Celles qui attendent - Fatou Diome

• Fransk
• 3.-4. maj
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis man vil forstå kompleksiteten i senegalesisk kultur - og for den sags skyld også mange andre afrikanske landes - så bør man læse Diome. Desværre kan jeg ikke se, at hun er oversat til dansk. Synd og skam selvom problematikken fylder mere hernede med tidligere afrikanske kolonier og tætte bånd til Afrika.

I sin debutroman skrev hun om drengen, der for alt i verden ville til Europa for at gøre lykke. I denne roman anskues samme problem fra en anden vinkel.

Arama og Bougna er to mødre på den lille ø Niodio, som begge er mødre til en søn. Arama har mistet sin ældste søn til havet, da han som fisker druknede. Bougna lider under successen, som mandens første hustrus børn har - de er uddannede og får stipendiater til at rejse til udlandet for at studere.

Men deres egne to sønner, Lamine og Issa, kan ikke finde arbejde og lider under samfundets øjne på dem. Bougna overtaler Arama til, at de skal sende deres sønner til Europa også - men på en fiskerbåd sammen med andre bådflygtninge. De holder deres plan hemmelig for landsbyen, de spinker og sparer og endelig finder Bougna på at gifte sin søn til Coumba. Det giver familien lidt penge, og det skulle sikre, at sønnen vender tilbage til landsbyen.

En morgen er de to drenge væk uden at have sagt farvel til familierne. Og så starter ventetiden. Først på at overvinde rygterne om en forlist båd; så hører de fra drengene, der er endt i Spanien som planen var. Dog ikke i Eldorado men i et Røde Kors-center. Stadig tror de dog på, at guldet snart vil strømme tilbage til Senegal - men tiden går.

I mellemtiden gifter Arama sin søn til den unge Daba, som forblændes af håbet om den rige mand, der en dag vil vende tilbage - men han er der ikke på bryllupsnatten, og såvel Daba som Coumba må lide med savnet af en mand, de dårligt kender men som afgør deres status som gifte kvinder og dermed deres bevægelsesfrihed.

Syv år går der. Med sporadiske nyheder og endnu mere sporadiske pengeoverførsler. Indtil Issa en dag står i landsbyen med en ældre hvid kone og et par mulatbørn. En ganske velkendt situation for senegalesiske kvinder, som blot må acceptere, at manden nu lever i Europa med en anden kvinde (de er jo polygamer, så...) og andre børn. Han kommer hjem med penge og den nye familie en gang om året, og så kan hun opvarte dem.

I mellemtiden bliver Daba træt af at vente, og får et barn med en anden. En anden krise, der sikal håndteres, da Lamine pludselig vender tilbage - men afklaret og fast besluttet på at forklare landsbyens unge, at de skal blive hjemme. Han forklarer dem rædslerne i flygtningelejrene og miseren ved at rejse Europa rundt som illegal emigrant.

Begge scenarier er yderst klassiske - lige så vel som mødres ambitioner for deres sønner, og Diome formår at sætte smukke ord på det frygtelige i denne exodus. Man kan blot håbe, at hendes bøger læses i Senegal og kan forhindre andre i at rejse samme vej.

Smuk og nyttig læsning!