Tuesday, May 31, 2016

The Dressmaker of Dachau - Mary Chamberlain



























  • Engelsk
  • 29.-30. maj
  • 341 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Så faldt jeg vist igen i fælden af læse-let-chick-lit! Historien, som beskrevet på bagsiden, virkede ellers interessant og anderledes end de mange beretninger om koncentrationslejrenes Tyskland. Men hvor var substansen???

Ada er en ung pige fra en solid arbejderfamilie i London. De har ikke mange penge, men der er orden i tingene - men der er virkelig ikke plads til store drømme. Her bliver man ved sin læst. Men Ada vil så meget mere, og da hun en dag møder den mystiske Stanislaus, som påstår at være en greve fra et ikke nærmere defineret land - ja, så falder hun i med begge ben. Han kan hjælpe hende til at opfylde hendes store drømme om at blive kjoledesigner i Paris, og ikke kun arbejde i det lille atelier, som hun gør nu.

Det er ur-fortællingen om den meget dumme unge pige, som selv tror på den store kærlighed og tager med manden til Paris, da krigen er nær. De fanges i Paris, og flygter til Belgien, hvor han forlader hende i Namur. Hun søger tilflugt i et kloster, hvor de alle tages som krigsfanger for at arbejde på et tysk plejehjem. Her føder hun i dølgsmål en søn, inden hun overflyttes til Dachau for at arbejde som syerske for en Obersturmbannführer

Hun bliver berygtet blandt de tyske koner for at være et stort talent; men hun holdes jo stadig fangen, og de betragter hende på lige fod med jøder, sigøjnere, invalide og alle de andre, som de ikke vil røre ved.

Krigen stopper. Hun kommer hjem. Familien har slået hånden af hende. Hun finder et job. Og så finder hun pludselig ud af, at hun kan tjene nemme penge ved at være escort-pige på byens fine hoteller. Hun er åbenbart én af den slags, der ikke lærer af sine fejl - ligesom mig ved at købe bogen!

Hun ender selvfølgelig med at mødes med Stanislaus igen, og der kommer en anelse opklaring i hele historien - men ikke en fuldstændig. Der er en retssag, hvor hun skal forsøge at forklare, hvorfor hun ender med at dræbe Stanislaus - at det er hans skyld, at hun endte som krigsfange - at hun endte med at prostituere sig (selvom hun som så mange andre jo mener, at det gør hun jo ikke).

Men det er svært at føle sympati for bogens hovedperson, som er åbenlyst snotdum - og flere gange vælger den absolut dummeste udvej. Hun var ikke tvunget til at prostituere sig, da hun vendte hjem fra krigen - men hun er stadig den unge dumme tøs, der vil have det hele og hurtigt.

Det giver desværre en tam historie med en irriterende hovedperson, som man ingen sympati føler for. Og man forstår anklageren, som beskylder hende for ikke at have kæmpet - ikke sådan rigtigt kæmpet for sig selv. For ligegyldigt hvad er der andre muligheder end at sælge sin krop. Så jeg var faktisk irriteret men lettet, da jeg nåede sidste side.

Saturday, May 28, 2016

Trois fois dès l'aube - Alessandro Baricco



























  • Fransk
  • 28. maj
  • 115 sider
  • Dansk titel: Tre gange ved daggry (?)

Baricco excellerer jo i korte historier - og han gør det som ingen anden kan det. Derfor kunne man jo alligevel godt ønske sig, at der var lidt mere fra hans side - når man nu går og glæder sig i lang tid. 
Denne lille finurlige historie er et spin-off af Mr Gwyn, som jeg læste for under et år siden - og nu må jeg så vente på, at hans næste roman udkommer i pocket-udgaven.

Bogens titel indikerer, at der er tale om tre små historier - men de er ikke kronologiske. Måske kan man opfatte dem på forskellig vis - i mine øjne var rækkefølgen 2 - 3 - 1.

De samme to personer mødes tre gange på forskellige tidspunkter i deres liv. På et hotelværelse.
Sent om aftenen, og deres historier slutter ved daggry.

Det er ikke på noget tidspunkt explicit, hvem der er hvem, og hvordan deres indbyrdes forhold er - og i forhold til tidshorisonten i den tre historier.

Først er der den unge kvinde, der går ind i en hotellobby og snakker med en tilfældig mand. Hun beder om at komme op på hans værelse og hvile sig; og de snakker om deres liv. Men han bliver hentet af politiet ved daggry.

Der er den ældre hotelconcierge, der arbejder om natten for at få fred for sine dæmoner efter at have afsonet tretten års fængsel for manddrab. Han hjælper en ung kvinde til at flygte fra sin voldelige kæreste, da de begge indlogerer sig på hotellet. 

I den sidste historie er der en lille dreng, der er blevet reddet fra et hus brand. Inde i huset så han sine to forældre dø fordi de hellere ville afslutte et skænderi end at redde sig selv ud. Han bliver fjernet fra hotelværelset af en ældre kvindelig politibetjent, som kører ham hele natten ud til et hus, hvor en tidligere elsker kan passe drengen.

Man kan se det som de samme personer i lineære liv - eller måske er det de to, der er jævnaldrende i den første historie hvorefter de skifter aldre og skiftevis er den unge og den gamle?

Centralt er dog temaet om flugt midt om natten. Om angsten for livet, kærligheden og de valg, det giver. Det er hver gang fremmede, der kort mødes for at skilles igen - men ikke før de har fået delt en flis af deres livshistorie.

Det er så intenst, at man faktisk må lidt tilbage i slow motion for at se, at man nu har fået det rigtigt ind under huden - for det er lige dér, hans historier går ind.

Friday, May 27, 2016

Gabrielle d'Estrées - Inès Murat


























  • Fransk
  • 21.-27. maj
  • 442 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg nu ikke var begejstret for den fiktive udgave af en del af historien omkring Henri IV, så kunne jeg jo passende kaste mig over en biografisk udgave af den.

Jeg udbygger så vidt muligt min samling af de gamle Fayard-biografier, når jeg er i Paris, og kan finde dem i bogkasserne langs Seinen. Ellers er de nemlig umulige at få fat i, da de er nogle årtier gamle for de flestes vedkommende. Men historierne er jo endnu ældre, og der sker nok ikke så meget nyt i den retning.

Gabrielle d'Estrées var Henri IV's store kærlighed. Først blev han gift med Cathérine de Médicis datter, Marguerite, hvilket udløste Skt. Bartholomæus-natten - da han var protestant og hun katolik - og det blev aldrig rigtigt et vellykket ægteskab. Marguerite blev sendt i husarrest i et slot nede i midten af Frankrig. mens Henry legede med krige og damer. Dem var der vist rigeligt af - indtil han en dag møder den unge Gabrielle, som ellers var forelsket i en af hans folk, og havde håbet på et ægteskab. 

Kongen er stædig, og som enevældig konge er det jo ikke noget problem at bede sine folk om høfligt at træde tilbage og overlade damen til én selv. Gabrielle blev gift i et proforma-ægteskab, så kongen i fred kunne kurtisere hende; men inden længe blev det mere seriøst og hun fødte ham en søn.

Kongen var jo lovformeligt stadig gift med Frankrigs dronning; og paven var ikke meget for at opløse det ægteskab, hvis det var for at gifte sig under sin stand. Kongen får Gabrielles ægteskab ophævet, men Marguerite holder på sit og deres forhold er bestemt ikke velanset af mange i kongeriget. I Spanien vil de nu gerne støtte Gabrielle - ud fra den egocentriske holdning, at det vil svække kongens popularitet og støtte fra folket, så de nemmere kan få has på ham og få vundet noget land tilbage.

De får tre børn tilsammen, og Gabrielles (og selvfølgelig hendes familie) har en stigende politisk indflydelse. Kongen har vænnet sig til et stort set normalt familieliv, og elsker sikkert oprigtigt sin elskerinde - og til sidst beslutter han, at han er ligeglad. Man er vel konge?

Det bliver bebudet, at han vil gifte sig med hende - men inden da er det påske, og for ikke at støde de troende franskmænd bliver det besluttet, at de skal fejre den adskilt med masser af kirkegang og bønner. Gabrielle er dog igen højgravid og samtidig meget nervøs for at forlade sin elsker. Om det er bagklogskab eller sandhed, er svært at vide - men det siges, at hun til flere omkring sig bekendtgjorde, at hun ville dø alene uden kongen.

Det sker faktisk også - og da det er yderst bekvemt for alle, snakkes der straks om forgiftning. Det meste tyder dog på en svangerskabsforgiftning grundet manglende lægekunnen på den tid. Hun dør og begraves alene - og ikke lang tid efter er kongen i en anden kvindes favn. Og Paven opløser hans ægteskab så han kan gifte sig med Marie de Médici; det blev ikke et udpræget lykkeligt ægteskab heller - men skaffede landet den længe ventede officielle tronarving, Ludvig XIII.

Jeg læser altid disse biografier med stor glæde; der er mange historiske detaljer, og ting, der skal slås op og undersøges undervejs. Men de er fantastiske for dem, der er fascinerede af historie.

Monday, May 23, 2016

Les Rapines du duc de Guise - Jean d'Aillon



























  • Fransk
  • 16.-20. maj
  • 576 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er ved at gemme nogle gode feriebøger af vejen til rejsen om et par uger; og så er der et par gode tykke nogle, som jeg ikke vil have med på rejse - og så kunne jeg ikke finde på noget at læse.

Så jeg forkøbte mig i en fransk historisk krimi, som jeg var sikker på ville falde i min smag. Jeg har jo tidligere læst Juliette Benzonis adskillige historiske sagaer, som alle har en forbindelse til den periode af den franske historie, som jeg især sætter pris på.

Men Jean d'Aillon har absolut ikke det talent, der skal til at begejstre mig. 

Historien starter i 1585, da Henri III er konge af Frankrig - men uden nogle brødre, og den Katolske Liga blusser op igen mange år efter den katastrofale Skt. Bartholæmeus-nat, hvor så mange protestanter (huguenotter) blev dræbt. Alt dette vil forfatteren jo forfærdelig gerne forklare de uvidende læsere, der måske blot har købt dette som en krimi - men al historie kræver jo en vis form for indsigt i periode og konteksten. Så det er jo fint nok, at forfatteren vil hjælpe læseren på vej - men det bliver ganske enkelt alt for meget. De første 100+ sider bruges på en introduktion af hver hovedperson i historien med deres tilbageglimt til august 1572 - det er for tungt og uinteressant, når man i forvejen kender hele historien.

Derudover svælger han lidt for meget i ligegyldige detaljer, som vist udelukkende har til formål at forlænge bogen, og maskere det drab, som den opmærksomme læser har opklaret på side 30. 

Jeg havde virkelig svært ved at nå til vejs ende - og så er der endog to yderligere bind i denne historie. Heldigvis købte jeg ikke alle tre på samme tid; det var en fuser denne gang!

Tuesday, May 17, 2016

Kvinden i guld - Anne-Marie O'Connor



























  • Dansk
  • 15.-16. maj 
  • 518 sider
  • Originaltitel: The Lady in Gold

Jeg havde allerede spottet denne for nogle måneder siden i en boghandel; forsiden var jo som en magnet på en maleriaficionado som mig. Men da jeg så, at det var en oversættelse fra engelsk, fraveg jeg ikke mine principper og lod den ligge. For et par uger siden så jeg den så i et supermarked til en uhørt lav pris, og så kunne jeg ikke dy mig. Heldigvis! For pinsens kolde vejr var lige til at begrave sig i den fantastiske historie om Bloch-Bauer familien og det fantastiske Klimt-maleri.

Jeg var i Wien i august 2012, og selvfølgelig også på Belvedere-museet for at se Klimts malerier, men da havde den gyldne dame forladt landet. Men er man i Wien fornemmer man overalt den betydning Klimt har haft for byen og landets kunst. En god temmelig kontroversiel historie, som denne bog beskriver.

I starten at det tyvende århundrede var den jødiske befolkning i Wien byens elite; de var de rige, der bidrog til byens rige kulturliv, som det også beskrives i de Waals dejlige erindringer, og som minder grusomt om den skæbne, der overgik Bloch-Bauer-familien. Klimt var byens nye kunststjerne - men meningerne var ikke udelte omkring gruppen af Secessions-kunstnere, og Klimt vendte sig snarere mod byens rige kvinder, der ville have malet portrætter -og i visse tilfælde fik lidt mere 'personlig' opvartning af den kvindeglade maler. Men dem, der havde pengene til disse portrætter var jo netop de rige jødiske familier. Kvinden i guld er portrættet af Adèle Bloch-Bauer, som var gift med en mand, der var meget ældre end hende.

De fik aldrig børn, og hun døde tragisk af meningitis i 1924, da hun blot var 43 år gammel. Hendes testamente angav, at Klimt-malerierne skulle hænge på Belvedere, når hende og hendes mand ikke længere var der. Hun havde vel forestillet sig at overleve den meget ældre mand - men han levede længe; indtil nazisterne indtog byen. Og så er vi ovre i den tragiske fortælling om omfattende tyveri af kunst, som beskrives i de Waals bog nævnt ovenfor, men også i bogen om saltminerne, i historien om altertavlen fra Gent eller Rothschild-portrættet. Alle sammen historier om den kunst, som nazisterne ødelagde eller stjal og som det var stort det umuligt for familierne at få restitueret efter krigen. Enten var der ikke længere en familie eller også beholdt staterne kunstværkerne.

Bloch-Bauer-familien lider samme skæbne; nogle dør i lejre, andre i flugt og eksil - men nogle formår at komme til USA - deriblandt Adèles niece Maria, som har giftet sig Altmann.
I årtier lever de et liv langt fra den opulente luksus i førkrigstiden Wien, men de er i sikkerhed. I slutningen af 1990'erne ændrer det sig dog, da en østrigsk journalist begynder at stille spørgsmålstegn ved de malerier, der trækker turister i tusindetal til; byens museer. Malerier, der giver staten penge - men som er tyvegods.

Maria Altmann finder en ung advokat, og de ender med at stævne den østrigske stat i den amerikanske højesteret for med magt at få udleveret de malerier, der engang tilhørte familien. Denne historie fylder den sidste fjerdedel af bogen uden dog at blive tør jura. For i bund og grund handler det meget om skyld og tilgivelse. Den kollektive skyld, som gør at mange østrigere i årtier nægtede at indse deres forfædres og statens aktive rolle i nazismen. De var ikke et invaderet land - og alle har man forfædre, som måske deltog i skrækkelige handlinger. Har man så haft et valg - eller var det uundgåeligt at følge med flokken for sin egen sikkerheds skyld?

Det er bestemt ikke et ensidigt spørgsmål - og efter at have læst nu en del bøger om emnet, så ser jeg ikke malerier på et museum med samme øjne. For hvad er historien bag? Hang de engang i et rigt jødisk hjem og kunne de have hjulpet familier til at komme på fode efter krigen? Det er indlysende, at Belvedere-museet og Østrig kæmpede imod udleveringen - og da familien vandt sagen, startede en ny konflikt. Nogle mente, at de skulle doneres til museer, så de stadig kunne ses af alle - som jo reelt var hovedpersonens oprindelige ønske. Men mennesket er grisk! Så mens Kvinden i guld i dag hænger på et museum i New York, er andre af de restituerede malerier i privat eje. Og arvingerne fik en voldsom sum på mere end 300 millioner dollars - hvoraf den unge ukendte advokat fik 40% i salær.

Men det er jo stadig usmageligt, at Østrig i årtier fornægtede, at mange af disse malerier var af jødiske kvinder, de selv havde medvirket til at udslette. Det forsøgte man så at skjule ved at ændre maleriets navn til det neutrale 'Kvinden i guld' - smuk dobbeltmoral!

En fantastisk spændende bog, som er blevet filmatiseret - men hvor langt fra sandheden er man gået der? Hvis det er lige så hårrejsende som i Monuments Men - så skal jeg ikke se den! 

Sunday, May 15, 2016

Kvinden i toget - Paula Hawkins


























  • Engelsk
  • 14. maj
  • 410 sider
  • Originaltitel: The Girl on a Train

Jeg ved ikke hvorfor pigen i den engelske titel er blevet til en dansk kvinde i denne overhypede thriller; men under alle omstændigheder var denne på min liste - når den vel at mærke udkom i en spiselig paperback-udgave. For det er meget let læsning - både pga. spændingen men så absolut også pga. skriftstørrelse og sideantal. Den blev slugt på en hyggelig læselørdag, og jeg var vel ikke så skuffet, som man kunne have frygtet.

Rachel er en ynkelig stakkel. Nogle år tidligere er hendes mand gået fra hende efter en kædereaktion af, at de ikke kunne få børn, hun begyndte at drikke, han mødte en anden .... så det faktisk endte med at blive hendes egen skyld, at han gik. Nu er han lykkeligt gift igen med Anna, og de bor i det hus, hvor Rachel selv boede med Tom. Det er næsten ikke til at bære for hende, og drikkeriet er fortsat så heftigt, at hun nu er fyret fra sit arbejde.

I stedet tager hun - for at camouflere skandalen overfor sin room mate - hver morgen toget frem og tilbage til London, hvor hun kører forbi baghaven til sit eget hus. Og til et hus længere nede af vejen, som bliver hendes ersatz for den lykke, hun mistede. Her bor et lykkeligt ungt par, som hun ikke kender, men dyrker. Hun ser dem sammen - men en dag ser hun den unge kvinde ude i haven med en anden mand. Og så forsvinder kvinden.

Rachel mangler spænding i sit liv - normalt finder hun den ved døddrukken at tage ud til Tom og Annas hus, som hun gjorde det den aften den unge kvinde forsvandt. Men problemet med det drikkeri, er at hun ikke kan huske, hvad hun lavede og hvad hun så.

Historien fortælles skiftevis af Rachel, Anna og den forsvundne kvinde, Megan, hvor man tages et års tid tilbage i tiden. Megan har nemlig en forhistorie, som gør det svært for hende helt at give sig hen til den perfekte idyl, som Rachel ser fra toget. 

Og Rachel begynder at blande sig mere og mere i det hele ikke mindst for at komme til bunds i de glimt hun får fra den aften. Men hun er jo ynkelig, og ingen tager hende alvorligt. Selv som læser får man ikke meget sympati for hendes selvdestruktion - men man aner, at der er langt mere bag.

Jeg var absolut ikke overrasket over slutningen; den anede jeg halvvejs inde i bogen desværre. Men den holder et godt tempo med cliffhangers, og er glimrende let underholdning. Men der er jo ikke til mere end 1-2 dages læsning.

Saturday, May 14, 2016

Tåge over Darjeeling - Mikael Bergstrand



























  • Dansk
  • 9.-13. maj
  • 377 sider

Jeg havde fundet noget let og underholdende frem til en uge med en tung begravelse; det hjalp nu ikke, og jeg kunne først rigtigt fordybe mig, da det var overstået. Der nød jeg Bergstrands svensk-indiske humor i denne opfølger til historien om den midaldrende Göran, der nu savner Indien og sin ven Yogi.

Göran sidder hjemme i Malmö, og er lidt ensom. Snakkene med en terapeut hjælper ikke meget, og da han endelig møder en fantastisk fyr, som kunne blive den fantastiske ven at se fodbold og drikke øl med, så har han på fornemmelsen, at der er noget galt der. Så han flygter retur til Indien, hvor Yogi venter på at blive gift med sin udkårne. Der er bare et mindre problem med medgiften og de mange udgifter til den enorme fest, der jo skal holdes.

Yogi og den kommende svigerfar bliver lokket ud i et forretningseventyr, hvor de skal investere i en teplantage. Det er enden på alle deres problemer - indtil de ser den. De er blevet snydt godt og grundigt, og nu tager forviklingerne først fat. Göran må blive for at hjælpe Yogi, og derigennem sig selv.

Det er lige så underfundigt som i den første roman; man er godt underholdt, selvom den selvfølgelig er lidt forudsigelig, og der måske nok kunne være skrabet 50 sider af det hele. Men jeg er sikker på, at hvis jeg en dag finder tredje og sidste bind lige så billigt som de to første, så skal jeg da have historien om det umage vennepar læst færdig.

Det er dejlig befriende humor isat lidt svensk satire.

Monday, May 9, 2016

Brødrene Price - Lone Kühlmann



























  • Dansk
  • 8. maj
  • 218 sider

Søndagen blev brugt i solen og med en hurtig lille nem bog, som jeg fandt til en tyver - ellers var den vist heller ikke kommet med hjem.

Men jeg synes de to brødres madprogrammer med ture rundt i Danmark er nogenlunde underholdende; det irriterer mig til tider med den påtagede komik - men der er da interessante historier i dem. Og det er jo dejligt at se mennesker, der behandler fødevarer med en sådan kærlighed og omsorg. De er jo ikke forskrækkede for noget overhovedet - om det så er et halvt kilo smør eller et grisehoved.

Hvad jeg ikke vidste var, at de kommer ud af en ret gammel gøglerfamilie og en forfader (moder?) har stået model til Den Lille Havfrue. Deres forældre og deres karrierer er jo kendte; men i denne biografi får man et måske knap så kønt billede af, hvordan det foregik inde bag hjemmets fire vægge. Det var knap så rosenrødt at være barn af to så kendte mennesker, hvor de blev overladt til en husholderske i ugen og sendt til bedsteforældrene hver weekend. For da skulle forældrene jo nyde hinanden og have lidt voksentid sammen.

Der er også en stor aldersforskel på de to brødre, så deres barndomme er vidt forskellige og de fik først egentlig glæde af hinanden, da de var ret store. Til gengæld er det så et smukt og solidt forhold uden at være for fusionelt.

Bogen indeholder en del billeder, og også nogle opskrifter - det tager hurtigt 30-40 sider ud af det samlede sideantal. Det gør det til meget nem læsning, men med en fin underholdningsværdi til den pris.

Friday, May 6, 2016

Voyager avec Simone de Beauvoir



























  • Fransk
  • 1. - 6. maj
  • 281 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

At købe denne bog var næsten lige så stor en oplevelse som at læse den! Da jeg var i Paris for to uger siden, var vi i den enorme Louis Vuitton-forretning på Champs-Elysées ... for at kigge på andre ting. Men så opdagede jeg deres lille bogafdeling, hvor de blandt andet har udgivet en række rejsebøger baseret på kendte forfatteres rejsebeskrivelser. Disse er samlet i meget smukke bøger med indledende forklaringer til beskrivelserne, og illustreret med meget smukke fotos. Jeg faldt for Simone de Beauvoirs udgave - men selve købet og hele ceremonien omkring det var så kompliceret, at det er yderst tiltrængt med kaffe og vand, og hvad de ellers tilbyder undervejs. Det tog ca. 20 minutter at betale og pakke ind; til gengæld har jeg vist aldrig fået så fornem en indpakning. Selve 'kvitteringen' kom i en reliefpræget konvolut med visitkort til sælgeren og bogen indpakket i silkepapir og i en kæmpe æske med lædersnore omkring. Det er sandelig noget andet end hos Bog & Idé!




Men bogen var så sandelig også pengene værd (og faktisk var den jo slet ikke dyr - 26 EUR) - selvom det tog mig uendelige dage at komme igennem den. Det var dage, hvor jeg midt i Beuavoirs eksistentialisme sad vagt ved en telefon og til sidst ved en hospitalsseng for at vente på en eksistens, der sluttede. Det er ikke befordrende for læselysten, men hjælper til at tage tankerne fra det tunge.

Nu er Beauvoirs rejsebeskrivelser ikke noget man ville forbinde med Louis Vuitton rejsebagage - for hende og Sartre yndede nemlig i høj grad de interimistiske rejser. Turene over grænsen til det frie Frankrig under krigen for at hente mad. Eller lange vandreture med overnatninger under åben himmel, som især Beauvoir var meget glad for i sine yngre dage. 

Og så var der selvfølgelig rejserne til USSR, Cuba og Kina, hvor de ledte efter den ultimative statsform, som harmonerede med deres livssyn. Det var ikke altid nemt at vende tilbage fra de rejser selvfølgelig, da den franske stat holdt godt øje med dem. Beuavoir er en fantastisk rejseskribent med de observationer, hun gør sig. Ikke alt faldt i hendes smag - Afrika siger hende intet - men hun beskriver med en stor indlevelse alt, hvad de oplever. Flere af oplevelserne er gengivet i hendes romaner, men til tider så gennemskuelige for vennerne, at det ikke altid gik godt. Hendes amerikanske elsker Nelson Algren endte således deres forhold efter en lidt for detaljeret beskrivelse af ham i en roman.

Rejsepartneren var som regel Sartre, men også hendes elskere af det ene eller det andet køn; og hvis de ikke er med, sender hun lange detaljerede breve hjem. De levede jo så absolut et specielt liv; som da hun på et tidspunkt sender et brev hjem til Sartre for at fortælle, at hun nu endelig har erobret en af deres fælles venner. Der var ikke mange tabuer i det forhold, hvor de også til tider delte elskerinder.

Selve konceptet med denne bogserie er ret fascinerende, og der er flere andre, jeg meget gerne ville eje såsom Conrad. Men det vil nok kræve en rejse til Paris - og en god portion tålmodighed til indpakningsceremonien.