway senere beskrev i Der er ingen på Paris, ser man ham vise Stein manuskriptet. 

Romanen foregår i tre store dele; første del i og omkring Paris' fortovscafeer, hvor hovedpersonen Jake Barnes bruger det meste af sin vågne tid på at drikke. Han har godt nok et journalistjob - men primært mødes han med vennerne, og de har deres stamsteder omkring Montparnasse. I de første skitser, som er gengivet i slutningen af denne særlige udgave, er denne person Hemingway selv. Og der er virkelig også mange lighedspunkter! Barnes refererer til en skade i krigen, som ikke har gjort ham impotent - men på den anden side er hans libido ikke som det har været. Der har været mange spekulationer om Hemingway selv var impotent. Nok omgav han sig med mange kvinder, og var gift hele fire gange - men han havde også mangeårige venskaber med kvinder, fx Marlene Dietrich, som var helt platonisk - eller usynkroniseret lidenskab, som Hemingway sagde.

Han fik udløb for sin maskulinitet ved at jage i Afrika, fiske - eller se tyrefægtning i Spanien; dette er også scenen for den midterste del af bogen. En flok på fire mænd og en kvinde tager til Pamplona - Jake, hans amerikanske ven, Bill, hans jødiske ven, Cohn og den fraskilte smukke Brett med hendes seneste erobring Mike. Jake er håbløst forelsker i Brett; men det er Cohn også - og Bill bliver det selvfølgelig. Mike er en falleret alkoholiker; men Brett vil gifte sig med ham, fordi de er lige ustabile. Brett er symbolet på den nye generation af kvinder efter krigen, der ikke lader sig putte i bås i et ægteskab med børn. Hun er frigjort, seksuel og sensuel - og derfor en modsætning til Jakes manglende evne til at have sex. Det bliver destruktivt! Under en uges fest og druk i Pamplona ødelægges venskaber og Brett - den tankeløse egoistiske karakter - rejser væk med en ung tyrefægter; som jo er indbegrebet af maskulinitet og modsætningen til Jake. 

I det sidste kapitel, da alle er rejst hver sin vej delvist mærket af ugens interne og eksterne strabadser, beder Brett alligevel Jake om hjælp. Og det ender lidt tragisk med deres konklusion af alt, der kunne have været. 

Romanen er snart hundrede år gammel; og det mærkes i for eksempel ordvalg og dialog. Men det er også en del af Hemingway-stilen. Man finder mange af de samme temaer som hos Scott Fitzgerald - i fx Tender is the night - de er rundet af den samme tid, og de to mænd var tætte venner. Der er nogle fantastiske beskrivelser af tyrefægtningen, som dengang var en ypperlig sport - men også fiskeriet, som jo var en af Hemingways store passioner. 

Selve romanen er relativt kort på knap tohundrede sider; derudover er der endnu hundrede sider med virkelig interessante skitser, udkast etc., hvor man kan se Hemingways udstregninger og korrektioner. En stor klassiker, som sagtens tåler læsning i dag!

Afrikas grønne bjerge - Ernest Hemingway

• Engelsk
• 1.-2. marts
• 200 sider
• Originaltitel: Green hills of Africa

Hemingway har jeg et lidt særpræget forhold til; jeg er vild med manden - det han stod for; hans fandenivoldskhed og levevis på godt og ondt. Han kunne være dybt usympatisk med sine antisemitiske meninger og hans manglende respekt for mangt og meget. Men samtidig var han jo så autentisk som det overhovedet er muligt. Der var ingen forstillelse eller hykleri omkring noget - og han levede sit liv præcis som han ville det; og døde jo på samme måde.

Alligevel har jeg aldrig læst nogle af hans romaner; jeg startede for mange år siden på For Whom the Bells Toll - men på fransk; og jeg var nok ikke gammel nok til at forstå Hemingway. Til gengæld er hans bog om ungdomsårene i Paris jo helt eventyrlig, og faktisk steg den helt til tops i bestsellerlisterne efter attentaterne i Paris i november 2015. 

Hans rejsebeskrivelse fra 1935 er således heller ikke fiktion; men en beskrivelse af rejsens oplevelser - fokuseret på jagten, som var en af hans store passioner. Han er af sted med sin anden kone, Pauline, og nogle andre personer, som har skiftende 'kælenavne' bogen igennem. 

Når man læser bogen skal man jo nok især huske den tid, hvor den er skrevet og hvor så mange ting anskuedes med et noget mere liberalt syn end i dag. Det gælder jagten selvfølgelig - en rejseform, hvor de lidt mere velstillede tog ud for at bekræfte sig selv som 'rigtige mænd', mens konerne sad hjemme i lejren under myggenettet og læste bøger. Der er intet odiøst i at dræbe selv truede dyrearter, fordi de endnu ikke var truede. 

Men Hemingway har alligevel et gentleman-agtigt syn på drabet. Han vil kun skyde, hvis han er sikker på at ramme dødeligt, og det betyder en del for ham under bogens jagter, at han ikke lader et dyr lide. Under den sidste jagt i bogen rammer han et smukt dyr, men det slipper væk - og han bruger timer på at lede efter det ved tanken om den langsomme død, det sikkert lider. Selv da de indfødte har givet op, fortsætter han stædigt til mørket falder på, og de må give op.

Han siger også et sted, at han kun vil skyde så længe han kan ramme med et dræbende skud. Når det er slut, så vil han aldrig skyde længere. Det virker nærmest lidt profetisk, når man tænker på hans død - hvor han måske indså, at alternativet til selvmord ville være psykiatriske hospitaler og ikke meget fest og farver. Han ville styre sin egen skæbne!

Forholdet til de lokale er selvfølgelig også anderledes; det er ikke racistisk - men dette er i kolonitiden, og det er naturligt for Hemingway, at de skal ordne hans tø, hans våben og åbne hans ølflasker for ham under hele turen. Han knytter venskaber med nogle, men gør også åbenlyst grin med andre - fordi han gennemskuer det spil de stiller an for den hvide mand og hans penge.

Indimellem jagterne sidder de jo så i lejren, og spiser og drikker. Drikker mest. Og diskuterer filosofiske spørgsmål ofte omkring litteratur. Det er i denne bog, at man finder den nu berømte udtalelse om amerikanske forfattere: 

The good writers are Henry James, Stephen Crane, and Mark Twain. That's not the order they're good in. There is no order for good writers.... All modern American literature comes from one book by Mark Twain called Huckleberry Finn. If you read it you must stop where the Nigger Jim is stolen from the boys. That is the real end. The rest is just cheating. But it's the best book we've had. All American writing comes from that. There was nothing before. There has been nothing as good since.

Hemingway er jo ikke specielt ydmyg i forhold til sine egne præstationer - hverken i forhold til jagt, kvinder, fiskeri, krige eller litteratur. Han har tit og ofte udtalt sig barsk om de mennesker, der ikke beundrede ham næsegrus - men det gør ham jo netop så elskværdig. Jeg er mere og mere moden til noget seriøs Hemingway, tror jeg.

Det gode liv ifølge Hemingway - A. E. Hotchner

• Dansk
• 27. december
• 147 sider
• Originaltitel: The Good Life According to Hemingway

Jeg har aldrig læst meget af Hemingway - ikke af manglende lyst, men sådan er det bare blevet. Jeg elskede dog hans erindringsbog om årene i Paris - A Moveable Feast - og den passede fint sammen med alt det andet, jeg har læst om ham. Om klanen af venner, der hang ud i Paris og omfattede Man Ray, Robert Capa, Scott Fitzgerald for blot at nævne nogle. Og så er der jo billederne af ham - mit favoritbillede taget af Capa, men også alle de andre, hvor man ser ham som fisker, storvildtjæger, tyrefægterbeundrer ... kriger og verdensmand, som de ganske enkelt ikke laves længere.

Bogen er skrevet af en hans livslange venner - en jøde på trods af Hemingways antisemitiske holdninger; en mand, som også har skrevet flere biografier af Hemingway, og fulgte ham i tykt og tyndt. En mand, som ikke var bleg for at se Hemingways fejl - og overdrivelser i hans historier; måske især i de senere år, hvor depression, paranoia og genetisk nedarvet sygdom førte til hans selvmord. Og igennem alle de år samlede Hotchner små ord og historier fra Hemingway, som nu er samlet i denne lille bog, som ligeledes er rigt illustreret med billeder fra Hemingways liv.

Der er et fantastisk forord af Bo Tao Michaëlis, som glimrende opsummerer personen Hemingway - fandenivoldsk, ulidelig, elskelig, lystløgner, dranker - men også talentet. En mand, som måske ikke skulle leve længere efter, at Pig Bay-krisen havde fjernet ham fra hans elskede Cuba. En mand, som elskede at rejse, leve (farligt), elske, udfordre og udforske. Han kunne ganske enkelt ikke have eksisteret i vores politisk korrekte tider - og det er lidt trist, at den slags store personligheder ikke længere kan fostres. For en Hemingway uden en cigar, en rom, en fiskestang eller et gevær er ikke det samme!

Bogen er opdelt i temaer som Forfattere, Krig, Sport, Kvinder og Livet. Når man læser om hans livslyst forventer man ikke det senere drama. Men det er inden sygdommen sætter ind. Man fornemmer hans helt ekstraordinære liv og hans totale ligegyldighed overfor, hvad andre kunne tænke om ham. Han var en bulderbasse, men også dybt følsom og eftertænksom; det er ikke nemt at pille et enkelt citat eller en enkelt historie ud - det er også svært at skille løgn fra overdrivelse.

Men det er Hemingway hele vejen igennem og det er så uendeligt livsbekræftende at læse ord fra en mand, der virkelig levede livet som en fest!

Der er ingen ende på Paris - Ernest Hemingway

• Engelsk
• 13.-14. september
• 250 sider
• Originaltitel: A Moveable Feast
• Bogudfordringen 2011

"... this book contains material from the 'remises' of my memory and of my heart. Even if the one has been tampered with and the other does not exist."

Den engelske udgave af Hemingways erindringer om ungdomsårene i Paris, som jeg læste, er en netop opdateret og revideret udgave - derfor er den lidt længere end den tilsvarende danske, som udkom i 2000. Gammelt uudgivet materiale fra Hemingways notebøger er blevet gennemarbejdet, og udover de i forvejen eksisterende kapitler, er der yderligere ca. ti stykker, som er mere eller mindre færdige. Der er også en indledning af barnebarnet, Sean, som forklarer hvorfor der er en stavefejl i titlen. Normalt skulle det hedde Movable - men Hemingway havde en fiks idé om at skrive verber på den måde, ligesom man flere steder i bogen kan se comeing i stedet for coming. Hans eget lille personlige touch!

Der er også 8-10 sider med efterord, som de var efterladt af Hemingway inden han begik selvmord i 1961. Han havde arbejdet på manuskriptet igen, og hans daværende sindstilstand kan anes af ovenstående mulige efterord. Han havde fået chokbehandlinger for sin depression, og mente selv, at han var en hjertesløs mand.

Dog er det ikke mit indtryk efter at have læst den smukke lille samling historier. Dagligdags betragtninger af en meget ung Hemingway, som var ydmyg og ivrig efter at lære af de andre berømtheder, han kunne støde på i Paris. Mindre arrogance og mere respekt for alderdommen og erfaringen, end den brumbasse, som han fremstår som efter den Spanske Borgerkrig og i sin turen rundt med Capa.

Han udviser en stor finfølelse overfor Hadley og situationen omkring deres skilsmisse, som uden al tvivl var smertefuld for ham - et tilføjet kapitel i denne udgave handler udelukkende om det at elske to kvinder på samme tid. Han ville være god og gavmild overfor Hadley, men samtidig nyde den nye begyndelse med Pauline- hans anden hustru - som han mente skulle være grundlaget for en anden roman; om den anden periode i Paris. En del af erindringerne han desværre aldrig nåede til.

Jeg har aldrig været udpræget fan af Hemingways romaner - men har heller ikke læst dem alle. Men jeg har altid været fascineret af manden og mennesket; jeg synes ikke, at man kan andet end at blive fascineret, når man ser ham. Der er mange berømte billeder af ham - min personlige yndling er ét taget af Capa, hvor Hemingway - uigenkendelig - med en stor bandage om hovedet, ligger i en hospitalsseng efter en fest, der vist tog lidt overhånd.

Det er den diamentrale modsætning til den unge Hem, vi møder i denne bog. Der er allerede antydninger af et temperament; der er allerede passionen for tyrefægtning og Spanien - men der er også de stille vintre i de østrigske alper for at komme væk fra Paris og skrive i fred og ro. Der er de lange spadsereture langs Seinen, eller til stamcaféerne - og hans beskrivelse af, hvordan det er vigtigt, at man har flere caféer. En til fred og ro, en til at mødes med elskerindenn - og en til sociale sammenkomster.

Men det er bestemt også en kærlighedserklæring til byen Paris, som ses i nedenstående mulige efterord, som har inspireret den danske titel:

"There is never any ending to Paris and the memory of each person who has lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were nor how it was changed nor with what difficulties nor what ease it could be reached. It was always worth it and we received a return for whatever we brought to it."

Ord, som taler til mig... som minder mig om mine unge år i Paris. Og alene det er nok til at elske denne bog!