Frantumaglia - Mit liv i ordene - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 21.-26. juni
• 496 sider
• Originaltitel: Frantumaglia - L'écriture et ma vie

Jeg har læst alle Ferrantes bøger pånær Dukken der blev væk - og i lang tid har denne ventet i reolen. Jeg var sikker på, at det ville være noget, der krævede fokus og der tog jeg ikke fejl.

Mysteriet om personen Elena Ferrante er jo til stadighed noget, der fascinerer såvel den litterære verden som medierne. I vores højteknologiske tid virker det absurd, at man ikke ønsker permanent exposure og berømmelse. I denne samling af tekster kommer vi over breve fra Ferrante til hendes forlæggere, samt interviews givet skriftligt over mere end tyve år. Den første mindre del udkom i 2003 med fokus på Besværende kærlighed og Forladte dage, og blev senere udvidet med interviews og en lang tekst med fokus på Napoli-romanerne.

Ferrante uddyber sin erfaring med at skrive bøger, som hun igen understreger ikke er hendes eneste profession - hvad hun ellers lever af vil hun dog ikke præcisere. Hun berører emnet om feminisme i hendes romaner og i litteraturen generelt, og hendes inspirationskilder som Morante, Munro - men også klassiske tekster. Vi ved, at hun har studeret klassisk litteratur som ung og hendes historier trækker på arketypiske symboler - også i hendes valg af navne.

Hvis man håber på"saftige" afsløringer er det ikke her man får dem. Ferrante holder fast i sin overbevisning om at bevare sin anonymitet, og når man læser interviews over så mange år er det bemærkelsesværdigt, at hendes svar ikke ændrer sig. Hun mener ikke, at hun som person er nødvendig for at få historierne til at leve - og sammenligner det med fx Shakespeare, som vi jo ikke ved meget om som menneske, men vi værdsætter hans værker alligevel.

Bogens titel Frantumaglia refererer til en særlig sindsstemning, som Ferrantes mor lærte hende om - den følelse af at være knust, følelsesmæssigt forvirret - en stemning som hendes kvindelige protagonister ofte er i.

Der er selvfølgelig en del gentagelse; samtlige journalister spørger om de samme ting - hendes rigtige identitet, hendes syn på feminisme, italiensk politik etc. Det kan blive repetitivt, men man kan også beundre hendes integritet og vedholdendhed i disse standpunkter. Deri er der under alle omstændigheder en læring ved at læse bogen.

Ferrante har dog afsløret sin fødselsdato og vi ved, at hun er 81 år gammel. Kommer der flere romaner? Måske - og måske ikke. Vil vi en dag få opklaret mysteriet - som Romain Garys belv opklaret, da han ikke længere var der? Det håber jeg stadig ikke fordi jeg har den dybeste respekt for hendes beslutning, og håber den bliver respekteret.

Voksnes løgnagtige liv - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 24.-31. maj
• 448 sider
• Fransk titel: La vie mensongère des adultes

Elena Ferrante har samme forhold til Napoli som Orhan Pamuk har til Istanbul! De skriver begge romaner, der foregår i deres by - og hvor man forestiller sig begge byer badet i sydens sol og eksotisme, så er det mest den mere dystre side vi ser. Pamuks Istanbul er oftest mørk, grå og dækket af sne; Ferrantes Napoli er befolket af intellektuelle mellemklassefamilier, der kæmper med livets eksistentialistiske spørgsmål.

Det er komplekse forhold mellem mennesker, som vi så det i Napoli-kvartetten om Elena og Lina. Det er coming of age-romaner, der er feministiske. Hvilket jo igen leder os tilbage til det evindelige spørgsmål om, hvem forfatteren er! På et tidspunkt var der en del polemik, da man vist mente, at have "fundet" hende. Personligt læste jeg det faktisk ikke. Jeg har fuld respekt for, at forfatteren vil være anonym, og mener ikke, at man skal gøre alt for at finde vedkommende. 

Den franske forfatter Romain Gary skrev flere gange under pseudonym; han udgav romaner under sit eget navn og vandt blandt andet Goncourt-prisen i 1956 og igen i 1975 for en roman skrevet under pseudonymet Emile Ajar. Han begik selvmord i 1980, og blandt hans ting fandt man et brev, der forklarede, at han var manden bag de andre romaner. Der har været spekulationer omkring, at en mulig afsløring skulle have skubbet ham til selvmordet. Så lad dog de kunstnere være i fred - og skrive som de vil, og som hvem de vil!

I hendes seneste oversatte roman er vi altså i Napoli i starten af 1990'erne. Giovanna er teenager og skal finde sig selv; men da hun overhører faderen sige, at hun ligner sin tante Vittoria er det ikke en kompliment. For Vittoria er familiens sorte får - eller i hvert fald så anderledes fra hendes egne intellektuelle forældre, der er lærere. Giovanna beslutter sig for at finde denne tante; og dermed åbner hun op for en Pandoras æske af familiehemmeligheder, men hun konfronteres også selv med Napolis arbejderklasse. Hun møder selvfølgelig Vittoria, men også en hel ny "familie", som denne har og samtidig går hun i fuld fart ind i fasen med at udforske sin egen seksualitet.

Men det er langt mere dystert end Napoli-kvartetten; det er jo barsk for en teenager at blive overladt til sig selv, og ikke mindst føle, at faderens familieproblemer overføres til hende. Hun har hele sit liv set op til forældrene, og pludselig svigter de hende ved at vise en helt anden side af dem selv. Så det er også hendes egen vej til at blive voksen med alle de løgne, det kan indebære, som er på spil her.

Det var derfor en lidt tung sag at komme igennem; men man fanges af hendes ord præcis som med Pamuks også ret komplekse romaner. Flere gange har jeg planlagt en rejse til Napoli - men pandemi osv. Nu skal det på planen igen, når kræften er overstået - for jeg må virkelig se det Napoli, som Ferrante så levende beskriver.

Forladte dage - Elena Ferrante

• Fransk
• 28.-29. november
• 275 sider
• Fransk titel: Les jours de mon l'abandon

Elena Ferrante fik jo sit helt store internationale gennembrud med den napolitanske kvartet om to kvinders venskab et langt liv igennem. En serie, som jeg var meget begejstret for, selvom den bestemt ikke var let tilgængelig. Men det er uden tvivl historier, jeg vil have lyst til at genlæse en gang.

Men Ferrante havde jo skrevet i mange år inden denne succes; faktisk udkom Forladte dage allerede i 2003 på dansk; men nu hvor jeg havde lært hende at kende, købte jeg den på fransk. 

Ferrantes verden er meget italiensk; det er traditionelle familiemønstre, hvor kvinden er hjemmegående og passer hus og børn. Hvor det ikke er usædvanligt, at manden har en affære. 

Sådan er det også her, hvor Olga som 38-årig helt har droppet en karriere for at passe børnene Gianni og Ilaria, mens manden Marco tjener pengene. Men en dag vil han ikke længere - han er kommet ud i et stort tomrum, siger han til hende. Han kan intet føle længere, og femten års ægteskab er ovre.

Hurtigt viser det sig dog, at han føler særdeles meget - for en kollegas datter, som er blot tyve år gammel. En pige, som Olga allerede nogle år tidligere havde følt som en Lolita-trussel.

Olga kastes ud i et reelt tomrum til gengæld. En tilstand, hvor hun skifter mellem raseri, obskønitet, fysisk vold - men sjældent tårer og sorg. Hun overfalder Marco på gaden, da hun ser ham med den nye kvinde. Hun kaster sig i armene på den midaldrende underbo, og det ender fysisk set selvfølgelig katastrofalt. Hun skammer sig, men kan slet ikke styre afmagten.

En dag går det helt galt; denne ene dag fylder nok en tredjedel af bogen. En morgen, hvor hun vågner til en syg søn - og en syg hund. Hvor hun ikke kan se klart - og slet ikke tænke rationelt. Så galt går det, at hun ikke kan få hoveddøren åbnet - og ender med at sidde med en død hund i armene. Denne dag bliver for hende symbolet på, hvor langt ud hun er kommet.

Og som læser fristes man også til at irritere sig over hende. At hun ikke kan tage sig sammen; at hun lader det gå ud over børnene. At hun ikke forlanger noget fra manden i forhold til hjælp til børn og økonomi. Det bliver måske en anelse for meget ynk; men alligevel genkender man jo den følelse af hel og fuldstændig afmagt, når noget stort og voldsomt sker. 

Det klogeste Olga som person siger, er nok, da hun endelig får sagt fra overfor eksmanden - og siger til ham, at han intet ved om tomrum. Mænd kommer vist heller ikke derud på samme måde som kvinder; de mister ikke sig selv, som Olga gør - og det er en malerisk beskrivelse. Men måske lige lang nok i sidste ende. 

Dette var Ferrantes anden roman; og hvis man skal læse hende, vil jeg nok især anbefale Napoli-romanerne. 

Det forsvundne barn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 7.-10. december
• 474 sider
• Engelsk titel: The Story of the Lost Child

Den sidste del af Elena Ferrantes serie om de to veninder gled til gengæld ned med rygende fart i modsætning til de tre tidligere. Jeg har næppe nogensinde læst en serie, hvor det hele først falder på plads og giver mening ved slutningen. Ikke som ved en krimi, hvor man overraskes til sidst - nej, den der dybe forståelse af hele historiens opbygning. Hvorfor forfatteren skrev som hun gjorde; hvorfor tingene tog den tid, de gjorde. Og med denne slutning ser man også de tre foregående bøger i et helt andet lys. Det er måske ikke godt for den utålmodige læser - men til den, der vil belønnes med en smuk læseoplevelse er det noget af det bedste!

Elena skriver jo hele historien som hendes personlige nedfældelse af hendes oplevelse af venskabet; det er ikke en parallel historie, hvor de to protagonister spiller en ligeværdig rolle. Den starter med et tilbageblik i første bind, og den slutter med den krølle på halen, der gør, at man forstår indledningen men så sandelig også de knap 1.800 mellemliggende sider.

Hele Elenas historie er en kamp med sig selv for at forstå hendes forhold til Lina/Lila igennem dennes handlinger imod andre og hende selv - og til dels mod sig selv. Det er en udrensning for at få Lila ud af sit system, fordi hun hele sit liv har fyldt alt, alt for meget. Hun har dikteret Elenas livsvalg direkte og indirekte. Hun har påvirket hendes karriere, hendes mænd og hendes børn og afholdt hende fra at være sin egen dommer.

Tidsmæssigt er det efter de begge er blevet mødre som 36-årige, og i modsætning til de tidligere års lidt afbrudte perioder i venskabet, nu nærmest lever i symbiose. Elena har forladt Nino, Linas tidligere elsker - og de flytter ind i samme ejendom i to lejligheder oven over hinanden.

Indtil den dag, hvor den ene af deres to små piger forsvinder. Det bliver jo et nærmest metaforisk symbol på det bånd, der er mellem to veninder og som overføres til de to voksne kvinder.

Samtidig er det en voldelig periode med drab og opgør politisk; deres kreds af barndomsvenner indskrænkes ... og de kæmper for ikke at hade hinanden for meget i alle de beskyldninger, der flyver gennem luften.

Endelig da Elena flytter fra Napoli igen og de er mere end tres år gamle, da brydes båndene. Elena skriver en bog om veninden - fordi hun nok aldrig har levet sit eget liv, men altid lånt fra Lina. Det bliver måske dødsstødet og slutningen er faktisk barsk men smuk. Den eneste rigtige forløsning for dem begge. Men en trist forløsning og en navlestreng, der skulle have været kappet mange år tidligere.

Tilbage står man så stadig og undrer sig over, hvor meget selvbiografi, der var i bogen - og hvor meget fiktion. Jeg hælder bestemt mest til det første - især slutningen taget i betragtning. En historie, der kunne skrives, når visse ting var 'ordnet'.

Så uanset min skepsis undervejs, så blev jeg rigt belønnet for min tålmodighed.

Dem der flygter og dem der bliver - Elena Ferrante

• Engelsk
• 1.-6. december
• 420 sider
• Engelsk titel: Those Who Leave and Those Who Stay

Jeg må nok konkludere, at Elena Ferrantes bøger ikke just er let og hyggelig læsning. Jeg følger stort det samme mønster ved hvert bind i hendes serie; jeg starter meget langsomt, og når ikke mange sider i hverdagene i metro eller afbrudt af alle de andre ting, der også skal passes. Når jeg så når til weekenden, så har jeg tid til at glemme alt andet - og det er det, der skal til, for at jeg oprigtigt kan synke ned i hendes historie. 

Det bliver historien dog ikke mindre god af - men den kræver sin kvinde, og det er barske sager synes jeg.

I tredje bind er vi i tiden fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne. Det politiske klima er præget af kvindernes frigørelse men også den terrorisme, der fandt sted i landet som følge af politiske spændinger mellem de kristne demokrater og landets socialistiske parti. Elena kommer ind i de politiske diskussioner i starten af hendes ægteskab, uden dog at være en af de militante medlemmer. Men hele tidsånden præger hendes tilværelse - hendes eksistentielle krise som småbørnsmoder, der ikke længere kan passe en litterær karriere men i stedet skal passe hjem, mand og børn.

Lina bliver langt mere involveret og Elena frygter på et tidspunkt, at hun er involveret i drabene på flere personer - blandt andet en barndomsven til den mafia-relaterede Solara-familie fra deres barndoms kvarter. Elena tager sig af hende, mens hun er syg og meget nedbrudt - og det bliver til en mindre opblomstring i deres venskab. Men Lina flytter tilbage til Napoli og accepterer at arbejde for Solara-familien, som ansætter hende og hendes ven indenfor IT-branchen, som jo selvfølgelig er noget af det sidste nye. Nu er hun igen ved muffen og tjener penge; og det skal hun lige manifestere overfor den frustrerede Elena, hvis ægteskab går dårligere og dårligere.

Tredje bind er langt mere politisk, og hvis man ikke vidste meget om Italiens fascisme og anti-fascisme i disse år, så får man en god introduktion. Men den er også ret præget af Elenas selvkritik og melodrama, og derfor til tider lidt stillestående. Det er muligvis derfor, at jeg ikke kommer så nemt igennem dem. Mod slutningen af bogen kommer der dog lidt mere skub i tingene, da Elena forlader sin mand for at indlede en affære med Nino, som tidligere var Linas elsker. Så kommer der da nyt krudt i deres indbyrdes venindeforhold!

Men i langt størstedelen af den tidsperiode denne bog dækker, er de faktisk væk fra hinanden, og hører kun gennem tredjemand om den andens liv. De opsøger hinanden, når det er virkelig galt men ellers er det mere en kamp for Elena til at finde sig selv i sin voksne kvinderolle.

Jeg håber, at der kommer lidt mere tempo i den sidste roman, og selvom det er en interessant boglig oplevelse, så glæder jeg mig også til at komme videre til noget andet. Der er fordele og ulemper ved at læse en hel række uden stop. Med præcis denne serie, tror jeg bestemt, at jeg ville have mistet tråden, hvis jeg holdt pauser imellem.

Historien om et nyt navn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 23.-29. november
• 473 sider
• Engelsk titel: The Story of a New Name

Anden del af den mystiske forfatter Ferrantes fortælling om de to veninder, startede en anelse tungt måske. Første bind stoppede med lidt af en cliff-hanger ved Linas bryllup med den voldelige og dæmoniske Stefano, som dog også elsker hende højt - men ikke kan tøjle sin sydlandske jalousi. Lina/Lila er heller ikke nem - hun vil spille fin dame, men hun vil ikke røre sin mand efter bryllupsnatten.

Elena fortsætter i skolen, og er det tavse vidne til venindens op- og nedture i ægteskabet - men også i deres venskab. Til tider behandler Lina veninden så grumt, at man har lyst til at smide bogen hen i et hjørne. Og så er det, jeg begynder at overveje, hvor meget selvbiografi der er i denne historie?

Elena Ferrante er jo et pseudonym - men jeg er sikker på, at hun beskriver en reel historie om hendes eget liv. Muligvis er veninden nu ikke længere, for uanset hvad kunne man måske genkende sig selv i fortællingerne? 

De kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der er den mest intelligente - Lina har droppet skolen, men hver gang hun kommer i nærheden af noget, der skal tillæres, så går det som en leg - hvorimod Elena må arbejde intenst for at holde karaktererne oppe i skolen. En nødvendighed for at kunne fortsætte på trods af familiens modstand.

Det gør ikke tingene bedre, da Lina uden problemer render med Nino, som Elena har være håbløst forelsket i gennem flere år. For Elena virker det jo som om, at alt kommer let til Lina - og denne har jo ingen skrupler. Man kan undres over, hvor langt Elena vil gå i sin ydmygelse - hun afbryder kontakten og holder afstand. Men hver gang det brænder på i Linas liv, så vender hun enten selv tilbage eller bliver hidkaldt af bekymrede familiemedlemmer, der ser Elena som den eneste, der kan tale hende til fornuft. 

Man får jo sympati med Elena i denne ulige kamp; men så vender billedet pludselig og hendes små hævnakter virker smålige set i lyset af Lilas problemer. Det er en ulige kamp mellem to personer, der er i et konstant had-kærlighedsforhold og forestiller man sig, at det er virkeligt, så må det have været opslidende at have et sådant menneske i sit liv. Gensidigt! De burde jo have holdt sig langt væk fra hinanden.

Men Lila bliver Elenas målestok for alt - skolen, succes, kærlighed ....

Selv da hun i slutningen af andet bind opnår en form for succes, så piller Lila hende effektivt ned af piedestalen uden overhovedet at sige noget konkret. Der er uden tvivl en stærk ubalance i forholdet. De er nu i midten af tyverne - tiden er lige inden ungdomsoprøret i 1968; og deres historie skal fortsætte fyrre år endnu. 

Og så er der jo endnu en cliff-hanger i denne slutning, så man straks kan kaste sig over tredje bind. Jeg er da glad for, at jeg forleden købte de to sidste bind - de skal læses i fortsættelse af hinanden tror jeg. Ellers ville jeg bestemt miste tråden. 

Min geniale veninde - Elena Ferrante

• Engelsk
• 20.-22. november
• 333 sider
• Engelsk titel: My Brilliant Friend

Jeg har længe kigget lidt tilfældigt på Elena Ferrantes bøger, når jeg så dem hos boghandleren - der var noget, der skulle undersøges; men det blev ved det. Og så pludselig endte jeg med at købe de to første bind i hendes napolitanske venindesaga på engelsk. Hvorfor så ikke på dansk - når jeg nu alligevel ikke kan læse den på originalsproget italiensk? Ganske enkelt på grund af prisen! I de danske udgaver koster de de sædvanlige par hundrede kroner, mens de på engelsk kan fås noget billigere - og der er jo hele fire i serien.

Da jeg så kaster mig over første bind, opdager jeg, at forfatteren ikke eksisterer - ikke som Elena Ferrante i hvert fald. Godt nok har hun givet sin hovedperson samme navn; som læser får man derved fornemmelsen af en meget selvbiografisk historie om de to veninder Lina og Elena. Men i virkelighedens verden er Elena Ferrante et pseudonym - og et velbevaret af slagsen. Hun har kun givet skriftlige interviews, og nægter at modtage nogle bogpriser. Men at hun er en kvinde skulle dog være temmelig sikkert; og hendes omdrejningspunkt er da også den feminine verden.

Historien starter omkring 2010, hvor den midaldrende Elena får et opkald fra Linas søn; den jævnaldrende kvinde er forsvundet fra sit hjem og har samtidig slettet alle spor efter sig. Det undrer ikke Elena, som har kendt Lina i tres år, og kender hendes særheder. Denne hurtige prolog bliver starten på et tilbageblik, som sandsynligvis ender i fjerde og sidste bind.

De to små piger mødes i starten af 1950'erne i et fattigt Napoli. Deres familier er nabolagets håndværkere og småhandlende; et mikrokosmos, hvor alle kender alle. Men hvor der selvfølgelig også er et hierarki i form af den lidt mere velstående Solara-familie, som vist har forbindelser til den napolitanske mafiafamille Camorra. Det er en brutal verden, hvor det ikke er usædvanligt, at fædre slår deres børn eller hustruer.

Midt i dette virvar finder de to piger hinanden. Lina er den skarpe af de to og Elena er hovedkuls af beundring. Over Linas færdigheder i skolen, hvor Elena kun kan følge med ved at imitere sin veninde. Det bliver hendes chance, da Linas forældre ikke vil betale skolepenge, så hun kan komme videre end grundskolen. og hun derved får noget for sig selv, hvor hun kan hævde sig over for veninden.

Historien følger dem til de er seksten år gamle; historierne om intrigerne i nabolaget mellem både børn og voksne. Om mord og kærlighed. Utroskab og venskaber. Om de mange uskrevne regler, der er for piger i den tids religiøse og traditionelle Italien.

Til tider fandt jeg den lidt langtrukken - men historien skal uden tvivl ses som en helhed over de fire bind, hvor man som læser virkelig forsvinder ind i de to veninders fælles historie. Og det kræver nok en lidt langsom opstart. I hvert fald ikke en skuffelse, og for en gangs skyld er det dejligt at have næste bind klar, så man kan fortsætte direkte.