Et år med magisk tænkning - Joan Didion

 

• Engelsk
• 7.-9. oktober
• 240 sider
• Originaltitel: The Year of Magical Thinking

Jeg har aldrig læst nogle bøger af Joan Didion, men denne meget personlige beretning er med rette anerkendt for sin beskrivelse af sorg.

Joan Didion var gift med John Dunne - også forfatter og manuskriptforfatter, og de to arbejdede tit sammen. Eller de arbejdede på hver deres projekt, men sammen i deres hus eller lejlighed. Et ægteskab, der i høj grad også var et partnerskab og meget fusionelt fornemmer man. I julen 2003 ligger deres datter, Quintana, i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og en blodforgiftning oveni. De besøger hende hver dag i denne juletid, der bliver så anderledes.

Således også den 30. december, hvorefter de tager hjem til deres lejlighed for at spise aftensmad. Og mens de får en drink inden maden, falder han pludselig om med et hjerteanfald.

“Life changes fast. Life changes in the instant.  

You sit down to dinner and life as you know it ends.”

Didion beskriver chokket ved den pludselige død midt på stuegulvet. Samtidig med, at hendes eneste barn ligger i koma. Hun må vente flere uger på at fortælle datteren, hvad der er sket. Der er heller ikke meget tid til at fokusere på sorgen, da der er nye komplikationer med datteren, som igen falder om i en lufthavn i Los Angelse i marts 2004.

Didion går til beskrivelsen af sorgen som en analyse af hendes tanker og handlingsmønstre. Hvorfor er døden nu mere tabu, hvor der før var ritualer og en langt større åbenhed omkring sorgen. Men hun lever også dette første år i den utopiske tanke - magiske tænkning - at han jo må komme tilbage. Hun skal blot forstå, hvad der skete og så kan det repareres!

Alle, der har mistet, ved at det første år er svært med alle de første gange. Højtider, fødselsdage, minder om hvad man foretog sig præcis et år tidligere. Og så pludselig det hele kan stoppe uden, at man havde et forvarsel. Dog forsøger hun at læse ind i ord og handlinger fra den sidste tid som en helt naturlig reaktion for at se, om hun havde overset nogle tegn. Måske læser hun også for meget ind i de tegn, hun ser?

Hun forsøger at komme igennem dette år samtidig med datterens sygdom, og den historie ender desværre heller ikke godt - en historie, hun fortalte i erindringer i 2011, som jeg jo må have fat i nu. Måske er hendes navn med til at give bogen den succes den fik - men uanset er det en rå og følsom beskrivelse af noget, vi alle kommer til at gennemgå i vores liv. Måske ikke så pludseligt, og måske ikke med det ekstra lag af kompleksitet som datterens sygdom giver - men sorg er vi jo ikke forskånet for. At livet, som vi kender det, slutter.