Ærlighedsprojektet - Clare Pooley

 

• Engelsk
• 24.-27. juni
• 405 sider
• Originaltitel: The Authenticity Project

En rigtig sommerlig feel-good roman, som man allerede kan se castet i Hollywood; og mon ikke den kommer på det store lærred på et tidspunkt?

Bogen starter med Julian, en 79-årig (eller noget....) ensom mand, hvis kone har været død i femten år (eller noget....). Nu sidder han tilbage i sit hus med minderne om et fantastisk liv levet i overhalingsbanen med alle de kendte, og med masser af elskerinder. Sex, drugs & rock'n'roll ganske enkelt. Men det er slut, og nu kommer ingen på besøg og han får derfor idéen til ærlighedsprojektet. Det starter som en lille grøn notesbog, hvori han beskriver sin virkelighed som den reelt er - ensom, aldrende og glemt. 

Han efterlader notesbogen i Monicas lille café, og hun bliver ansporet til at skrive sin historie i den. En kvinde i slutningen af 30'erne, som bare vil have det perfekte liv med mand, børn, hund og hus. I stedet kæmper hun lidt for at få økonomien til at hænge sammen i den lille café; og er vel også lidt ensom - i hvert fald lidt desperat.

Bogen begynder at leve sit eget liv, som den nu kommer i hænderne på Hazard, som er indbegrebet af en idiot. Børsmægler, smart og alkoholiker (og narkoman); som endelig indser, at det må stoppe.

Han tager bogen med til Thailand, hvor han gemmer sig for flasker og kvinder.

Og sådan begynder cirklen at dannes mellem alle disse mennesker, som sandsynligvis aldrig ville have mødt hinanden ellers. De opfører sig anderledes med den viden om folks inderste sårbare sandheder; men det kan også medføre uheldige episoder og fejltrin; for hvor er ærligheden henne i den interesse for et andet menneske? Er det oprigtigt eller bunder det i sympati, fordi du har læst min historie og kender nogle detaljer fra mit liv? Det spørgsmål krydser også deres veje!

Den excentriske Julian er måske lidt for excentrisk til at det kan være hele sandheden? Og Monica er måske for anspændt til, at hun tør lade nogen komme ind i sit liv? 

Historien ender med at skifte mellem seks personer; men de er alle forbundne og derudover er der nogle statister om man må sige, som skaber et helhedsbillede af et hyggeligt lille kvarter i London, hvor man pludselig begynder at komme hinanden ved. 

Det er hyggelig og let læsning; men baggrunden er måske lidt tungere end som så. Forfatteren selv skrev nemlig en blog under pseudonym, som hed Mummy was a secret drinker; og hendes første bog handler om, hvordan hun kom ud af alkoholismen. Men det gav hende idéen til denne roman, hvor hovedtemaet og moralen jo er, at du kommer langt længere ved at blotte din sjæl en smule for andre; også selvom de er fremmede.

Det er jo en rigtig fin tanke; og jeg tror alle kan relatere til, hvordan vi per automatik siger "det går fint" når nogen spørger. For det modsatte er jo utænkeligt - eller....?

Feel-good romaner kan til tider også lidt mere; og det kan denne!

Den forsvundne søster - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 18.-21. juni
• 816 sider
• Originaltitel: The Missing Sister

Serien om de syv søstre har konstant været præget af cliffhangers!

Jeg læste den første i efteråret 2017, og startede dermed nok senere end mange andre. Andet bind blev læst i direkte forlængelse, og tredje bind et par uger senere. Så måtte jeg vente et halvt år på fjerde bind, yderligere et år på femte bind og ti måneder på sjette bind. Nu seksten måneder senere er syvende bind ude - det, der skulle være afslutningen på historien.

Desværre blev det også en anden slutning, da det ugen efter udgivelsen blev offentliggjort, at Lucinda Riley var gået bort efter nogle års sygdom med kræft. En sygdom, som var holdt meget hemmelig - men ikke desto mindre har hun formået at skrive flere af romanerne i den periode; virkelig utroligt imponerende. 

Syvende bind skulle jo handle om den søster, som aldrig blev adopteret og som Pa Salt - pigernes adoptivfar - havde ledt efter i årevis. Vi skulle efter al sandsynlighed også få afklaring på en lang række løse tråde - og få samlet alle protagonisterne en sidste gang. Anledningen skulle være en sejltur ud til det sted, hvor Pa Salt menes at være blevet stedt til hvile i havet. Men også det sted, hvor den mystiske Eszu-families store yacht også befandt sig.

Den forsvundne søster viser sig at kunne være flere personer, og ligesom i de tidligere romaner trækker den historie også tråde tilbage til en parallel historie i fortiden. Denne gang er vi i 1920'ernes Irland, som var under britisk styre og en blodig krig for uafhængighed. I forbindelse med de tidligere romaner har Riley rejst til de steder, hvor historierne er foregået - så langt væk som Australien og Kenya. Men udover, at hun jo nok har været mere syg, så er denne roman skrevet under Covid-19 og en historie i Irland viste sig at være et godt valg, som hun selv skriver i efterordet.

Der bliver svaret på en del af de løse tråde; og de giver absolut alle mening - og selvfølgelig har man i løbet af de seks bind gættet sig til nogle af dem. Men den slutter stadig med en enorm cliffhanger, da der nu skal være et ottende bind, som skal være Pa Salts historie. Elle skulle være, skal man måske sige?

Det ville give god mening set i lyset af afslutningen, som igen åbner en lille ny Pandoras boks - men hvordan en udgivelse i efteråret 2022 nu skal kunne ske. Måske er der et udkast - et skelet til historien, som kan gøres færdig af en anden? Men spørgsmålet er om det kan blive det samme? Jeg vil selvfølgelig virkelig gerne se det ske, og få de allersidste mysterier opklaret. Men hvor er det synd, at Riley selv ikke skulle se det ske og skulle dø i en så ung alder af 55 år.

Det har været en ret imponerende serie; med fantastisk grundarbejde og en storyline, som har været konsekvent og troværdig. De - og andre af hendes romaner - har virkelig holdt mig underholdt på mange ferier eller bare hjemme i sofaen med den dejlige fornemmelse af at synke ned i en stor tung bog; selvom de generelt er hurtigt læst.

Running the Rift - Naomi Benaron

 

• Engelsk
• 11.-16. juni
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog bekræfter igen min strategi om aldrig at skille sig af med bøger! Jeg købte den for syv år siden; det må være en af de sidste bøger jeg købte inden jeg flyttede til Danmark. Der har den stået og ventet lige siden. Og med god grund! Hver gang den har været fremme, har jeg været irriteret over den vanvittige lille skrift og der var også et problem med kontrasten mellem skrift og papir. Det var der sådan set stadig - det var ikke en udsøgt fornøjelse rent "teknisk" at læse den; men historien var spændende.

Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda; men det forbliver en vigtig historie, der jo kan fortælles på mange måder.

• Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
• Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
• Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
• Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.

 

I denne bog skrevet af en hvid engelsk forfatter er det sporten, der er scenen omkring historien.

Jean Patrick er ti år gammel i 1984, da hans far dør i en trafikulykke. Familien må flytte fra skolens tjenestebolig, hvor faderen underviste, til onklens hus uden elektricitet og den komfort de var vant til. Jean Patricks store passion er løb, men han er også i en prekær situation som tutsi i et land med en historie af rivalisering mellem hutuer og tutsier.

Han kommer tilbage til skolen som topelev senere - og med alt betalt; og han kommer på det nationale hold anført af en hutu-træner, som dog forsøger at beskytte ham. 

Som situationen spidser til op gennem 1980'erne rejser Jean Patricks bror til rebelhæren RPF; og på et tidspunkt får Jean Patrick et hutu identitetskort for at kunne konkurrere. Men han bliver en politisk brik i en kompliceret stammekonflikt, og tvinges til at stå frem som tutsi. Selv forsøger han at forblive neutral, og forstår ikke, hvorfor han konstant bliver overfaldet og bestjålet - men mon ikke størstedelen af befolkningen har haft det således? Hvorfor kunne de ikke fortsætte med at leve i fordragelighed i det smukke land?

Da folkemordene virkelig bryder ud i april 1994 kommer han til at bruge sine evner som løber til at flygte. Han løber og løber; han ender som flygtning i nabolandet Burundi mens hans familie er i Rwanda.

Der er ikke meget happy end - det er der ikke i mange af de fiktive eller virkelige historier om denne grufulde episode i verdenshistorien. Men der er en historie om en dreng, der tror og håber, at sport vil samle nationen og at han en dag kan vinde en olympisk medalje for at bevise dette. Dette sker ikke - men rejsen til denne konklusion er fængende. 

Det er ikke den bedste bog, jeg har læst om folkemordene; hvor barske de end må være, så er de historier de overlevende har skrevet langt de bedste. Fordi de forklarer det uforklarlige - at en nabo pludselig vil myrde dig; at du mister familiemedlemmer i dusinvis, at verdenssamfundet lod det ske uden at gribe ind. 

Og så var den irriterende med den skrifttype, så det tog mig en evighed at læse.

Nogle og fyrre - Marie Trappaud

 

• ANMELDEREKSEMPLAR
• Dansk
• 10. juni
• 316 sider

Jeg har tidligere modtaget romaner fra Skriveforlaget, og jeg synes jeg begynder at se et mønster i de bøger. Det er ofte historier om selvrealisering, selvindsigt, og voksne, der skal bearbejde det 21. århundredes hverdagstraumer som skilsmisser, karriere, børn etc.

Det specielle ved denne roman er, at den er i chatform - en dialog mellem to mennesker Alex og Mia; det vil sige, at hvert "indlæg" er toppet med tidspunkt og afsendernavn, og der er passende afstand mellem hver kommentar. Det gør selvfølgelig teksten langt mindre kompakt, og jeg læste den på en aften. 

Alex ser Mia på Facebook en sen aften i december 2012; de kender hinanden fra mange år tilbage - men nu er hun separeret kan han se, og han inviterer hende ud. Mia takker i første omgang nej; men efter nogle uger mødes de hjemme hos Alex en aften mellem jul og nytår. Her forsøger Alex at kysse hende - og det er fot meget og for hurtigt, mener Mia.

Alligevel fortsætter de deres chat - oftest til langt ud på natten; og nogle ganske få gange ses de.

Alex er fraskilt, bitter og i konstant konflikt med sin ekskone; en tilsyneladende vag og karakterløs person, som udelukkende lever for sine børn. Han er faktisk ret irriterende i al sin svaghed.

Mia er nyligt separeret med to børn, der lider af ADHD, autisme, ... men heldigvis med et bedre forhold til eksmanden.

Så hun ser sig ikke bleg for konstant at bebrejde Alex hans svaghed og bitterhed; det bliver desværre ret repetetivt i længden. Alex vender sig til hende for at få råd til at udvikle sig til den drømmemand alle kvinder vil have - og så bliver det lidt lummert à la 50 shades of grey, som jeg ikke har læst; men der refereres meget til den.

Mia antyder hurtigt, at hun har nogle skumle og mørke hemmeligheder; de viser sig dog ikke at være så mystiske som læseren kunne ønske sig for at få lidt dynamik i historien.

Jeg ved ikke, om undertitlen Begyndelsen skal antyde, at der kommer en opfølgning? Det tror jeg dog ikke, at hverken historie eller protagonister kan bære. Der er for mange gentagelser; og pludselig en yderst usandsynlig udvikling - og endelig synes jeg den er utroværdig. En kvinde med to udfordrede børn, som hver nat chatter til kl. 2-3 med en mand, som hun dybest set ikke vil have noget med at gøre? 

Det bliver også lidt for banaliserende, at vi som mand og kvinde åbenbart ikke kan diskutere ret længe uden at ende i sengekantssporet. Jeg tror og håber, at vi ikke er så banale som mennesker!

En lille opstramning af trykfejl ville også være nyttigt; i starten springes der pludselig et år frem i tiden til 2013 - men det er forkert; og generelt er der en del småfejl, der burde være blevet fanget.

Les veilleurs de Sangomar - Fatou Diome

 

• Fransk
• 7.-9. juni
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome bor i dag i Frankrig; men hun glemmer ikke sit fødeland Senegal - et land, der jo også står mit hjerte meget nær. Hun har flere gange skrevet om emner, som er tæt forbundne til den senegalesiske kultur - mødrene, der venter på at høre nyt fra de sønner, der er sejlet i en plimsoller til Europa; drengen, der gennem fjernsynets magt drømmer sig til et liv i Europa; kvinden, der ender som prostitueret i Europa og hvis historie fortælles af hendes ejendele efter hun er død af AIDS.

Den sidste er nok den, der mest minder om Diomes nyeste roman med dens mere fantasifulde verden; selvom Diome her tager udgangspunkt i en særdeles reel hændelse.

Joola er en færge, som sejler fra Senegals hovedstad Dakar til landets sydligste del; Senegal er geografisk specielt i den forstand, at Gambia ligger lige nidt i som et kæmpe indhug - eller som munden i løvehovedet, som de ynder at sige. Derfor er færgetrafik vigtig - men sikkerhedsprocedurer var - og er - ikke i top. Færgen transporterede nok mere end 2.000 personer, selvom den var godkendt til 536 - og 1863 mennesker døde i forliset i september 2002. Det er mere end Titanic - men en hændelse, der i Vesten går langt mere uberørt hen. Det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor desværre.

Coumbas mand Bouba er en af de omkomne; og som enke forventes hun at udføre de gængse ritualer. Hun skal overholde en isolationsperiode, og derefter forventes det, at hun gifter sig med sin svoger - det for nogen skal tage sig af hende, og hendes spæde datter.

Coumba tager derfor til Sangomar - en lille sandbanke ud for Senegal, som mange mener er hjemsted for de animistiske 'guder',og benyttes som offersted. Her isolerer hun sig, og taler til - og med - sin afdøde mand. For her hører hun ham, og ser tilbage på det liv, de havde sammen - et liv præget af den rolle en kvinde har i det senegalesiske samfund, hvor flerkoneri stadig findes. Hun skriver sig ud af sorgen hver nat; mens hendes familie og svigerfamilie antager, at hun er blevet mentalt nedbrudt af tabet af manden. Men hun vil overlevere historien til den lille datter.

Der er mange næsten liturgiske passager, hvor Coumba beder, synger og går i et med guderne på Sangomar. Det var en anelse anstrengende og langsommeligt til mit temperament - men det er med til at bygge karakteren omkring Coumba.

Jeg havde glædet mig enormt til denne udgivelse; desværre er jeg lidt skuffet i forhold til hendes tidligere romaner. Men hun formår altid at skildre mit elskede Senegal så jeg længes og længes tilbage!

Kvinde set fra ryggen - Jesper Wung-Sung

 

• Dansk
• 5.-6. juni
• 464 sider

Jeg er inde i en kunstnerisk stime! Efter Picasso, efter H. C. Andersen som kunstner, var det nu tid til at hente en bog, der heldigvis nåede til min tur i bibliotekskøen.

Jeg læste i 2017 samme forfatters roman om familiehistorien; den kinesiske oldefar, der kommer til Danmark og forelsker sig i den danske pige. Den var ikke en helstøbt succes i mine øjne; men hans nye roman omhandler en af Danmarks mest oversete malere. Eller mere retfærdigt skal det måske siges, at Hammershøi i dag er anerkendt og går til de højeste priser for en dansk maler nogensinde. Og at bogen reelt omhandler hans hustru Ida Ilsted, som er det evige motiv i de karakteristiske malerier, hvor farve og spræl synes bandlyst.

Ida Ilsted er en ung pige, der lever hos forældrene i Stubbekøbing, da broderen Peter en dag tager kammeraten, Vilhelm Hammershøi, med hjem. Vilhelm er en stille ung mand; men alligevel lægger han mærke til den lidt mere livlige Ida. Da han frier til hende, ved hun dog ikke helt hvorfor - for efter datidens normer, har de jo ikke været meget alene sammen. Men han mener hun er det liv, han har behov for.

Det bliver da også hendes rolle gennem deres 25-årige ægteskab. Ida kommer fra et hjem med en død bror, hvilket hendes mor har bebrejdet hende - og moderen er ind og ud af en psykisk anstalt. Hendes nye svigermor er mildest talt ikke begejstret for denne provinspige; og hun må lære en ny verden at kende.

Men hun rejser med Vilhelm, og lærer at blive hans trofaste støtte, når de i timer, dager og uger tramper rundt for at fince et nyt motiv. Allergladest var han dog for hende som motiv; og hun skulle stå stille i timevis - og ægteskabet måtte til tider tåle en kastet vase. Ikke at der var mange af dem - de levede så tomt for møbler 'midt i en klunketid', at købmandens bud troede de var ved at flytte og ville have sine regninger betalt.

Det er både historien om Ida, historien om Vilhelm og historien om, hvordan et ægteskab udfolder sig over flere årtier. Et ægteskab uden børn, hvor hensynet til kunstneren altid er det største. Og for samtiden var hun jo endnu mere anonym end han, som end ikke var særlig velanset. 

En særdeles fængende roman om endnu en kunstner, der må vente på sin død - og langt derefter - for at opnå anerkendelse.

H. C. Andersen som billedkunstner - Kjeld Heltoft

 

• Dansk
• 3.-4. juni
• 220 sider

En primær årsag til, at Picasso tog mig så lang tid var også, at jeg var på ferie - væk for den første gang i mere end et år! Godt nok kun på en tur til Odense, men det er jo efterhånden en eksotisk rejse.

Jeg besøgte selvfølgelig de forskellige H. C. Andersen-museer i byen, og som altid skal der bøger med hjem fra museumsshoppen. I denne omgang blev det til to bøger; og begge smukke indbundne bøger, som jeg sikkert vil genlæse fremover.

Den første er en helt utrolig smuk bog med Andersens kuntsværker. Nok er han berømt også for sine papirklip - men på museet opdagede jeg også hans tegninger fra rejser. De er som regel meget små - han kunne godt lide at have små papirlapper på under 10x10cm i lommerne, og dem brugte han til at tegne det han så og gerne ville vise til vennerne derhjemme. De er fantastiske især når man tager den størrelse i betragtning. Han var da også lidt stolt over dem - og elskede at få ros. Men vidste også, at der var begrænsninger; da han fx var i Rom turde han ikke vise dem til Willumsen.

Hans papirklip er en kendt historie; men bogen giver eksempler på en langt større række end jeg hidtil har set.

Endelig er der han foldeskærm, som stod i hans lejlighed i Nyhavn de sidste år af hans liv. Et imponerende stykke arbejde af kollager i sort-hvide-brunlige toner. Hvert af de otte paneler har et tema  nogle baseret på geografi andre på temaer. Der er en reel kunstnerisk historie bag; og både humor og satire. Han var ikke en mand, der var god til at skjule sin meninger tænker jeg.

Bogen giver også eksempler på andre kollager, hvor han kombinerer tegning og maling med udklip ofte ledsaget af citater. Det er foruroligende moderne; Matisse, Dali, Picasso.... og jeg kom også til at tænke på Dronning Margrethes kollager. Jeg ville da elske at have enten evnen - men ellers et eksemplar af en af dem. Desværre er der ikke mange tilbage. Alle de små papirklip lavede han jo, når han kedede sig til et middagsselskab. Modtagerne gemte dem ikke - for han lavede jo noget nyt næste gang.

Alligevel er der heldigvis gemt noget; det kan beundres i Odense - og oplevelsen kan så fortsætte derhjemme. Et af de absolut bedre museumsshopskøb!

Picasso - Patrick O'Brian

 

• Engelsk
• 14. maj - 2. juni
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts læste jeg den lettere chokerende bog af Picassos barnebarn, Marina - og selvom jeg gennem tiderne har læst en del om Picassos kunst; og set hundreder af hans malerier, så fik jeg lyst til at læse mere dybdegående om hans liv. Det tog mig virkelig lang tid at komme igennem den - men det var en fantastisk interessant og lærerig læsetid.

Picasso skabte ca. 50.000 kunstværker i sit liv - i gennemsnit 2 om dagen. Det var selvfølgelig ikke alle store malerier - der var tegningger, akvareller, lithografier men også statuer og keramik. Men det er jo fascinerende, at man konstant kan være så produktiv... og inspireret!

Bogen er meget systematisk, og følger først hans families historie; hans barndom i Malaga og Barcelona inden han efter flere længere ophold slog sig permanent ned i Frankrig. Her blev han jo som bekendt en del af slænget med bl.a. Modigliani, Eluard, Braque - men også forfattere som Scott Fitzgerald og Hemingway. Alt dette var dog først i 1930'erne, hvor han jo allerede var en midaldrende mand. Hans fantastiske blå periode er fra hans unge tyvere og tredivere - og nok mine personlige favoritter.

Så "opfandt" han kubismen med Braque - og det er noget, jeg aldrig helt har forstået. Bogen går meget i dybden med filosofien bag kubismen - og pludselig kan jeg noget bedre forstå den, og vil nok også få mere ud af at se disse malerier i fremtiden!

Picasso gav ikke selv sine malerier titler; mange titler kom da andre navngav dem - og eftersom forfatteren går i (nærmest) kronologisk gennemgang af dem, var jeg konstant (positivt) afbrudt af at slå tingene op i diverse medier. Først læste jeg beskrivelsen; så fandt jeg et billede og så læste jeg det hele igen. Det var ikke læsning egnet til andet end hjemme i sofaen med god tid, og ofte blev det ikke til mere 20-30 sider per dag.

Et andet aspekt og ikke mindre vigtigt er selvfølgelig hans personlighed. Han gik fra at være en fattig maler i Montmartre til at blive århundredets bedst betalte levende kunstner, som konstant blev kontaktet. De ville have penge selvfølgelig - men også, at han kiggede på deres kunst; eller lavede illustrationer til deres bøger eller lignende. Det gav ham med tiden et rygte som utilnærmelig og arrogant - og i sine sidste leveår som beskyttet af den sidste hustru; som beskrevet i barnebarnets bog.

Han var en passioneret mand - og kvinderne var der nogle stykker af; og derfor var der jo også skilsmisser og skænderier, og han var næppe den bedste faderrolle. Han var så oplsugt af sin kunst - som jo reelt set også er Marinas konklusion. Med alderen og klogskaben forstår hun ham anderledes, og ser, at han måske ikke kunne være anderledes.

O'Brians biografi er anerkendt for at være den bedste; og det var virkelig også en god bog - men intens at læse. Nu er jeg langt bedre rustet til mit næste Picasso-maleri!