Sunday, November 20, 2011

Giganternes fald - Ken Follett

























  • Engelsk
  • 10.-18. november
  • 941 sider
  • Originaltitel: Fall of Giants
Jeg er en af dem, der aldrig tidligere har læst Ken Follett - ikke hans krimier, og ikke hans to kæmpeværker om den engelske middelalder og katedralbyggeri. Jordens søjler mindede mig for meget om Havets Katedral uden, at jeg skal kunne sige om den ene eller den anden har ladet sig inspirere - eller ej!

Men så tænkte jeg alligevel, at Giganternes Fald måtte være velegnet ferielæsning. Så langt kom jeg dog ikke - men jeg kom langt nok ind i bogen til, at den måtte læses færdig.

Det er en voldsom sag, og faktisk synes jeg ikke, at det er behageligt med så stor en bog imellem hænderne - men det er et mere praktisk argument. Da jeg først åbnede den, og så de seks sider med personregister blev jeg også en anelse beklemt - men jeg havde reelt ikke behov for det senere i bogen.

Historien glider selvfølgelig utroligt nemt lilge fra starten; der er tale om den slægtsroman af de helt store - forstået, at der er flere slægter, flere historier og mange personer. Der er lidt Herskab og Tjenestefolk over det hele - en klassekampshistorie flettet ind i tiden op til og under 1. verdenskrig, hvor vi følger personer i England, Tyskland, Rusland og USA. Persongalleriet er nøje udvalgt så de repræsenterer de lande, hvor Follett har behov for at positionere dem tæt på historiske personer som fx den amerikanske præsident Wilson, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med krigen.

Til tider irriterer det mig, at fiktive personer er placeret i dialog med historiske personer. Follett skriver selv i sit efterord, at det udelukkende er sket i situationer og med ord, som er sagt - blot til andre personer. Men i mine ører skurrer det, og jeg ville foretrække en udelukkende historisk roman - men dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med krigen som baggrund, og med den historiske fortælling Follett også vil skabe.

Det historiske researcharbejde er imponerende - til tider lidt påtaget; som situationen i skyttegravene ved jul 1914, hvor de kæmpende mødes og fejrer jul sammen. Den historie er så velkendt, så Follett har syntes, at den skulle placeres et sted - men det sker på en utroligt klodset måde. Den ene person - englænderen - har på det tidspunkt intet at gøre ved fronten, men befinder sig ved et tilfælde lige der lige den dag. Det er for konstrueret blot for at få indsneget en velkendt anekdote.

Taler man om krig, taler man også om kærlighed - og selvfølgelig er der flere af den slags historier - den umulige kærlighed på tværs af klasseskel eller nationaliteter; igen er dialogen i de fleste af disse situationer temmelig triviel og man mærker, at det ikke var som romanforfatter, at Follett startede.

Alt i alt er det ikke en dårlig bog - men det er absolut heller ikke et mesterværk. Det er en populær bog, der læses nemt og hurtigt på trods af sine mange sider. Man fornemmer allerede, at der er lagt op til den annoncerede efterfølger - og det sker måske lidt for påfaldende.... introduktionen af Hitler i en parentes i slutningen, og alle de små børn, der fødes igennem bogen. De har stort set alle samme alder, og vil være parate som soldater til 2. verdenskrig - det er meget tydeligt, hvor Follett vil hen med sin trilogi. Måske lidt for tydeligt?

No comments: