Friday, February 25, 2011

The Lady Elizabeth - Alison Weir

























  • Engelsk
  • 23.-25. februar
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Jeg er temmelig begejstret for Alison Weirs historiske biografier; det er ikke romaner men en grundig dokumenteret historie, og hun er især specialiseret i Tudor-perioden i England. Jeg har læst en del af hendes romaner om Henry VIII, hans mange hustruer og hans børn. Jeg har tidligere læst hendes bog om Elizabeth I, som omhandler tiden fra 1558, hvor hun bliver dronning af England til hendes død i 1603.

Denne biografi handler om Elizabeth, men om hele tiden inden - fra hendes barndom, hvor den starter i 1536, da hun blot er et par år gammel og bliver erklæret for uægte barn af sin fader. Henry VIII havde travlt med at finde sig en ny kone, og de tidligere ægteskaber stod i vejen - ikke mindst for Pavens godkendelse af alle de ægteskaber; det kom han om ved blandt andet at erklære Elizabeth og hendes storesøster Mary for bastarder.

De får så senere en lillebror, og England den længede ventede arving - og umiddelbart var der intet, der tydede på, at Elizabeth en dag skulle på tronen. Historien har ofte omtalt hende som den jomfruelige dronning - men Weirs biografi (selvfølgelig understøttet af 'rygter' fra perioden) mener, at hun som 15-årig havde en affære, var gravid men aborterede. Denne oplevelse var blandt andet årsag til hendes efterfølgende skræk for mænd. Om det er rigtigt er selvfølgelig stort set umuligt at vide - havde det været almindeligt kendt dengang, havde hun næppe overlevet - så hvis det er reelt, er det tiet ihjel. Men Weir tager sig friheden at fortolke de rygter.

Da Henry VIII dør, bliver lillebroderen selvfølgelig konge men dør allerede som teenager, og storesøsteren Mary bliver dronning. De to halvsøstre var notorisk uenige om det religiøse spørgsmål, og Mary forsøger igen at omvende England til katolicismen - ikke specielt i folkets smag. Elizabeth tilbringer de fem år, Mary er dronning, med at være overvåget, anklaget, smidt i The Tower og i husarrest for sin protestantiske tro og påståede forsøg på et tronkup.

En anden interessant historie - og for mig ukendt - er Marys påståede, indbildte graviditeter. Ganske vist var det ventet, at hun skulle levere en arving. Men hun blev gift særdeles gammel for perioden - som 37-årig - og hun ønskede sig brændende et barn; for at blive moder men sandelig også for at sætte Elizabeth ud af spillet som tronfølger. Sikke de dog gjorde sig livet besværligt med politiske intriger dengang!

Det lykkedes ikke og bogen sluttede passende med Marys død, og Elizabeths overtagelse af tronen - hvor den anden tidligere bog overtager. Som altid med disse historiske biografier så bliver jeg helt opslugt af dem, og det er en periode, jeg er meget interesseret i ikke blot i England men i hele Europa - så den blev virkelig trevlet igennem fra ende til anden.

Det blev den sidste bog inden den månedlange rejse til Senegal; der er pakket mange bøger til den måneds ferie - men de kommer ikke herpå før i starten af april, vil jeg regne med.

Wednesday, February 23, 2011

Charlie Hotel Oscar Kilo - Maise Njor/Camilla Stockmann


  • Danish
  • February 21-22
  • 226 pages

Bras! Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv, da den kom med hjem efter at have været gratis give-away påklistret et dansk dameblad, jeg snuppede i Kastruop Lufthavn på en kort tur til hjemlandet i sidste uge. Hvis man kan give sine bøger gratis væk i dameblade, så er der et problem, som betyder, at man ikke vinder Nobel-prisen i litteratur. Jeg skulle have erindret, hvad der skete, da jeg på samme måde stiftede bekendtskab med Mari Jungstedt og Camilla Läckberg. Også bras!

Jeg overvejede seriøst at smide den ud undervejs; men jeg holdt stædigt ved selvom pinslerne var næsten endeløse. Og hvad er der så galt med den - i mine øjne?

For det første har jeg svært ved at tage metoden seriøs - at de skulle have udvekslet mails, og publiceret som så. Der er en masse redaktion bag, og det skal selvfølgelig ende med en filosofisk erkendelse af, at kærlighed besejrer alt - men i munden på et par 30-something Københavner-tøser, som går mere op i namedropping og deres Mulberry-tasker end verdens problemer.

Dernæst synes jeg, at det er usmageligt at deltage så direkte i en forfatters egne private - og til tider temmelig intime - samlivsproblemer. Ikke mindst taget i betragtning, at begge parter er hvad man ville kalde kendisser i den danske andedam. Det er for mig at se ligegyldigt, om det er sandt eller falsk... det står der.

Og så er der humoren! For det skal jo forestille at være enormt morsomt - underspillet morsomt med den intellektuelle drejning, som sådan nogle tjekkede journalister (der gerne vil se utjekkede ud) anlægger for at det skal virke naturligt. Men det er ikke morsomt; det er til tider elendigt og det er stort set hele tiden påtaget og unaturligt.

Så jeg kom igennem - jeg har lært min lektie med damebladsromaner nu; og den røg direkte i skraldespanden!!!

Monday, February 21, 2011

L'élégance du maigrichon - Pascal Fioretto


  • French
  • February 20
  • 185 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

En genial idé! Forfatteren har opbygget en historie, som foregår over ni kapitler. De ni kapitler er 'skrevet' af ni forskellige forfattere, som alle er forfattere, som i de senere år har solgt godt på fransk. De syv af dem er franskmænd, men der er fx også Zig Larsson. De enkelte forfatteres kapitler er en del af den overordnede historie, men er skrevet i den pågældende forfatters stil - således hedder kapitlet 'skrevet' af Zig Larsson "Milliardium" og man følger Silveth Salamalander, som er på jagt efter en vigtig nøgle... til at samle et IKEA-møbel med!

Der er en utrolig mængde parodi, ironi og plat gøren grin med - men det fungerer. Jeg har personligt ikke læst bøger af alle ni forfattere, og det kan gøre det svært at se ironien i de finere detaljer. Men man fornemmer dog ret hurtigt, hvad det er, der er 'kendetegnet' hos hver af dem. Visse kapitler er ganske enkelt surrealistisk morsomme, og jeg lå og kluklo for mig selv under den relativt hurtige læsning.

Forfatteren er åbenbart kendt for denne parodistil - hvilket man selvfølgelig kan argumentere er nemt og ikke en rigtig forfatter. Samtidig kræver det dog en vis analyse og kendskab at kunne ramme præcis den tone i ordvalg og sætningskonstruktion, som han gør det i denne bog. Ren underholdning! Genialt!

-----------------------------------------------------------------------

Je n'ai pas lu les autres parodies de Fioretto - mais en voyant la couverture ainsi que le titre qui rappelle évidemment le fameux hérisson, je me suis laissée tenter. Certes - ce n'est pas très profond; mais c'est d'une hilarité... et connaissant le manque d'autodérision des français (et surtout des certains littéraires intellos) je me demande bien comment ait pu réagir les auteurs parodiés?

Je n'ai pas personnellement lu des livres de tous - donc pour le premier (Christian Pignol) j'avais du mal à voir de qui ça parlait ainsi que de reconnaître le style que Fioretto parodie. Ce problème ne se pose pas avec Muzo, Zig Larsson ou Modiamo - ou encore la perle de Burbery! Quand la petite punk de Millénium dans la version Fioretto rassemble un meuble IKEA, on rigole bien... ou même à la mort de la directrice d'hôtel dans la version revue de "L'élégance du hérisson" où elle laisse tomber le masque.

Les neuf chapitres racontent en plus une histoire continue - une disparition mystérieuse avec pleins de personnages plus ou moins étranges qui se retrouvent dans ce petit village de Courtonac dans le sud de la France. La façon d'approcher les caractères et l'histoire est différente selon la plume de l'auteur emprunté - et pour les auteurs dont je connais les oeuvres c'était une parodie magnifique de leur façon d'écrire.

Ce n'est pas de la grande littérature - mais c'est drôle, hilarant... magnifique pour un après-midi dans le canapé!

Friday, February 18, 2011

Gardens of Water - Alan Drew
























  • English
  • February 14-17
  • 338 pages
  • Dansk titel: Haver af vand
  • Titre français: Pas encore sorti
Endnu en bog, der havde fået lov at stå lidt længe i reolen; i dette tilfælde skyldtes det ganske enkelt bogens tema - jordskælvet i Tyrkiet i august 1999. På daværende tidspunkt arbejdede min kæreste i Istanbul, og da jeg havde bogen mellem hænderne, kunne jeg pludselig tydeligt erindre de par dage, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med ham pga. nedbrudte telefonledninger. Men jeg kom i gang med den - og selvom den måtte en tur med på forretningsrejse til Danmark og Sverige, sad den godt fast i hænderne på mig.

Hovedpersonerne i bogen er på den ene side den kurdiske familie bestående af faderen, Sinan, moderen Nilüfer, den 15-årige datter Irem og sønnen Ismael, som ved bogens start skal omskæres og indtræde i sin manddom. Allerede ved denne fest forstår man, at sønnen er... en søn, og som sådan mere værd end datteren, som i bund og grund tjener som ekstra kogekone, rengøringshjælp og deslige. Irem husker tilbage på tiden inden hun blev en kvinde (begyndte at menstruere), og faderen ikke længere tillod hende at opføre sig som et barn. Det betød ikke flere kram af faderen - og tildækket hovede.

I samme bygning bor en amerikansk familie, og Irem snakker ud af vinduet med den 17-årige dreng, Dylan - og de forelsker sig hovedkulds. Sinan har dog et meget anstrengt forhold til amerikanere, og fokuserer udelukkende på, hvilke våben, biler og maskiner, de har produceret og solgt til den tyrkiske stat, som så igen har brugt dem i bekæmpelsen af PKK.

Dilemmaet er derfor umenneskeligt, da jordskælvet rammer dem aftenen efter den store fest. Ismael ligger begravet i ruinerne i flere dage, og da de endelig finder ham, fortæller han, hvordan den amerikanske dame gav ham vand og selv døde. Nu står han i en uendelig gæld til det folk, der dræbte hans far, og mod sin vilje flytter de ind i den interimistiske lejr, som amerikanerne bygger. Det betyder også, at Irem dagligt kan se Dylan - og Sinan kan ikke længere under de forhold kontrollere sin datters gøren og laden. Hun får en frihed, hun ikke har haft i årevis og det kombineret med en teenagers hormoner skal gå galt ifølge det lands og den kulturs spilleregler.

Bogen er fyldt med de mange konflikter familien og ikke mindst Sinan skal gennemgå - islam mod kristendommen efterhånden som han opdager, at amerikanerne er prædikanter, som også forsøger at omvende lejrens beboere. Hans konflikter med datteren, som vil leve et moderne - og frit liv - og hans syn på kvindens plads i samfundet. Hans konflikter med tyrkerne, da han jo også er en flygtning i sit eget land, og vil tilbage til Kurdistan, hvor hans rødder er.

Det er også historien om Irems konflikt - hendes forelskelse i Dylan, som måske elsker hende og måske bare skal have afløb for sit had til faderen. Og en amerikansk far, som har mistet sin kone, og ser et symbol i den lille Ismael, som i sidste ende bliver centrum for alles holdninger og tro. Ismael er den, der skal føre familienavnet videre, og som sådan må Sinan tage vare på familiens ære for at overgive den intakt til sønnen. Det får fatale konsekvenser; og det er måske det mest barske i hele romanen - hvordan Sinan aldrig giver køb på den ære og de principper. Det viser en ekstremisme, som desværre findes - og selvom man kan sætte sig ind i fars tankegang, så er det samtidig skræmmende reelt.

Sinans tro på islam er så overvældende, at intet kan overgå behovet for at leve et liv, der fører til Paradis. Det er voldsomt og samtidig troværdigt at læse om de ofre, han er villig til at bringe - og Alan Drew, som selv har boet nogle år i Tyrkiet formår at fremstille konflikterne fra alle parter på en enestående måde - lige fra moderen, som også slår hånden af datteren til den rebelske unge amerikaner. En meget stærk roman!

Sunday, February 13, 2011

The Thing Around Your Neck - Chimamanda Ngozi Adichie












Februars udfordring i Bogudfordringen 2011 var en novellesamling; ikke noget, jeg normalt læser meget af - og jeg var meget i tvivl om, hvilken jeg skulle vælge. Jeg havde ikke mange herhjemme af selvsamme årsag - men faldt heldigvis over Bogbrokkens gode råd om den nigerianske forfatter, hvis berømmede roman faktisk stadig står ulæst på hylden. Det var et passende sted at starte.

Det tager for mig lidt længere at læse noveller, synes jeg; der skal tid til at fordøje hver enkelt historie modsat en roman, hvor man springer videre til næste kapitel - og så kom der lige en grim feber på tværs samtidig.

Men deruodver var der jo ingredienser, der taler til mig - Afrika og historier skrevet af stærke kvinder som Fatou Diome og nu også Adichie.

Det er svært i en novellesamling at fortælle om handlingerne i samtlige historier; i denne er der tolv forskellige, som enten foregår i Adichies hjemland Nigeria eller i USA - paradiset for nigerianere som tidligere engelsksproget koloni i modsætning til Senegal, hvor det er Frankrig. Alene den forskel er interessant, da jeg primært har læst fransksprogede afrikanske forfattere; men derudover er trængslerne og skæbnerne absolut ikke ulig hinanden.

Det er historier om kvindernes lod; om afrikansk animisme sat op imod vestlig tro og kultur. Om roller mellem kvinder og mænd eller mellem nigerianerne og den pudsige opførsel, de iagttager hos 'den hvide mand'. Om deres stolthed som i historien om moderen, der ikke vil ydmyge sig til at fortælle sine følelser om den lille søn dræbt af regeringens soldater for at opnå et amerikansk visum. Om den råhed, der eksisterer i landet, som også Ejersbo beskrev i Liberty - men som allligevel ender med at 'omvende' den forråede dreng i en anden af novellerne.

Det er historier om også at affinde sig med en skæbne, som de kvinder, der bliver gift til en nigerianer i USA, og bør være taknemmelige for deres held - for blot at opdage, at det ikke er helt så forgyldt, som man fortæller dem derhjemme. Men så har de ikke længere noget valg. Eller de kan vælge at kæmpe for deres børn, som i den sidste meget stærke novelle - men blot for at opdage, at selvsamme barn vender sig fra den traditionelle kultur for at blive europæisk.

Fælles for dem alle er dog, at det er stærk skrivning - af en meget ung forfatter; og jeg skal virkelig nu i gang med den roman, der har stået alt for længe i reolen. Et rigtigt godt læsetip, som jeg nok ikke ville have fået læst uden denne Bogudfordring!

Wednesday, February 9, 2011

Le Désert de la grâce - Claude Pujade-Renaud
























  • French
  • February 7-8
  • 281 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Bogen ville næppe interessere en bred skare i Danmark, og dog er det en spændende historie om en interessant periode i fransk historie, som Pujade-Renaud ligesom i "La nuit, la neige" lader fortælle udelukkende af kvinder. Igen er det Ludvig den 14.'s regeringstid men denne gang er det religiøse spændinger omkring jansenisterne.

Jansenisme, som teologisk bevægelse, startede i begyndelsen af det 17. århundrede, og det franske kloster umiddelbart udenfor Paris - Port-Royal des Champs - undergår en reform for at leve efter jansenisternes forskrifter om guddommelig nåde. En stor del af klosterets beboere stammer fra den samme familie, og fælles for mange af nonnerne var, at de stammede fra rige veluddannede familier, som normalt ville have flokkes om kongens hof i Versailles. Da klosteret var forbudt for mænd, levede de udenfor som 'Solitaires' - en slags eremitter, og de tiltrak sig flere berømtheder som fx Blaise Pascal og Racine.

Men det er svært at leve efter princippet om guddommelig nåde som eneste retningsgivende faktor i livet, når kongen hedder Ludvig den 14.... Solkongen! Han kunne dårligt acceptere denne rangorden, som Guds repræsentant på jorden. Det udviklede sig til politiske intriger, og endte med lukningen af klosteret i 1709 efter, at novicer i flere omgange var fjernet fra klosteret med magt - og på kongens ordre.

Bogen fortæller i springende historier i denne periode fra 1609-1719 om denne historie; hele tiden fortalt af kvinderne, der havde boet der - de, der var blevet fjernet mod deres vilje for at blilve gift og/eller leve et liv ved hoffet. Det fortæller om Racines moralske krumspring fra den unge teater- og kvindeglade forfatter, som anker og bliver kongens hofhistoriker - hans egen datter ønskede at blive nonne; men Racine fjernede hende for at undgå selv at blive stemplet som jansenist. Datteren forsøger igennem klosterets historie at afdække faderens historie og ikke mindst religiøse synspunkter i et forsøg på at tilgive ham sin bortrejse fra Port-Royal.

Det er tankevækkende, at alle disse kvinder på en tid, hvor de var beregnet til pynt og avl, blev abbedisser og styrede klosteret med hård hånd. De modsatte sig kongens forsøg på med magt at omvende dem til hans form for katolicisme og de oversatte selv mange skrifter fra latin til fransk, så lægmand kunne forstå dem.

Som i hendes tidligere roman, er det forcen - de stærke kvinder; men også den skiftende synsvinkel og de historiske spring, som forbliver forståelige. Det krævede dog til tider en Larousse ved hånden - ikke mindst fordi jeg skulle se, hvem der var fiktiv eller ej i bogen.

---------------------------------------------------------------------------

Beau roman que cette histoire des prot-royalistes - et plein des choses à apprendre! Comme dans "La nuit, la neige" qui traite de la fameuse guerre de succession d'Espagne, nous sommes ici aussi en plein dans la régence de Louis XIV. Mais une partie moins connue pour ma part - le destin des port-royalistes et des jansénistes sous son règne.

Le monastère de Port-Royal des Champs en dehors de Paris existait depuis bien longtemps - mais en 1609 une soeur décide de faire une réforme réligieuse en adaptant la philosophie des jansénistes. Cette soeur et beaucoup d'autres qui suivront descendent de la même famille - les Arnauld. Soit on y mets les jeunes filles, soit les mères y entrent devenues veuves - mais leur but est de vivre selon des principes plus stricts dans une période où le relâchement est devenu courant dans beaucoup de monastères en France... et dans l'église catholique en général qui se préoccupent plus de leurs richesses et pouvoir que de servir Dieu.

A côté des soeurs vivant dans le monastère il y a les hommes, appelés les Solitaires qui vivent en dehors en sorte d'ermites - et c'est parmi eux qu'on rencontre le premier visiteur célèbre - Blaise Pascal. Un autre nom célèbre lié aux lieux est Racine - sa tante y fût abbesse, et sa fille voulut y passe sa vie. Mais des problèmes s'annoncèrent poru les jansénistes!

En effet leur doctrine était basée sur la grâce divine - l'opposé du libre arbitre, Il y a des controverses politiques et comment croire en un Dieu de grâce alors que le représentant de Dieu sur terre, le Roi Soleil, est là! Il faut les éradiquer et on les sort du monastère par force - comme la fille de Racine, qui ne pouvait se permettre pour sa position près du Roi d'être lié au jansénisme. Finalement en 1709 le monastère est définitivement fermé, et il ne restera rien - tout sera brûlé et détruit.

Cette histoire incroyable - et vraie - est racontée par les femmes, car le monastère était avant tout leur domaine. Elles traduisaient les textes du latin en français; elles s'occupaient des Solitaires et elles géraient toute l'économie du monastère. Certaines y veçurent toutes leurs vies; d'autres devaient partir, se marier et renier cette foi - Pujade-Renaus leur laisse à toutes raconter leur version des faits avec leur mots et de leur moment de l'histoire allant de 1609 à 1719.

Elle a une connaissance historique énorme, mais aussi la capacité de rendre ça accessible et différent selon la voix qui raconte. Pour ma part toute la relation de Racine aux jansénistes était nouveau et très intéressant en comparant à ses textes de théâtre qui prennent alors une autre dimension.

Sunday, February 6, 2011

The Lady and the Unicorn - Tracy Chevalier

























Jeg synes, at der er noget interessant i at læse romaner - selvom de er fiktive - som omhandler malerier eller kunstværker, som man kender. Således var det med Tracy Chevaliers tidligere roman, Pige med perleørering, som giver en version af historien bag Vermeers berømte maleri - men også Fleischhauers om det lige så berømte maleri af Henri IV's elskerinde. Så er der den lidt mindre tilgængelige belgiske forfatter Patrick Roegiers roman, hvor han går bag om ni berømte malerier op igennem tiderne. Det fascinerer mig altid - ligesom man i århundreder har fantaseret om Mona Lise - hvem det var, de skjulte symboler osv.

For mange af disse kunstværker var jo oprindelig bare tiltænkt som udsmykning, og næppe mange af kunstnerne havde forestillet sig den interesse, de ville påkalde sig så længe efter. Gobeliner havde en anden helt praktisk funktion - at holde varmen inde i datidens kolde huse; men derfor skulle de jo alligevel være dekorative og fortælle en historie, fremhæve familien og husherrens dyder og bedrifter og vise hans status.

Sjældent eksisterer der dog nedskrevne historier om baggrunden og kunstnerne for netop gobeliner har tit fortabt sig i historiens tåger; det var et fælles arbejde udført af såvel malere som vævere - og det er den verden Chevaliers roman tager os med ind i. Historien, som hun forestiller sig, at den kan være foregået med en pigeglad kunstner, der falder for alle kvinder omkring ham. Jean Le Viste, som har afgivet bestillingen, har især en smuk ung datter, og både hende og moderen, den dybt religiøse Geneviève, bliver til afbildede i gobelinerne.

Selve arbejdet udføres i et atelier i Bruxelles, hvilket er ret sandsynligt - og det var pudsigt at læse om de gader i den gamle indre bydel, hvor jeg færdes til daglig. Også her forelsker den håbløse kunstner sig i væverens blinde datter, og hun får ironisk nok hovedrollen i den gobelin, der skal afbilde Synet - de fem gobeliner er de fem sanser med en større afsluttende scene, som kan være både forførende eller religiøs.

Udover at være en glimrende historie fortalt af alle fra høj til lav, så giver bogen en fantastisk beskrivelse af livet i slutningen af det 15. århundrede og ikke mindst teknikkerne til at skabe gobelinerne. Det er ikke stor litterær kunst - men rigtig dejlig underholdning passende til en søndags læsning.

--------------------------------------------------------------------------------

Un dimanche passé à dévorer un petit roman facile, sympa mais aussi intéressant; comme avec d'autres livres avant cela me fascine de lire les histoires imaginées derrière des tableaux ou des oeuvres d'art connus. Tracy Chevalier a déjà écrit un roman sur le tableau de Vermeer - La Jeune fille à la perle - où elle invente sa version des faits. Fleischhauer l'avait fait avec le fameux tableau montrant la maitresse d'Henri IV aux seins nus et le belge Patrick Roegiers a fait un tour de force avec son livre délirant où il associe neux tableaux connus à tout et n'importe quoi!

Nous les connaissons tous et comme pour la Joconde il y a une part de mystère car nous ne savons pas beaucoup sur les histoires derrière, et les peintres à l'époque ne s'en doutaient guère qu'on passerait des centaines d'années à analyser leurs oeuvres. Pour beaucoup ils étaient destinés à décorer, mais peut-être pas durer si longtemps - et pour les gobelins cela est encore plus vrai. Ils avaient une fonction très pratique - de chauffer les maisons, mais évidemment en racontant aussi une histoire, vanter les mérites du maître de la maison et le mettre en valeur pour ses vertus.

Mais nous ne connaissons pas souvent les artisans derrière - et pour les gobelins il s'agit de plusieurs - le peintre, les ouvriers etc. C'est dans ce monde que Chevalier a placé son histoire - avec un artiste parisien qui aime séduire les jeunes filles innocentes. Il s'éprend surtout de Claude, la jeune fille du commanditaire des gobelins, le noble Jean Le Viste - et la mère de celle-ci, la très pieuse Geneviève qui a du mal à séparer sa fille de l'artiste. Claude et la mère finiront sur les tapisseries finies en incarnant chacune une femme dans le processus de séduction de la licorne.

Le travail lui-même se passe à Bruxelles, ce qui est probablement vrai, et on se retrouve à marcher dans les petites ruelles du vieux centre qui existent encore aujourd'hui. Ici aussi l'artiste fait des dégâts en séduisant la fille aveugle du lissier - elle devient la jeune femme de la Vue, car les cinq gobelins représentent les cinq sens et se termine par un plus grand et plus majestueux qui peut autant être le début que la fin de l'histoire décrite.

La technique est très bien expliqué mais aussi les conditions de vie dans des grandes villes comme Paris et Bruxelles à la fin du XVème. Un très bon petit roman pour un dimanche après-midi!

Saturday, February 5, 2011

Elefantpassernes børn - Peter Høeg


























  • Danish
  • February 2-5
  • 380 pages
  • Titre français: Pas traduit

Hvis Bjarne Reuter i sine 80'er-storhedsdage skulle skrive en teenagespændingsroman, hvor to søskende er på jagt efter deres forældre, og med metoder, som er en blanding af Olsen-banden og James Bond-teknikker løser mysteriet og skaffer jordisk fred - og det hele befolket af fantastifulde protagonister som hentet direkte fra 70'er-serien SOAP, så er man ikke langt fra handlingen i Høegs nyeste roman!

Det er som antyder lidt af en mundfuld, og til tider havde jeg mere end almindeligt svært ved at finde fodfæste og mine egne litterære smagsløg frem. Historien starter både filosofisk og intimt med fortælleren, den 14-årige Peter, som igennem hele bogen fører en direkte dialog med læseren. Peter vil forklare os, at der findes en dør og at vi alle kan finde igennem den dør til en følelse af lethed og glæde, som er unik. For det filosofiske og samtidig religiøse aspekt spiller en stor rolle i Høegs roman, hvor man mere end fornemmer det personlige islæt.

Romanens Peter er præstesøn fra en fiktiv ø, Finø, som ligger midt i Mulighedernes Hav - som er Kattegat. Øen er befolket af temmelig farverige personnager med ikke mindre kedelige navne, som fx den lokale greve Rickardt Tre Løver eller skolelæreren Alexander Finkeblod. Peter og søsteren Tiltes forældre er det lokale præstepar, som på et tidspunkt er faldet for fristelsen til at bidrage med nogle små mirakler ved hjælp af moderne teknologi; det giver dem stor berømthed og de bliver griske. Nu er de igen forsvundet, og da der i København skal afholdes Den Store Synode - en international begivenhed, hvor alle verdens store og små religioner skal mødes, er de hurtige til at regne ud, at forældrene har planlagt et større kup.

Peter og Tilte begiver sig på jagt efter forældrene; og her bliver det en lidt for hæsblæsende børnedetektivroman for min smag. Hele bogen er en teenagebog for voksne med et sprog, hvor alting drejes og skal tillægges morsomheder. Der er nogle sprogperler imellem, men til gengæld kunne jeg også køre træt i de til klichéer grænsende vittigheder. Det blev nogle gange for meget, og tog fokus fra historien, som selvfølgelig er tænkt noget dybere end en børnebog.

For det er store spørgsmål om terrorisme, religioner, filosofi, Høeg vil beskæftige sig med. Det er tydeligt i starten af bogen og finder fint sin plads på de sidste 20-30 sider, hvor opsummeringen af Peters hårde livserfaring som 14-årig opsummeres. Men imellem de to punkter havde jeg svært ved konstant at holde fascinationen gående. Dog er der nok mere i det end man kan gennemskue ved en første læsning, hvor man bliver lidt forpustet af frekvensen af smarte ordfinter; til gengæld ved jeg ikke om man ville kunne klare en ny læsning - selvom det er interessant at se karikaturerne på fx Mærsk McKinney-Møller, og der er absolut også ligheder med Faderhusets berygtede leder. Der adskiller Høeg sig selvfølgelig fra Bjarne Reuter; for et barn ville ikke forstå hverken dybden eller alle vittighederne - og derfor holder man alligevel lidt af den.

Wednesday, February 2, 2011

Le ventre de l'Atlantique - Fatou Diome

























  • French
  • January 31-February 1
  • 255 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Efter den meget smukke Kétala, som jeg læste i julen, var jeg spændt på at læse Diomes meget roste debutroman, som frit oversat hedder 'Atlanterhavets mave'. Det var en ualmindelig poetisk og smuk læseoplevelse, selvom jeg til det sidste frygtede en skrækkelig slutning på historien. Det lå i titlen, at dette ikke ville være helt rosenrødt - men heldigvis endte det ikke så galt, som min måske pessimistiske tankegang forventede. Men den er jo også farvet af de mange forfærdelige historier man ser i pressen om bådflygtningene fra Afrika - eller af historier jeg selv har hørt dernede.

Historien fortælles af storesøsteren, som bor i Frankrig og får telefonopkald fra den yngre halvbror, Madické, der er hjemme i landsbyen. Landsbyen er den lille ø, Niodior, som ligger i Siné Saloum-deltaet og nærmest er selvforsynende og meget afskåret fra omverdenen. Alle, der rejser væk, tiltrækker sig derfor stor opmærksomhed - og Frankrig som gammel kolonimagt er og bliver den ultimative drøm om et Eldorado, der trives i bedste velgående.

Det interessante ved romanens opbygning er, at den følger fodbolden. Den starter under EM i 2000, hvor broderen holder med Italien - alene mod alle de andre drenge i landsbyen. Der er et enkelt fjernsyn - men det er ikke helt stabilt; og Madické ringer til søsteren i Frankrig for at få slutresultaterne. Han begynder selv at spille fodbold og langsomt begynder drømmen om at emigrere til Frankrig; det er vejen til rigdom og berømmelse.

Vævet ind i deres historie fortæller søsteren i tilbageblik om sin egen historie som uægte barn, der skulle have været død, men blev taget til nåde af bedstemoderen. Hun fortæller om kulturen, musikken, kvinderne, maden. Hun fortæller om nogle af landsbyens indbyggere, som vender hjem som rigmænd. Men de fortæller ikke, hvordan de har sovet på offentlige bænke og tigget mad; om ydmygelserne og racismen, om savnet efter familien derhjemme og en kultur og et klima, som er det eneste de hidtil har kendt. Det er irrelevant - og især nedværdigende.. og der er så få, der rejser og kommer tilbage, at en løgn sagtens kan overleve.

Fodbolden bliver pludselig vinduet indtil en uopnåelig verden - adgangsbilletten! Madické og søsteren har nogle gevaldige skænderier, hvor han beskylder hende for at være blevet for europæisk. Det indebærer at være individualist, egoist - alt, der kendetegner vores kultur, hvor vi først og fremmest tænker på vores eget ve og vel. Men hun forsøger at beskytte ham, og fortæller ham heller ikke hele sandheden.

Det er desværre en situation jeg kan genkende, når jeg besøger Afrika. Man forventes at komme med uanede midler - og det er svært at forklare, at 10 EUR i Europa ikke rækker så langt som dernede, og at vi i det daglige ikke lever som fyrster. Men Madické bliver, og søsteren hjælper ham til at starte en lille købmandsforretning i landsbyen.

Bogen slutter med VM i fodbold i 2002; allegorien er sublim! Senegal kommer for første gang i landets historie med til VM, og ender i kvartfinalen. Landet er i ekstase - men hurtigt ser de også bagsiden... franskmændene påråber sig nærmest sejren, da størstedelen af de senegalesiske spillere til daglig er i franske klubber. Der lever de til daglig mest en kummerlig tilværelse, hvor det er kutyme at smide bananer efter dem på banen. Madické indser måske endelig, at fjernsynets dragende magt ikke er den virkelighed, han ville møde i Europa - og han træffer selv beslutningen at blive.

Jeg forventede en barsk aflsutning med druknede i Atlanterhavet; men symbolikken går mere på landet og kulturen, som lever i en så perfekt symbiose med havet - i modsætning til det europæiske liv. Til gengæld var det en fin sammenligning med fodbolden, som om noget er med til at gøre verden mindre og skabe store drømme hos fattige overalt i verden - jo fattigere stedet er, jo større rolle kan fodbolden spille... det ser man jo også i Sydamerika.

Et smukt helstøbt sprog og nogle dejlige billeder hun kan skabe med ord - absolut en flot debutroman; og en forfatter, der skal følges!

-------------------------------------------------------------------------

Ayant lu Kétala pendant les fêtes, j'avais été très agréablement surprise par cette jeune auteure sénégalaise et partout je lisais beaucoup de bien sur son début avec ce roman. Je m'attendais effectivement à une histoire qui finit triste au fond de l'Atlantique - peut-être après avoir trop vu, lu et entendu les histoires des pirogues qui s'engouffrent. Quand on se promène sur la plage là-bas on imagine déjà ces images en regardant les belles pirogues colorées et si meutrières.

L'histoire du roman est racontée par la soeur qui vit en France depuis des années et qui garde contact avec son demi-frère via le téléphone. Il est au village sur la petite île de Niodior dans le delta de Siné Saloum. Une île où on vit de la nature - indépendants de la société moderne et très isolé. Mais néanmoins quelques rares habitants partent - et l'appel de la France reste la plus forte. Ancienne pouvoir coloniale mais surtout symbole de tout ce qui est réussite.

Elle prend un angle très intéressant pour raconter leurs histoires - le foot. Le roman démarre pendant la Coupe d'Europe en 2000. Madické, le frère, est supporter de l'Italie - seul et contre tous qui sont pour la France. Il y a une seule télé au village - mais elle tombe souvent en panne, et Madické doit appeler la soeur pour avoir les résultats. Il commence à jouer lui-même et petit à petit il rêve de partir jouer en France - c'est le chemin assuré de la richesse!

Entre ces histoires de leur relation, elle raconte son histoire - d'enfant illégitime qu'on a voulu tuer à son besoin de quitter ce pays pour devenir elle-même. L'histoire des destins de femmes là-bas mais aussi les histoires de quelques habitants partis en France et revenus. Ils reviennent comme des pachas mais oublient de raconter la misère - les nuits sur un banc public ou mendiant dans la rue. Les humiliations et le racisme, et le manque du pays, de la chaleur, de leur culture. Il ne faut pas en parler - et si peu reviennent que le mensonge (et l'honneur surtout) reste intact.

Le foot devient alors la fenêtre qui s'ouvre sur un nouveau monde. A son retour au pays Madické reproche à sa soeur de ne pas vouloir lui payer son billet d'avion - elle est devenue trop européenne.... c'est à dire égoiste et individualiste. Tout ce qu'il y a de pire dans notre société vue de là-bas! Elle veut surtout le protèger et ne lui raconte pas toute sa verité non plus - comment 10 EUR en France ne te donne pas la même chose que ses 10 EUR ramenés au pays.

Elle lui donne un ultimatum en lui offrant une somme d'argent, mais uniquement si il reste au pays; et il ouvre une petite superette au village. A la fin du livre nous arrivons à la Coupe du Monde de 2002; le Sénégal participe pour la première fois et atteint les quarts de finale - un miracle! C'est la fête - aussi parmi les sénégalais en France, mais cette joie est tâchée par la revendication des français que la plupart de joueurs sénégalais jouent dans des clubs français. Typiquement français - mauvais perdants qu'ils sont... mais aussi une dûre vérité d'un quotidien de ces joueurs qui ont l'habitude de reçevoir des bananes à la figure pendant les matchs. On les veut quand ça va bien - mais pas dans les mauvais temps!

Madické en grandissant réalise que ce n'est pas là son chemin; il reste - alors que beaucoup d'autres auraient pris la pirogue pour partir. C'était la fin que je craignais - mais elle a écrit une belle histoire sur la culture, les sentiments de l'éxilée, l'envie d'une vie nouvelle... c'est très poétique et on est transporté sur les plages du Sénégal en lisant ses mots.