Voksnes løgnagtige liv - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 24.-31. maj
• 448 sider
• Fransk titel: La vie mensongère des adultes

Elena Ferrante har samme forhold til Napoli som Orhan Pamuk har til Istanbul! De skriver begge romaner, der foregår i deres by - og hvor man forestiller sig begge byer badet i sydens sol og eksotisme, så er det mest den mere dystre side vi ser. Pamuks Istanbul er oftest mørk, grå og dækket afg sne; Ferrantes Napoli er befolket af intellektuelle mellemklassefamilier, der kæmper med livets eksistentialistiske spørgsmål.

Det er komplekse forhold mellem mennesker, som vi så det i Napoli-kvartetten om Elena og Lina. Det er coming of age-romaner, der er feministiske. Hvilket jo igen leder os tilbage til det evindelige spørgsmål om, hvem forfatteren er! På et tidspunkt var der en del polemi, da man vist mente, at have "fundet" hende. Personligt læste jeg det faktisk ikke. Jeg har fuld respekt for, at forfatteren vil være anonym, og mener ikke, at man skal gøre alt for at finde vedkommende. 

Den franske forfatter Romain Gary skrev flere gange under pseudonym; han udgav romaner under sit eget navn og vandt blandt andet Goncourt-prisen i 1956 og igen i 1975 for en roman skrevet under pseudonymet Emile Ajar. Han begik selvmord i 1980, og blandt hans ting fandt man et brev, der forklarede, at han var manden bag de andre romaner. Der har været spekulationer omkring, at en mulig afsløring skulle have skubbet ham til selvmordet. Så lad dog de kunstnere være i fred - og skrive som de vil, og som hvem de vil!

I hendes seneste oversatte roman er vi altså i Napoli i starten af 1990'erne. Giovanna er teenager og skal finde sig selv; men da hun overhører faderen sige, at hun ligner sin tante Vittoria er det ikke en kompliment. For Vittoria er familiens sorte får - eller i hvert fald så anderledes fra hendes egne intellektuelle forældre, der er lærere. Giovanna beslutter sig for at finde denne tante; og dermed åbner hun op for en Pandoras æske af familiehemmeligheder, men hun konfronteres også selv med Napolis arbejderklasse. Hun møder selvfølgelig Vittoria, men også en hel ny "familie", som denne har og samtidig går hun i flud blomst ind i fasen med at udforske sin seksualitet.

Men det er langt mere dystert end Napoli-kvartetten; det er jo barsk for en teenager at blive overladt til sig selv, og ikke mindst føle at faderens familieproblemer overføres til hende. Hun har hele sit liv set op til forældrene, og pludselig svigter de hende ved at vise en helt anden side af sig selv. Så det er også hendes egen vej til at blive voksen med alle de løgne, det kan indebære, som er på spil her.

Det var derfor en lidt tung sag at komme igennem; men man fanges af hendes ord præcis som med Pamuks også ret komplekse romaner. Flere gange har jeg planlagt en rejse til Napoli - men pandemi osv. Nu skal det på planen igen, når kræften er overstået - for jeg må virkelig se det Napoli, som Ferrante så levende beskriver.

My Place at the Table - Alexander Lobrano

 

• Engelsk
• 22.-23. maj
• 238 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror aldrig jeg har været så desperat for at komme ud at rejse! Først Corona - og så nåede jeg heldigvis lige en ydmyg tur til Sydspanien, inden jeg fik konstateret brystkræft. Nu er jeg også desperat for at få noget god mad - eller bare noget helt almindelig mad ville være godt til at starte med. Men jeg er også begyndt at fantasere om alle de ting jeg skal spise, når jeg er færdig med kemo og har fået mine almindelige smagsløg igen.

Jeg skulle have været til Paris netop den uge jeg blev opereret, og der var bestemt nogle gode restauranter på programmet. Det må vente!

Alexander Lobrano er navnet til trods amerikaner; men allerede som barn havde han en interesse for gastronomi, som undrede hans familie. Hans første besøg i Paris som teenager overbeviste ham om, at det var hér, han skulle bo. I 1986, da han var i starten af trediverne, flyttede han til Paris som journalist på et herremodeblad - ikke noget han havde forstand på; men det var jo en adgangsbillet til Paris.

Han opdager hurtigt, at mad i Frankrig er en hel anden oplevelse end i USA - måden, man behandler mad på; måden, man taler om det på og vigtigheden af alle de forskellige produkter med deres regionale stoltheder. Han opdager, at champignon ikke bare en den almindelige version han kendte på dåse (!!!) fra sin mors madlavning, men at de findes i et utal af versioner og friske fra jorden med sæsonbetoning.

Han beslutter sig for at forfølge denne drøm, og begynder at lære om mad på en meget pragmatisk måde ved at spise sig igennem Paris. Han noterer restauranttips fra alle han møder - damen på posthuset, apotekeren, naboen, osv.

Han opdager glæden ved mad som en sensuel oplevelse; og bliver med tiden mindre og mindre "bange" for at smage nye ting. En særlig oplevelse morede mig en del - da han besøgte restauranten La Maison Blanche, som åbnede i slutningen af 1980'erne. Det var her, jeg selv for nok første gang fik en virkelig gastronomisk oplevelse, da en ven inviterede mig. Jeg var knap 20 år - og havde bestemt ikke råd til den slags extravagance. Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det kostede - for det var første gang, jeg oplevede et menukort til den inviterede uden priser. Jeg faldt over noget, der hed ris de veau - og spurgte tjeneren, hvad det var. Noget med kalv, jo! Men tjeneren mente ikke, at jeg skulle have mere forklaring inden - og jeg det var således jeg opdagede kalvebrisler. Det er absolut ikke hverdagskost i Danmark - men er en af mange meget franske ting, jeg elsker ... sammen med snegle, frølår og oste, som aldrig ville blive tilladt i Danmark med vores hysteriske regler.

Så det var jo en underlig form for tortur at læse en hel bog om fantastiske madoplevelser; han beskriver nemlig i detaljer de retter, der har gjort stort indtryk på ham. Men det var også dejligt og der er morsomme anekdoter iblandt - ikke nemt for en amerikaner at havne i et gastronomisk mekka!

I slutningen af bogen giver han sine tips til de 30 bedste restauranter i Paris (2019), og det er ikke udelukkende 3-stjernede Michelin-restauranter; der var flere, som jeg har besøgt og flere, der var/er på min liste til næste rejse. For der kommer jo en ende på dette!

Jane Seymour (Six Tudor Queens III) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 16.-21. maj
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Det var ikke meningen, at der skulle gå så lang tid inden jeg fortsatte i serien om Henry VIII's dronninger; men den skulle åbenbart findes frem på et fjernlager et sted ude i verden. Men det er måske også fint, da der specielt i de tre første romaner er et næsten totalt overlap i tidshorisont. Katherine af Aragon døde blot fire måneder inden Anne Boleyn mistede hovedet på skafottet. 

Da Henry VIII begyndte at brygge på tankerne om at slippe af med Anne Boleyn, var han allerede videre i sit kærlighedsliv. Det skulle efterfølgende hedde sig, at han var udmattet af alle de ægteskaber men som den allernådigste fyrste han jo var, så ofrede han sig for sit land - for en kongesøn og arving skulle der jo til.

Hvor nobel en handling det var, er nok tvivlsomt! Men hvordan Jane Seymour skal gå over i historien er måske mere komplekst. Hun blev beskrevet som en lille grå mus - og ikke den femme fatale som hendes forgænger havde været. De to kunne i øvrigt ikke udstå hinanden!

Men var hun offer for hans ihærdige forførelseskunst og turde ikke sige nej? Eller var det et nøje planlagt move at forføre kongen og samtidig spille så kostbar, at han ikke havde anden mulighed end at skille sig af med Anne Boleyn?

Måske var det lidt af det hele og midt imellem? Jane Seymour var stadig ugift - og dermed formodes jomfru, da Henry VIII fik ideen om at forføre hende. Han forførte jo en del unge piger ved hoffet. Men hendes adelige familie så måske hurtigt fidusen i at spille kostbar med jomfrueligheden - måske var det dem, der agerede i baggrunden og vejledte den unge Jane?

Alison Weir skriver selv i epilogen, at der er flere muligheder og vi får jo aldrig svaret. Selv om der skulle findes overleveringer i form af dagbøger eller breve, er de næppe pålidelige, da netop den slags også var et politisk redskab.

Som forfatter har hun valgt en semi-proaktiv Jane; men som primært skulle gøre det af hengivenhed til den første dronning, Katherine af Aragon, og trofasthed overfor den katolske kirke i Rom. Hun troede at hendes mødom kunne skaffe paven tilbage! Det skete ikke.

Der skete jo faktisk ikke meget - primært skulle hun fremskaffe den prins, og da hun endelig gjorde det knap 17 måneder efter brylluppet, døde hun i barselsseng. Muligvis af en kombination af barselsfeber og madforgiftning. Ingen ved, hvordan tingene havde udviklet sig, var det ikke sket?

Var Henry VIII blevet træt af hende af andre årsager? Var der kommet flere børn - hvilket ville have ændret verdenshistorien fuldstændig, da det kunne have betydet, at hverken Mary eller Elizabeth var blevet dronninger. 

Et kort liv og en hurtig tid på tronen; på under to år i 1536-37 mister Henry VIII tre hustruer, selvom han havde været skilt fra den første i et stykke tid.

Men han skal videre med at opofre sig for landet - for en enkelt søn er for skrøbeligt et grundlag at regere på!

Trois - Valérie Perrin

 

• Fransk
• 9.-15. maj
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig ventet længe på denne paperback-udgave, og havde endda sat en påmindelse i min kalender, så jeg kunne bestille den lige så snart den udkom. Jeg slugte hendes to tidligere romaner, og den ene er heldigvis oversat til dansk nu - den kan jeg kun varmt anbefale!

Man bliver bestemt ikke skuffet med hendes tredje roman, selvom den måske ikke vil egne sig så godt til oversættelse. Det mente jeg muligvis også om Vand til blomster med alle citaterne af franske digtere og forfattere - og det er jo lykkedes. 

Historien fortælles af Virginie. Vi er i 2017 i en lille frank landsby, hvor man netop har trukket en bil op af søen. Inde i bilen finder man resterne af et lig. Men hvem er det?

Virginie siger, at ud af tre barndomsvenner - Nina, Etienne og Adrien - er det i dag kun Adrien, der taler til hende. Så man undrer sig i meget lang tid over, hvem denne Virginie er. For vi skal helt tilbage til 1986, hvor de tre venner mødes den første dag i skolegården til den franske mellemskole - der starter, når man er 10 år gammel. Fra det øjeblik blev de uadskillelige.

Historien skifter mellem julen 2017 og fortiden - til dels krnonologisk byggende op til at falde sammen med nutiden.

De tre venner er født i 1976 - lidt yngre end mig; men de sange, der følger deres teenageår er dem, jeg lyttede til, da jeg flyttede til Frankrig i 1987 - og der er også internationale kunstnere; så ikke helt umuligt for ikke-franske.

Jeg havde først en lille smule svært ved at komme i gang - men det skulle nok snarere min kemohjerne lige nu; da der kom hul, kunne jeg dårligt sove. Jeg ved ikke om jeg er dummere end gennemsnittet - men jeg var mere end 500 sider henne, før jeg pludselig forstod, hvem Virginie var. Og det er et genitalt plot.

Til gengæld er jeg noget frustreret over en manglende slutning for en af hovedpersonerne; der mangler jeg lidt viden. Det er svært at sige for meget uden at afsløre handlingen - men man kan håbe, at danske forlag nu får øjnene op og oversætter denne også. 

Le dernier sommeil selon Caravage - Alain Le Ninèze

 

• Fransk
• 8. maj
• 124 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er vild med Caravaggios malerier - ham og El Greco er nok om noget mine favoritter!

Og så var Caravaggio en rigtig bad boy, som Fernandez beskrev det i sin romanbiografi af ham.

Han levede vildt og han døde voldsomt!

Dette er en lillebitte bog i en ny serie, der hedder Romanen om et mesterværk - en serie historier skrevet over et enkelt maleri eller kunstværk af forskellige forfattere. Jeg ville jo elske at have dem allesammen - og det kommer jeg nok også til selvom de er lidt pebrede efter franske standarder.

I serien er det fx Goya, van Gogh, Manet, Klimt, Hopper - men også ældre som Caravaggio, Brueghel og Michelangelo. I omslaget ses i starten hele maleriet og til slut en detalje fra maleriet.

I denne Caravaggio-historie er maleriet Jomfru Marias død; et traditionelt motiv, som skal vise Maria i sin blide søvn inden hun stiger til himmels. Men Caravaggio gør det utænkelige - han tager til lighuset og maler Maria ud fra en prostitueret, der er samlet drukent op af Tiberen. Apostlene omkring hende ligner almindelige sørgende og der mangler den ophøjede bibelske stemning, som munkene, der har bestilt maleriet forventer. Skandale!

Det er i øvrigt ikke første gang, det sker. Caravaggios rygte er efterhånden noget blakket og han er tit i slagsmål i Roms gader. 

I historien antager forfatteren, at Maria i skikkelsen af den prostituerede var en kvinde, han kendte og havde brugt flere gange tidligere i sine malerier. Hun arbejdede for Tommasoni, som Caravaggio dræber den 28. maj 1606 i et slagsmål. Det blev starten på hans landflygtighed - rejsen til Malta, flere problemer, opholdet på Sicilien og senere Napoli inden han dør ensom og syg på en strand. Han døde sandsynligvis af blodforgiftning i nogle af de mange sår, han har efter sine kampe. Han døde relativt ung som 40-årig, og med et blakket rygte, der gjorde, at han første flere århundreder senere blev "genopdaget" og anerkendt.

Ideen er ganske fin og vellykket; om det vil virke for alle kunstværker i serien ved jeg jo ikke - men i dette tilfælde er der dokumentation for skandalen omkring maleriet og hans problemer med politiet.

Vi fulgte skildpadderne - Alice Hoffman

 

• Engelsk
• 3.-7. maj
• 400 sider
• Originaltitel: The Marriage of Opposites

Jeg tog en pause fra Henry VIII's hustruer og tog til Caribien - nærmere betegnet Dansk Vestindien til en utrolig historie!

I 1795 fødes Rachel på Sankt Thomas - dengang en af de danske besiddelser i Dansk Vestindien; hun er jøde og ud af en handelsfamilie. Men forretningerne går ikke helt som ønsket, og som ganske ung giftes hun væk til den langt ældre Monsieur Petit, som er enkemand med tre børn. Det er ikke et kærlighedsægteskab på nogen måde; snarere en forretningsaftale og Rachel indgår også en med hans afdøde hustru, hvis spøgelse hun mener at se i soveværelset. Hun lover den afdøde ikke at elske ham - og bringer hende jævnligt hendes yndlingsblomster på kirkegården. Det er prisen hun betaler for at være i ægteskabet.

Hun føder ham endnu tre børn inden han pludselig dør af et hjerteanfald, og hun er en ung enke med seks børn og endnu et på vej. Som kvinde kan hun ikke eje eller forvalte forretningen, og må flytte fra deres hus. Og så ankommer en nevø til den afdøde mand fra Paris - den by Rachel altid har drømt om at besøge. Frédéric er otte år yngre, og de forelsker sig ved første blik. Men nogle mener, at det er incest - der er jo familierelationer mellem dem omend ikke blodrelaterede.

De udstødes af den lille jødiske minoritet og lever i utugt mens hun føder flere børn. Det tager lang tid før de bliver gift - men endnu længere at blive tilgivet! Og der er kommet fire drenge fra dette sidste forhold - og den yngste er Camille Pissarro. Han blev berømt som en af ophavsmændene til impressionismen - men først mange år senere.

Dette er historien om Rachel og hendes familie! Vi følger selvfølgelig især Camille af hendes børn, men det er også først og fremmest en eventyrlig historie om Vestindien og den periode. Et lille miljø med skarpt adskilte befolkningsgrupper - jøderne, europæerne og slaverne eller dem med afrikansk blod. Det var også tiden, hvor vores Peter von Scholten ophævede slaveriet.

Der er eventyrlighed i naturen og deres relationer til det overnaturlige, så man tænker på tidlig Isabel Allende eller Marquez. Der er rejser rundt i verden, som slutter i Paris i slutningen af det 19. århundrede - og så er der Rachel og Frédérics store kærlighedshistorie. Altoverskyggende og intens også for de mange børn af forskellige fædre, og for Camille, som kæmper med forholdet til moderen. Rachel er stålsat i sin kamp for familien og kærligheden - men også for deres rolle i samfundet.

Det er ikke en historie om maleren Pissarro men om den virkelig specielle historie, der gemmer sig i hans rødder. Helt eventyrligt og rørende.

Un invincible été - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 1.-2. maj
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så nåede jeg til enden af familiesagaen om Almah og Wilhelm og deres efterfølgere, der bosatte sig i Den Dominikanske Republik under 2. Verdenskrig.

Jeg læste første bind for snart tre år siden - da det måske var tænkt som en enkeltstående roman; men det udviklede sig til en historie om hele det 20. århundrede og slutter i 2013 umiddelbart efter, at Almah er død i en alder af 101 år. Det er ikke tilfældigt! I indledningen til første bind taler forfatteren med Kurt Luis Hess, som inspirerede hende til histoiren - og han døde selv som 101-årig.

Dog må man sige, at der er mange, der bliver meget gamle i hendes historie - måske også mere end det statistisk set ville være rimeligt at antage. Men fred med det.

Da fjerde bind starter i 1980 er Almahs datter Ruth gravid for tredje gang; AIDS-epidemien rammer verden - og hun bekymrer sig for sin homoseksuelle ven Arturo i New York. Ikke mindre bliver chokket, da familien opdager, at Arturo danner par med Nathan - Almahs nevø, og deres alles lille fætter. Chokeret mest fordi der er en aldersforskel og fordi ingen i den meget sammentømrede familie havde luret det.

Der er nemlig stadig mange tråde ud til, hvad der sker i verden i de år - til tider også for mange; for der er ting, der aldrig helt afsluttes. Personer, der forsvinder uden et ord mens andre dør under stor opmærksomhed fra forfatterens side.

Nu er det Ruth, der ældes og hun bliver bedstemor og Almah oldemor mens vi går ind i det 21. århundrede med 9/11 - hvor sønnen David er involveret. Og ikke mindst det store jordskælv på Haiti i 2010.

Det kan godt blive lidt for voldsomt at forsøge at ville det hele - det politisk korrekte med datteren Gaya, der er lesbisk og klimaforkæmper. De historiske begivenheder, som de alle er statister i.

Men det er også en smuk historie om en særegen skæbne, der ramte disse mennesker, der flygtede fra Nazisterne for at ende mod deres vilje på en lille caribisk ø. De fleste fandt sig til rette, og som Hess selv tog de aldrig tilbage for at se deres fødeland igen.

Samtidig er de jødiske traditioner en stærk del af historien; og jeg græd stote tårer ved slutningen og Almahs begravelse. 

Som en finurlig krølle på historien er der som appendix fire playlister - en for hevr bog og hver tidsperiode. Det er pudsigt og interessant lavet.

Hvad skal Bardon så nu? Disse var hendes første romaner, og en epoke er virkelig slut. Nu skal hun kunne finde en ny stemme og stil - det bliver interessant at se.