Tuesday, November 29, 2011

Dark Star Safari - Paul Theroux

























  • Engelsk
  • 21.-28. november
  • 495 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Nogle mennesker kan tillade sig at skrive en rejseskildring - andre kan ikke! Paul Theroux hører i mine øjne til dem, der kan - præcis som Ryszard Kapuscinski. For begge gælder det, at de ikke blot rejser - men, at de rejser på den mest hudløse og ekstreme måde. De forsager den moderne rejsendes trang til bekvemmeligheder med en næsten religiøs foragt; men de oplever så meget mere!

Paul Theroux' store rejse er muligvis opstået i forbindelse med en mindre personlig krise, da han styrede mod sin 60-års fødselsdag i foråret 2001; i indledningen giver han udtryk for den trang til at være væk - ikke bare at være væk; men at blive væk. I den forstand, at man ikke kan ringe ham op, maile ham eller sågar sende et brev med posten. Han vil være alene og fri af tidsfrister og den vestlige verdens klokkestrenge. Han vil også opsøge nogle af de steder, hvor han levede som ung, da han underviste i Malawi.

Så han flyver til Cairo for at påbegynde sin rejse, og han har sat sig selv primært to mål (udover at blive væk): Han vil ikke flyve men benytte transportmidler som tog, bus, taxi - til fods, hvis det skal være! Og han vil ende i Sydafrika og dermed krydse en lang række østafrikanske lande. Hans første hurdle bliver et visum til at komme over grænsen til Sudan; et land præget af borgerkrige og meget lukket for fremmede. Derefter går turen til Etiopien, hvor han finder Rimbauds afrikanske gemmested; videre til Kenya, Tanzania, Malawi, Uganda, Zambia, Zimbabwe, Mozambique og Sydafrika, hvor han ender ved Cape Point - det absolut sydligste punkt af det afrikanske kontinent - og han får sin drøm opfyldt.

Men udover selve drømmen - den oprindelige plan - ser og oplever han kontinentet indefra; han undgår tit de større byer, men passerer igennem fordi det er nødvendigt af logistiske årsager. Han rejser med lokale busser, på ladet af en lastbil proppet med køer, i en taxa for at krydse obskure grænseposter - eller i en lille båd ned af en flod for at komme den nemme vej ind i et nyt land. Han oplever skudepisoder og tyverier; han oplever, at fremmede lokale uden at tøve tilbyder ham en plads i deres bil - mens de hvide nødhjælpsarbejdere konsekvent afslår hans bøn om autostop.

Netop kritikken af nødhjælpsarbejdet - og personerne bag - i Afrika, er et emne, som optager ham en del. Muligvis fordi han selv kom til Afrika som ung i 1960'erne, da de fleste lande fik deres uafhængighed og så mange år senere har han nærmest indtryk af, at tingene er blevet værre. Ifølge Theroux er det fordi afrikanerne ikke selv er involveret i processen, og dermed er blevet umyndiggjort og hænger fast i en skrøne om, at den hvide mand skal betale og at de blot skal modtage uden at yde. Uden på nogen måde at være specialist i den slags, vil jeg dog mene, at han ikke har helt uret! Men udtalelser som nedenstående har selvsagt chokeret:

"Aid workers in rural Africa are in general, oafish selfdramatising prigs and, often, complete bastards."

"...the only people dishing up the food and doling out the money are foreigners. No Africans are involved". 

Det er den umyndiggørelse, der betyder, at hvide stadig antastes konstant for at give penge og mad; men da han fx spørger en tiggende mand, hvorfor han ikke beder Theroux om arbejde - så er tiggeren nærmest fornærmet. Det er samtidig den attitude, der desværre skræmmer mange fra at rejse til og i Afrika, og giver visse nødhjælpsorganisationer et dårligt rygte. Der er mange debatter om effektiviteten af det arbejde, der udføres - og det er en ømtålelig debat, hvor man nemt bliver stemplet som racist, hovmodig, kynisk etc.

Mange har kritiseret Theroux for ikke at kende nok til arbejdet, der udføres lokalt - det er uden tvivl rigtigt; men gælder det ikke os alle? Vi er ude af stand til at gennemskue, hvor de penge vi giver til store indsamlinger reelt ender? Derfor er hans objektive personlige mening vel lige så værdifuld som en andens - problemet for nødhjælpsorganisationerne er selvfølgelig, at han sætter den på skrift!

Theroux laver et par faktuelle fejl - han er ikke perfekt heller; præcis som Kapuscinski kritiseres for at have romaniseret sine fortællinger - det har jeg intet problem med. Ingen af dem forestiller at være journalister, der skal give en endegyldig sandhed; de formidler deres kærlighed til Afrika set udfra deres personlige oplevelser! Men derfor kan det godt irritere mig, at manden ikke kan citere de fem dyrearter i The Big Five korrekt!

Men jeg fascineres af de mennesker, der rejser på denne interimistiske måde; som kan leve med faren og den manglende komfort - og som oplever så meget mere. Jeg forsøger at undgå masseturismen - men jeg er endnu ikke på stadiet, hvor jeg vil krydse en afrikansk grænse til fods midt om natten med skudsalver i ryggen... men at læse om det giver mig fornemmelsen af at leve!

Monday, November 21, 2011

L'empreinte du renard - Moussa Konaté

























  • Fransk
  • 20. november
  • 265 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når man flyver til Afrika fra Bruxelles er flymagasinet altid en særlig udgave, som udelukkende omhandler afrikanske nyheder indenfor diverse emner. Da jeg fløj til Dakar for nogle uger siden, var der en spændende artikel om afrikanske krimiforfattere - lidt af en sjældenhed! Afrikanske forfattere er enten poeter, som de fleste var det inden eller umiddelbart efter uafhængigheden, eller ironiserende over deres kontinents skæbne som Alain Mabanckou eller med grusomme historier om krige og elendighed som Léonora Miano eller Chimimanda Ngozi Adichie for blot at blive i de mere nutidige forfattere, som når til Europa.

Desuden er der nok en tendens til, at de kommer fra bestemte lande - Congo, Nigeria, Sydafrika etc. - man har givetvis andre primære bekymringer i Etiopien end at sætte sig ned for at skrive. Eller også er det igen fordi, at det ikke appellerer til et europæisk publikum.

Under alle omstændigheder er det småt med krimiforfattere - så jeg skrev lystigt forslagene ned, og har bestilt et par stykker nu efter min hjemkomst. Denne krimi er således skrevet af en malisk forfatter - og det var absolut første gang for mig!

Historien starter med en duel mellem to unge drenge, som er bedste venner. Den ene har en affære med den andens forlovede - en forlovelse, som har været aftalt mellem børnenes forældre allerede inden deres fødsel - for vi er i et traditionelt afrikansk samfund; hos Dogon-folket, hvis verdensopfattelse bygger på kosmogoni. En verdensopfattelse, hvor deres skæbner bestemmes af forfaderen Lébé og ikke mindst af de forudsigelser, som tolkes ud fra rævenes spor.

Det er almindelig praksis hos dogonerne, at man stiller en firkant af pinde i jorden; indenfor denne firkant smider man jordnødder og om natten kommer rævene og spiser nødderne; og samtidig vælter de pindene i et mønster, som tolkes af de vise mænd. Deraf navnet på romanen - Rævens spor!

Duellen ender tragisk med, at den forurettede dreng dør; hans søster angriber den udfordrede ven, men de styrter begge ud over kløften - men kun søsteren dør. Rævene har allerede forudset, at der vil blive spildt meget blod i landsbyen i den kommende tid - og næste morgen finder man den anden unge mand død. Han er voldsomt opsvulmet og med sort størknet blod i mundvigene - og han er ikke alene; en af hans venner findes død i sin seng umiddelbart efter.

I Bamako - Malis hovedstad - får kommissæren Habib besked på at tage til landsbyen Pigui for at opklare sagen; og han tager afsted sammen med sin yngre kollega, Sosso. De bliver mødt med en mur af tavshed - og endelig blot en angivelse af, hvem man mener morderen er. En mand, som kan myrde på afstand ifølge deres overtro.

De to politimænd stifter bekendtskab med den særlige animistiske tro og levevis, som den lille etniske gruppe forsøger at efterleve på trods af, at de unge får andre impulser - og værdier - udefra igennem skolen. Langsomt går det op for dem, at mordene har en rituel betydning - og at motivet er en konflikt mellem deres værdier og de unges trang efter vestlig verdslighed. Det er en etnologisk krimi med humor i forholdet mellem de to politimænd, vittigheder på absolut afrikansk vis og kontroverset mellem at ville bevare en uddøende kultur eller overgive sig til den vestlige verdens livssyn - selv fra hovedstaden Bamako til denne egn er der lysår mellem deres religioner og generelle levestil.

Jeg var absolut mere begejstret for denne end for Zulu, som også skal forestille at være en afrikansk krimi - men som er skrevet af en franskmand. Zulu er meget rå - og ekstremt voldelig; her er der snarere tale om det psykologiske spil mellem de to befolkningner, der mødes - og der er spænding om, hvem morderen er som i en 'gammeldags' krimi. Endelig synes jeg, at det var interessant at lære om deres kultur - forfattere fra så fremmede lande er altid spændende. Nu glæder jeg mig til de næste afrikanske krimier ankommer - for der er et nyt uopdaget marked for læsning, kan jeg fornemme!

Sunday, November 20, 2011

Vol 714 pour Sydney - Hergé































Det var lidt sværere med denne måneds bogudfordring - jeg kunne finde forslag; men enten var de umulige at opdrive i diverse boghandler eller også havde jeg allerede læst dem. Men inspireret af den eufori, der har præget min adoptionsby de sidste par uger efter premieren på den nye Tintin-film, fik jeg faktisk lyst til at læse Tintin på fransk. Mine sidste Tintin-eventyr var da jeg var teenager og på dansk selvfølgelig - så nu har jeg købt nogle albums i hensigten at have dem alle på et tidspunkt; og netop dette udkom i 1968, som var det år jeg skulle bruge.

Det var derfor retur mange år tilbage, at jeg gik i gang med læsningen - jeg kunne faktisk ikke erindre at have læst dette album på dansk; men det må jeg have gjort for nok 25 år siden.

Der er alle de kendte skikkelser - dog ikke Dupond og Dupont - men det var sjovt at se Haddocks franske eder og forbandelser, og forsøge at fremkalde de tilsvarende danske. Det var kærlige gensyn med Professor Tournesol og Tintin, og hunden, som hedder Milou på fransk.

Samtidig er der lidt overnaturligt over det hele, da de misser et fly i Djakarta og ender midt i en skrækkelig historie - som sædvanligt. De når at stifte bekendtskab med overnaturlige væsener - og idéen om at prehistoriske statuer skulle være formet efter rumvæsener er ganske underholdende - og med rumskibe, der hypnotiseret bringer dem tilbage til den virkelige verden. Det er vel nok det eneste album, hvor Tintin & Co. efterfølgende rent faktisk ikke ved, hvad de har udrettet?

Jeg tror ikke, at jeg som teenager var klar over, hvor gamle historierne egentlig var? Jeg læste dem som nutidige tegneserier - lidet anende, at selv dette næstsidste i serien faktisk stammede fra mit fødselsår. Men de er stadig lige morsomme og finurlige - og aktuelle!

Giganternes fald - Ken Follett

























  • Engelsk
  • 10.-18. november
  • 941 sider
  • Originaltitel: Fall of Giants
Jeg er en af dem, der aldrig tidligere har læst Ken Follett - ikke hans krimier, og ikke hans to kæmpeværker om den engelske middelalder og katedralbyggeri. Jordens søjler mindede mig for meget om Havets Katedral uden, at jeg skal kunne sige om den ene eller den anden har ladet sig inspirere - eller ej!

Men så tænkte jeg alligevel, at Giganternes Fald måtte være velegnet ferielæsning. Så langt kom jeg dog ikke - men jeg kom langt nok ind i bogen til, at den måtte læses færdig.

Det er en voldsom sag, og faktisk synes jeg ikke, at det er behageligt med så stor en bog imellem hænderne - men det er et mere praktisk argument. Da jeg først åbnede den, og så de seks sider med personregister blev jeg også en anelse beklemt - men jeg havde reelt ikke behov for det senere i bogen.

Historien glider selvfølgelig utroligt nemt lilge fra starten; der er tale om den slægtsroman af de helt store - forstået, at der er flere slægter, flere historier og mange personer. Der er lidt Herskab og Tjenestefolk over det hele - en klassekampshistorie flettet ind i tiden op til og under 1. verdenskrig, hvor vi følger personer i England, Tyskland, Rusland og USA. Persongalleriet er nøje udvalgt så de repræsenterer de lande, hvor Follett har behov for at positionere dem tæt på historiske personer som fx den amerikanske præsident Wilson, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med krigen.

Til tider irriterer det mig, at fiktive personer er placeret i dialog med historiske personer. Follett skriver selv i sit efterord, at det udelukkende er sket i situationer og med ord, som er sagt - blot til andre personer. Men i mine ører skurrer det, og jeg ville foretrække en udelukkende historisk roman - men dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med krigen som baggrund, og med den historiske fortælling Follett også vil skabe.

Det historiske researcharbejde er imponerende - til tider lidt påtaget; som situationen i skyttegravene ved jul 1914, hvor de kæmpende mødes og fejrer jul sammen. Den historie er så velkendt, så Follett har syntes, at den skulle placeres et sted - men det sker på en utroligt klodset måde. Den ene person - englænderen - har på det tidspunkt intet at gøre ved fronten, men befinder sig ved et tilfælde lige der lige den dag. Det er for konstrueret blot for at få indsneget en velkendt anekdote.

Taler man om krig, taler man også om kærlighed - og selvfølgelig er der flere af den slags historier - den umulige kærlighed på tværs af klasseskel eller nationaliteter; igen er dialogen i de fleste af disse situationer temmelig triviel og man mærker, at det ikke var som romanforfatter, at Follett startede.

Alt i alt er det ikke en dårlig bog - men det er absolut heller ikke et mesterværk. Det er en populær bog, der læses nemt og hurtigt på trods af sine mange sider. Man fornemmer allerede, at der er lagt op til den annoncerede efterfølger - og det sker måske lidt for påfaldende.... introduktionen af Hitler i en parentes i slutningen, og alle de små børn, der fødes igennem bogen. De har stort set alle samme alder, og vil være parate som soldater til 2. verdenskrig - det er meget tydeligt, hvor Follett vil hen med sin trilogi. Måske lidt for tydeligt?

Wednesday, November 9, 2011

Mon oncle du Congo - Lieve Joris

























  • Fransk
  • 7.-9. november
  • 361 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Der er næppe nogen, der kan begejstre mig som Kapuscinski, når det gælder rejsebøger. Men jeg havde fra flere kilder hørt meget godt om denne flamske forfatters forskellige bøger, som alle omhandler Afrika og hendes rejser til især Congo.

Som tidligere belgisk koloni rejste mange belgiske missionærer til Congo i starten af det 20. århundrede - ligeledes forfatterens onkel. Som barn hørte hun historierne og så minderne han bragte med hjem til Belgien, og endelig den gamle mand, som døde i et belgisk kloster, men allerhelst ville være blevet i Congo; det land, som var blevet hans efter næsten 50 års udstationering.

I midten af 1980'erne - som trediveårig - beslutter hun sig for at rejse i onklens fodspor for til dels at se med egne øjne, men også forsøge at forstå, hvorfor Congo i den grad fascinerede onklen. Rejsen starter på den samme gammeldags måde, som onklen rejste - med skib fra Antwerpen og hele vejen sydpå. Undervejs møder hun forskellige andre rejsende, som alle advarer hende mod landets utallige farer. Selv er hun nok mere naiv - og opdager hurtigt, at der er både sandheder og overdrivelser i de andrs historier. Men mest af alt er der generaliseringen af 'de sorte' som værende dovne, utilregnelige og uærlige.

Da hun lander i Congo besøger hun først forskellige missionærstationer, hvor hun møder gamle mennesker, der husker hendes onkel. Men som også ser hans efterfølger i hende og forventer hendes finansielle hjælp, da onklen jo desværre ikke kan hjælpe dem længere. Det er essensen af det afrikanske folks dilemma for selv at komme videre uden de hvides hjælp!

Endelig beslutter hun sig for at ville se landet uden missionærfolkenes hjælp og tilstedeværelse, og tager med en båd ned af Congo-floden. Denne rejse er mere rustik, og igen møder hun et broget udpluk af folk og skæbner og lærer mere og mere om kulturen og problemerne i landet.

Hun rejser i Mobutu-tidens Congo, og ser konsekvenserne af hans politik, som ikke er meget forskellig fra den politik andre afrikanske ledere udviser i dag - og som plyndrer folket og forhindrer deres intellektuelle og økonomiske fremgang. Det leder hende også i situationer, hvor hun overskrider grænsen for, hvordan en hvid kvinde kan opføre sig i et afrikansk diktatur - men da hun endelig er klar til at rejse hjem, er hun som mange andre, omvendt af Afrika,

Hun har senere skrevet en række andre bøger om rejser i Congo, men også andre lande - og jeg vil sikkert læse flere... blot fordi det er Afrika og interessant at se hendes blanding af fascination og forsigtighed, som er præcis den samme jeg selv føler, når jeg er dernede.

Friday, November 4, 2011

Dans l'or du temps - Claudie Gallay




























  • Fransk
  • 1.-4. november
  • 366 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Claudie Gallay har tidligere overrasket mig positivt med flere romaner, så jeg regnede denne som en sikker vinder også - og samtidig lidt god underholdning til ferien. Men jeg blev skuffet - og ydermere fordi de to tidligere romaner, jeg har læst af hende var så gode.

Historien er en underlig konstruktion, og jeg kom aldrig rigtigt ind i bogens rytme. Vi befinder os i Normandiet i en lang sommerferie, hvor den mandlige hovedperson keder sig i sit ægteskab og er besynderligt distanceret fra sine syv-årige tvillinger, som han betragter på afstand som en slags objekter. Han forsøger at forlade huset - og familien - og møder tilfældigt den gamle dame, Alice, som bor med sin søster i et gammelt hus.

De to bliver et umage par, og langsomt fortæller de med mådehold deres respektive livshistorier uden at kende hinandens navne. Alice fortæller ham om sin rejse med faderen til et indianerreservat under 2. verdenskrig sammen med blandt andet den berømte franske surrealist André Breton. Om denne del er sandfærdig ved jeg ikke, og det var netop disse indflettede historier, der ikke fængede mig.

Men under denne rejse skete der også ting, som er medvirkende til den gamle dames mystik - en voldtægt som ung pige, faderes dramatiske død som resultat af hans manglende interesse for datteren... og en fascination for Hopi-indianernes kultur. Mange kulturelle fejltrin, som medførte tragedier for de fleste, som var med på denne rejse. Den mandlige lytter interesserer sig for såvel den gamle dame som for historierne om den indianske kultur - men jeg forstod aldrig forbindelsen eller parallellen til hans eget mismod.

Det virkede på mig som to absolut afskilte historier, og der opstår ikke den symbiose mellem de to lidt stakkels skæbner, som der lægges op til i starten af romanen. Jeg var pudsigt lettet, da jeg nåede til vejs ende!