Kvinden i toget - Paula Hawkins

• Engelsk
• 14. maj
• 410 sider
• Originaltitel: The Girl on a Train

Jeg ved ikke hvorfor pigen i den engelske titel er blevet til en dansk kvinde i denne overhypede thriller; men under alle omstændigheder var denne på min liste - når den vel at mærke udkom i en spiselig paperback-udgave. For det er meget let læsning - både pga. spændingen men så absolut også pga. skriftstørrelse og sideantal. Den blev slugt på en hyggelig læselørdag, og jeg var vel ikke så skuffet, som man kunne have frygtet.

Rachel er en ynkelig stakkel. Nogle år tidligere er hendes mand gået fra hende efter en kædereaktion af, at de ikke kunne få børn, hun begyndte at drikke, han mødte en anden .... så det faktisk endte med at blive hendes egen skyld, at han gik. Nu er han lykkeligt gift igen med Anna, og de bor i det hus, hvor Rachel selv boede med Tom. Det er næsten ikke til at bære for hende, og drikkeriet er fortsat så heftigt, at hun nu er fyret fra sit arbejde.

I stedet tager hun - for at camouflere skandalen overfor sin room mate - hver morgen toget frem og tilbage til London, hvor hun kører forbi baghaven til sit eget hus. Og til et hus længere nede af vejen, som bliver hendes ersatz for den lykke, hun mistede. Her bor et lykkeligt ungt par, som hun ikke kender, men dyrker. Hun ser dem sammen - men en dag ser hun den unge kvinde ude i haven med en anden mand. Og så forsvinder kvinden.

Rachel mangler spænding i sit liv - normalt finder hun den ved døddrukken at tage ud til Tom og Annas hus, som hun gjorde det den aften den unge kvinde forsvandt. Men problemet med det drikkeri, er at hun ikke kan huske, hvad hun lavede og hvad hun så.

Historien fortælles skiftevis af Rachel, Anna og den forsvundne kvinde, Megan, hvor man tages et års tid tilbage i tiden. Megan har nemlig en forhistorie, som gør det svært for hende helt at give sig hen til den perfekte idyl, som Rachel ser fra toget. 

Og Rachel begynder at blande sig mere og mere i det hele ikke mindst for at komme til bunds i de glimt hun får fra den aften. Men hun er jo ynkelig, og ingen tager hende alvorligt. Selv som læser får man ikke meget sympati for hendes selvdestruktion - men man aner, at der er langt mere bag.

Jeg var absolut ikke overrasket over slutningen; den anede jeg halvvejs inde i bogen desværre. Men den holder et godt tempo med cliffhangers, og er glimrende let underholdning. Men der er jo ikke til mere end 1-2 dages læsning.