- Engelsk
- 4. oktober
- 256 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Det er en del år siden jeg læste en af Edmund Whites bøger, selvom han har haft en yderst produktiv karriere og for mange står som en pater familias for queer-litteratur. Det er omdrejningspunktet i mage af hans romaner, hvoraf nogle er inspireret af hans eget liv - og så er der biografierne af berømte homoseksuelle som fx Rimbaud eller Genet. Men han har også skrevet en af de smukkeste bøger om Paris, som jeg læste for mange mange år siden.
White døde i sommeren 2025 i den høje ærværdige alder af 85 år og efter at have levet i fyrre år med HIV-virus. Hans sidste bog er disse erindringer - om hans sexliv! Når titlen indeholder loves skal man absolut ikke forstå som kærlighed af en romantisk karakter; det er udelukkende den fysiske kærlighed eller akten i sig selv, der er emnet. Så er man advaret!
Vi føres igennem en til tider kronologisk beskrivelse fra hans første seksuelle oplevelser i teenageårene til hans sidste relation med en halvtreds år yngre mand, som primært fortæller om sit sexliv over videoopkald, da White selv er for gammel og impotent.
White siger selv, at han har haft sex med over 3.000 mænd; i tiden inden AIDS-epidemien var det i de saunaer og dunkle rum i New York eller hvor som helst det kunne lade sig gøre. Det er så eksplicit, at man hurtigt føler, at nu er det nok. Der er vel trods alt kun så mange faconer at gengive en seksuel akt på? Men White kommer omkring emnet på hundredvis af måder.
Det man dog savner er netop følelserne. For jeg sad til sidst med fornemmelse af en mand, der havde levet i sine instinkters vold uagtet, at der var AIDS og andre kønssygdomme eller blot andre menneskers følelser at tage hensyn til. Han levede de sidste mange år i et åbent forhold og ægteskab, men også her hører vi om scener, hvor manden kommer hjem og overrasker ham med en anden - eller flere andre.
Jeg er ikke sippet - synes jeg - men jeg har heller ikke behov for en udpensling i det detaljeniveau. Omvendt lyver undertitlen jo ikke, men jeg havde måske håbet, at der var nogle flere reflektioner over hvordan tingene udviklede og ændrede sig med netop AIDS-epidemien, men udover sporadisk at nævne et par elskere, der er døde, så omhandles det ikke. Det virker som om White distancerer sig totalt fra det faktum, at han selv blev ramt af den virus, og jo har måttet tage nogle forholdsregler. Tilsyneladende ændrede det ikke hans levevis synligt i form af hans enorme forbrug af mænd, og det efterlader et temmelig bittert aftryk af en overfladisk person, der aldrig elskede.