Saturday, April 30, 2016

Juste une fois - Alexandre Jardin



























  • Fransk
  • 28.-30. april
  • 230 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nå, men jeg skiftede mening om, hvad jeg så skulle læse. Der er rigeligt med drama i livet lige nu med et nærtstående familiemedlems død, der er tæt forestående. Så når der er tid til noget andet, skulle det være lidt let underholdning, syntes jeg - og Alexandre Jardin har tidligere været god for den slags. Men det må være mange år siden - da jeg ikke har en eneste af hans bøger her på bloggen. 

Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke var begejstret - muligvis sammenholdt med tingenes generelle tilstand selvfølgelig. Han har ikke udgivet meget de sidste år, og hans genre kørte måske allerede for meget i samme rille. 

Det er 2015, og Hannah ligger for døden på et hospital i New York - med udsigt over mindesmærket for Twin Towers. Hun er dog ikke mere end i starten af 50'erne - og hendes mand og teenagesøn er hos hende; hun kan ikke kende dem længere, men hendes hukommelse vandrer længere tilbage - til 2001 og 1986.

I 1986 bliver hendes søster, Sarah, gift med den karismatiske César. Men da César ser den yngre søster, Hannah, er han sikker på, at det skulle have været hende. Han trækker sig dog ikke fra brylluppet, men beder hende huske, at han bare vil elske med hende en enkelt gang i sit liv.

I 2001 er Sarah død, og César er en ulykkelig enkemand med en teenagesøn, som besøger svigerfamilien/bedsteforældrene - og nu er det tre uger inden Hannahs bryllup. Et bryllup, som er absolut praktisk og ikke drevet af passioneret kærlighed. Denne gang får de deres historie - og Hannah oplever passionen. Hun kommer ud for en voldsom ulykke, og de to rivaler beslutter, at den hun først vil tale med, når hun vågner op, vinder hende.

Den aftale overholder den kommende brudgom selvfølgelig ikke; og de bliver gift og får en søn. 

Nu mange år efter ved hendes dødsleje, opdager manden så sin fatale fejl - og, at sønnen ikke er hans; men Césars. César, som døde i Twin Towers, da de skulle mødes, og hun skulle fortælle ham om graviditeten.

Det hele virker som et oplagt filmmanuskript og Jardin selv optræder i cameoroller flere steder i bogen, hvilket jeg finder usandsynligt plat. Den franske presse var meget fortørnede over bogen, da den udkom - fordi den er skrevet på canadisk-fransk i dialogerne (med undertekster) - og det gør heller ikke læsningen lettere. I det hele taget en meget stor skuffelse vel vidende, at han engang virkelig kunne skrive dejlige historier.

Thursday, April 28, 2016

Greco - Annie Cloulas



























  • Fransk
  • 26.-27. april
  • 205 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste uges højdepunkt i Paris var for mig den lille intime udstilling på Musée de Luxembourg med kunstværker fra det nationale kunstmuseum i Budapest. Der var ikke mere end 80 malerier strækkende over seks århundreder - fra den tidlige middelalder over renæssancen og impressionismen og op til de moderne, som jeg jo ikke er så begejstret for.

Især havde jeg glædet mig til at se deres lille samling af fire El Greco-malerier, og jeg blev ikke skuffet! Malerier, som jeg nok ellers aldrig ville have set - med mindre jeg en dag kommer til Budapest; men nu kunne jeg suge dem ind i lang tid. Så gik vi videre i udstillingen - og inden vi forlod museet måtte jeg lige tilbage en sidste gang og beundre farverne i specielt dette maleri, som jo slet ikke gør sig godt med et mobilkamera.



Selvfølgelig måtte jeg også i museumsbutikken, og der var jeg heldig at finde en biografi af El Greco; den er ikke voldsom omfattende, da der ikke er mange overleveringer om hans tidlige liv eller private optegnelser. 

Men der er en grundig indsigt i, hvordan malerne på den tid arbejdede med kommissioner fra adelige og gejstlige med alle deres krav og paragraffer om, hvad der skal ske, hvis kunstneren ikke overholder tidsfristen - som jo ofte strak sig over flere år. Han kunne jo dø undervejs, så kontrakten måtte fortælle, hvem der i så fald skulle færdiggøre det.

Da Greco jo heller ikke var spanier på trods af sine mange år i Toledo og Madrid, var der også klausuler, der forbød ham at forlade byen (eller landet). Maleren fik et forskud til køb af materialer, som ligeledes var nøje defineret i form af farver og mængder, der skulle benyttes. Når malerier var færdigt skulle det takseres og dette skete ved hjælp af en repræsentant for både køber og sælger (kunstner). Begge parter skulle vurdere, hvad maleriets endelige værdi var - og her var El Greco ofte ude i lange diskussioner og tvister, som varede flere år.

Ligeledes skulle det kontrolleres, at ikonografien var overholdt. Inkvisitionen havde strenge regler for, hvordan hver helgen skulle repræsenteres og var det ikke i orden, skulle det males om. Man måtte heller ikke male nulevende personer - det var ikke velset, at fremstille sig selv på den forfængelige måde.

Dog malede El Greco jo også portrætter - men med personen alene, og ikke sammen med kirkelige figurer. 

Jeg er dybt fascineret af hans metode, penselstrøg og farvevalg, som slet ikke harmonerer med datidens klassiske idealer. De langtrukne forpinte figurer med triste hængende øjne og de specielle melankolske farver, han benytter. Senere forskere har argumenteret for både sindssyge og synsproblemer, som gjorde, at han ikke kunne male 'korrekt'. Andre har argumenteret for åbenlyse homoseksuelle tegn i hans malerier - kropsstillinger, nøgenhed (han var jo også glad for at male Sankt Sebastian!) og det faktum, at han aldrig giftede sig men levede med en mandlig tjener. 

Måske var han homoseksuel som Caravaggio - men derudover tror jeg nu, at hans stil blot var hans stil, som var helt hans egen. Han kritiserede åbenlyst Michelangelo som en dårlig maler; han brød sig ikke om den pertentlige skarpe stil og derfor var det jo indlysende i det 17. og 18. århundrede at påstå, at han var syg af den ene eller den anden årsag.

Vores anskuelser i dag er heldigvis mere nuancerede - og hans malerier er med rette kommet tilbage i rampelyset.

Tuesday, April 26, 2016

Vores mand i Havana - Graham Greene



























  • Engelsk
  • 18.-19. april
  • 225 sider
  • Originaltitel: Our Man in Havana

Da jeg lige smuttede fem dage til Paris, er jeg lidt bagud med opdateringer - og jeg holdt fem dages bogfri. Ingen læsning overhovedet - men jeg fik til gengæld slæbt nogle bøger retur til sommeren; hvis den en dag kommer. Men inden jeg smuttede fik jeg læst en rigtig god gammel klassiker.

Greenes klassiker fra 1958 er jo vanvittigt underholdende; jeg havde jo hørt om den, men troede måske, at det var en mere klassisk spionroman, som ikke sagde mig meget. Men denne sorte engelske humor er intet mindre end fantastisk.

Wormold er en midaldrende engelsk mand, hvis kone har forladt ham. Han bor nu alene i Havana med datteren Milly, som er troende katolik, og gerne vil redde hele verden. Wormold sælger støvsugere, og bekymrer sig over, hvordan han skal skaffe penge til Millys uddannelse. En dag bliver han opsøgt af Hawthorne, som er på rejse i byen, og hyrer ham som spion for den engelske efterretningstjeneste uden, at han har meget at indvende. Selvsagt aner han intet om, hvordan man er spion - men Hawthorne fortæller ham,at han må etablere et netværk af agenter; så han opfinder et par stykker. Det har så den fordel, at han kan få penge som udlæg for deres omkostninger.

Disse agenter findes jo ikke - men Wormold begynder at opfinde mere og mere krydrede rapporter, som sendes tilbage til London i kodede beskeder. Hans eneste ven, tyskeren Hasselbacher, er den eneste, han indvier i sine hemmeligheder.

Men pludselig begynder folk at dø eller blive forfulgt, og Wormold selv skal tilsyneladende forgiftes. Hasselbacher dør og Wormold begynder at frygte, at London har opdaget hans fupnummer. Endelig opdages det, og Wormold og den udsendte sekretær, Beatrice, kaldes hjem. Dog mener efterretningstjenesten, at det vil være for pinligt, hvis Wormold fortæller sin historie offentligt - så de giver ham en ærespris og et job. Det er hele ironien i systemet, der her beskrives - hvordan efterretningstjenesten bliver bange for de tegninger Wormold sender hjem. De ser kæmpe maskiner, der kan forårsage massedrab, hvor det i virkeligheden er støvsugerdele - men de må jo ikke dele dem med andre.

Jeg kunne sagtens forestille mig, at filmen må være ret underholdende selvom den har nogle år på bagen. Det er gedigen engelsk humor i bedste stil!


Monday, April 18, 2016

Havets stilhed - Vercors



























  • Fransk
  • 17. april
  • 182 sider
  • Originaltitel: Le silence de la mer

"Havets stilhed" er vist ikke meget kendt på dansk, da vi havde vores egne helte indenfor modstandslitteraturen. Men på fransk er det en klassiker af de meget tunge!

Jeg blev mindet om den igen, da den optræder i Rutherfurds historiske roman om Paris, og min udgave er vist en af de allerførste, som det ses af omslagets billede. Den er godt slidt, men har sin faste plads i reolen og da jeg sidst læste den i en noget yngre og mere ignorant udgave af mig selv, var det et oplagt søndagsprojekt.

Vercors er et pseudonym for Jean Bruller, som var en fransk forfatter og tegner. Han skrev sine små historier under krigen, og Havets stilhed udkom i starten af 1942. Da manuskriptet når til London, hvor de Gaulle kæmper for et frit Frankrig, beordrer han, at det skal trykkes i endnu flere eksemplarer og det opnår en status som kampråb måske som vi i Danmark havde det med Liva Weels sang

Min udgave indeholder syv noveller, hvoraf Havets stilhed er den længste. Det er en utrolig markerende historie om den ældre mand og hans niece, som bor alene i et hus langt ude på landet. Huset bliver delvist inddraget af tyskerne, og de skal logere en tysk officer. Men de taler aldrig til ham. Hver aften sidder de i husets lille bibliotek foran kaminen; han læser og hun syr eller strikker.

Officeren kommer hver aften hjem, og træder ind i stuen, hvor han siger nogle høflighedsfraser, som hver gang ender med at ønske dem god nat. Efter noget tid kommer han i civiltøj, og begynder at snakke om forholdet mellem Frankrig og Tyskland som to store stater, der skal forbedre Europa. Han er begejstret for den franske litteratur og malerkunst, men mener, at kun tyskerne kan skrive musik.
Men aldrig får han et svar fra de to beboere.

Efter en orlov i Paris vender han pludselig tilbage, og er forandret. Han fortæller dem, at han har bedt om at blive sendt til fronten, og at de skal glemme alt, han har sagt om krigen. Nu har han forstået tyskernes oprigtige formål.

Måden stilheden bliver brugt i denne lille historie er enorm; den er den ypperste modstand mod fjenden. Det er det værste våben de to beboere har til deres rådighed overfor denne unge officer, som var stolt af at være i Frankrig. 

Jeg er normalt ikke meget til noveller, men når de rammer så dybt som Vercors' gør det, så er jeg fuld af beundring.

En anden novelle er om muligt endnu mere gribende, fordi den er endnu kortere - men så kondenseret, at man må læse den flere gange for at få hele gruen med. Det er historien om en lille dreng, der går tur med sin far. Den tur, de tit går. Men de stopper ikke de samme steder for at sidde. Faderen vil hele tiden holde drengen i hånden. Og da de kommer hjem, er den røde geranium, som moderen plejer at stille i vinduet væk. Clouet kommer i en enkelt næsten uskyldig sætning til sidst. hvor læseren forstår, at moderen var jøde og er fanget. At faderen gik til stationen for at lede efter hende - og blev dræbt.

Der er et par noveller, som jeg ikke fandt lige så stærke; men overordnet set er det et genialt stykke litteratur, som bestemt ikke var faldet i den tyske censurs smag. Og det er beviset på, at man med ganske få ord kan udtrykke uendeligt meget.

Saturday, April 16, 2016

Paris - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 10.-16. april
  • 832 sider
  • Dansk titel: Paris

Nå, nu har jeg jo snart et problem eftersom den gode hr. Rutherfurd vist ikke længere skriver historiske romaner. Han har skrevet otte styks, og bogen om Paris var for mit vedkommende nummer fem. Da jeg rejser til Paris i overmorgen passede det fint i planlægningen; ikke, at jeg jo ikke kender Paris som min egen bukselomme - men det var lige for at begynde at glæde sig i god tid.

Paris-historien adskiller sig på flere områder markant fra hans andre bøger. Vi starter ikke helt tilbage ved en nærmest forhistorisk periode, som i Irland og London (men heller ikke så sent som i New York dog). Ydermere er bogen ikke kronologisk, hvilket for nogle måske kan virke forvirrende.

Vi starter i 1875 - nogle få år after Pariserkommunen, hvor den unge Jacques le Sourd for at vide af sin mor, at det er de adelige, der er skyld i faderens død - og mere specifikt, at det er den adelige de Cygne-familie. Så knægten beslutter sig for, at en dag vil han dræbe Roland de Cygnes far som hævn og gengæld.

Bogen fortsætter ret detaljeret kronologisk frem fra 1875 til slutningen af 2. Verdenskrigmed afbræk, som tager os tilbage til 1261 og med hop i de forskellige århundreder indtil 1875 indhentes. Men det er uden tvivl den sidste periode og de to store verdenskrige, der fylder mest i bogen. Det er markant anderledes fra hans andre bøger. 

Man kunne jo ellers mene, at der var masser af materiale til at starte tilbage til romernes ankomst til Lutèce; men måske er det også en for stor mundfuld - eller der er i forvejen skrevet så meget om det. Til gengæld får personerne i Paris meget mere tid til at udfolde sig for læseren, hvilket heller ikke er skidt. Man følger i detaljer bygningen af Eiffel-tårnet, og de mange forskellige samfundslag, der består selv efter revolutionen. 

Og så er der jo affæren med hævnen - for de to mænd mødes, og Jacques får mere end en gang mulighed for at dræbe sin adelige modstander. Men selv han må indse, at hævntørst falmer, og at de måske kæmper for de samme idealer omend fra forskellige angrebsvinkler. Men de er jo begge absolut patriotiske, og så stolte gallere som noget.

Det menneskelige aspekt fylder mere end i de andre bøger, og jeg var som altid dybt opslugt - og det gik for hurtigt med at nå slutningen.

Men der er jo masser af andre muligheder for historier i samme stil, tænker jeg - især Italien må da rumme material til en mursten, ikke?

Monday, April 11, 2016

The Woman He Loved Before - Dorothy Koomson



























  • Engelsk
  • 6.-9. april
  • 467 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter den lidt tunge italienske politiske scene skulle der altså lidt lettere underholdning til - en rigtig tøseroman, som også kom fra bogudsalget til 40 kroner. Så er der ikkenoget forgjort, hvis det er for elendigt.

Men det var faktisk en glimrende underholdende roman, som bestemt ikke kun var lyserød romantik, som omslaget måske kunne give indtryk af.

Libby er ung ung sort kvinde, som en dag møder den arrogante Jack i en bilforretning. Hun finder ham ulidelig; men han er stædig og efter nogle års forhold bliver de gift. Han er enkemand, og de snakker ikke meget om hans kone, som omkom under tragiske omstændigheder. Indtil den dag de er ude for et trafikuheld, og Libby kommer alvorligt til skade. Politiet mere end antyder, at Jack måske har prøvet at ombringe hende (også). Og Libby døjer med efterveerne fysisk og psykisk af ulykken.

En dag finder hun den tidligere kones, Eves, dagbøger i kælderen, og begynder selvfølgelig at læse dem.

Dagbøgerne fylder måske halvdelen af bogen, og fortæller om en tragisk skæbne med vold, narko og seksuel udnyttelse. Eve har kæmpet siden ungdommen for at finde arbejde og tjene sine egne penge men oftest er det igennem sex, at hun har tjent dem. Og til sidst som sexslave for en modbydelig mand - som viser sig at være Jacks far.

Det udvikler sig til en mindre thriller med overraskende momenter, så man som læser ikke kedede sig. Til sidst ender det hele jo selvfølgelig lykkeligt; men jeg var holdt i spænding et godt stykke tid selvom jeg dog også synes, at dagbøgerne optog lidt for meget plads.

Men det var fin underholdning.

Wednesday, April 6, 2016

Marie-José de Savoie - Luciano Regolo



























  • Fransk
  • 1.-5. april
  • 391 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For at få et afbræk i Rutherfurd (og strække glæden lidt længere), gik jeg i reolerne og fandt denne biografi, som havde stået og samlet støv siden 2004. Det er ikke en fejlinvestering - den skulle bare have tid til at modne i reolen, og nu havde jeg lyst til noget non-fiction.

Marie-José var belgisk prinsesse, født i Bruxelles i 1906 af kongen Albert I (som var Belgiens kun tredje konge) og dronning Elisabeth - oprindeligt en tysk grevinde. Hendes forældre var ret moderne i deres opdragelse af de tre børn, hvoraf den ene jo skulle være konge. De færdedes blandt ret almindelige mennesker, men måtte også i eksil under 1. verdenskrig, hvor Belgien jo var hårdt ramt af den tyske invasion. Hvor moderne de end var, så skulle datteren dog giftes ind i en passende familie - og allerede i en tidlig alder begynder de at fortælle hende om Umberto - den italienske prins, der en dag skal være konge.

De to børn mødes da de er teenagere og igennem årene ved flere mere eller mindre planlagte begivenheder. Men Umberto er ikke en specielt udadvendt eller handlekraftig mand - han lever totalt under sin fars skygge. I modsætning til det belgiske kongehus, er devisen her, at man regerer alene; Umberto bliver ikke på nogen måde inddraget i de royale pligter eller 'oplært' til rollen som konge.

Om de reelt er forelskede i hinanden, er ret svært at vide - men forventningerne er som de er; og i 1930 bliver de gift i pomp og pragt i Rom og selvfølgelig med Mussolini som øverste vogter over det hele. For reelt er det jo ham, der styrer det fascistiske Italien og Marie -José opdager hurtigt, at hendes mand er en marionetdukke og selv hendes svigerfar kongen, er underlagt Il Duce.

Hendes første år i landet er langt fra lykkelige; men de får børn og holder sig beskæftiget og Marie-José begynder at blande sig i politikken ved at opildne til et statskup for at få afsat Mussolini og kongen, og springe hendes egen mand over - og indsætte deres lille søn med hende selv som regent til han bliver myndig.

Under krigen træder hun virkelig i karakter i modsætning til resten af den italienske kongefamilie, som pure nægter at indse, at monarkiet står og falder med fascismen. I italienernes øjne er de medansvarlige for Mussolinis pagt med Hitler og dermed al den ulykke krigen bringer med sig. Kronprinsparret lever adskilt under hele krigen, hvor Marie-José laver undergrundsarbejde og samtidig knokler løs for humanitære formål. Da krigen endelig er færdig vil hun tilbage til Italien hurtigst muligt, selvom alle fraråder det - så til slut vandrer hun hjem. Over Alperne. Bestemt dame!

Derefter følger en lang og sej kamp, hvor den gamle konge nægter at opgive tronen men til sidst accepterer mod, at der afholdes en folkeafstemning. I denne korte periode er Umberto og Marie konge og dronning af støvlelandet - fra den 9. maj til den 13. juni, hvoraf navnet Majdronningen.

Efter afstemningen flygter de i eksil i Portugal, men ægteskabet holder ikke. De bliver dog aldrig officielt skilt, og holder til tider ferier sammen. Men Marie-José bruger de næste 54 år på at rejse og arbejde for humanitære sager - blandt andet rejser hun til kommunistiske lande, hvilket ikke hjælper på hendes omdømme.

I bund og grund er hun en kvinde, der bekymrer sig meget lidt om, hvad man mener om hendes handlinger. Hun finder aldrig en ny mand og lever til 94 år. Så det italienske kapitel var jo kun en brøkdel af et liv, men alligevel det, som definerede hende i offentligheden. Men i modsætning til mange andre kongelige var hun en særdeles handlekraftig og selvstændig kvinde. En yderst interessant biografi, der handlede meget mere om politik end om tiaraer - og jeg fik mit kendskab til Italiens fascistiske periode sat på prøve!