Les quatre saisons de l'été - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 2.-3. oktober
• 283 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Delacourt er tidligere oversat til dansk med Ønskelisten, og mon ikke flere følger efter? Selvom visse elementer nok er sværere at relatere sig til for ikke-franskmænd; men det er smukke historier.

Denne lille roman fra 2014, er inspireret af flere forskellige hændelser.

For det første modtog forfatteren et brev fra hans første ungdomskærlighed. Et ønske om at vide, hvordan han havde det - og måske at drikke en kop kaffe sammen? Det forklarer han selv i bogens indledning; det fik ham til at fundere over den første kærlighed. Dernæst er det muligvis et meget personligt forhold til den franske sanger Francis Cabrels sang Hors Saison, som udkom i 1999.

Det er uden tvivl også historierne om de to franske ægtepar, der i 2013 med en uges mellemrum begik selvmord sammen. Begge par var oppe i årene, og ønskede ikke at den ene skulle leve alene. Det ene par gjorde det i et hotelværelse på det majestætiske parisiske hotel Lutetia, som var hovedkvarteret for familiesammenføring efter 2. Verdenskrig, hvor de løsladte fra de tyske lejre blev registreret her. De to gamle mennesker, der havde været gift i mere end 60 år, havde genfundet hinanden netop på dette hotel.

Den sidste historie forklarer Delacourt ikke direkte; men det lille efterord gav mig indikationer nok til at finde historien i nyhederne fra dengang. 

Det er således en historie om kærlighedens fire aldre - eller fire sæsoner. Og alle udspiller de sig den samme aften på det samme sted - stranden ved Touquet den 14. juli, hvor franskmændene fejrer Bastilledagen.

Den første historie er om den første spæde ungdomskærlighed mellemVictoire og Louis. Om den første afvisning og det knuste hjerte. De er med hendes forældre ved stranden, og krydser det søde gamle ægtepar, der er det billede på livslang kærlighed, som Louis forestiller sig for ham selv.

Den næste historie er om den 35-årige Isabelle, der er enke med en lille dreng, og desperat kaster sig i alle fremmede mænds arme. Den aften finder hun en gammel mand i vandkanten, der er næsten druknet. Han kommer på hospitalet, hvor hun selv møder sin ungdoms kærlighed - men bliver skuffet. Og den ældre mand dør uden at man finder ud af, hvem han var.

Den tredje historie er om Monique og hendes mand, der efter de tre sønner har forladt reden, er ved at køre træt i dagligdagen. De kan ikke genfinde den passion, de havde i starten af deres ægteskab. Monique rejser derfor alene til Touquet, hvor hun indlogerer sig på et hotel, sidder i baren - og flirter lidt med en fremmed mand. Men hun misunder det ældre ægtepar, der sidder lige så fint med deres portvin og hviler i sig selv. Monique vil nu være Louise - og hun er modtagelig overfor den fremmede mand, der opsøger hende. De tager videre til et andet hotel længere oppe ad kysten, og efter nogle dage opdager de et lig, der er skyllet op i vandkanten. En ældre dame, der ikke kan identificeres.

Og så selvfølgelig den sidste historie om det ældre ægtepar; man fornemmede jo, at den ville komme. Man fornemmede udfaldet - men som læser kendte man ikke baggrunden endnu. Den er rørende og smuk, og alle de fire historier bindes sammen.

Som afslutning er der endnu fire små kapitler med en status ti år efter den skæbnesvangre aften, hvor læseren får slutningen på historierne om al den kærlighed. Den for tidlige, for sene. Den umulige, den nye, den genfundne. 

Jeg var overbevist og jeg var helt med i hans historie. 

On ne voyait que le bonheur - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 22.-23. oktober
• 307 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Grégoire Delacourts 'Ønskelisten' blev oversat til dansk, og det er jeg overbevist om, at denne også vil. Jeg var ellers ikke så himmelrykt begejstret for supermarkeds-lottoseddel-historien som så mange andre; men en god fransk ven anbefalede mig denne - og blot det, at netop han anbefalede den undrede mig nok til, at jeg vidste, at det måtte være godt.

Det er en yderst barsk hverdagshistorie. Om alle de små ting - barndommens små nederlag, studietidens venner og drillerier, den første kærlighed og hvordan man endelig tror, at nu er det hele lykke, Især når det første barn kommer - men også den første krise i ægteskabet ... det første utroskab. Vores fortæller giver i den første del denne historie videre til sin søn som en undskyldning eller en forklaring - man aner blot ikke, hvor det ender.

Men han er blevet forladt af konen - det var ikke ham, der var utro; han var blot lykkelig i hverdagen. 

Denne første del ender barsk med, at han forsøger at dræbe dem alle - først datteren, som er det ældste barn, men i stedet for at nå til sønnen og sig selv så går det galt. Han ender med en ulykke på samvittigheden; en af den slags skilsmisseulykker, som man jævnligt læser om i medierne i dag. Hvor skilsmisser, nye ægteskaber, deling af børn og karrierepres pludselig får det hele til at vælte.

I den anden del er han nogle år senere ude af hospitalet efter at have udstået sin psykiatriske straf. Han rejser langt væk for at leve af ingenting ... med ingenting. Men langstom begynder han at rekonstruere sig selv og finde venner og følelser igen. Eller måske faktisk endnu ærligere end de nogensinde har været.

Den sidste del er fortalt af den lemlæstede datter, da hun langsomt begynder at slippe hadet til faderen. Og så er der trods alt en slutning fuld af forhåbning.

Men det er en trist historie med et højt niveau af aktualitet - desværre.

Og lang langt bedre end de tidligere romaner fra hans side - så kan kun anbefale den danske udgave, når den kommer.

Ønskelisten - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 27. juni
• 184 sider
• Originaltitel: La Liste de mes envies

Hvad ville du gøre, hvis du vandt den helt store lottogevinst?

Det spørgsmål har vi alle uden undtagelse stillet os selv. Vi har drømt om det og alle de ting eller oplevelser, der kunne følge med. Måske har vi også et sekund tænkt på, at det kunne ændre tingene til det værre?

Jocelyne er en midaldrende middelmådig fransk kvinde, der styrer sin lille butik med syartikler i hård konkurrence med de omkringliggende supermarkeder. Hun er gift med Jocelyn, som arbejder på fabrikken, og kun drømmer om at blive formand og tjene lidt flere penge, så han kan få sin drømmebil. Deres to børn er for længst flyttet hjemmefra, og ægteskabet er præget af mandens tidligere alkoholisme, og tabet af et barn under fødslen. 

Jocelyne begynder at skrive en blog om strikning og syning, og pludselig har hun rigtigt mange læsere, og bliver lidt af den lokale berømthed. Hun er tilfreds med sit stille liv, og morer sig over de to tvillinger i frisørsalonen ved siden af, som konstant drømmer om lottogevinsten og mulighederne for et nyt liv.

Og en dag vinder Jocelyne. 18 millioner Euro. Udbetalt på en check indtil hun finder ud af, hvordan hun skal få det sagt til familien. Indtil da laver hun blot små lister over, hvad hun kunne tænke sig. En ny køkkenkniv. Et nyt strygejern. 

Med tiden udvikler listen sig til at være mere luksuriøs. Men det bliver ved listerne og drømmene. For pludselig tager tingene en uventet uheldig drejning for Jocelyne og hendes mand. Det er en roman, som nok vil sig eftertænksom - men personligt fandt jeg for mange gentagelser og passivitet. Lidt for pseudolommefilosofisk til min smag - jeg foretrak langt hans første roman, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

L'écrivain de la famille - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 30. september
• 235 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var med et vist vemod, at jeg lukkede denne lille perle af en bog. At jeg også pudsigt nok læste i efterordet en tak til Jean-Louis Fournier, hvis roman jeg læste i går. Om denne tak skyldes, at der også i denne roman er en handicappet søn eller om det skyldes Fourniers anden karriere som humorist, ved jeg ikke. Historien fik mig også til at tænke på Lionel Duroys romaner om hans egen families kaotiske verden, eller Jean-Paul Dubois' fantastiske familiekrønike i takt med det tyvende århundredes Frankrig, som jeg læste inden jeg startede bogbloggen.

Delacourts roman har vundet adskillige franske priser, og ikke uden grund. Den griber én om hjertet med dens stille melankoli over et liv, som bliver så anderledes end man forestiller sig det som en lille dreng i en perfekt familie, hvor alle er lykkelige. Hvor man er så stolt af den 7-årige søn, der skriver et lillebitte rim, der straks får forældrene til at udråbe ham som kommende forfatter. Men det er for meget forlangt, når ordene forsvinder i takt med, at tallerkenerne i det lille gule køkken falder til gulvet under forældrenes skænderier. Når man skal forholde sig til forældrenes skilsmisse, og ikke kan overskue studierne.

I stedet starter man selv den samme skæbne med et for tidligt ægteskab med den helt forkerte; med børnene, der kommer for tidligt og af forkerte årsager. De kan ikke bringe ordene tilbage i et parforhold.

Så forsøger Edouard at bringe ordene frem i sin karriere; ikke i den bog, som aldrig blev til noget men som reklametekstforfatter (som forfatteren selv). Her virker ordene; de flyder og bringer penge til familien og det bliver i sidste ende årsagen til bruddet.

Familiens historie er banal set i den store sammenhæng; det er en hverdagshistorie om de tre børn af de uforlignelige forældre. Om sønnen, der må på institution og ender med at kaste sig ud af et vindue. Om søsteren, der bare vil have et stille og roligt lykkeligt liv, men ender som enlig mor og derefter slår sig til tåls med, hvad livet kan byde hende i form af en enkemand.

Om sønnens forsøg på at jonglere det hele og samtidig gøre forældrene stolte, selvom han ikke blev forfatter. Men da er faderen forlængst gledet ind i Alzheimers grab, og tiden går og der kommer nye produkter til i verden. Der er nye sange og politiske hændelser, som også markerer vores liv i de tre årtier historien spænder over.

Jeg var fuldstændigt opslugt - og både trist og glad ved sidste side; historien reflekterer vores egne liv og den giver håb og glæde.